SkatteMails

Efter valget den 1. november 2022 stod det klart, at de oprindelige partier bag aftalen om Arne-pensionen, hvor lagerbeskatning af investeringsejendomme var et...

PwC

Regeringsgrundlaget for ny SVM-regering er offentliggjort

Der er flere initiativer på indkomstskatteområdet, der er interessante. Dem kan du blive klogere på i denne artikel.

PwC

SVM-regeringens skatteudspil: Konsekvensberegninger

SVM-regeringen har som en del af regeringsgrundlaget kommet med et skatteudspil der reformerer topskatten. Læs mere her.

Nye afgørelser mv. offentliggjort af Skatteforvaltningen

SKM-meddelelse: Standardrenten i henhold til selskabsskattelovens § 11 B, stk. 2 for 2023

SKM2022.606.SKTST

Standardrenten for 2023 er beregnet til 2,7 pct.

SKM-meddelelse: Renter efter pensionsafkastbeskatningslovens § 27, stk. 5, for indkomståret 2023

SKM2022.604.SKTST

For 2023 er renten for overskydende skattebeløb opgjort til 1,5 pct., og renten for skyldige skattebeløb er opgjort til 2,7 pct.

Afgørelse: Afslag på forelæggelse for Skatterådet af ekstraordinær genoptagelse af ansættelsen af fradrag for forbedringer i grundværdien ved vurderingerne 1998-2001 i henhold til dagældende § 33, stk. 3, i skatteforvaltningsloven

SKM2022.603.LSR

I en situation, hvor klageren gjorde gældende, at der var begået myndighedsfejl ved fastsættelsen af fradrag for grundværdiforbedringer, havde SKAT ved afgørelse af 20. januar 2015 afslået at indstille til Skatterådet, at vurderingerne for 1998-2002 skulle genoptages i medfør af den dagældende skatteforvaltningslovs § 33, stk. 3.

Landsskatterettens flertal anførte, at klageren i 1998-2001, hvor klageren modtog meddelelser om ejendomsvurderingerne for disse år, kunne have bemærket, at fradraget for grundforbedringer var ansat for lavt i forhold til de udgifter, klageren tidligere havde afholdt i forbindelse med erhvervelsen af ejendommen. Klageren kunne derfor have klaget over ansættelserne inden for de almindelige klagefrister, hvilket klageren ikke gjorde. Efterfølgende bad klageren heller ikke om genoptagelse inden for de ordinære frister.

I hvert fald fra den 7. oktober 2005 og i hele det efterfølgende sagsforløb vedrørende vurderingsårene 2002, 2004 og 2006 havde klageren sagkyndig repræsentant, som i hvert fald fra den 12. december 2005 var i besiddelse af oplysningerne om de udgifter, klageren havde afholdt i forbindelse med erhvervelsen af ejendommen. Repræsentanten havde dermed også grundlaget for at konstatere, om fradraget for grundforbedringer for de omhandlede år, 1998-2001, var ansat for lavt. Hverken i forbindelse med behandlingen af sagen vedrørende vurderingsårerne 2002, 2004 og 2006, under klagebehandlingen af disse år, eller efter at klagesagen blev afsluttet med Landsskatterettens kendelse af 5. oktober 2012, tog klageren imidlertid initiativ til at få de tidligere år genoptaget ekstraordinært efter den dagældende skatteforvaltningslovs § 33, stk. 3, med henblik på at få et højere fradrag for grundforbedringer. Efterfølgende blev muligheden for ekstraordinær genoptagelse af de tidligere år undersøgt på SKATs initiativ, hvilket førte til SKATs afslag heraf ved den indbragte afgørelse af 20. januar 2015.

Under disse omstændigheder fandt Landsskatterettens flertal, at klageren - uanset om der i forbindelse med de oprindelige fradragsansættelser måtte være begået myndighedsfejl som påberåbt af klageren, der har ført til væsentlige fejl i de omhandlede år - ikke var berettiget til ekstraordinær genoptagelse. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse. (Dissens).

