SkatteMails

Håndværkerfradraget er afskaffet, men servicefradraget – der inden for visse rammer giver private ret til skattefradrag for udgifter til rengøringshjælp, vinduespudsning, børnepasning og havearbejde – gælder stadig

BDO

Store skatteudfordringer ved brug af udenlandsk arbejdskraft

Ny dom fra Højesteret betyder, at det efterhånden er mere end svært for danske virksomheder at hyre ”arme og ben” i udlandet, uden at der skal indeholdes dansk skat i betalingerne til eller for disse

BDO

Depechen-artikel: Guide til den nye regerings skatteplaner

Ændret topskat, øget beskæftigelses- og FOU-fradrag, ingen lagerskat på udlejningsejendomme og lempeligere generationsskifteregler. Planerne er mange, men ingen ved, hvornår de nye regler får virkning fra.

BDO

Hent eller bestil opslagsværket ’Skat, moms og personalegoder 2023’

Hvad er personfradraget i 2023? Hvilke indberetningsforpligtelser har arbejdsgivere i forhold til personalegoder? Og hvornår skal du betale topskat?Vi har igen i år lavet vores lille og populære opslagsværk, som blandt meget andet besvarer spørgsmålene ovenfor og giver dig et overblik over alle...

Bech-Bruun

Nyhedsbrev: Generationsskifte Omstrukturering - December 2022

Læs vores nyhedsbrev Generationsskifte Omstrukturering med aktuel lovgivning og afgørelser.

EY

Nyt regeringsgrundlag indeholder nedsat afgift ved generationsskifte

Regeringen ønsker at sænke afgifterne ved generationsskifte af erhvervsvirksomheder og indføre ny værdiansættelsesmodel.

EY

Lov om særskat på den finansielle sektor

Den nye lov betyder forhøjelse af selskabsskatten for nærmere definerede finansielle selskaber og fastsættelse af et loft over fradrag for udgifter til løn og lønaccessorier.

EY

Forringelse af afskrivningsmulighederne på bygninger og installationer

Afskrivningssatsen for bygninger m.v. nedsættes fra 4 % til 3 % for køb, forbedring og tilbygning foretaget den 1. januar 2023 eller senere.

EY

Ændring af stemmerettigheder kan udløse beskatning for kapitalejerne

En nylig afgørelse fra Skatterådet understreger konsekvenserne af en stemmeretsændring

Nye afgørelser mv. offentliggjort af Skatteforvaltningen

SKM-meddelelse: Skattefri godtgørelse til dækning af rejseudgifter mv. gældende for 2023

SKM2022.613.SKTST

Meddelelse om skattefri godtgørelse til dækning af rejseudgifter mv., gældende for 2023

Styresignal: Ejendomsvurdering - tilbageregning og regulering efter ejendomsvurderingslovens § 38, stk. 2 og 6, og § 43 - fastlæggelse af praksis - styresignal

SKM2022.618.VURDST

Vurderingsstyrelsen ønsker med dette styresignal at fastlægge en praksis for anvendelsen af dele af ejendomsvurderingslovens regler om tilbageregning og regulering af ejendomsværdien. Styresignalet præciserer bl.a., hvornår der skal foretages en tilbageregning af ejendomsværdien til 2001- og 2002-niveau efter ejendomsvurderingslovens § 38, stk. 1, nr. 1, og anvendelsesområdet for ejendomsvurderingslovens § 38, stk. 6. Styresignalet omhandler også, hvornår der kan foretages tilbageregning af ejendomsværdien eller grundværdien efter ejendomsvurderingslovens § 43.

Kendelse: Syn og skøn - afvisning af supplerende spørgsmål

SKM2022.614.BR

Sagen om isoleret bevisoptagelse vedrører fastsættelse af markedsprisen for en ejerlejlighed. Der har været afholdt skønsforretning og skønsmanden har i besvarelsen af skønstemaet fastsat markedsværdien til 3,9 mio. kr. Skønsmanden er yderligere bedt besvare hvilken usikkerhed der er forbundet med den fastsatte markedsværdi. Hertil har skønsmanden angivet usikkerheden til +- 150.000 kr.

Rekvirenten fremsendte herefter anmodning om at stille supplerende spørgsmål til skønsmanden om hvorvidt 3,8 mio. kr. kunne anses som en retvisende markedsværdi for lejligheden. Anmodningen blev begrundet i, at et nyt dokument fra banken angav, at lejligheden i forbindelse med skatteyders køb var vurderet til 3,8 mio. af banken.

