SkatteMails

Selvom medlemmerne af en grundejerforening ikke har skattefradrag for de kontingenter, de betaler til foreningen, så betyder det ikke, at de kan undgå skat, hvis foreningen sender penge retur til dem.

BDO

Depechen-artikel: Sådan bliver reglerne for håndværkerfradrag i 2022

Beløbsgrænsen for håndværkerfradrag i 2022 ligger fast, men muligheden for fradrag gælder kun for arbejde, der udføres i årets første tre måneder. Det kan ikke betale sig at betale overpris bare for at få fradrag

Bech-Bruun

Nyhedsbrev: Generationsskifte Omstrukturering - December 2021

Læs vores nyhedsbrev Generationsskifte Omstrukturering med aktuel lovgivning og afgørelser.

Dansk Revision

Rentesatser for selskabsskat for 2021 er offentliggjort

Skattestyrelsen har netop offentliggjort rentesatserne m.v. for selskabsskat for indkomståret 2021. Dem kan du se her. Betalingsfristen for at undgå et restskattillæg er overskredet, men det er alligevel fortsat muligt at indbetale frivillig acontoskat for 2021 senest den 1. februar 2022 - mod tillæg.

Dansk Revision

Nye regler om korttidsudlejning af helårsboliger

Skattereglerne om udlejning af fast ejendom er ganske detaljerige og komplicerede. I denne nyhed ser vi derfor nærmere på de nuværende regler og gennemgår også de nye regler. De nye regler om udlejning har virkning fra og med indkomståret 2021. En udlejer kan i 2021 dog selv afgøre om denne vil bruge de nye regler eller de nuværende regler.

Kammeradvokaten

Hvornår er oplysninger kommet til skattemyndighedernes kundskab efter den lille fristregel?

Dommen angår, hvornår skattemyndighederne er ”kommet til kundskab” om det forhold, der begrunder fravigelsen af de almindelige frister for genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 26.

OECD

OECD releases Pillar Two model rules for domestic implementation of 15% global minimum tax

The OECD today published detailed rules to assist in the implementation of a landmark reform to the international tax system, which will ensure Multinational Enterprises (MNEs) will be subject to a minimum 15% tax rate from 2023.

OECD

News: Public consultations on the implementation aspects of Pillar One and Pillar Two

Following the political agreement reached in October 2021 by over 135 countries to address the tax challenges arising from the digitalisation and globalisation of the economy, work on the implementation aspects of reform is underway. See how the 140+ members of the Inclusive Framework on BEPS intend to consult stakeholders during this next phase.

OECD

OECD releases Pillar Two model rules for domestic implementation of 15% global minimum tax

TVC Advokatfirma

Ligningslovens § 16 E fandt ikke anvendelse

Landsskatteretten har for nyligt fastslået, at en skattefri omdannelse af en personligt ejet virksomhed til et selskab med tilbagevirkende kraft ikke bevirkede, at ligningslovens § 16 E fik tilbagevirkende kraft på hævninger på virksomhedens konto.

Nye afgørelser mv. offentliggjort af Skatteforvaltningen

SKM-meddelelse: Skattefri godtgørelse til dækning af rejseudgifter mv. gældende for 2022

SKM2021.695.SKTST

Meddelelse om skattefri godtgørelse til dækning af rejseudgifter mv., gældende for 2022

Udkast til styresignal: Udkast til styresignal - Ændring af praksis OPKL § 5, stk. 1, - opkrævning af renter når en indeholdelsespligtig eller en virksomhed i visse situationer afgiver en positiv angivelse eller indberetning efter indberetnings- eller angivelsesfristens udløb

21-1237613

Styresignalet beskriver ændring af praksis for opkrævning af renter i henhold til opkrævningslovens § 5, stk. 1, i en række situationer, hvor en indeholdelsespligtig eller en virksomhed afgiver en indberetning/angivelse efter indberetning- eller angivelsesfristen udløb.

Styresignalet fastsætter adgangen til tilbagebetaling af betalte renter, reaktionsfristen for anmodning om tilbagebetaling samt krav til den dokumentation, der skal vedlægges en anmodning om tilbagebetaling.

Bindende svar: Ægtefællesuccession - overdragelse af hele virksomheden - indtræden i virksomhedsordningen - gældsbrev - hævning

SKM2021.704.SR

Spørger havde d. 1. januar 2021 overdraget sin samlede virksomhed i virksomhedsordningen, inkl. finansielle aktiver på 9,5 mio. kr., til sin ægtefælle.

Overdragelsessummen på 10,2 mio. kr. var berigtiget med et gældsbrev på 9,5 mio. kr. og en gave på 0,7 mio. kr. Ægtefællen ville lade gældsbrevet indgå i virksomhedsordningen.

Skatterådet bekræftede, at ægtefællen kunne indtræde i Spørgers virksomhedsordning, herunder overtage konto for opsparet overskud, indskudskonto og mellemregningskonto, jf. kildeskattelovens § 26 A, stk. 4.

