SkatteMail 2018, uge 33

Kære Læser

Denne uges SkatteMail indeholder bl.a. en artikel om vigtigheden af, hvorvidt du som skatteyder bliver betragtet som selvstændig eller lønmodtager. Det kan have store konsekvenser.

God læselyst.

Flemming L. Bach


 

Indhold

Artikler og interessante links
Beskatningsgrundlag - fri bil
Beskatningsgrundlag - fri bil
Beskatning af personalegoder
Selvstændig eller lønmodtager?
Udlejer du din helårsbolig eller dit sommerhus?
Afslag på ansøgning om omkostningsgodtgørelse
Aktiesparekonto

Bindende svar
Fordring - tab - person - bedrageri - internetsvindel
Fordring - tab - person - bedrageri - internetsvindel
Investering af pensionsmidler - aldersopsparing/ratepension - unoterede aktier - ferieboliger

Domme
Fradrag for forbedringer i grundværdien - kloakanlæg - vandanlæg
Rådighed over fri helårsbolig - direktør med væsentlig indflydelse på egen lønningsform - rådighed over fri bil
Skønsmæssig forhøjelse - indsætninger - negativt privatforbrug
Genindtrædelse af fuld skattepligt - bopæl - længde af ophold - ekstraordinær genoptagelse
Indsætninger på bankkonto - skønsmæssig forhøjelse - grov uagtsomhed
Fradrag for forbedringer - varmeforsyningsanlæg - skønsudøvelse
Transfer Pricing - TP-dokumentation markedsføringsaktiviteter
Arbejdsudleje - lokoførerydelser - EU-ret

 

Artikler og interessante links

Beierholm

Beskatningsgrundlag - fri bil

Pas på beskatningsgrundlaget ved fri bil. Det kan være for godt til at være sandt

Beierholm

Beskatningsgrundlag - fri bil

Pas på beskatningsgrundlaget ved fri bil. Det kan være for godt til at være sandt

Beierholm

Beskatning af personalegoder

Weekendudflugt skulle beskattes som skattepligtigt personalegode og indberetningspligt for arbejdsgiverbetalt avis

Beierholm

Selvstændig eller lønmodtager?

Praksis er hård, og konsekvenserne ved fejl kan være store

DELACOUR

Udlejer du din helårsbolig eller dit sommerhus?

Læs her hvilken betydning de nye skatteregler på området får for dig som udlejer.

Deloitte

Beskatning af gaverejser

Skal man svare skat hvis man får en rejse i gave?

Folketingets Ombudsmand

Afslag på ansøgning om omkostningsgodtgørelse

Ikke udsigt til, at ombudsmanden kunne kritisere, at Landsskatteretten havde afslået en ansøgning om omkostningsgodtgørelse

Revisorgruppen Danmark

Aktiesparekonto

Lovforslag på vej

 

Nye afgørelser mv. offentliggjort af Skatteforvaltningen

Bindende svar: Fordring - tab - person - bedrageri - internetsvindel

SKM2018.428.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger kunne få fradrag for tab, der angiveligt var opstået ved bedrageri i forbindelse med en mislykket investering på internettet, efter kursgevinstlovens § 14, stk. 1, om gevinst og tab på personers fordringer.

 

Bindende svar: Fordring - tab - person - bedrageri - internetsvindel

SKM2018.427.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger kunne få fradrag for tab, der angiveligt var opstået ved bedrageri i forbindelse med en mislykket investering på internettet, efter kursgevinstlovens § 14, stk. 1, om gevinst og tab på personers fordringer.

 

Bindende svar: Investering af pensionsmidler - aldersopsparing/ratepension - unoterede aktier - ferieboliger

SKM2018.418.SR

Spørger ønskede at investere pensionsmidler fra sin alders- eller rateopsparing i unoterede aktier udstedt af et selskab. Selskabet drev en ejendom i Frankrig som feriecenter med udlejning af ferieboliger. Udlejningen af selskabets ferieboliger kunne kun ske til selskabets aktionærer og dermed ikke til tredjemand. Selskabets samlede lejeindtægter bestod af et fast årligt vederlag fra aktionærerne, som skulle modsvare selskabets faste udgifter til driften af ejendommen, og et variabelt vederlag fra aktionærerne, som skulle modsvare udgifterne forbundet med den enkelte aktionærs ferieophold. Selskabet skulle ikke akkumulere overskud eller udbetale udbytte til aktionærerne.