Skattestyrelsen nedlagde påstand om, at det supplerende spørgsmål skulle afvises henset til, at den adspurgte markedspris allerede ligger inden for skønsmandens foretagne vurdering inkl. usikkerhedsmargin.

Retten anså besvarelsen af supplerende spørgsmål som overflødigt hvorfor spørgsmålene ikke blev tilladt fremsat.

Dom: Arbejdsudleje eller entreprise - Lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende - byggeopgaver

SKM2022.626.BR

Spørgsmålet i sagen var for det første, om det havde karakter af arbejdsudleje, når H1 benyttede medarbejdere i to polske selskaber til at udføre diverse byggeopgaver for H1.

H1 gjorde gældende, at de alene var en handelsvirksomhed, som ikke beskæftigede sig med byggeri, hvorfor arbejdsopgaverne ikke var integreret i H1s virksomhed. H1 anførte i den forbindelse navnlig, at de ikke havde egne ansatte håndværkere.

Retten fandt, bl.a. på baggrund af kontrakternes upræcise indhold og manglende konkretisering af arbejdsopgaverne, og da der ikke var aftalt eller afholdt sædvanlige afleveringsforretninger, at H1 reelt bar den væsentligste del af ansvaret og den økonomiske risiko for arbejdet. Retten fandt også, at H1 havde instruktionsbeføjelsen over medarbejderne, ligesom virksomheden i et ikke uvæsentligt omfang stillede materialer til rådighed.

Retten fandt endvidere, at karakteren og omfanget af de udførte arbejder udgjorde et naturligt led i H1s drift, og at arbejdsopgaverne udgjorde såvel sædvanlig som nødvendig del af H1s virksomhed.

Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger fandt retten herefter, at det udførte arbejde udgjorde en integreret del af H1s virksomhed, som således ikke har været tilstrækkelig udskilt til selvstændig virksomhed.

Spørgsmålet i sagen var for det andet, om tre polske personer skulle anses for lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende i forbindelse med deres arbejde udført for H1, og om selskabet derfor var forpligtet til at indeholde og hæfte for skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Retten udtalte bl.a., at der ikke var indgået en skriftlig aftale om arbejdets udførelse, tilsyn eller kontrol, eller om ansvaret eller risikoen for arbejdets udførelse, og at de fremlagte fakturaer heller ikke indeholdt nogen nærmere beskrivelse af det udførte arbejde. Retten udtalte herudover, at der blev afregnet periodisk på baggrund af timesedler, at de polske personer ikke afholdt udgifter til materialer, og at H1 fremstår som den eneste reelle hvervgiver for de tre personer.

Herefter, og uanset om de tre polske personer i Polen måtte blive betragtet som selvstændig erhvervsdrivende, og uanset om de måtte have afregnet moms eller er beskattet som erhvervsdrivende i Polen, fandt retten det efter en samlet vurdering af sagens faktiske omstændigheder, sammenholdt med kriterierne i personskattecirkulæret, ikke godtgjort, at de polske personer ved udførelsen af opgaverne for H1 drev selvstændig erhvervsvirksomhed for egen regning og risiko.

Reglerne i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Polen og Danmark kan ikke føre til et andet resultat.

Dom: Hævninger på selskabskonto - nulstilling af A-skatter og AM-bidrag

SKM2022.625.BR

Sagen angik for det første, om sagsøgeren - der var direktør og ejer - skulle beskattes af hævninger på selskabets bankkonto, som han løbende havde foretaget i indkomstårene 2016 og 2017. På baggrund af oplysningerne om de manglende regnskabsbilag og selskabets manglende betaling af skat og moms, fandt retten, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at hævningerne udgjorde selskabets erhvervsmæssige udgifter. Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Sagen angik for det andet, om betingelserne for nulstilling af A-skatter og AM-bidrag for lønudbetalinger fra selskabet til sagsøgeren og dennes ægtefælle - der var ansat i selskabet - var opfyldt for indkomstårene 2016 og 2017. Af selskabets årsregnskaber fremgik, at selskabets egenkapital og resultat var negativt, og at selskabet havde ydet ulovlige anpartshaverlån til ledelsen. Retten lagde på baggrund af revisorens forklaring til grund, at sagsøgeren var bekendt med disse forhold. Retten fandt det bevist, at selskabet havde haft betydelig gæld til det offentlige siden 2015, og at selskabet ikke havde betalt skat eller moms siden 2015. Retten fandt på det grundlag, at sagsøgeren som selskabets direktør og reelle ejer vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag selskabets formelle skatteindeholdelser. Herefter - og for ægtefællen, da hun var ansat i selskabet - tiltrådte retten, at betingelserne for nulstilling var opfyldt.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Dom: Rette afgiftssubjekt - udeholdt omsætning - maskeret udlodning - fradrag for sorte udgifter

SKM2022.624.VLR

Ankesagen angik tre sager, der blev behandlet sammen.

