|
SkatteMails
Andre services
Jobportal
Support og hjælp
SkatteMail 2023, uge 32
Kære læser !
Hermed denne uges nyheder fra SkatteMail.
God læselyst.
Venlig hilsen
Lars Gosvig
Ansvarshavende redaktør
lars@skatteforlaget.dk
Telefon 25 37 87 57
LinkedIn: http://www.linkedin.com/pub/lars-gosvig/52/941/586
Indhold
Artikler og interessante links
Udskudt frist for indsendelse af Transfer Pricing-dokumentation; TP-dokumentation
Postponed deadline for Submission of Transfer Pricing Documentation; TP documentation
Afgørelser
Værdi af fri bil
Ingen fritagelse for betaling af ejendomsværdiskat for ledende medarbejder i den internationale organisation WHO
Forhøjelse af skattepligtig indkomst med tilskud fra udlejer til indretning af lejede lokaler - Fradrag for afskrivninger på indretning af lejede lokaler
Aktieindkomst - Maskeret udlodning
Genoptagelse af selskabets skatteansættelser for indkomstårene 2010 og 2011 i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5
Domme
Omvurdering af ansættelse af grundværdi pr. 1. oktober 2016
Erhvervsmæssig virksomhed - fradrag for underskud - kunsthandel og galleri
Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var ikke opfyldt
Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse opfyldt og varslingsfristen iagttaget
Ikke fradrag for produktudviklingsomkostninger efter ligningslovens § 8 B
Omgørelse - ligningslovens § 16 E
Hævninger i selskab - mellemregningskonto - ikke godtgjort lån - skiftende forklaring
Skønsmæssig ansættelse - ejendomsavance - overskud af virksomhed - skatteyderen tog bekræftende til genmæle - sagsomkostninger ved sen fremlagt dokumentation
Betingelserne for skattefri fusion mellem et dansk S.M.B.A og et udenlandsk anpartsselskab var ikke opfyldt
Ekstraordinær genoptagelse
Skattepligt af fortjeneste ved salg af fast ejendom (parcelhusreglen)
Ophør af skattepligt - sommerhus - tilknytning til Danmark
Officialprincippet - tilsvarende forhold
Ejendomsavance - istandsættelsesomkostninger - næringsdrivende
Mellemregningskonto - efterpostering ikke godtgjort - skønsmæssig fastsættelse af løn - hovedanpartshaver
Fri bil - rådighed - bopæl - skærpet formodning - lavt kilometertal - kommission
Indbetalinger til bankkonto - refusion af udlæg
Skattepligt af hævninger - hovedanpartshaver - maskeret udlodning
Ikke fradrags- eller afskrivningsret for udgift til opsigelse af service provider aftale
Generationsskifte - nedsat boafgift - deltagelsesbetingelse - succession
Opgørelse af beskatningsgrundlag for fri bil - bevisspørgsmål om tidspunkt for ejendomsrettens overgang - lighedsgrundsætningen
Det var ikke en tilsidesættelse af forvaltningsretlige høringsregler, at der ikke var blevet afholdt et retsmøde i Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningsloven § 44. Utilstrækkelig dokumentation for tab på debitorer, jf. kursgevinstloven § 25
Udlejning af gravemaskine - kapitalindkomst - lønindkomst eller konsulenthonorar - anvendelse af virksomhedsordningen
Skattefri virksomhedsomdannelse - stiftertilgodehavende
Genoptagelse ved skønsmæssig ansættelse af skattepligtig indkomst (ulovligt anpartshaverlån)
Et tidligere ægtepar skulle beskattes af yderligere lønindkomst, maskeret udbytte og værdien af fri bolig. Ikke solidarisk hæftelse for sagsomkostninger
Skønsmæssig ansættelse - overskud af virksomhed - skat og moms - yderligere lønninger - manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag - ekstraordinær genoptagelse - forældelse - begrundelsesmangler
Nyt på inddrivelsesområdet
Nyt fra Folketinget
Nye dokumenter vedrørende almindelig del
Artikler og interessante links
Dansk RevisionUdskudt frist for indsendelse af Transfer Pricing-dokumentation; TP-dokumentation Selskabers oplysningsfrist blev inden sommerferien ekstraordinært udskudt til 25. august 2023 for selskaber med regnskabsår, der følger kalenderåret. |
Dansk RevisionPostponed deadline for Submission of Transfer Pricing Documentation; TP documentation In June this year the deadline for the company tax assessment notice for companies using the calendar year as the accounting year, was postponed to the 25th. of August 2023. |
Nye afgørelser mv. offentliggjort af SkatteforvaltningenAfgørelse: Værdi af fri bil
SKM2023.392.LSR
Den 25. juni 2019 omdannede klageren sin enkeltmandsvirksomhed til selskab med virkning fra den 1. januar 2019 efter lov om skattefri virksomhedsomdannelse. I omdannelsen indgik en bil af mærket Opel Safira Tourer, der var blevet indregistreret første gang den 16. maj 2012.
Uanset at bilen var indrettet med et reolsystem, fandt Landsskatteretten, at bilen ikke var en værkstedsvogn eller lignende. Bilen var derfor egnet til privat kørsel og dermed omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, om den skattepligtige værdi af bil stillet til rådighed af arbejdsgiveren (det nystiftede selskab) for privat benyttelse.
Videre fandt Landsskatteretten, at klageren ikke havde afkræftet formodningen for, at det nystiftede selskab stillede bilen til rådighed for klagerens private benyttelse.
Da selskabet blev stiftet den 25. juni 2019, var denne dato selskabets anskaffelsestidspunkt, uanset at selskabet var stiftet med virkning fra den 1. januar 2019. Anskaffelsestidspunktet var således mere end tre år efter første indregistrering, hvorfor den skattepligtige værdi af bilen efter ligningslovens § 16, stk. 4, udgjorde selskabets købspris, det vil sige handelsprisen den 25. juni 2019.