Skatterådet lagde til grund, at selskabet ikke drev ejendommen med henblik på at opnå et maksimalt overskud, og at selskabets aktionærer derved opnåede en økonomisk fordel i forbindelse med udlejningen af ferieboligerne svarende til selskabets mulige afkast ved udlejningen af ferieboligerne til tredjemand, der udløstes inden pensionsopsparingens udbetaling, hvilket var i strid med anvendelseskravet i "puljebekendtgørelsen" vedr. investering af pensionsmidler i unoterede aktier. På denne baggrund kunne Skatterådet ikke bekræfte, at spørgeren kunne investere pensionsmidler fra sin alders- eller rateopsparing i unoterede aktier udstedt af selskabet, uden at investeringen ville være i strid med pensionsbeskatningslovens § 12, stk. 1, nr. 1, herunder puljebekendtgørelsens § 23, stk. 3. Finanstilsynet havde tiltrådt SKATs indstilling i sagen.

 

Dom: Fradrag for forbedringer i grundværdien - kloakanlæg - vandanlæg

SKM2018.426.BR

Sagen angik, hvorvidt et boligselskab var berettiget til et fradrag for forbedringer for udgifter til kloak- og vandforsyningsledninger etableret internt på boligselskabets grund.

Parterne var enige om udstrækningen af de kloakledninger, som boligselskabet kunne få fradrag for. Retten hjemviste den beløbsmæssige opgørelse af disse kloakledninger til beløbsmæssig opgørelse ved vurderingsmyndigheden.

Vedrørende vandledningerne gjorde boligselskabet gældende, at de vandledninger der nøje fulgte forløbet af den kloakledning, som der er indrømmet fradrag for, også havde bevirket en stigning af grundens værdi i ubebygget stand, fordi vurderingen af fradragsretten er den samme uanset hvilken forsyningstype, der er tale om.

Retten fandt ikke, at vandledningerne havde en selvstændig værdi for ansættelse af grundværdien, og fandt at vandledningerne nøje fulgte ejendommens opførte bygninger. Skatteministeriet blev derfor frifundet for spørgsmålet om vandanlægget.

 

Dom: Rådighed over fri helårsbolig - direktør med væsentlig indflydelse på egen lønningsform - rådighed over fri bil

SKM2018.425.BR

Sagsøgeren havde fra ultimo 2009 ladet sig pensionere fra sin direktørpost i et selskab tilhørende sagsøgerens søster. Spørgsmålet var, om sagsøgeren herefter fortsat var omfattet i personkredsen i ligningslovens § 16, stk. 9, 1. pkt. ("direktørreglen"), og dernæst var spørgsmålet, om sagsøgeren havde haft rådighed over selskabets halvdel af den ejendom, som selskabet ejede sammen med sagsøgerens samlever, og hvor sagsøgeren boede sammen med samleveren og deres børn.

Retten fandt, at sagsøgeren var omfattet af personkredsen i ligningslovens § 16, stk. 9, 1. pkt. Retten lagde bl.a. vægt på, at sagsøgeren havde været direktør i selskabet siden 1989, og fortsat var registreret som direktør, at han var angivet som direktør i størstedelen af selskabets årsrapporter i perioden, og at sagsøgeren selv havde forklaret, at han også efter sin pensionering i 2009 varetog selskabets interesser.

I relation til rådighedsvurderingen fandt retten det ikke bevist, at selskabets benyttelse af ejendommen, herunder med indretning af kontorfaciliteter i kælderen, havde haft et sådant omfang eller en sådan karakter, at sagsøgeren som direktør og eneste ansatte skulle være afskåret fra også at råde privat over hele ejendommen. Retten fandt endvidere, at sagsøgeren også havde haft rådighed over ejendommen under udbedringer af to vandskader i 2010 og 2011. Det var uden betydning, at den faktiske benyttelse af kælderen og stueetagen i perioder var indskrænket.