I den ene sag fandt landsretten, at hovedaktionæren skulle hæfte for en række punktafgifter og moms af varer, der var importeret fra Y2-land.

I de to øvrige sager havde byretten tiltrådt skattemyndighedernes forhøjelse af selskabets skattepligtige indkomst, fordi selskabet havde udeholdt omsætning. Denne udeholdte omsætning var tilgået hovedaktionæren, som var blevet beskattet af maskeret udlodning. Landsretten fandt, at appellanterne hverken havde godtgjort eller sandsynliggjort, at der ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst kunne ske fradrag for påståede udgifter til en sort underleverandør af arbejdskraft. Det var derfor ikke grundlag for at nedsætte appellanternes skattepligtige indkomster.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens frifindelse af Skatteministeriet.

Dom: Kildeskattelovens § 33 C

SKM2022.623.ØLR

Sagen angår, om erhververen af en virksomhed, som er overdraget med succession efter kildeskattelovens § 33 C, opnår en formuefordel, der udløser gavebeskatning, når handelsprisen er reduceret med et højere opgjort skattenedslag end nutidsværdien af den overtagne skat.

Der var enighed om, at nutidsværdien af den skat på 942.023 kr., som køber overtog ved salget af virksomheden, kan opgøres til 554.482 kr. svarende til kurs 59, og at sælger overdrog virksomheden til køber (sælgers nevø) med et nedslag i den latente skatteforpligtelse på 753.619 kr. svarende til kurs 80.

Landsretten anførte, at det følger af forarbejderne til kildeskattelovens § 33 C vedrørende bestemmelsens formål, at den skattemæssige fordel ved overdragelse med succession tilkommer overdrageren, og at det på denne baggrund måtte lægges til grund i sagen, at sælger afgiver en formuefordel til køber, når handelsværdien af den overdragede virksomhed nedsættes med et højere opgjort skattenedslag end nutidsværdien af den overdragne skat.

Landsretten anførte videre, at hverken bestemmelsens ordlyd eller forarbejder, regulerer adgangen til at foretage nedslag for den overdragne skatteforpligtelse i handelsværdien. Landsretten fandt, at det ikke kan udledes af forarbejderne, herunder af nogle besvarelser fra skatteministeren, som angår overdragelse med succession mellem uafhængige parter, at en fordeling af rentefordelen mellem overdrager og erhverver ved overdragelse med succession kan indgå ved fastsættelse af kursværdien af den overtagne skat.

Landsretten henviste endvidere til SKM2008.876.LSR om adgangen til at foretage nedslag i handelsværdien efter § 33 C og anførte, at hvorvidt erhververen opnår en formuefordel, der udløser gavebeskatning, må bero på, om det må anses for godtgjort, at en kursfastsættelse af skatteværdien ud over nutidsværdien af den latente skat svarer til, hvad uafhængige parter ville have aftalt.

Overdragelsen var sket mellem interesseforbundne parter, hvorfor der var en formodning for, at et nedslag i den overtagne skat ud over nutidsværdien er et udslag af gavmildhed. Da sagsøgerne ikke havde godtgjort, at kursfastsættelsen af den overtagne skat til kurs 80 svarer til, hvad uafhængige parter ville aftale, fandt landsretten, at køber ved overdragelsen af virksomheden med succession havde opnået en formuefordel, som udløser gavebeskatning.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Dom: Indsætninger på bankkonto - synspunkt om videreformidling

SKM2022.622.BR

Sagen angik, om skattemyndighederne med rette havde forhøjet skatteyderens skattepligtige indkomst i indkomståret 2016 i anledning af en række indsætninger på samlet kr. 74.987.

Skatteyderen gjorde under sagen gældende, at indsætningerne ikke var skattepligtige, idet der var tale om midler, som skatteyderen havde bistået sin ægtefælle med at videreformidle for ægtefællens bekendte i Danmark til den pågældendes familie og venner i Y1-land.