Dom: Kunstnervirksomhed var ikke erhvervsmæssig i skattemæssig henseende

SKM2022.612.ØLR

Østre Landsret fandt, at en kunstnervirksomhed ikke kunne anses for erhvervsmæssig i skattemæssig henseende, og landsretten lagde ved vurderingen heraf vægt på virksomhedens rentabilitet og intensitet.

Skatteyderen havde under sagen for byretten og landsretten gjort gældende, at hendes indtægt fra ansættelsen ved G1-virksomhed undtagelsesvist skulle indgå i vurderingen af rentabilitetskriteriet, da det var en forudsætning for ansættelsen, at hun opretholdt sin "kunstneriske praksis".

Landsretten fandt ikke grundlag for at forstå udtrykket "kunstnerisk praksis" således, at G1-virksomhed stillede krav om, hvordan skatteyderen skulle udøve sin kunst, herunder på en sådan måde at hun skulle afholde udgifter til atelier, materialer mv.

Der var derfor ikke en sådan sammenhæng mellem ansættelsen på G1-virksomhed og kunstnervirksom-heden, at skatteyderens lønindkomst fra G1-virksomhed undtagelsesvist skulle indgå i vurderingen af, om virksomheden var erhvervsmæssig i skattemæssig henseende.

Idet udgifterne heller ikke var afholdt med henblik på at erhverve, sikre og vedligeholde lønindkomst, kunne de heller ikke fratrækkes i medfør af ligningslovens § 9, stk. 1.

Dom: Ansvar for betaling af manglende indeholdt A-skat og AM-bidrag samt fradrag for moms

SKM2022.611.VLR

Der var mellem appellantens enkeltmandsvirksomhed og et selskab, som appellanten ejede og var direktør i, indgået en overdragelsesaftale om selskabets overtagelse af virksomheden. Overdragelsesaftalen blev grundet misligholdelse ophævet af enkeltmandsvirksomheden med virkning fra den 1. januar 2015. Selskabet havde udstedt en faktura til appellanten for bl.a. udlejning af personale i perioden 1. januar til 30. juni 2015, og sagen angik, om selskabet eller appellanten var rette omkostningsbærer af lønudgiften og dermed indeholdelsespligtig af A-skat og AM-bidrag, og om appellanten i så fald var ansvarlig for betaling af det manglende beløb. Derudover angik sagen, om appellanten havde fradrag for købsmoms af fakturaen.

Landsretten fandt det ikke godtgjort, at selskabet havde betalt A-skat og AM-bidrag for personalet, da beløbene var fratrukket selskabets skattekonto, og selvom fakturabeløbet fremgik af mellemregningskontoen mellem appellanten og selskabet, tiltrådte landsretten, af de grunde som byretten havde anført, at det ikke var dokumenteret, at fakturaen var betalt af appellanten. Landsretten fandt det godtgjort, at al drift i virksomheden i hvert fald efter den 1. januar 2015 foregik i appellantens enkeltmandsvirksomhed, og at appellanten derfor skulle anses som rette omkostningsbærer af lønudgiften og dermed også som indeholdelsespligtig efter kildeskattelovens § 46, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7. Landsretten tiltrådte desuden, af de grunde som byretten havde anført, at appellanten ikke havde godtgjort, at han ikke havde udvist forsømmelighed ved iagttagelsen af bestemmelserne i kildeskatteloven, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1. Endelig tiltrådte landsretten, af de grunde som byretten havde anført, at appellanten ikke havde ret til fradrag for momsen af fakturaen, jf. momslovens § 37, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1.

På den baggrund stadfæstede landsretten dommen.