Det var Skatterådets opfattelse, at ægtefællens indtræden i virksomhedsordningen indebar, at virksomhedsordningen ved begyndelsen af indkomståret overtages af ægtefællen med de samme aktiver og den samme gæld, som indgik i overdragerens virksomhedsbalance ved udgangen af det foregående indkomstår. Den ved berigtigelsen opståede gæld indgik ikke i Spørgers virksomhedsbalance, og udgjorde derfor privat gæld, som ægtefællen skød ind i virksomhedsordningen. Indskuddet af privat gæld medførte en hævning i hæverækkefølgen hos ægtefællen, jf. virksomhedsskattelovens § 5.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at berigtigelsen af overdragelsessummen kunne ske uden skattemæssige konsekvenser for ægtefællen.

Bindende svar: Ægtefællesuccession - fravalg af overtagelse af opsparet overskud mv. - hævning - hæftelse for ejendomsskat

SKM2021.703.SR

Skatterådet bekræftede, at Spørgers handelsvirksomhed og Spørgers udlejningsvirksomhed var to forskellige virksomheder, og at hver virksomheds indkomst skulle beskattes hos den ægtefælle, der i overvejende grad drev den pågældende virksomhed, jf. kildeskattelovens § 25 A, stk. 1.

Vurderingen af om der var sket overgang af driften, skulle ske med udgangspunkt i, hvem der i overvejende grad havde drevet virksomheden i det pågældende indkomstår. Skatterådet kunne derfor bekræfte, at Spørgers ægtefælle fra og med det første år, hvor ægtefællen i overvejende grad drev udlejningsvirksomheden, skulle beskattes af resultatet fra udlejningsvirksomheden.

Det var oplyst, at det i 2022 formentlig ville være Spørgers ægtefælle, der i overvejende grad drev udlejningsvirksomheden. Ægtefællen ønskede ikke at overtage en del af det opsparede overskud og indskudskontoen. Kildeskattelovens § 25 A, stk. 1, 4. og 5. pkt. fandt således ikke anvendelse. I den situation var det Skatterådets opfattelse, at overførsel af udlejningsvirksomheden, fra Spørgers virksomhedsordning til ægtefællen, udgjorde en hævning i hæverækkefælgen, jf. virksomhedsskattelovens § 5. Det var endvidere Skatterådets opfattelse, at hævningen i den situation kunne opgøres efter et nettoprincip.

Skatterådet kunne bekræfte, at de særlige regler vedrørende delophør i virksomhedsskattelovens § 15 a kunne anvendes i forbindelse med overførsel af udlejningsvirksomheden fra Spørgers virksomhedsordning til ægtefællen.

Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at hvis ægtefællerne deltog i væsentligt og ligeligt omfang i udlejningsvirksomheden og ønskede at anvende den frie fordelingsregel i kildeskattelovens § 25 A, og herved begge skulle hæfte for kommunale ejendomsskatter, da ville en erklæring til kommunen om den fælles hæftelse bevirke, at betingelsen om fælles hæftelse var opfyldt i forhold til ejendomsskatterne.

Bindende svar: Underskudsbegrænsning, gældssanering i konkurs

SKM2021.702.SR

Spørger har drevet landbrug, og er erklæret konkurs. Spørger har efterfølgende opnået gældssanering i forbindelse med konkurs.

Der spørges til de skattemæssige konsekvenser af, at Spørger har opnået gældssanering i forbindelse med konkurs.

Skatterådet kan bekræfte, at Spørgers underskud, der var bortfaldet, jf. konkursskatteloven, er genopstået, efter at Spørger har opnået gældssanering i konkurs, jf. KKSL § 13. Skatterådet kan bekræfte, at det beløb, som Spørgers gæld er nedsat med ved gældssaneringen, nedsætter de underskud, som var til fremførsel i indkomståret før det indkomstår, hvor konkursdekret blev afsagt. Skatterådet kan også bekræfte, at underskud opstået i det indkomstår, hvor konkursdekret er afsagt og indtil det indkomstår, hvor gældssaneringskendelse afsiges, ikke nedsættes som følge af gældssaneringen.

Bindende svar: Beskatningstidspunkt for medarbejderaktieprogram

SKM2021.697.SR

Spørger tilbudte visse medarbejdere at være omfattet et incitamentsprogram, hvor medarbejderne fik tildelt fantomaktier, som gav mulighed for udbetaling af en kontant bonus. Medarbejderne der var omfattet anmodningen var omfattet kildeskattelovens § 48 E-F.

Anmodningen vedrørte beskatningstidspunktet for den kontante bonus ved indtrædelse af henholdsvis ordinær vesting eller exit. Videre angik anmodningen, hvorvidt bonussen var omfattet af kildeskattelovens § 48 E-F.

Det var Skatterådets vurdering, at de omhandlede fantomaktier var en bonusordning, som var afhængig af selskabets resultater og aktiekursudvikling mv. En sådan bonusordning skulle betragtes og behandles som løn. Medarbejderen skulle således medtage bonusbeløbet i indkomstopgørelsen for det indkomstår, hvor udbetalingen fandt sted, dog senest 6 måneder efter, at medarbejderen havde erhvervet endelig ret til den pågældende indkomst.

Skatterådet bekræftede, at den kontante bonus skulle beskattes på retserhvervelsestidspunktet for henholdsvis ordinær vesting eller exit ("Exit andelen" og "Udskudte Exit andel"). Der hensås til, at det først på disse tidspunkter var muligt at opgøre, om medarbejderne erhvervede ret til den kontante bonus herunder, hvad størrelsen på den kontante bonus blev. Hvis udbetalingen af den kontante bonus blev udskudt, skulle indtægter med på indkomstopgørelsen senest 6 måneder efter retserhvervelsen.