Sagen angik endvidere, om sagsøgeren skulle beskattes af rådigheden over fri bil for indkomståret 2010. Retten fandt, at det påhvilede sagsøgeren at bevise, at bilen ikke havde stået til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel, eftersom han var direktør i selskabet, og fordi bilen havde været parkeret på hans privatadresse. Denne bevisbyrde fandt retten, at sagsøgeren ikke havde løftet, da der hverken var fremlagt kørselsregnskab, fraskrivelseserklæring eller anden form for dokumentation for, at bilen ikke havde stået til rådighed.

Skatteministeriet blev som følge heraf frifundet

 

Dom: Skønsmæssig forhøjelse - indsætninger - negativt privatforbrug

SKM2018.424.BR

Sagerne drejede sig om forhøjelse af skatteyderens skattepligtige indkomst i 2009, 2010 og 2013. Forhøjelsen i 2009 og 2010 svarede til en række kontante indsætninger på skatteyderens bankkonto, mens forhøjelsen i 2013 var baseret på en privatforbrugsopgørelse, som viste, at privatforbruget i skatteyderens husstand var negativt det pågældende år.

For så vidt angår forhøjelsen i 2009 og 2010 blev Skatteministeriet frifundet, fordi skatteyderen ikke havde bevist, at de indsatte beløb stammede fra allerede beskattede eller ikke skattepligtige midler. Retten lagde bl.a. vægt på, at beløbene blev indsat på kontoen kontant uden angivelse af, hvem der indsatte dem, og hvad de vedrørte, og at beløbene ikke kunne afstemmes med bogføringsmaterialet i skatteyderens virksomhed.

Skatteministeriet blev også frifundet for så vidt angår forhøjelsen for 2013, idet retten fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at den skønsmæssige forhøjelse hvilede på et forkert grundlag eller var åbenbart urimelig. Retten udtalte, at der ikke var grundlag for at kritisere, at SKAT havde fortaget privatforbrugsberegningen på baggrund af indkomstårets formueforskydninger og data fra Danmarks Statistik, idet der ikke forelå nærmere dokumentation fra skatteyderen.

 

Dom: Genindtrædelse af fuld skattepligt - bopæl - længde af ophold - ekstraordinær genoptagelse

SKM2018.429.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt en skatteyders fulde skattepligt til Danmark var genindtrådt i 2005 med den følge, at skatteyderen var skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2005-2011, samt om hvorvidt der var grundlag for at genoptage skatteyderens skatteansættelser for 2005-2008 efter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Endvidere drejede sagen sig om, hvorvidt skatteyderens ægtefælle i indkomstårene 2005-2011 skulle sambeskattes med skatteyderen samt om, hvorvidt hendes skatteansættelser for indkomstårene 2005-2008 kunne genoptages.

Skatteyderen og hans ægtefælle var blevet separeret i 2001, og skatteyderens fulde skattepligt til Danmark var samme år blevet ophævet, da han havde meldt flytning til Y23-land.

Blandt andet under hensyntagen til, at skatteyderens ægtefælle i 2003 havde oplyst til Y1 kommune, at hun og skatteyderen havde genoptaget samlivet, at skatteyderen havde kautioneret for ægtefællens realkreditlån i forbindelse med et boligkøb i 2003, og at parterne i 2005 og 2006 havde fået yderligere to børn sammen, fandt retten, at skatteyderen havde haft sin ægtefælles bopæl i Danmark til sin rådighed, og at han havde taget ophold i denne i hvert fald fra og med den 1. januar 2005.