Til støtte for sin forklaring fremlagde skatteyderen udskrifter fra sin danske bankkonto, udskrifter fra ægtefællens danske og Y1-landske bankkonto samt en Excel-oversigt med de transaktioner, som ifølge skatteyderen afbildede den påståede videreformidling. Skatteyderen fremlagde endvidere en række transaktionsbilag. Skatteyderen fremlagde endelig en erklæring, der bekræftede videreformidling af indsætningerne, og skatteyderen havde til hovedforhandlingen indkaldt den bekendte til at afgive forklaring.

Retten udtalte, at det efter bevisførelsen ikke alene ved de afgivne forklaringer var bevist, at de indsatte midler stammede fra allerede beskattede midler, idet forklaringerne ikke var understøttet af tidstro, objektive kendsgerninger. Retten fremhævede desuden, at der for så vidt angik samtlige indsætninger manglende transaktionsbilag fra skatteyderens ægtefælles Y1-landske konto, som viste, hvem beløbene var overført til, og at det således i vidt omfang ikke var muligt at følge pengestrømmen.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Dom: Omkostningsgodtgørelse - medholdsvurdering - skønsmæssig vurdering

SKM2022.619.BR

Sagen angik, om en skatteyder havde krav på omkostningsgodtgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, med 100% som følge af, at han havde fået "overvejende medhold" i den materielle sag.

Skatteyderen havde ved klagesagens behandling for byretten nedlagt principal påstand om, at hans aktieindkomst for indkomstårene 2006 og 2007 skulle nedsættes til 0 kr. Subsidiært havde skatteyderen nedlagt påstand om, at aktieindkomsten skulle nedsættes til et af retten fastsat mindre beløb.

Ved byrettens dom af 14. januar 2014 blev Skatteministeriet frifundet.

I ankestævningen til Østre Landsret nedlagde skatteyderen samme påstande som for byretten.

I forbindelse med replikken i ankesagen nedlagde skatteyderen en mere subsidiær påstand om, at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Østre Landsret tog påstanden om hjemvisning til fornyet behandling hos SKAT til følge.

Skatteyderen påstod på denne baggrund at være berettiget til omkostningsgodtgørelse med 100% som følge af, at han havde fået "overvejende medhold" i den materielle sag.

Retten fandt, at vurderingen af, om en skatteyder har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, skal foretages instans for instans i relation til de punkter, som har været fremme ved sagens start ved hver instans. Skatteyderen havde ikke fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad i sine påstande, sådan som de blev nedlagt ved ankesagens start. Heller ikke efter en samlet vurdering kunne skatteyderen anses for at have fået medhold i overvejende grad.

I den forbindelse udtalte retten, at Skatteankestyrelsen havde truffet sine afgørelser i overensstemmelse med retsgrundlaget og de faktiske forhold. Skatteankestyrelsen havde efter inddragelse af sagens øvrige forhold foretaget en samlet, skønsmæssig vurdering, hvorefter skatteyderen ikke kunne anses for at have fået medhold i overvejende grad.

Retten fandt desuden ikke grundlag for at antage, at Skatteankestyrelsens afgørelser var baseret på ulovlige kriterier, eller at Skatteankestyrelsen havde undladt at inddrage relevante forhold i afvejningen. Skatteankestyrelsen var overladt et skøn ved vurderingen, og retten fandt ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte det udøvede skøn.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Dom: Indsætninger på bankkonto - synspunkt om videreformidling

SKM2022.621.BR

Sagen angik, om skattemyndighederne med rette havde forhøjet skatteyderens skattepligtige indkomst i indkomståret 2016 i anledning af en række indsætninger på samlet kr. 486.780.

Skatteyderen gjorde under sagen gældende, at indsætningerne ikke var skattepligtige, idet der var tale om midler, som skatteyderen havde videreformidlet for sine bekendte i Danmark til de respektives familie og venner i Y1-land.

Til støtte for sin forklaring fremlagde skatteyderen udskrifter fra sin danske og Y1-landnske bankkonto samt en række Excel-oversigter med de transaktioner, som ifølge skatteyderen afbildede den påståede videreformidling. Skatteyderen fremlagde endvidere en række transaktions- og vekslingsbilag. Skatteyderen fremlagde endelig en række erklæringer, der bekræftede videreformidling af nærmere angivne beløb, og skatteyderen havde til hovedforhandlingen indkaldt en række vidner til at afgive forklaring.