Skatterådet bekræftede desuden, at den kontante bonus til medarbejderne omfattet kildeskattelovens § 48 E-F kunne blive beskattet efter denne bestemmelse, hvis medarbejderne var omfattet kildeskattelovens § 48 E-F på henholdsvis tildelings- og retserhvervelsestidspunktet og udbetalingstidspunktet.

Dom: Omkostningsgodtgørelse - manglende hæftelse for rådgiverens honorar

SKM2021.718.ØLR

De fire sambehandlede sager angik, om appellantens klienter har krav på omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

Landsretten bemærkede, at det -som fastslået i UfR 2015.3383 H -er en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand.

Landsretten anførte videre, at det udtrykkeligt fremgår af de indgåede aftaler om sagkyndig bistand, at klienterne ikke selv skal betale for den ydede bistand, og landsretten tiltrådte herefter, at betingelserne for at opnå omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, dermed ikke er opfyldt. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at klienterne ikke skal betale for den ydede bistand, fordi klienterne ifølge aftalerne har overdraget deres krav på omkostningsgodtgørelse til appellanten, da der ikke foreligger eller har foreligget en reel hæftelse.

Byrettens frifindende domme blev derfor stadfæstet.

Dom: Overførsler til bankkonto - refusion af udlæg

SKM2021.722.BR

Sagen angik, om skatteyderen var skattepligtig af en række midler, der i 2013 og 2014 var overført til hans private bankkonto fra et dansk selskab, hvori skatteyderen var direktør og indirekte ejer af 50 pct. af aktierne. Skatteyderen gjorde gældende, at overførslerne dækkede refusion af udlæg, som han havde afholdt på vegne af selskabet. Udlæggene angik ifølge skatteyderen hovedsageligt betalinger til et selskab i Y1-land, der også var ejet af skatteyderen, og som ifølge ham havde leveret IT-ydelser til det danske selskab.

Retten fandt, at overførslerne udgjorde skattepligtig indkomst, medmindre skatteyderen kunne løfte bevisbyrden for, at beløbene var skattefrie. Retten fandt ikke, at skatteyderens forklaring om, at han havde afholdt udlæg på vegne af selskabet var tilstrækkeligt understøttet af objektive kendsgerninger. Retten lagde herved bl.a. vægt på, at der ikke forelå beløbs- eller tidsmæssig sammenhæng mellem de i sagen fremlagte fakturaer og overførslerne, samt at betalingerne til det litauiske selskab ikke var understøttet af bogføring eller regnskaber. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes forhøjelser af skatteyderens indkomst.

Dom: Forlænget ligningsfrist - aftale om fælles bestemmende indflydelse

SKM2021.721.ØLR

Ved byrettens dom (3 dommere) var det tiltrådt, at A for indkomstårene 2008-2012 skulle beskattes af rådigheden over en helårsbolig, der var udlejet til hans forældre af et selskab, som han ejede i lige andele med sin bror (50/50). For så vidt angik indkomstårene 2008 og 2009 var forhøjelsen varslet ifølge den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, og byretten tiltrådte, at betingelserne herfor var opfyldt, herunder at der mellem brødrene var indgået en aftale om fælles bestemmende indflydelse over selskabet, jf. skattekontrollovens § 3 B, stk. 2.

For landsretten angik sagen kun spørgsmålet om, hvorvidt ændringerne af ansættelsen for indkomstårene 2008 og 2009 var varslet rettidigt, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5. Appellantens indsigelse var, at han ikke havde bestemmende indflydelse over selskabet, fordi der ikke var indgået en aftale mellem ham og broren om udøvelse af fælles bestemmende indflydelse.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering af aftalegrundlaget, at aftalegrundlaget er udtryk for en aftale mellem de to anpartshavere om udøvelse af fælles bestemmende indflydelse. Landsretten lagde vægt på en række momenter, herunder at anpartshaveroverenskomsten i vidt omfang tillagde anpartshaverne vetoret.

På den baggrund stadfæstede landsretten byrettens dom om frifindelse af Skatteministeriet.

Dom: Maskeret udlodning - driftsudgifter - hævning af tilgodehavende

SKM2021.720.BR

Spørgsmålet i sagen var om en hovedaktionærs hævninger på G1 A/S' konti var maskeret udlodning efter ligningslovens § 16 A. Hovedaktionæren gjorde gældende, at hævningerne dels var driftsudgifter og dels var hævninger af et tilgodehavende aktionæren havde i koncernen.

Retten fandt, at hovedaktionæren ikke havde godtgjort, at der var tale om driftsudgifter. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at synspunktet var nyt under retssagen og således ikke var fremsat under den administrative sag. Retten lagde endvidere vægt på, at der ikke var fremlagt skriftlig dokumentation der godtgjorde, at nogle af hævningerne vedrørte selskabets drift. Retten fandt også, at aktionærens forklaring var præget af usikkerhed.