Bilen indgik i selskabets åbningsbalance pr. 1. januar 2019, og selskabets udgifter til bilen var fratrukket med tilbagevirkende kraft. Derfor skulle klageren beskattes af fri bil fra den 1. januar 2019, uanset at selskabets anskaffelsestidspunkt først var den 25. juni 2019.
Da Skattestyrelsen havde beregnet den skattepligtige værdi af bilen på grundlag af 75 % af nyvognsprisen og ikke selskabets købspris, handelsprisen den 25. juni 2019, hjemviste Landsskatteretten den talmæssige opgørelse til Skattestyrelsen.
Afgørelse: Ingen fritagelse for betaling af ejendomsværdiskat for ledende medarbejder i den internationale organisation WHO
SKM2023.390.LSRSagen angik, om klageren som ledende medarbejder i den internationale organisation WHO var fritaget for betaling af ejendomsværdiskat vedrørende en ejendom i Danmark, som klageren købte i 2016 og anvendte privat. Landsskatteretten bemærkede, at klageren ikke var undtaget fra skattepligt i medfør af kildeskattelovens § 3, stk. 2 og 3, om fremmede staters herværende diplomatiske repræsentanter m.v., idet klageren ikke var omfattet af personkredsen i bestemmelsen. Klageren var omfattet af personkredsen i art. VI og VIII i værtsaftalen med WHO, hvorefter klageren havde de samme rettigheder og fritagelser m.v. som diplomatiske udsendinge. Ifølge wienerkonventionen var diplomatiske repræsentanter fritaget for alle afgifter og skatter på privat fast ejendom i Danmark, hvis ejendommen ejedes af udsenderstaten og anvendtes til brug for repræsentationen. Da den omhandlede ejendom var ejet af klageren og anvendt privat, var klageren derfor heller ikke omfattet af denne undtagelse. Herefter, og da der ikke var tale om en praksisændring, der først havde virkning fra indkomståret 2018, stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse, hvorefter klageren ikke var undtaget for betaling af ejendomsværdiskat for indkomståret 2016.
Afgørelse: Forhøjelse af skattepligtig indkomst med tilskud fra udlejer til indretning af lejede lokaler - Fradrag for afskrivninger på indretning af lejede lokaler
SKM2023.389.LSRSkattestyrelsen havde truffet afgørelse om, at et selskab til den skattepligtige indkomst skulle medregne nogle tilskud på i alt 1.650.000 kr. fra selskabets udlejere til indretning af lejede lokaler, og at tilskuddet derfor ikke skulle reducere selskabets afskrivningsgrundlag for indretning af lejede lokaler, jf. afskrivningslovens § 39, stk. 1. Selskabet gjorde gældende, at nogle af tilskuddene, i alt 650.000 kr., var afholdt i udlejers interesse. Disse tilskud skulle således ikke medregnes til selskabets skattepligtige indkomst og kunne som følge heraf ikke indgå i afskrivningsgrundlaget for indretning af lejede lokaler.
Landsskatteretten fandt, at de omstridte tilskud til indretning af lejede lokaler angik udgifter, som selskabet anvendte i egen interesse og derfor i henhold til statsskattelovens § 4 skulle medregnes til selskabets skattepligtige indkomst og indgå i afskrivningsgrundlaget for indretning af lejede lokaler.
Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.
Afgørelse: Aktieindkomst - Maskeret udlodning
SKM2023.387.LSRSagen angik, om klageren skulle beskattes som maskeret udlodning af et tilgodehavende i et selskab, som opstod i forbindelse med en skattefri virksomhedsomdannelse, og som klageren ikke hævede inden stiftelsen af selskabet. Skattestyrelsen havde ved en særskilt afgørelse tillagt 418.770 kr. til anparternes anskaffelsessum i henhold til virksomhedsomdannelseslovens § 2 som følge af, at de 418.770 kr. ikke blev hævet af klageren inden selskabets stiftelse. Derved blev klagerens anskaffelsessum for anparterne forhøjet med 418.770 kr., svarende til det hensatte beløb, som klageren ikke hævede inden selskabets stiftelse. Der var ved stiftelsen af selskabet også bogført 418.770 kr. på selskabets mellemregningskonto med klageren, hvorved klageren fik et tilgodehavende i selskabet. Der havde ifølge det oplyste ikke været noget grundlag for krediteringen. Ved bogføring af beløbet på mellemregningskontoen var der således disponeret over selskabets midler til fordel for klageren. Beløbet på 418.770 kr., som var krediteret på mellemregningskontoen, blev herefter anset for at udgøre maskeret udlodning til klageren, jf. ligningslovens § 16 A. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.
Afgørelse: Genoptagelse af selskabets skatteansættelser for indkomstårene 2010 og 2011 i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5
SKM2023.386.LSRSagen angik, om SKAT havde været berettiget til at genoptage selskabets skatteansættelser for indkomstårene 2010 og 2011 i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5. Landsskatteretten fandt, at SKATs ændring af skatteberegningerne for indkomstårene 2010 og 2011 var en del af skatteansættelsen. Da SKATs ændring af skatteberegningerne for indkomstårene 2010 og 2011 var forårsaget af kontrollerede transaktioner mellem koncernforbundne parter omfattet af dagældende § 3 B i skattekontrolloven, var der således tale om en ændring, som var omfattet af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse.
Dom: Omvurdering af ansættelse af grundværdi pr. 1. oktober 2016
SKM2023.393.BRDommen angår ansættelsen af grundværdien pr. 1. oktober 2016, af en større ejendom i Y3-by. Det var under sagen omtvistet, om betingelserne for at foretage omvurdering i henhold til dagældende vurderingslovs § 3, stk. 1, nr. 6, var opfyldt, samt om der kunne ske tilsidesættelse af det udøvede skøn over grundværdien, der var ansat til ca. (red. høj værdi fjernet) mio. kr.