Dom: Ankestævning - ej møderet for landsretten - afvisning

SKM2022.610.ØLR

Skatteyderens advokat, der ikke havde møderet for landsretten, havde anket byrettens dom af 27. september 2022 via domstolenes sagsportal inden udløbet af ankefristen. Den advokat, der førte sagen for byretten, og som ikke har møderet for landsret, blev angivet som partsrepræsentant i den systemgenererede ankestævning og i et særskilt dokument ("Suppl. sagsoplysninger"). Advokaten indleverede den 11. oktober 2022 en meddelelse til landsretten, om at han havde bedt sin "tidligere klient om at finde en advokat med møderet for landsret". Der indtrådte ikke andre advokater i sagen, og der blev ikke uploadet yderligere processkrifter.

Landsretten lagde til grund, at ankesagen ikke var oprettet af skatteyderen selv, men af advokaten, samt at ankestævningen og det supplerende processkrift hidrørte fra advokaten. Da der således ikke inden ankefristens udløb var indgivet en ankestævning af skatteyderen selv eller af en advokat med møderet for landsretten på vegne af ham, afviste landsretten anken, jf. retsplejelovens § 261, stk. 2.

Dom: Omkostningsgodtgørelse - hæftelse - aftalegrundlag

SKM2022.609.HR

Boligselskabet A indgik en aftale med rådgivningsfirmaet B om varetagelse af en skattesag ud fra princippet "no cure no pay". Aftalen indebar, at A ikke ville kunne komme til at betale honorar til B, hvis der ikke blev opnået nogen skattebesparelse. Da sagen skulle behandles i Landsskatteretten, blev sagen overdraget til et advokatfirma C. Overdragelsen skete på foranledning af B og i tilknytning til et forretningsmæssigt samarbejde mellem B og C.

Højesteret fandt, at det måtte lægges til grund, at A efter inddragelsen af C ikke kunne komme til at betale mere end fastsat i den oprindelige aftale om "no cure no pay" mellem A og B, eventuelt bortset fra i tilfælde af B's konkurs. Der blev herved lagt vægt på indholdet af aftalerne mellem A og B og mellem A og C samt på en efterfølgende erklæring om hæftelse, der var vedlagt ansøgningen til skattemyndighederne om omkostningsgodtgørelse.

Det var derfor ikke godtgjort, at A havde påtaget sig at hæfte for udgifterne til C's bistand, sådan at der var ret til omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52. En eventuel hæftelse for udgifterne til C's honorar i tilfælde af B's konkurs var en subsidiær hæftelse, der ikke opfyldte betingelsen for omkostningsgodtgørelse.

Landsretten var nået til det samme resultat.

Høringssvar til udkast til styresignal:

Genoptagelse og ændring af praksis vedrørende tinglysningsafgift for tinglysning af overdragelse af fast ejendom ved omdannelser, fusion, fission og tilførsel af aktiver - udkast til styresignal
21-0230131

Styresignalet beskriver praksisændring og genoptagelse af tinglysningsafgift som følge af Højesterets dom, SKM2021.110.HR.

Høringssvar:

Landbrug & Fødevarer

Advokatrådet

FSR - Danske Revisorer

Afgørelser fra Afgørelsesdatabasen

Journalnr: 21/0050563
Arbejdsudleje
Klagen skyldes, at Skattestyrelsen har anset klagerens brug af udenlandsk arbejdskraft for arbejdsudleje. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Afsagt: 22-11-2022

Journalnr: 21/0078055
Arbejdsudleje
Klagen skyldes, at Skattestyrelsen har anset klagerens brug af udenlandsk arbejdskraft for arbejdsudleje. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Afsagt: 22-11-2022

Journalnr: 16/1742148
Diverse fradrag
Klagen vedrører nægtelse af diverse fradrag der ikke er anset for at vedrøre virksomheden. Landsskatteretten nedsætter forhøjelsen med et mindre beløb.
Afsagt: 22-11-2022

Journalnr: 20/0044776
Genoptagelse af skatteansættelsen
Klagen skyldes, at Skattestyrelsen har givet afslag på anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2010 til 2015. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Afsagt: 21-11-2022