Retten udtalte, at det efter bevisførelsen ikke alene ved skatteyderens og dennes venners forklaringer var bevist, at de indsatte midler stammede fra allerede beskattede midler, idet forklaringerne - bortset fra indsætningerne fra én person - ikke var understøttet af tidstro, objektive kendsgerninger. Retten fremhævede desuden, at der for så vidt angik samtlige indsætninger manglende transaktionsbilag fra skatteyderens Y1-landske konto, som viste, hvem beløbene var overført til, og at det således i vidt omfang ikke var muligt at følge pengestrømmen.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Dom: Maskeret udlodning - selvstændig erhvervsdrivende med reparation, køb og salg af biler

SKM2022.617.BR

Sagen angik for det første, om sagsøgeren i indkomstårene 2010-2012 skulle beskattes som selvstændigt erhvervsdrivende med reparation, køb og salg af biler, og om han var momspligtig af omsætningen i 2011 og 2012. Retten fandt, at sagsøgeren havde drevet virksomhed med reparation, køb og salg af biler, og at resultatet af denne virksomhed ikke er medregnet ved indkomstopgørelsen. Retten lagde herved vægt på omfanget af bilhandler, indsætninger på sagsøgerens konto, erstatningsopgørelser og taksatorrapporter fra forsikringsselskabet C, hvoraf selskabet J fremgår som reparationsværksted. Videre lagde retten vægt på, at B var registreret med bibranche 452010 "Autoreparationsværksteder mv.". Retten fandt desuden, at sagsøgeren var momspligtig af denne virksomhed.

For det andet angik sagen, om sagsøgeren var skattepligtig af et beløb på godt 2,5 mio. kr. som maskeret udlodning fra selskaberne J og N i form af en række større beløb indsat på sagsøgerens konto, omposteringer på sagsøgerens mellemregningskonto samt udeholdte lejeindtægter i N.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke i tilstrækkelig grad havde dokumenteret, at de indsatte beløb udgør allerede beskattede eller skattefri midler. Retten fandt desuden, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at de omposterede beløb ikke er tilgået ham. Endelig lagde retten til grund, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at lejeindtægterne for den pågældende periode var medregnet i N's indkomst, og retten fandt, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at lejeindtægterne ikke var tilgået ham.

Dom: Fradrag for udgifter til køb af valuta

SKM2022.616.BR

Sagsøgeren var en valutavekslingsvirksomhed, og spørgsmålet i sagen var, om virksomheden kunne foretage fradrag for bogførte udgifter til fremmed valuta, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Sagsøgeren havde i indkomstårene 2015 og 2016 selvangivet fradrag for udgifter til fremmed valuta på ca. 21 mio. kr. Udgifterne angik ifølge sagsøgeren køb hos kunder, som vekslede valuta for under 1.000 euro per transaktion. Skattemyndighederne havde nægtet sagsøgeren de selvangivne fradrag med den begrundelse, at købene ikke var dokumenteret. Sagsøgeren havde til støtte for, at udgifterne var afholdt, fremlagt en række interne transaktionskvitteringer, der indeholdt oplysninger om beløb og dato. Kvitteringerne indeholdt derimod ikke oplysninger om identiteten eller lignende på de personer, som sagsøgeren havde foretaget de påståede transaktioner med.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde dokumenteret, at betingelserne for at foretage fradrag for køb af valuta var opfyldt. Retten bemærkede, at de fremlagte kvitteringer og interne registreringer af køb af valuta ikke opfyldte bogføringslovens krav om, at registreringer skal være dokumenteret ved bilag, der oplyser, hvad der er nødvendigt for at identificere kontrolsporet. Det var således ikke ud fra registreringerne muligt at konstatere, om de påståede transaktioner havde fundet sted. Retten fandt endvidere, at der ikke var støtte for sagsøgerens synspunkt om, at beviskravet for fradragsretten skulle ses i lyset af hvidvasklovens beløbsmæssige grænse for, hvornår der skal indhentes identifikation på kunder, ligesom at det ikke var godtgjort, at der forelå en branchemæssig kutyme.