Retten fandt, at betingelserne for at foretage omvurdering i henhold til dagældende vurderingslovs § 3, stk. 1, nr. 6, var opfyldt. Der henvistes til, at der efter dagældende vurderingslovs § 3, stk. 1, nr. 6, kunne foretages omvurdering, såfremt grundværdien må antages at være steget som følge af vedtagelsen af en ny lokalplan. Retten fandt, at denne antagelse skulle være baseret på en forventet ændret værdi af grunden i ubebygget stand under hensyn til beskaffenhed og beliggenhed og til en i økonomisk henseende god anvendelse, jf. dagældende vurderingslovs § 13, stk. 1, og at antagelsen ikke forudsætter kendskab til resultatet af den konkrete omvurdering, som vil være en ny, almindelig vurdering. Retten fandt med henvisning til lokalplanændringerne, at der var grundlag for en sådan antagelse. Det afholdte syn og skøn gav ikke grundlag for en anden juridisk vurdering af, om betingelserne for omvurdering var til stede og indebar ikke, at det med den fornødne sikkerhed kunne fastslås, at ejendommen ved en omvurdering skulle værdiansættes til den samme grundværdi som hidtil.
Skatteministeriet blev herefter frifundet for sagsøgerens principale påstand.
Retten fandt imidlertid, at der var det fornødne sikre grundlag for at antage, at værdiansættelsen lå udenfor rammerne for det skøn, der tilkommer SKAT. Retten henviste bl.a. til skønserklæringen, hvor grundens værdi var ansat til (red. lav værdi 1 fjernet) mio. kr., og til den sammenligningsejendom, der var angivet i erklæringen. Det forhold, at skønsmanden havde anvendt en residualberegning, gav ikke konkret grundlag for at antage, at skønsmandens værdivurdering var fejlagtig. Retten fandt endvidere ikke, at skønsmanden var nået til et fejlagtigt resultat som følge af manglende hensyntagen til dagældende vurderingslovs § 13 ved ikke at have bortset fra den eksisterende bebyggelse.
Sagen blev derfor hjemvist til Vurderingsstyrelsen.
Dom: Erhvervsmæssig virksomhed - fradrag for underskud - kunsthandel og galleri
SKM2023.385.ØLRSagen angik, om appellantens virksomhed med kunsthandel og galleri kunne anses for erhvervsmæssig i skattemæssig henseende i indkomstårene 2013-2015 med den virkning, at virksomhedens underskud var fradragsberettigede. Landsretten fandt ikke, at virksomheden, der i en længere periode havde været underskudsgivende, opfyldte kriterierne om rentabilitet og intensitet, og virksomheden kunne derfor ikke anses som erhvervsmæssig. Hverken det af appellanten anførte om et ombygningsprojekt eller appellantens faglige indsigt og opnåede anerkendelse inden for galleribranchen kunne føre til andet resultat. Byrettens dom blev derfor stadfæstet.
Dom: Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var ikke opfyldt
SKM2023.384.BRSagen angik, om sagsøgeren kunne få genoptaget sin skatteansættelse for indkomståret 2008. Retten fastslog indledningsvist, at sagsøgeren har bevisbyrden for, at der foreligger særlige omstændigheder, der berettiger til ekstraordinær genoptagelse. Sagsøgeren havde ikke løftet denne bevisbyrde. Retten fandt, at der hverken under klagesagens behandling eller under sagen for domstolene var fremlagt noget nyt, der kunne begrunde ekstraordinær genoptagelse. Retten lagde desuden vægt på, at den i sagen omhandlede årsopgørelse for indkomståret var materielt korrekt, herunder at det var korrekt, at der ikke var foretaget modregning efter kildeskattelovens § 60, stk. 1, litra a, og at ikkeindeholdte hæftelsesbeløb var opkrævet korrekt. Herudover lagde retten vægt på, at sagsøgeren ikke havde overholdt reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., da sagsøgeren anmodede om genoptagelse i 2019, og sagsøgerens kundskabstidspunkt skulle regnes fra SKATs afgørelse i juli 2012. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var derfor ikke opfyldt.
Dom: Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse opfyldt og varslingsfristen iagttaget
SKM2023.383.VLRAppellanten havde i bl.a. 2005-2014 haft ansættelse i Tyskland og havde ubestridt ikke selvangivet sin fulde indkomst herfra. I forbindelse med Projekt Money Transfer II blev skattemyndighederne opmærksomme på den manglende selvangivelse og forhøjede appellantens indkomst for 2005-2014. Sagen angik, om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og om varslingsfristen på 6 måneder var iagttaget, jf. § 27, stk. 2, 1. pkt.
Byretten havde efter en samlet vurdering fundet, at skatteyderen ved sin manglende selvangivelse havde handlet groft uagtsomt og bevirket, at skattemyndighederne foretog skatteansættelsen på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Derfor var betingelserne for ekstraordinær genoptagelse opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.
Dertil fandt byretten, at varslingsfristen på 6 måneder, jf. § 27, stk. 2, 1. pkt., var iagttaget, da skattemyndighederne først ved skatteyderens besvarelse af materialeindkaldelsen havde tilstrækkelige oplysninger til at kunne varsle en ændret skatteansættelse. Varslingsfristen skulle derfor først regnes fra dette tidspunkt. Da varslingen var sket inden for 6 måneder fra dette tidspunkt, var fristen iagttaget. Landsretten stadfæstede byrettens dom af de grunde, som var anført af byretten.