Journalnr: 19/0002934
Indsætninger på bankkonto
Klagen vedrører beskatning af indsætninger på bankkonto. Landsskatteretten nedsætter forhøjelsen.
Afsagt: 22-11-2022

Journalnr: 22/0037408
Indsætninger på bankkonto mm.
Klagen vedrører beskatning af indsætninger på bankkonto og nægtelse af beskatning som A-indkomst af modtaget beløb. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Afsagt: 25-11-2022

Journalnr: 19/0023230
Skønsmæssig forhøjelse af overskud mm
Klagen vedrører skønsmæssig forhøjelse af overskud af virksomhed og maskeret udlodning. Landsskatteretten nedsætter forhøjelsen.
Afsagt: 22-11-2022

Journalnr: 21/0108973
Tab på aktier
Klagen skyldes, at Skattestyrelsen har ændret klagerens skatteansættelser vedrørende børsnoterede aktier og fradragsberettigede tab på aktier til fremførsel. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Afsagt: 22-11-2022

Journalnr: 20/0110331
Udbetaling af skattekredit
Klagen skyldes, at Skattestyrelsen ikke har anset udgifter for omfattet af ligningslovens § 8 B, stk. 1 og har som følge deraf ikke fundet grundlag for udbetaling af skattekredit efter ligningslovens § 8 X. Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse.
Afsagt: 22-11-2022

Journalnr: 21/0111091
Værdi af ejendom
Klagen vedrører værdiansættelse af ejendom overdraget til søn. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Afsagt: 24-11-2022

Nyt fra EU-domstolen

Retsliste 19-12-2022 - 17-01-2023

Listen er vejledende. EU-domstolen kan have fjernet sager fra retslisten efter vi har hentet informationerne.

Den 22-12-2022 dom i C-83/21 Fri udveksling af tjenesteydelser Airbnb Ireland og Airbnb Payments UK
Fiskale bestemmelser

Præjudiciel forelæggelse - det indre marked - artikel 114, stk. 2, TEUF - udelukkelse af fiskale bestemmelser - direktiv 2000/31/EF - informationssamfundstjenester - elektronisk handel - telematisk portal til formidling af fast ejendom - artikel 1, stk. 5, litra a) - udelukkelse af »beskatningsområdet« - direktiv 2006/123/EF - tjenesteydelser på det indre marked - artikel 2, stk. 3 - udelukkelse af »skatte- og afgiftsområdet« - direktiv (EU) 2015/1535 - artikel 1, stk. 1, litra e) og f) - begreberne »forskrift vedrørende tjenester« og »teknisk forskrift« - forpligtelse for leverandører af ejendomsformidlingstjenester til at indsamle og videregive oplysninger om lejeaftaler til skattemyndighederne og til at indeholde kildeskat af de foretagne betalinger - forpligtelse for tjenesteydere, der ikke har et fast driftssted i Italien, til at udpege en fiskal repræsentant - artikel 56 TEUF - restriktiv karakter - legitimt mål - spørgsmålet, om forpligtelsen til at udpege en fiskal repræsentant er uforholdsmæssig - artikel 267, stk. 3, TEUF - beføjelser for en national ret, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres

Tidligere dokument: C-83/21 Fri udveksling af tjenesteydelser Airbnb Ireland og Airbnb Payments UK - Dom

Den 22-12-2022 dom i C-656/21 IM GESTÃO DE ATIVOS m.fl.
Fiskale bestemmelser

Præjudiciel forelæggelse - direktiv 2008/7/EF - artikel 5, stk. 2, litra a) - kapitaltilførselsafgifter - stempelafgift på ydelser i form af markedsføring af andele i kollektive investeringsfonde, der foretager investeringer i værdipapirer, med variabel kapital

Tidligere dokument: C-656/21 IM GESTÃO DE ATIVOS m.fl. - Dom