Dom: Forskerskatteordningen - skattepligt inden for de seneste 10 år - ekstraordinær genoptagelse

SKM2022.615.ØLR

Sagen angik, om sagsøgeren kunne anvende forskerskatteordningen i kildeskattelovens §§ 48 E-F i forbindelse med, at han i 2016 flyttede til Danmark og fik ansættelse ved et dansk selskab. Spørgsmålet var nærmere, om han opfyldt betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, hvorefter den pågældende ikke inden for de seneste 10 år forud for sin ansættelse (tjenesteforholdet) har været skattepligtig til Danmark efter bl.a. kildeskattelovens § 1 (fuld skattepligt).

Sagen rejste i første række spørgsmålet, om skattemyndighederne i den forbindelse skal foretage en selvstændig, materiel vurdering af, om betingelsen er opfyldt, eller om skattemyndighederne skal lægge skatteansættelserne i årsopgørelserne uprøvet til grund. Henset til spørgsmålets principielle betydning var sagen henvist til landsretten, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1.

Landsretten lagde til grund, at sagsøgeren udrejste af Danmark den 1. januar 2005, og at dette blev registreret i folkeregistret efter hans personlige henvendelse herom. Efter bevisførelsen lagde landsretten videre til grund, at sagsøgeren ikke samtidig rettede selvstændig henvendelse til skatteforvaltningen om flytningen. På den baggrund var sagsøgeren efter sin udrejse af Danmark fortsat registreret som fuldt skattepligtig til Danmark, og der blev derfor for indkomstårene 2005-2010 fortsat udarbejdet årsopgørelser for ham. For indkomståret 2011 blev fremsendt en årsopgørelse med angivelse af "Ingen skattepligt, udgår af mandtal", som skyldtes en automatiseret proces i SKATs systemer med henblik på at undgå udbetaling af kompensation for forhøjede afgifter (grøn check) til personer, der ikke opfylder sig i Danmark.

Landsretten fandt, at skatteforvaltningslovens fristregler indebærer, at foretagne skatteansættelser, der ikke er ændret inden for fristerne, skal lægges til grund ved vurderingen af den skattepligtiges forhold, medmindre der er udtrykkelig hjemmel til at se bort herfra. Landsretten fandt desuden, at kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, efter sin ordlyd og forarbejder ikke indeholder hjemmel til at se bort fra tidligere skatteansættelser, der ikke er ændret efter skatteforvaltningslovens regler om ordinær og ekstraordinær genoptagelse. På den baggrund fandt landsretten, at sagsøgeren ikke opfyldt betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, og Skatteministeriet blev derfor frifundet for påstanden om, at sagsøgeren er berettiget til beskatning efter forskerskatteordningen. (Dissens).

I anden række angik sagen, om sagsøgeren havde krav på ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2006-2010, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Med henvisning til de konkrete omstændigheder fandt landsretten, at sagsøgeren med en vis rette kunne opfatte situationen således, at han ikke i årene 2006-2010 reelt havde været skattepligtig til Danmark. Landsretten fandt desuden, at det først i forbindelse med den omhandlede tvist om ret til beskatning efter forskerskatteordningen havde stået sagsøgeren klart, at skattemyndighederne havde anset ham for skattepligtig til Danmark i årene 2006-2010. På den baggrund fandt landsretten, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse er opfyldt. Landsretten fandt desuden, at anmodningen om ekstraordinær genoptagelse var fremsat rettidigt, og landsretten tog derfor sagsøgerens påstand om genoptagelse til følge.

Nyt fra EU-domstolen

Domme

C-694/20 Orde van Vlaamse Balies m.fl.

Sagen omhandler:

Præjudiciel forelæggelse - administrativt samarbejde på beskatningsområdet - Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - artikel 7 og 47 - obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger i forbindelse med indberetningspligtige grænseoverskridende ordninger - advokaters tavshedspligt - fritagelse fra mellemmænds indberetningspligt - anmodning om en gyldighedsvurdering

Domstolens dom:

Artikel 8ab, stk. 5, i Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF, som ændret ved Rådets direktiv (EU) 2018/822 af 25. maj 2018, er ugyldig henset til artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, for så vidt som medlemsstaternes anvendelse af denne bestemmelse bevirker, at en advokat, der optræder som mellemmand som omhandlet i artikel 3, nr. 21), i dette direktiv, som ændret, når vedkommende på grund af sin tavshedspligt er fritaget fra indberetningspligten som fastsat i artikel 8ab, stk. 1, i det nævnte direktiv, som ændret, straks skal underrette enhver anden mellemmand, som ikke er advokatens klient, om de indberetningsforpligtelser, der påhviler denne mellemmand i henhold til artikel 8ab, stk. 6.