Dom: Ikke fradrag for produktudviklingsomkostninger efter ligningslovens § 8 B
SKM2023.382.ØLRSagen angik, om appellanten havde løftet bevisbyrden for, at han opfyldte betingelserne for fradrag til forsøgs- og forskningsvirksomhed i indkomståret 2011, jf. ligningslovens § 8 B. Det var ubestridt i sagen, at appellantens virksomheds omsætning i 2011 udelukkende bestod af tilskud/innovationsstøtte modtaget fra en offentlig myndighed. Spørgsmålet i sagen var for det første, om den udbetalte innovationsstøtte kunne anses som skattepligtig indkomst efter statsskattelovens § 4, så appellanten skulle beskattes af et beløb svarende til overskuddet i virksomheden. Herefter var spørgsmålet, om appellanten i medfør af ligningslovens § 8 B, stk. 1, havde fradragsret for udgifter afholdt i tilknytning til virksomheden i det omhandlede indkomstår 2011. Landsretten fastslog, at der ikke var grundlag for at antage, at de modtagne tilskud var undtaget fra det generelle princip i statsskattelovens § 4. De modtagne tilskud skulle derfor beskattes. Herefter tiltrådte landsretten, at bevisbyrden for fradragsretten påhvilede appellanten. Det måtte lægges til grund, at der ikke havde været nogen omsætning i virksomheden, og de modtagne tilskud var ikke blevet tilbagebetalt i henhold til innovationslovens regler herom. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom, da appellanten ikke havde løftet bevisbyrden for, at virksomheden var erhvervsmæssig i henhold til ligningslovens § 8 B, stk. 1, og at eventuelle afholdte udgifter kunne fradrages.
Dom: Omgørelse - ligningslovens § 16 E
SKM2023.380.VLRHovedanpartshaveren havde hævet et beløb på 4 mio. kr. i sit selskab, som han efterfølgende betalte tilbage til selskabet. Hævningen på 4 mio. kr. var omfattet af ligningslovens § 16 E, og han blev derfor beskattet af beløbet.
Hovedanpartshaveren anmodede efterfølgende om omgørelse af indfrielsen af lånet, så lånet i stedet skulle anses for ophørt ved konfusion ved lønoverførsel af fordringen til hovedanpartshaveren, subsidiært at lånet skulle anses for indfriet ved apportudlodning af selskabets fordring til hovedanpartshaveren.
Hovedanpartshaveren nedlagde desuden en mere subsidiær påstand om, at lønindberetningen vedrørende hævningen på 4 mio. kr. skulle tilbageføres, så hovedanpartshaverens skatteansættelse blev nedsat i overensstemmelse hermed, og mest subsidiært at lønindberetningen skulle tilbageføres, så han i stedet blev udbyttebeskattet af beløbet på 4 mio. kr.Landsretten fandt - med henvisning til UfR 2019.545 H - at det er en yderligere betingelse for omgørelse efter § 29, stk. 1, at det civilretligt og faktisk er muligt at tilbageføre dispositionen således, at den disponerende stilles som om dispositionen aldrig havde fundet sted. Da fordringen på 4 mio. kr. blev endelig indfriet den 1. maj 2013 og således allerede var ophørt på tidspunktet for SKATs afslag på omgørelse, er det ikke muligt at tilbageføre denne sådan, at selskabet på ny anses for kreditor i forhold til lånet. Landsretten tiltrådte desuden, at der ikke kunne ske omgørelse af indfrielsen efter skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, idet der ikke i forbindelse med indfrielsen blev foretaget en skatteansættelse af hovedanpartshaveren. Landsretten tiltrådte også, at en indberetning af løn til skattevæsenet ikke har karakter af en privatretlig disposition, og der kunne allerede af den grund ikke ske omgørelse af lønindberetningen i medfør af skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1. Byrettens frifindelse af Skatteministeriet blev herefter stadfæstet.
Dom: Hævninger i selskab - mellemregningskonto - ikke godtgjort lån - skiftende forklaring
SKM2023.379.ØLRSagen angik, om skatteydernes løbende hævninger i deres selskab, der for en dels vedkommende fremgik af skatteydernes mellemregningskonto med selskabet, var skattepligtige for skatteyderne. Landsretten fremhævede blandt andet, at skatteyderne indtil behandlingen af sagen i Landsskatteretten havde gjort gældende, at hævningerne var udtryk for, at selskabet tilbagebetalte udlæg, som de havde afholdt for selskabet, og at de ikke skyldte selskabet penge, og at skatteyderne nu for domstolene gjorde gældende, at hævningerne var udtryk for lån. Landsretten fandt under de foreliggende omstændigheder, at skatteyderne havde en skærpet bevisbyrde for, at hævningerne var udtryk for lån, og at skatteyderne ikke havde godtgjort, at dette var tilfældet. Skatteyderne var som følge heraf skattepligtige af hævningerne, og Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom (SKM2022.381.BR).
Dom: Skønsmæssig ansættelse - ejendomsavance - overskud af virksomhed - skatteyderen tog bekræftende til genmæle - sagsomkostninger ved sen fremlagt dokumentation
SKM2023.378.BRSagen angik, om SKATs skønsmæssige forhøjelser af skatteyderens overskud fra virksomhed og ejendomsavance for 2013 skulle tilsidesættes. Skatteyderen fremlagde under retssagen ny dokumentation for, at SKATs skøn over hans ejendomsavance skulle nedsættes. Skatteministeriet justerede på den baggrund sin frifindelsespåstand, hvorved ministeriet anerkendte, at SKATs skøn over skatteyderens ejendomsavance skulle nedsættes. Skatteyderen tog bekræftende til genmæle overfor ministeriets justerede frifindelsespåstand. Retten afsagde dom i overensstemmelse med Skatteministeriets justerede frifindelsespåstand. Retten tilkendte Skatteministeriet sagsomkostninger og lod det indgå i fastsættelsen, at skatteyderen først sent i forløbet var fremkommet med relevant dokumentation i forhold til opgørelsen af ejendomsavancen.