Det kunne ikke føre til andet resultat, at hovedaktionæren havde oplyst, at han ikke kunne skaffe skriftlig dokumentation, fordi der var tale om indkomstår, der lå langt tilbage, ligesom det ikke kunne føre til andet resultat, at kurator i G1 A/S havde vurderet, at der ikke i konkursretlig forstand var foretaget omstødelige dispositioner.

Retten fandt videre, at hævningerne ikke var tilbagebetaling af et lån. Retten lagde til grund, at hovedaktionæren havde et tilgodehavende i G1 A/S' holdingselskab G2 ApS, som oversteg de private hævninger i G1 A/S. Retten fandt det ikke godtgjort, at hovedaktionæren havde et tilgodehavende i G1 A/S. Retten fandt herefter, at hovedaktionæren ikke kunne modregne de private hævninger i datterselskabet G1 A/S i et tilgodehavende hos holdingselskabet G2 ApS.

Retten fandt derfor, at hævningerne var maskeret udlodning.

Dom: Fri bil - deleleasing - rådighedsbeskatning - ugyldighed

SKM2021.717.BR

Sagen angik, om hovedanpartshaveren skulle beskattes af rådighed over tre biler.

Den ene af bilerne var i 2015 alene leaset af selskabet, og da der ikke forelå et kørselsregnskab, der godtgjorde, at bilen alene havde været anvendt til erhvervsmæssig kørsel, og da hovedanpartshaveren ikke alene ved sin forklaring havde afkræftet formodningen, blev han beskattet af rådigheden i 2015.

Den samme bil og to øvrige biler blev deleleaset af hovedanpartshaveren og dennes selskab, og spørgsmålet var, om betingelserne for at undtage hovedanpartshaverens rådighed over disse biler fra beskatning, i henhold til den administrativ praksis om deleleasing, var opfyldt.

Retten fandt, at kørselsregnskaberne var mangelfulde, og for så vidt angik to af køretøjerne manglede der kørselsregnskaber for en del af perioden. For alle tre biler manglede der fakturaer, der viste opdelingen af leasingydelsen mellem hovedanpartshaveren og dennes selskab for dele af perioden. Retten fandt derfor, at hovedanpartshaveren ikke havde afkræftet formodningen om, at bilerne, som selskabet havde stillet til rådighed for ham, var anvendt til privat kørsel udover det antal kilometer, der var omfattet af hovedanpartshaverens egen del af deleleasingaftalen.

Hovedanpartshaveren havde, såfremt kørselsregnskaberne blev underkendt, nedlagt en subsidiær påstand om hjemvisning til Skattestyrelsen, så Skattestyrelsen kunne foretage et skøn over fordelingen mellem de kørte private kilometer og de kørte erhvervsmæssige kilometer. Retten fandt ikke grundlag for, at Skattestyrelsen skulle udøve noget skøn, og sagen blev derfor ikke hjemvist.

Retten afviste desuden hovedanpartshaverens indsigelse om, at afgørelsen var ugyldig som følge af begrundelsesmangler.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Dom: Kommanditist-frigørelse -hæftelsesbegrænsning-kursgevinst-nystiftelse af gæld -novation

SKM2021.716.ØLR

Landsretten fandt, at en kommanditist havde realiseret en skattepligtig kursgevinst ved kommanditselskabets frigørelse for gæld i fremmed valuta i henhold til låneaftaler med begrænset hæftelse.

Landsretten henviste til, at frigørelsen efter den fremlagte dokumentation i sagen var sket i overensstemmelse med låneaftalerne, og at kommanditisten heller ikke for landsretten havde fremlagt dokumentation for gældsforholdets fortsatte eksistens.

Landsretten fandt videre, at vilkårene for låneaftalerne ikke undergik sådanne ændringer i 2011, at der dermed var tale om stiftelse af ny gæld i kursgevinstlovens forstand med den konsekvens, at skattepligten rettelig vedrørte skatteåret 2011, jf. kursgevinstlovens § 25, stk. 1.

Landsretten henviste til, at korrespondancen og samarbejdet mellem bankerne og kommanditselskabet i 2011 vedrørte alene sædvanlige spørgsmål om afvikling af gælden og tiltrådte derfor, at kursgevinsten var henført til skatteåret 2012.

Landsretten stadfæstede på den baggrund byrettens frifindelse af Skatteministeriet (SKM2021.8.BR).

Dom: Virksomhedsskatteordning - sikkerhedsstillelse - sædvanlig forretningsmæssig disposition

SKM2021.715.BR

Sagen angik, om en sikkerhedsstillelse udgjorde en sædvanlig forretningsmæssig disposition med den virkning, at sikkerhedsstillelsen kunne indgå i en skatteyders virksomhedsskatteordning, jf. virksomhedsskattelovens dagældende § 10, stk. 7.

Et flertal udtalte, at der er snævre rammer for anvendelsen af undtagelsen om, at en sikkerhedsstillelse er en sædvanlig forretningsmæssig disposition, og at der må stilles betydelige krav til beviset for, at undtagelsesreglen kan finde anvendelse.

Flertallet fandt, at skatteyderen hverken havde godtgjort, at sikkerhedsstillelsen var sket som led i den løbende samhandel mellem virksomheden under virksomhedsskatteordningen og anpartsselskabet (første betingelse), eller at sikkerhedsstillelsen havde tjent et forretningsmæssigt formål for virksomheden (anden betingelse). I relation til den anden betingelse udtalte flertallet, at der som følge af parternes interessefællesskab gælder et skærpet beviskrav.