Tidligere dokument: C-694/20 Orde van Vlaamse Balies m.fl. - Indstilling

C-83/21 Fri udveksling af tjenesteydelser Airbnb Ireland og Airbnb Payments UK

Sagen omhandler:

Præjudiciel forelæggelse - det indre marked - artikel 114, stk. 2, TEUF - udelukkelse af fiskale bestemmelser - direktiv 2000/31/EF - informationssamfundstjenester - elektronisk handel - telematisk portal til formidling af fast ejendom - artikel 1, stk. 5, litra a) - udelukkelse af »beskatningsområdet« - direktiv 2006/123/EF - tjenesteydelser på det indre marked - artikel 2, stk. 3 - udelukkelse af »skatte- og afgiftsområdet« - direktiv (EU) 2015/1535 - artikel 1, stk. 1, litra e) og f) - begreberne »forskrift vedrørende tjenester« og »teknisk forskrift« - forpligtelse for leverandører af ejendomsformidlingstjenester til at indsamle og videregive oplysninger om lejeaftaler til skattemyndighederne og til at indeholde kildeskat af de foretagne betalinger - forpligtelse for tjenesteydere, der ikke har et fast driftssted i Italien, til at udpege en fiskal repræsentant - artikel 56 TEUF - restriktiv karakter - legitimt mål - spørgsmålet, om forpligtelsen til at udpege en fiskal repræsentant er uforholdsmæssig - artikel 267, stk. 3, TEUF - beføjelser for en national ret, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres

Domstolens dom:

1) Artikel 56 TEUF skal fortolkes således, at
- denne bestemmelse for det første ikke er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, som pålægger leverandører af ejendomsformidlingstjenester, uanset etableringssted og formidlingsform, når der er tale om udlejning i højst 30 dage af fast ejendom beliggende på denne medlemsstats område, at indsamle og herefter overføre oplysninger om lejeaftaler indgået gennem deres formidling til de nationale skattemyndigheder og, hvis disse leverandører har inkasseret lejen eller vederlaget vedrørende den pågældende aftale eller har medvirket ved opkrævningen heraf, at foretage kildeindeholdelse af den skyldige skat af de beløb, som lejerne har betalt til udlejerne, og indbetale det indeholdte beløb til denne medlemsstats statskasse
- denne bestemmelse for det andet er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, som pålægger leverandører af ejendomsformidlingstjenester, når der er tale om udlejning i højst 30 dage af fast ejendom beliggende på denne medlemsstats område, og disse leverandører har inkasseret lejen eller vederlaget vedrørende den pågældende aftale eller har medvirket ved opkrævningen heraf samt er hjemmehørende eller etableret i en anden medlemsstat end beskatningsmedlemsstaten, at udpege en fiskal repræsentant, som er hjemmehørende eller etableret i beskatningsmedlemsstaten.
2) Artikel 267 TEUF skal fortolkes således, at når en af parterne i hovedsagen har rejst et spørgsmål om fortolkningen af EU-retten, tilkommer det alene den nationale ret at udvælge og formulere de spørgsmål, der skal forelægges Domstolen, og parterne i hovedsagen kan ikke bestemme eller ændre deres indhold.

C-656/21 IM GESTÃO DE ATIVOS m.fl.

Sagen omhandler:

Præjudiciel forelæggelse - direktiv 2008/7/EF - artikel 5, stk. 2, litra a) - kapitaltilførselsafgifter - stempelafgift på ydelser i form af markedsføring af andele i kollektive investeringsfonde, der foretager investeringer i værdipapirer, med variabel kapital

Domstolens dom:

Artikel 5, stk. 2, litra a), i Rådets direktiv 2008/7/EF af 12. februar 2008 om kapitaltilførselsafgifter skal fortolkes således, at
denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, hvorefter der opkræves stempelafgift dels af det vederlag, som en finansiel institution modtager fra et administrationsselskab for investeringsfonde for levering af ydelser i form af markedsføring med henblik på ny kapitaltilførsel i forbindelse med tegning af nyudstedte andele i fonde, dels af de beløb, som dette administrationsselskab modtager fra investeringsfondene, for så vidt som disse beløb omfatter det vederlag, som dette selskab har betalt til de finansielle institutioner for disse markedsføringsydelser.