Dom: Betingelserne for skattefri fusion mellem et dansk S.M.B.A og et udenlandsk anpartsselskab var ikke opfyldt
SKM2023.377.BRSkattestyrelsen havde - uden at forelægge sagen for Skatterådet - afgivet et bindende svar på tre spørgsmål fra sagsøgeren (et dansk S.M.B.A), der overordnet angik selskabets mulighed for at foretage en skattefri fusion med et Y1-landsk anpartsselskab uden derved at anvende de selskabsretlige fusionsregler, og om det ville være lovligt i henhold til EU-retten at svare benægtende på, at en sådan mulighed forelå. Styrelsen havde meddelt, at en sådan fusion ikke var mulig at foretage skattefrit, og havde afvist spørgsmålet om svarets forenelighed med EU-retten. Retten tiltrådte, at selskaberne ikke kunne fusionere skattefrit i medfør af fusionsskattelovens § 15, da det efter fusionsskattelovens § 1 er en betingelse for at anvende fusionsskattelovens beskatningsregler, at der kan gennemføres en fusion efter de selskabsretlige fusionsregler, og da sammensmeltning af de to selskaber ikke falder ind under lovens særlige undtagelsesbestemmelser i lovens kapitel 2. Retten fandt endvidere, at sagsøgerens spørgsmål angående besvarelsens forenelighed med EU-retten var blevet afvist med rette, fordi spørgsmålet ikke angik den skattemæssige virkning af en disposition, som selskabet havde foretaget eller påtænkte at foretage sig, jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1. Retten fandt også, at Skattestyrelsen ikke skulle have forelagt sagen for Skatterådet, da spørgsmålet ikke var behæftet med et element af fortolkningstvivl, og da der forelå en fast administrativ praksis af betydning for besvarelsen af de rejste spørgsmål, jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4. På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet.
Dom: Ekstraordinær genoptagelse
SKM2023.376.BRSagen angik, om skatteyderen var berettiget til ekstraordinær genoptagelse af sine skatteansættelser for 2013 og 2014 efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. I anden række omhandlede sagen, hvorvidt reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, var overholdt. Det blev af retten lagt til grund, at skatteyderen fra 2013 hele tiden havde været i stand til at passe sit arbejde, og at skatteyderen alene havde godtgjort, at han havde været hos læge den 14. august 2013 og i behandling på Rigshospitalet i perioden fra 24. august 2016 til 29. maj 2017 som følge af sin stressbetingede øjensygdom. På denne baggrund fandt retten det ikke godtgjort, at skatteyderen i hele den relevante periode havde været forhindret i at anmode om genoptagelse af skatteansættelserne for 2013 og 2014. Retten fandt derfor ikke, at der forelå særlige omstændigheder, som kunne begrunde ekstraordinær genoptagelse. Retten fandt heller ikke, at reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, var overholdt.
Dom: Skattepligt af fortjeneste ved salg af fast ejendom (parcelhusreglen)
SKM2023.375.BRSagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren er skattepligtig af en fortjeneste ved salg af fast ejendom, og hvorvidt Skattestyrelsen har været berettiget til at genoptage sagsøgerens skatteansættelse ekstraordinært. Sagsøger købte ved aftale af 15. marts 2017 en lejlighed med overtagelse den 1. juni 2017 til en købspris på 2.825.000 kr. Ved aftale af 14. august 2017 solgte sagsøger lejligheden med overtagelse den 1. november 2017 til en salgspris på 4.285.000 kr. Skattestyrelsen traf den 14. juli 2021 afgørelse i sagen, hvori Skattestyrelsen ikke anså købet af lejligheden for at være med det formål, at denne skulle tjene som bolig for sagsøgeren, bl.a. henset til at sagsøgeren havde beholdt sin andelslejlighed, som denne efterfølgende flyttede tilbage i, og sagsøgeren blev beskattet af avancen ved salget af ejendommen, jf. ejendomsavanceskattelovens § 8, stk. 1. Byretten fandt det ikke godtgjort, at lejligheden havde tjent til bolig for sagsøgeren. Retten fandt, at sagsøger i hvert fald havde udvist grov uagtsomhed, da han undlod at selvangive fortjenesten ved salget af lejligheden. Skattestyrelsen havde derfor været berettiget til at genoptage sagsøgerens skatteansættelse for 2017 ekstraordinært, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Skatteministeriet blev herefter frifundet.
Dom: Ophør af skattepligt - sommerhus - tilknytning til Danmark
SKM2023.374.BREn skatteyder boede i Danmark og arbejdede på en boreplatform i Y1-land, således at skatteyderen arbejdede i Y1-land i 28 dage og derefter var 28 dage i Danmark. I 2009 erhvervede den skattepligtige et sommerhus i Danmark. Den 1. marts 2010 udlejede skatteyderen sin hidtidige helårsbolig uopsigeligt i tre år, hvorefter han meldte flytning til Y1-land. Spørgsmålet i sagen var herefter, om skatteyderen havde opgivet sin bopæl i Danmark medfør kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Retten konstaterede indledningsvis, at det påhvilede skatteyderen at godtgøre, at han havde opgivet sin bopæl i Danmark. Retten anførte herefter, at skatteyderen under sagen blandet andet havde forklaret, at købet af sommerhuset var forbundet med flytningen fra Danmark, og at den meldte flytning fra Danmark skete fire dage efter erhvervelsen af sommerhuset. Retten lagde dernæst til grund, at sommerhuset var egnet som helårsbolig, og at skatteyderen benyttede sommerhuset i betydeligt omfang. Retten lagde endvidere til grund, at skatteyderen ikke etablerede bopæl i Y1-land, og at han efter det oplyste ikke betalte skat til Y1-land. Endelig lagde retten til grund, at skatteyderen fortsat plejede tætte familiemæssige relationer i Danmark. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder i øvrigt fandt retten det ikke godtgjort, at skatteyderen den 1. marts 2010 (eller på et senere tidspunkt) havde opgivet sin bopæl i Danmark. Skattepligten til Danmark var derfor ikke ophørt.