Et mindretal fandt efter en samlet vurdering, at skatteyderen havde bevist, at sikkerhedsstillelsen udgjorde en sædvanlig forretningsmæssig disposition omfattet af virksomhedsskattelovens dagældende § 10, stk. 7.

Dom: Maskeret udlodning -indhentelse af sagkyndig erklæring

SKM2021.714.ØLR

Sagen angik, om en skatteyder skulle beskattes af en række overførsler fra skatteyderens danske selskab til skatteyderens italienske selskab som maskeret udlodning, eller om overførslerne udgjorde lån.

Landsretten fandt, at der ikke var grundlag for at tage skatteyderens anmodning om indhentelse af en sagkyndig erklæring fra R1-virksomhed til følge, da sagen var tilstrækkeligt oplyst med hensyn til anvendelse af mellemregninger i koncernforhold og betydningen af revisionspåtegningen i skatteyderens danske holdingselskab.

Landsretten fandt desuden, ligesom byretten, at der var sket maskeret udlodning til skatteyderen.

Byrettens frifindelse af Skatteministeriet blev derfor stadfæstet.

Dom: Genoptagelse - forlænget ansættelsesfrist/praksisunderkendelse/særlige omstændigheder

SKM2021.713.ØLR

Genbeskatning af underskud som følge af et sambeskattet datterselskabs likvidation kunne ikke anses for en "kontrolleret transaktion". Den forlængende ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, fandt derfor ikke anvendelse. EU-Domstolens dom i sag C-48/13, Nordea Bank Danmark, der underkendte ligningslovens § 33 D, stk. 5 (dagældende), havde ikke i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7's forstand indebåret en underkendelse af lovens § 33 E, stk. 3, som havde fundet anvendelse på den omhandlede skatteansættelse. Der forelå heller ikke særlige omstændigheder, som kunne begrunde ekstraordinær ansættelse.

Skatteministeriet blev herefter frifundet

Dom: Dødsbo - sagsomkostninger vedrørende sagkyndig erklæring

SKM2021.711.ØLR

Baggrunden for sagen var, at Skattestyrelsen den 3. juli 2019 havde anmodet om en sagkyndig vurdering af værdien af en ejendom. Ved skifterettens kendelse af 13. november 2019 blev anmodningen taget til følge. Skifteretten tilkendte ikke nogen af parterne omkostninger, hvad der heller ikke var nedlagt påstand om. Under kæremålet ved Østre Landsret påstod parterne sig heller ikke tillagt omkostninger for sagen ved skifteretten. Ved kendelse af 22. januar 2020 stadfæstede Østre Landsret skifterettens kendelse og pålagde boet at betale 2.500 kr. til Skattestyrelsen i kæremålsomkostninger. Med Procesbevillingsnævnets tilladelse kærede boet sagen til Højesteret, der ved kendelse af 26. april 2021 gav boet medhold i, at Skattestyrelsens anmodning om en sagkyndig vurdering ikke blev taget til følge. Heller ikke for Højesteret kom parterne med bemærkninger om sagsomkostningerne. Højesteret tilkendte boet 30.000 kr. i kæremålsomkostninger for landsret og Højesteret.

Den 26. april 2021 anmodede boets advokat skifteretten om at pålægge Skattestyrelsen at betale sagsomkostninger for sagens behandling ved skifteretten, samt pålægge Skattestyrelsen at afholde vurderingsudgifter samt sagsomkostninger til boet for det arbejde, der var forbundet med vurderingsforretningen.

Skifteretten bestemte ved kendelse af 22. juni 2021, at Skattestyrelsens påstand om, at der ikke tilkendes sagsomkostninger til boet, blev taget til følge. Skifteretten bestemte desuden, at Skattestyrelsen - i overensstemmelse med hvad styrelsen havde accepteret - i medfør af dødsboskiftelovens § 95, stk. 3, skulle betale udgifterne til vurderingen, dvs. gebyr til Dansk Ejendomsmæglerforening og vederlag til den udmeldte vurderingsmand.

Kendelsen blev kæret til Østre Landsret, der ved kendelse af 3. december 2021 stadfæstede skifterettens kendelse. Landsretten udtalte herved bl.a., at Skattestyrelsen i medfør af dødsboskiftelovens § 95, stk. 3, alene kan pålægges at betale de af boet afholdte faktiske omkostninger vedrørende den sagkyndige vurdering af ejendommen.

Dom: Indsætninger på bankkonti - salg af anparter

SKM2021.710.BR

Sagen handlede om, hvorvidt en række indsættelser i et selskab fra selskabets hovedanpartshaver var skattepligtig indkomst for selskabet.

SKAT havde på baggrund af mangelfuldt regnskabsmateriale foretaget en skønsmæssig forhøjelse af indkomsten for selskabet svarende til en række indsættelser på selskabets mellemregningskonto med hovedanpartshaveren.