Skatteyderen havde under skattemyndighedernes behandling af sagen selv oplyst, at han havde opholdt sig i Danmark på 59 nærmere specificerede dage i 2005. Retten fandt ikke, at der var grundlag for at antage, at denne opgørelse var behæftet med fejl - som skatteyderen havde gjort gældende under retssagen - og lagde derfor til grund, at skatteyderen på de pågældende dage havde opholdt sig i Danmark. Retten lagde endvidere til grund, at skatteyderen havde opholdt sig i Danmark i 92 dage, hvor skatteyderens kreditkort havde været anvendt i Danmark. Endelig lagde retten til grund, at skatteyderen havde opholdt sig i Danmark i 79 såkaldte mellemdage, der havde nær tidsmæssig sammenhæng med de 151 dage, hvor skatteyderen selv havde oplyst, at han havde opholdt sig i Danmark, eller hvor der havde været hævninger på hans kreditkort. Ved denne vurdering blev der lagt vægt på, at skatteyderen ikke på nogen af de 79 dage havde sandsynliggjort, at han skulle have opholdt sig i udlandet.

Da skatteyderen havde haft bopæl i Danmark og et samlet ophold på 230 dage, fandt retten, at skatteyderens fulde skattepligt til Danmark var genindtrådt fra den 1. januar 2005.

Da skatteyderen og dennes ægtefælle måtte anses for at have været samlelevende fra den 1. januar 2005, fandt retten endvidere, at opgørelsen af ægtefællens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2005-2011 skulle ske efter reglerne om ægtefællebeskatning i kildeskattelovens § 4, stk. 2.

Endelig fandt retten, at både skatteyderens og skatteyderens ægtefælles skatteansættelser for 2005-2008 kunne genoptages efter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

 

Dom: Indsætninger på bankkonto - skønsmæssig forhøjelse - grov uagtsomhed

SKM2018.420.BR

Sagen drejede sig for det første om, hvorvidt en skatteyders skattepligtige indkomst i årene 2005 til 2013 skulle nedsættes i videre omfang end bestemt af Landsskatteretten, herunder om beløb indsat på skatteyderens bankkonto var skattefrie betalinger fra hans russiske arbejdsgiver.

For årene 2005 til 2007 angik sagen for det andet, om der kunne ske ekstraordinær ansættelse af skatteyderens skattepligtige indkomst.

Skatteyderen havde i indkomstårene 2005 til 2013 fået indsat beløb på i alt 4.006.331 kr. på sin konto. Landsskatteretten havde skønsmæssigt fastsat skatteyderens indkomst i årene 2005 til 2013 til sammenlagt 1.973.300 kr.

Retten fandt under disse omstændigheder sammenholdt med oplysningerne om skatteyderens indtægtsforhold i de pågældende år, at det påhvilede skatteyderen at godtgøre, at de indsatte beløb ikke udgjorde skattepligtig indtægt.

Skatteyderen havde under sagen gjort gældende, at han havde dokumenteret, at indsætningerne udgjorde refusion for udgifter afholdt i sin arbejdsgivers interesse. Han henviste i den forbindelse til, at der var fremlagt udgiftsbilag for Landsskatteretten, og at Landsskatteretten ikke havde stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt der var afholdt udgifter i overensstemmelse med de disse bilag.

Bilagene var ikke fremlagt for retten.

Retten fandt det ikke godtgjort, at skatteyderen havde bevist, at indsætningerne udgjorde refusion for udgifter afholdt i arbejdsgiverens interesse. Retten bemærkede, at det forhold, at Landsskatteretten ikke havde stillet spørgsmålstegn ved de fremlagte bilag, ikke kunne føre til, at retten ved den bevismæssige vurdering af sagens oplysninger skulle lægge til grund, at skatteyderen havde bevist, at de beløb, der var tilgået hans bankkonto, udgjorde skattefrie beløb betalt af hans arbejdsgiver som refusion for udgifter.

Retten fandt heller ikke, at skatteyderen havde dokumenteret, at han havde krav på kost- og logigodtgørelse.