Dom: Officialprincippet - tilsvarende forhold
SKM2023.373.BRSagen angik, om Skattestyrelsen havde iagttaget officialprincippet ved fremsendelse af forslag til afgørelse, og om afgørelsen blev varslet for sent, jf. bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold. Retten fandt, at Skattestyrelsen burde have indhentet oplysninger om sagsøgerens egenbetalinger af leasingydelser inden fremsendelse af forslag til afgørelse. Da sagsøgeren efterfølgende fremsendte oplysningerne til Skattestyrelsen, som inddrog oplysningerne i afgørelsen, var fejlen ikke konkret væsentlig for sagens afgørelse. Den manglende indhentelse af oplysninger kunne derfor ikke føre til, at afgørelsen var ugyldig. Videre fandt retten, at ændringen af sagsøgerens skatteansættelse for et indkomstår var begrundet i helt tilsvarende forhold som det, der havde begrundet ændringen af skatteansættelsen for det efterfølgende indkomstår. Genoptagelsen var herefter omfattet af den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013, hvorfor Skattestyrelsen havde overholdt fristen for varsling af ændring af sagsøgerens skatteansættelse.
Dom: Ejendomsavance - istandsættelsesomkostninger - næringsdrivende
SKM2023.372.ØLREn skatteyder havde ikke løftet sin skærpede bevisbyrde for, at han var berettiget til at fradrage 3 mio. kr. ved opgørelsen af hans ejendomsavance.
Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.
Dom: Mellemregningskonto - efterpostering ikke godtgjort - skønsmæssig fastsættelse af løn - hovedanpartshaver
SKM2023.371.ØLRSagen mod anpartsselskabet drejede sig overordnet om, hvorvidt selskabet havde godtgjort, at der var grundlag for at foretage en efterpostering i selskabets bogføring i regnskabsåret 2009/2010, hvorved 4,6 mio. kr. af selskabets omsætning blev overført til en mellemregningskonto til fordel for selskabets hovedanpartshaver. Landsretten fandt, at selskabets forklaring om, at beløbet stammede fra salg af hovedanpartshaverens private antikviteter, ikke var bestyrket af objektive kendsgerninger. På denne baggrund og med henvisning til, at der ikke var redegjort nærmere for, at der senere var tilbageført samme beløb til fordel for selskabet, tiltrådte landsretten, at skattemyndighederne med rette havde medregnet efterposteringsbeløbet i selskabets omsætning. Sagen mod hovedanpartshaveren drejede sig om, hvorvidt han havde godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af hans skattepligtige indkomst for indkomstårene 2008-2010. Landsretten lagde som byretten til grund, at hovedanpartshaveren havde udført arbejde for anpartsselskabet, som havde fast driftssted i Danmark, i indkomstårene 2008-2010, og at der løbende var sket overførsler til hovedanpartshaverens egen konto og sin mors konto. Herefter tiltrådte landsretten, at overførslerne, som var bogført på en mellemregningskonto, var at anse som løn til hovedanpartshaveren, uanset hvordan disse beløb blev anvendt. Landsretten tiltrådte herefter, at skattemyndighederne havde været berettiget til at ansætte hovedanpartshaverens løn skønsmæssigt, og landsretten fandt det ikke godtgjort, at skattemyndighedernes skøn hvilede på et fejlagtigt grundlag eller havde medført et åbenbart urimeligt resultat. Byrettens dom blev herefter stadfæstet i begge sager.
Dom: Fri bil - rådighed - bopæl - skærpet formodning - lavt kilometertal - kommission
SKM2023.370.VLRLandsretten tiltrådte, at en hovedanpartshaver skulle beskattes af fri bil efter ligningslovens § 16 a, stk. 5, jf. § 16, stk. 4. Landsretten udtalte indledningsvis, at beskatningen af fri bil udløses af rådigheden og ikke den faktiske benyttelse, og at det forhold, at selskabet købte bilen som et investeringsobjekt, ikke udelukkede, at bilen, der var egnet til privat benyttelse, var omfattet af ligningslovens § 16 stk. 4, såfremt hovedanpartshaveren havde haft rådighed over bilen til privat benyttelse. Under de foreliggende omstændigheder, hvor bilen ikke var velegnet til selskabets erhvervsmæssige behov, og bilen i en del af ejertiden havde stået på selskabets lageradresse, der var sammenfaldende med hovedanpartshaverens privatadresse, bestod der en formodning for, at bilen havde været stillet til rådighed for hovedanpartshaverens private anvendelse. Det var således hovedanpartshaveren, der skulle sandsynliggøre, at bilen ikke havde været til rådighed for og anvendt til privat kørsel i indkomstårene 2015-2017. Landsretten fandt, at denne bevisbyrde ikke var løftet, idet bilen i hele den omhandlede periode, herunder også i en periode, hvor bilen havde været kommission, havde været indregistreret og forsikret, og at der ikke var oplyst om forhold, der effektivt havde hindret hovedanpartshaveren i at råde privat over bilen. Det var endvidere ikke godtgjort, at der alene var foretaget kørsel af erhvervsmæssig karakter, og at bilen således ikke havde været til rådighed for privat kørsel, idet der ikke var ført kørebog, og bevisbyrden ikke kunne løftes ved de fremlagte kørselsoversigter, der var udarbejdet efterfølgende. Det forhold, at bilen kun havde kørt ca. 222 km i de omhandlede indkomstår, og at der var adgang til andre biler i hovedanpartshaverens husstand, kunne ikke føre til en anden vurdering. På denne baggrund tiltrådte landsretten, at hovedanpartshaveren ikke havde løftet bevisbyrden for, at bilen ikke var stillet til rådighed for og blev anvendt af ham til privat benyttelse i indkomstårene 2015, 2016 og 2017 og stadfæstede derfor på dette punkt byrettens dom (SKM2022.271.BR).
Dom: Indbetalinger til bankkonto - refusion af udlæg
SKM2023.369.ØLRSagen angik, om skatteyderen var skattepligtig af 323.350 kr., der i 2009 blev indbetalt til hendes konto. Skatteyderen gjorde gældende, at 63.345 kr. udgjorde genindsætninger af tidligere hævede midler, 240.000 kr. udgjorde refusion af udlæg afholdt på vegne af skatteyderens selskab og 20.000 kr. udgjorde et løntilgodehavende, som allerede var beskattet. Landsretten fandt, at det var skatteyderen, der skulle godtgøre, at indbetalingerne stammede fra allerede beskattede midler eller i øvrigt ikke var skattepligtige, og at bevisbyrden var skærpet, når der var tale om dispositioner foretaget inden for et snævert interessefællesskab. Landsretten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden og stadfæstede byrettens dom om at frifinde Skatteministeriet.