Retten lagde til grund, at bilagene i regnskabsmaterialet var mangelfulde, og at der ikke fandtes bilag for alle registreringer. Retten fandt, at det derfor ikke var muligt at kontrollere registreringernes rigtighed ud fra regnskabsmaterialet, og at SKAT derfor var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af selskabets skattepligtige indkomst.

Retten fandt videre, at selskabet ikke havde godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse var åbenbart urimelig eller hvilede på et forkert grundlag. Herunder fandt retten ikke, at selskabet havde godtgjort, at indsætningerne stammede fra salg af anparter eller fra hovedanpartshaverens salg af privat indbo.

Dom: Byrettens kendelse blev stadfæstet af Østre landsret således at rekvirentens begæring om syn og skøn blev afvist.

SKM2021.709.ØLR

Østre Landsret afviste i overensstemmelse med Byrettens kendelse rekvirentens anmodning om isoleret bevisoptagelse i form af syn og skøn. Afvisningen skete i overensstemmelse med Skatteforvaltningens nedlagte påstand, som var begrundet med, at besvarelsen af de stillede spørgsmål skønnes at være uden betydning for den verserende skattesag.

Skattesagen vedrørte en skønsmæssig forhøjelse af rekvirentens indkomst i form af maskeret udlodning fra rekvirentens helejede resturationsvirksomhed. Skønnet byggede på konstaterede indsætninger på rekvirentens private bankkonto. Selskabet havde ikke egen bankkonto men anvendte rekvirentens private bankkonto, der tillige blev anvendt til rekvirentens privatøkonomi og enkeltmandsvirksomhed. Der var ikke fremlagt fyldestgørende regnskabsmateriale for resturationsvirksomheden.

I skønstemaet, vedlagt begæring om afholdelse af syn og skøn, ønskede rekvirenten at stille en række spørgsmål vedrørende typiske branchetal, herunder overskudsgrad, for en sædvanlig drevet restaurationsvirksomhed.

Retten bemærkede, at der ikke forelå oplysninger, der kunne sandsynliggøre, at selskabet havde drevet virksomhed, som kunne sammenlignes med en sædvanlig drevet restaurationsvirksomhed.

Retten tog herefter Skatteforvaltningens påstand til følge og afviste anmodningen om isoleret bevisoptagelse i form af syn og skøn.

Dom: Bevisspørgsmål om rette ejer af vindmøller

SKM2021.708.BR

Sagerne angik, om 8 vindmøller ved udgangen af 2006 var ejet af sagsøgerne personligt (som hævdet af sagsøgerne) eller af et af sagsøgerne ejet kommanditselskab, idet dette havde betydning for, om sagsøgernes fradrag for driftsunderskud og afskrivninger vedrørende vindmøllerne for indkomståret 2006 var begrænset efter de nærmere regler, der gælder for beskatning af kommanditister. Sagsøgerne erhvervede vindmøllerne personligt fra tredjemand i december 2006, og det var ubestridt, at vindmøllerne senest i 2007 var blevet videreoverdraget fra sagsøgerne til deres kommanditselskab. Spørgsmålet var, om denne videreoverdragelse fandt sted inden udgangen af 2006 eller først i 2007 som hævdet af sagsøgerne.

Retten fandt efter karakteren og omfanget af de foreliggende dokumentbeviser, som entydigt pegede på, at vindmøllerne blev overdraget til kommanditselskabet inden udgangen af 2006, at sagsøgerne trods forklaringerne afgivet under hovedforhandlingen ikke havde godtgjort, at de ved udgangen af 2006 stadig var ejere af vindmøllerne. Retten udtalte i den forbindelse, at de oplysninger, som sagsøgerne selve havde indgivet til skattemyndighederne og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen måtte tillægges en særlig vægt over for forklaringerne.

Dom: Ekstraordinær genoptagelse - Kundskabstidspunkt - Varslingsfristen på 6 måneder

SKM2021.707.HR

Sagen angik, om SKAT var berettiget til ekstraordinært at genoptage indkomstansættelsen for Edith Frostholm for årene 2011-2015 i medfør af skatteforvaltningsloven §27, stk. 1, nr. 5, herunder om SKAT havde overholdt varslingfristen på 6 måneder i bestemmlsen stk. 2, 1. punktum.

Højesteret fandt, at Edith Frostholm eller nogen på hendes vegne havde handlet groft uagtsomt ved at undlade at reagere på de urigtige skatteansættelser, hvorfor betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2011-2015 efter skatteforvaltningslovens §27, stk. 1 nr. 5 var opfyldt.

Det var Højesteret ubestridt, at skattemyndighederne mere end 6 måneder forud for afsendelsen afvarslingsskrivesen var i besiddelse af de oplysninger, der dannede grundlag for den ekstraordinære forhøjelse af skatteansættelserne for indkomsterne 2011-2015.

Højesteret fandt, at fristen på seks måneder i skatteforvaltningsloven §27, stk. 2, 1. pkt. ikke var overholdt.