Endelig fandt retten, at skatteyderen i hvert fald ved grov uagtsomhed havde bevirket, at skattemyndighederne havde foretaget skatteansættelserne på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Retten fandt det dermed berettiget, at skattemyndighederne havde foretaget ekstraordinær ansættelse af skatteyderens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2005 til 2007.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

 

Dom: Fradrag for forbedringer - varmeforsyningsanlæg - skønsudøvelse

SKM2018.417.BR

SKAT og Landsskatteretten havde ikke godkendt fradrag for udgifter til forbedringer i form af varmeforsyningsanlæg. Landsskatteretten havde i sin afgørelse skønsmæssigt fastsat boligforeningens andel af udgifterne til varmeforsyningsanlæg til 1.171 kr., men afrundede dette beløb til 0 kr. med henvisning til "gældende praksis".

Spørgsmålet i sagen var, om der var grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn og indrømme boligforeningen et fradrag for forbedringer på 1.171 kr. for boligforeningens del af udgifterne til et eksternt varmeforsyningsanlæg.

Retten lagde til grund, at boligforeningen ubestridt havde afholdt udgifter til det pågældende ledningsstykke.

På baggrund af oplysninger om ledningsstykket og den beregnede andel til anlægsudgifter, fandt retten det imidlertid ikke godtgjort, at anlægsudgifterne havde medført en stigning i grundværdien.

Retten anså det derfor ikke godtgjort, at betingelserne for fradrag efter vurderingslovens §§ 17 og 18 var opfyldt.

Endelig udtalte retten, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at Landsskatteretten i sin afgørelse har henvist til en afrunding.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

 

Dom: Transfer Pricing - TP-dokumentation markedsføringsaktiviteter

SKM2018.416.ØLR

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt et dansk selskab i indkomstårene 2004-07 havde modtaget en armslængde-honorering for de markedsføringsaktiviteter, som selskabet havde påtaget sig og udført i henhold til en koncernintern kontrakt med et irsk selskab.

Østre Landsret gav Skatteministeriet medhold i, at et selskabs transfer pricing-dokumentation skal udarbejdes løbende og senest skal færdiggøres på selvangivelsestidspunktet, jf. skattekontrollovens § 3 B, stk. 9 (tidligere stk. 5).

Landsretten fandt det ikke godtgjort, at selskabets transfer pricing-dokumentation havde været rettidig, men efter omstændighederne kunne dette dog ikke medføre, at skatteansættelsen kunne foretages skønsmæssigt. Landsretten fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse transfer pricing-dokumentationen for mangelfuld i en sådan grad, at der af denne grund kunne foretages en skønsmæssig ansættelse.

Landsretten fandt herefter ikke, at SKAT havde godtgjort, at selskabet havde udført markedsføringsaktiviteter, som ikke var blevet vederlagt efter aftalen. Det forhold, at aktiviteterne muligt kunne have en ikke dokumenteret eller målbar effekt på et amerikansk selskabs salg kunne ikke føre til et andet resultat.

 

Dom: Arbejdsudleje - lokoførerydelser - EU-ret

SKM2018.413.BR

Spørgsmålet i sagen var, om det havde karakter af arbejdsudleje, at H1 benyttede lokomotivførere fra tyske G1 AG ved udførelsen af virksomhedens transportopgaver, og om H1 derfor havde pligt til at indeholde A-skat og AM-bidrag efter reglerne i kildeskattelovens § 46, stk. 1, og 48 b.

Retten fandt efter en samlet vurdering, at de tyske lokomotivførere var arbejdsudlejede. Retten fremhævede i den forbindelse, at anvendelsen af de tyske lokomotivførere var nødvendig for, at H1 kunne levere de transportserviceydelser, som var formålet med selskabets virksomhed.

De indlejede tyske lokomotivføreres arbejde udgjorde derfor en integreret del af H1's virksomhed i Danmark. Der var herefter ikke tvivl om, hvorvidt der forelå arbejdsudleje, hvorfor det ikke var nødvendigt at inddrage de supplerende kriterier, der er nævnt i forarbejderne til lovændringen i 2012, ved vurderingen.

H1 gjorde endvidere gældende, at Skatteministeriets fortolkning af arbejdsudlejebegrebet udgjorde en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser, jf. herved artikel 56 TEUF.

Retten afviste synspunktet, idet der hverken var tale om en restriktion - eller en objektivt sammenlignelig situation.