Dom: Skattepligt af hævninger - hovedanpartshaver - maskeret udlodning
SKM2023.368.BRSagen angik spørgsmålet, om hævninger på et selskabs konto skulle beskattes hos hovedanpartshaveren som maskeret udbytte. Hovedanpartshaveren havde under sagen gjort gældende, at hun ikke var skattepligtig af hævningerne, idet hun gjorde gældende, at de enten var brugt til selskabets omkostninger eller hævet af hendes samlever, der ikke havde delt pengene med hende. Hverken hovedanpartshaveren selv eller de varslede vidner gav møde under sagen, og retten fandt, at det ikke ved sagens dokumenter var godtgjort, at hovedanpartshaveren ikke var skattepligtig efter ligningslovens § 16 A af hævningerne. Skatteministeriet blev derfor frifundet.
Dom: Ikke fradrags- eller afskrivningsret for udgift til opsigelse af service provider aftale
SKM2023.367.ØLRAppellanten, en telekommunikationsvirksomhed, erhvervede i 2011 et datterselskab, hvilket ubestridt var en udvidelse af selskabets drift (etableringsudgift). I forbindelse med erhvervelsen blev datterselskabets kunder migreret til appellantens netværk. Appellanten betalte ca. 43 mio. kr. til datterselskabets tidligere operatør, idet selskabet herved kunne gennemføre migreringen hurtigere. Ankesagen angik, om denne betaling var fradrags- eller afskrivningsberettiget for appellanten. Landsretten fastslog - ligesom byretten - at migreringen af kunderne var et led i udvidelsen af selskabets virksomhed. Betalingen til den tidligere operatør havde sammenhæng med denne udvidelse og fandtes derfor ikke at relatere sig til den eksisterende drift, men i stedet til opkøbet og dermed udvidelsen af forretningen. I den forbindelse blev der bl.a. lagt vægt på forudsætningerne i opkøbsfasen, præsentationen for appellantens bestyrelse, appellantens selskabsmeddelelser, samt den tidsmæssige og indholdsmæssige sammenhæng mellem opkøbet og opsigelsen af aftalen. Udgiften var derfor ikke fradragsberettiget. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at appellanten kunne have ventet med at migrere kunderne. Da der var tale om en etableringsudgift kunne beløbet heller ikke afskrives efter statsskattelovens § 6. Betingelserne for afskrivning efter afskrivningslovens § 40 stk. 1 og stk. 2, var heller ikke opfyldt.
Dom: Generationsskifte - nedsat boafgift - deltagelsesbetingelse - succession
SKM2023.366.VLREn skatteyder arvede en landbrugsvirksomhed fra sin afdøde ægtefælle. Efter skatteyderens død tilfaldt landbrugsvirksomheden skatteyderens arvinger, og der blev i den forbindelse betalt en nedsat boafgift af landbrugsvirksomhedens værdi i medfør af boafgiftslovens 1 a. Skattemyndighederne traf herefter afgørelse om, at betingelserne for overdragelse af landbrugsvirksomheden med nedsat boafgift, bl.a. fordi kravet efter boafgiftslovens § 1 a, stk. 2, nr. 2, om, at afdøde eller dennes nærtstående i mindst 1 år af afdødes ejertid har deltaget aktivt i virksomheden i et ikke uvæsentligt omfang, ikke var opfyldt. Under den efterfølgende domstolsprøvelse gjorde skatteyderens dødsbo gældende, at betingelsen om aktiv deltagelse i boafgiftslovens § 1 a, stk. 2, nr. 2, var opfyldt på grund af skatteyderens succession i sin afdøde ægtefælles skattemæssige stilling medfør af dødsboskattelovens § 59. Landsretten udtalte, at successionsreglen for længstlevende ægtefælle i dødsboskattelovens 59 vedrører den personlige beskatning af længstlevende ægtefælle, og at bestemmelsens ordlyd og forarbejder ikke gav grundlag for at udstrække successionsreglen til også at omfatte boets afgiftsforhold efter boafgiftslovens § 1 a. Landsretten udtalte videre, at forarbejderne til boafgiftslovens § 1 a ikke indeholder nogen holdepunkter for, at betingelsen om aktiv deltagelse i driften af virksomheden kan være opfyldt via succession. Landsretten fandt desuden, at der efter en formålsfortolkning af bestemmelsen i boafgiftslovens § 1 a ikke var holdepunkter for en udvidende fortolkning af deltagelsesbetingelsen i boafgiftslovens § 1 a, stk. 2, nr. 2, til også at omfatte tilfælde som i skatteyderens dødsbo. Skatteyderens dødsbo opfyldte herefter ikke betingelserne for den nedsatte boafgift i medfør af boafgiftslovens § 1 a. Skatteministeriet blev derfor frifundet.