Højesteret lagde til grund. at skattemyndighederne alene ved at sammenholde oplysningerne i årsopgørelserne, registreringerne i værdipapirsystemet og indberetningerne fra banken kunne konstatere, at skatteyderens skatteansættelser var urigtige, og at dette skyldtes groft uagtsomt forhold hos hende eller hendes repræsentant. Højesteret lagde vægt på, at højesteret i to tidligere domme har udtalt, at kundskabstidspunktet må anses for at være det tidspunkt, hvor skattemyndighederne "er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger" til, at der forelå grundlag for ekstraordinære ansættelse efter §27. stk. 1, nr. 5

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom

Dom: Indeholdelsespligt - selvstændigt erhvervsdrivende - lønmodtagere

SKM2021.706.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøger var indeholdelsespligtig og hæftede for betaling af A-skat og AM-bidrag i forbindelse med selskabets betaling af tre polske virksomheders udstedte fakturaer.

Retten fandt, at de tre polske virksomheder var selvstændigt erhvervsdrivende, idet retten lagde til grund, at virksomhederne selv tilrettelagde, fordelte og førte tilsyn med arbejdet, at virksomhedernes forpligtelser over for sagsøger var begrænset til den enkelte ordre, at vederlag blev faktureret efter arbejdets udførelse, at virksomhederne selv leverede arbejdstøj, og at virksomhederne påtog sig en økonomisk risiko.

Retten nåede dette resultat, uanset at to af de ansatte i de polske virksomheder tidligere havde været lønmodtagere hos sagsøger, at der i væsentligt omfang blev indgået mundtlige aftaler, og at betalingen for arbejdet var sket til en personligt oprettet, dansk konto.

Dom: Rentefiksering - valutarestriktioner - ekstraordinært udbytte

SKM2021.705.ØLR

Sagerne angik, om der var grundlag for forhøjelser af indkomsten hos to danske selskaber for 2008-2013, i hvilken periode de to selskaber (på skift) var moderselskab for et venezuelansk selskab.

I perioden 2008-2011 opstod der som konsekvens af en række valutarestriktioner i Venezuela en fordring mod det venezuelanske selskab på ubetalte royalties, og spørgsmålet var, om der var grundlag for at fiksere renter af tilgodehavendet, jf. ligningslovens § 2.

For 2012 og 2013 betalte det venezuelanske selskab ekstraordinære udbytter, og spørgsmålet var i denne forbindelse, om disse udbytter kunne beskattes som afdrag på de ubetalte royalties.

Landsretten gav selskaberne medhold i, at der ikke var grundlag for at beskatte selskaberne.

For så vidt angik rentefikseringen tiltrådte landsretten, at der som udgangspunkt mellem koncernforbundne selskaber vil kunne rejses spørgsmål om forrentning af tilgodehavender, der er opstået som følge af manglende royaltybetalinger. Med henvisning til de ganske særegne omstændigheder, som gjorde sig gældende i Venezuela, fandt landsretten efter en samlet vurdering, at der ikke var grundlag for at forhøje indkomsten med en fikseret rente af den ubetalte royaltyfordring.

For så vidt angik beskatningen for 2012 og 2013 fandt landsretten bl.a. med henvisning til, at der forelå ganske særlige omstændigheder vedrørende valutarestriktioner i Venezuela, ikke, at der var grundlag for at beskatte de ekstraordinære udbytter som afdrag på royaltyfordringen.

På den baggrund blev selskaberne frifundet.

Dom: Legat - hensættelser - genoptagelse - selvangivelsesomvalg

SKM2021.701.ØLR

Sagen, der var henvist til landsrettens om 1. instans, angik, om et legat for indkomståret 2016 kunne foretage hensættelser efter selvangivelsesfristens udløb, så legatet herved kunne fortsætte med at anvende realisationsprincippet ved opgørelse af gevinst og tab på porteføljeaktier.

Landsretten fandt, at den dagældende fondsbeskatningslovs § 4, stk. 4, må forstås således, at hensættelser skal være foretaget inden udløbet af fristen for indgivelse af selvangivelse.

Landsretten fandt, at en hensættelse på 0 kr. ikke kunne betegnes som en hensættelse i § 4, stk. 9 og stk. 10's forstand. Allerede fordi legatet ikke havde foretaget hensættelser for indkomståret 2016 inden udløbet af selvangivelsesfristen, var betingelserne for ændring af hensættelser efter dagældende § 4, stk. 9 og 10, ikke opfyldt.

Legatet havde for indkomståret 2016 valget mellem at foretage hensættelser eller at undlade dette, og legatet havde på selvangivelsestidspunktet ikke besluttet af foretage hensættelser. Legatets selvangivelse for indkomståret 2016 var dermed i overensstemmelse med de faktiske omstændigheder, og der kunne derfor ikke ske genoptagelse af legatets skatteansættelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Idet skattemyndighederne ikke havde foretaget nogen skatteansættelse af betydning for legatets beslutning om at undlade at foretage hensættelser, var betingelserne for selvangivelsesomvalg efter skatteforvaltningslovens § 30 heller ikke opfyldt.

Skatteministeriet fik derfor medhold i sin påstand.

Dom: Tilskudsbeskatning - værdiansættelse af en aktiepost i et børsnoteret selskab i forbindelse med overdragelse mellem interesseforbundne parter - ikke grundlag for at fravige børskursen pga. særlige omstændigheder - kursmanipulation

SKM2021.696.BR

Sagen angik i første række spørgsmålet om, hvorvidt et selskab havde modtaget et skattepligtigt tilskud ved køb af børsnoterede aktier af en interesseforbunden part til en kurs, der var lavere end børskursen.

Retten udtalte indledningsvist, at det for børsnoterede aktier er fast praksis, at aktiernes børskurs lægges til grund for opgørelsen, medmindre der i sagen foreligger særlige omstændigheder, som kan udgøre tilstrækkelig begrundelse for, at værdiansættelsen skal ske på et andet grundlag. Retten udtalte herefter, at det var selskabet, der havde bevisbyrden for, at der forelå sådanne særlige omstændigheder.

Med henvisning til det oplyste om antallet af handler med det børsnoterede selskabs aktier på børsen, og da aktierne i al væsentlig blev handlet på daglig basis, fandt retten det ikke for godtgjort, at aktien var så illikvid, at dette kunne begrunde en fravigelse af udgangspunktet om handel til børskurs.

Retten udtalte videre, at børsmanipulation efter omstændighederne også kunne begrunde en fravigelse af seneste børskurs, dersom det godtgøres, at der er en konkret sammenhæng mellem den forhøjede børskurs og kursmanipulationen.

Retten fandt, at det ikke kunne afvises, at en artikel om det børsnoterede selskab havde haft en indflydelse på børskursen. Retten fandt, at der imidlertid ikke var grundlag for at fastslå, at artiklen om det børsnoterede selskab byggede på urigtige oplysninger, og da det børsnoterede selskab i flere tilfælde ved fondsbørsmeddelelser i 2006 selv havde opjusteret forventningerne til resultatet, fandt retten, at der, uanset forfatteren til den pågældende artikel blev dømt for kursmanipulation, ikke var godtgjort sådanne særlige omstændigheder, at dette kunne begrunde fravigelse af udgangspunktet om anvendelse af seneste børskurs.

Sagen angik i anden række selskabets anmodning til SKAT om bindende svar vedrørende et i overdragelsesaftalen aftalt skatteforbehold.

Retten udtalte, at skatteforbeholdet gav mulighed for, at selskabet betalte i overensstemmelse med skattemyndighedernes korrektion, således at tilskudsbeskatningen bortfaldt. Selskabet var ved anmodningen om det bindende svar insolvent og ude af stand til at betale i overensstemmelse med en sådan korrektion, hvorfor der ville opstå et gældsforhold mellem selskabet og den interesseforbundne sælger. Sælgeren havde allerede ved anmodningen om bindende svar tilkendegivet, at gælden ville blive eftergivet i umiddelbar forlængelse af etableringen af gældsforholdet, ligesom sælgeren ville frafalde renter af sit tilgodehavende.

Retten var enig med Landsskatteretten i, at etablering af et gældsforhold med henblik på eftergivelse ikke kunne betragtes som betaling, som nævnt i skatteforbeholdet.

Skatteministeriet blev derfor frifundet i forhold til begge spørgsmål. Sagen blev afgjort med deltagelse af 3 dommere, jf. retsplejelovens § 12, stk. 3, nr. 3.

Nyt fra EU-domstolen

Domme

C-394/20 Frie kapitalbevægelser Finanzamt V (Successions - Abattement partiel og déduction des parts réservataires)

Sagen omhandler:

Præjudiciel forelæggelse - frie kapitalbevægelser - artikel 63 TEUF og 65 TEUF - national lovgivning om arveafgift - fast ejendom beliggende på det nationale område - begrænset arveafgiftspligt - forskellig behandling af hjemmehørende og ikke-hjemmehørende - ret til bundfradrag i afgiftsgrundlaget - forholdsmæssig nedsættelse i tilfælde af begrænset arveafgiftspligt - forpligtelser vedrørende tvangsarv - intet fradrag i tilfælde af begrænset arveafgiftspligt

Domstolens dom:

1) Artikel 63 TEUF og 65 TEUF skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning om beregning af arveafgift, der bestemmer, at i tilfælde af erhvervelse ved arv af fast ejendom beliggende på det nationale område, hvor hverken arveladeren eller arvingen på tidspunktet for dødsfaldet havde bopæl eller sædvanligt opholdssted i denne medlemsstat, nedsættes bundfradraget i afgiftsgrundlaget i forhold til det bundfradrag, der finder anvendelse, når mindst en af disse personer på dette tidspunkt havde bopæl eller sædvanligt opholdssted i den nævnte medlemsstat, med et beløb, der svarer til den del af boets værdi, som ikke er arveafgiftspligtigt i den nævnte medlemsstat, i forhold til værdien af det samlede bo.
2) Artikel 63 TEUF og 65 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning om beregning af arveafgifter, der bestemmer, at i tilfælde af erhvervelse ved arv af fast ejendom beliggende på det nationale område, hvor hverken arveladeren eller arvingen på tidspunktet for dødsfaldet havde bopæl eller sædvanligt opholdssted i denne medlemsstat, kan forpligtelser vedrørende tvangsarv ikke fradrages arven som gæld i boet, selv om disse forpligtelser fuldt ud kan fradrages, såfremt mindst en af disse personer på dette tidspunkt havde bopæl eller sædvanligt opholdssted i den nævnte medlemsstat.

Tidligere dokument: C-394/20 Frie kapitalbevægelser Finanzamt V (Successions - Abattement partiel og déduction des parts réservataires) - Indstilling