Dom: Opgørelse af beskatningsgrundlag for fri bil - bevisspørgsmål om tidspunkt for ejendomsrettens overgang - lighedsgrundsætningen
SKM2023.365.BRSagen angik, om en bil, der blev stillet til sagsøgerens private rådighed af dennes arbejdsgiver, var blevet anskaffet af arbejdsgiveren før eller efter tre år efter den første indregistrering, idet dette havde betydning for opgørelsen af beskatningsgrundlaget for fri bil. Samme dag som bilens første indregistrering havde arbejdsgiveren indgået en aftale om leasing af bilen, som løb i en periode på 36 måneder. Arbejdsgiveren og leasingselskabet indgik samtidig en aftale om en såkaldt tilbagekøbsgaranti, hvor det fremgik, at ejendomsrettens til bilen overgik, når købesummen var fuldt ud betalt. Arbejdsgiveren betalte købesummen til leasingselskabet 14 dage inden leasingaftalens udløb. Retten fandt, at bilen var anskaffet af arbejdsgiveren på tidspunktet for betalingen af købesummen, og at bilen derfor blev overdraget mindre end 3 år efter den første indregistrering. At der var betalt leasingafgift for en periode, der lå efter købesummens betaling, fandtes ikke at udgøre bevis for, at ejendomsretten til bilen først overgik efter udløbet af leasingperioden. Det forhold, at et andet skatteankenævn vedrørende skatteyderens kollega havde lagt til grund, at der først skete et reelt ejerskifte af bilen ved leasingaftalens ophør, kunne ikke føre til et andet resultat.
Dom: Det var ikke en tilsidesættelse af forvaltningsretlige høringsregler, at der ikke var blevet afholdt et retsmøde i Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningsloven § 44. Utilstrækkelig dokumentation for tab på debitorer, jf. kursgevinstloven § 25
SKM2023.364.BREn skatteyder havde fremsendt sin anmodning om et retsmøde med Landsskatteretten til en forkert emailadresse. Skatteankestyrelsen modtog derfor aldrig anmodningen. Retten fandt, at Skatteankestyrelsen havde givet skatteyderen behørig lejlighed til at fremkomme med en udtalelse til sagen og til at anmode om afholdelse af et møde, jf. skatteforvaltningslovens § 44. Forvaltningsretlige høringsregler var derfor ikke tilsidesat, og Landsskatterettens afgørelse var gyldig. Skatteyderen havde desuden nedlagt en subsidiær påstand om fradrag for et tab på debitorer i indkomståret 2016. Skatteyderen havde ikke fremlagt dokumentation for tabet, og oplysningerne om grundlaget for det pågældende fradrag fremgik udelukkende af sagsbeskrivelsen. Retten fandt det allerede af den grund ikke godtgjort, at tabet var realiseret i 2016, jf. kursgevinstloven § 25.
Dom: Udlejning af gravemaskine - kapitalindkomst - lønindkomst eller konsulenthonorar - anvendelse af virksomhedsordningen
SKM2023.363.ØLRSagen handlede om, hvorvidt skatteyderens indtægter fra udlejning af en gravemaskine udgjorde kapitalindkomst iht. personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 11, hvorvidt en række indtægter fra to af skatteyderens selskaber udgjorde lønindkomst eller konsulenthonorarer, og hvorvidt skatteyderen kunne anvende virksomhedsordningen på sin personligt drevne virksomhed i 2013. For så vidt angår gravemaskinen havde byretten fundet, at indtægterne fra udlejningen var kapitalindkomst, jf. § 4, stk. 1, nr. 11, idet skatteyderen ikke havde deltaget i virksomhedens drift i væsentligt omfang. Angående indtægterne havde byretten fundet, at der var tale om lønindkomst. Byretten havde herefter fundet, at der ikke var nogen indtægter i skatteyderens personlige virksomhed i 2013, som kunne indgå i virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 1, hvorfor ministeriet blev frifundet. Landsretten var enig i byrettens begrundelse og resultat.
Dom: Skattefri virksomhedsomdannelse - stiftertilgodehavende
SKM2023.362.BRSagen angik, om betingelserne for skattefri virksomhedsomdannelse var opfyldt i forbindelse med sagsøgerens omdannelse af sin virksomhed til et aktieselskab. Efter lov om skattefri virksomhedsomdannelse § 2, stk. 1, nr. 3, skal hele vederlaget for virksomheden være i form af aktier eller anparter i selskabet. Reglen indebærer, at sagsøgeren ikke kan modtage nogen del af vederlaget for virksomheden som et stiftertilgodehavende.
I åbningsbalancen for selskabet var medtaget en passivpost på 484.906 kr. med teksten "Gæld til virksomhedsdeltager". Det var sagsøgerens opfattelse, at teksten var forkert, og at der i stedet var tale om en erhvervsmæssig mellemregning med sagsøgerens ægtefælle.
Retten fandt, at beløbet ikke kunne anses for at udgøre et almindeligt erhvervsmæssigt passiv i virksomhedsomdannelseslovens forstand. Retten lagde vægt på, at den omdannede virksomhed og ægtefællens virksomhed ikke havde haft en sædvanlig og løbende erhvervsmæssig samhandel på almindelige forretningsmæssige vilkår.
Retten fandt videre, at sagsøgerne ikke havde godtgjort, at beløbet i øvrigt udgjorde et passiv, der kunne medtages ved virksomhedsomdannelsen. Retten fandt herefter, at beløbet i virksomhedsomdannelseslovens forstand måtte anses som et stiftertilgodehavende, hvorfor betingelsen i virksomhedsomdannelseslovens § 2, stk. 1, nr. 3, ikke var opfyldt. Retten lagde vægt på, at mellemværendet i al væsentlighed var opstået på et tidspunkt, hvor ægtefællen var medejer af den omdannede virksomhed.
Skatteministeriet blev herefter frifundet.
Dom: Genoptagelse ved skønsmæssig ansættelse af skattepligtig indkomst (ulovligt anpartshaverlån)
SKM2023.361.BRSagen drejer sig om, hvorvidt der er et grundlag for ekstraordinær genoptagelse af sagsøgerens skatteansættelser for indkomstårene 2011 og 2012 efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, herunder om sagsøger har fremlagt faktiske eller retlige oplysninger, der kan begrunde, at skatteansættelserne for indkomstårene 2011 og 2012 genoptages. Sagsøger var i indkomstårene registreret med selvstændig enkeltmandsvirksomhed, og var indtil ophøret af virksomheden fuldt ansvarlig deltager i denne. For indkomstårene 2011 og 2012 blev der ikke indgivet et regnskab for virksomheden, og sagsøger indgav ikke selvangivelse. Sagsøger reagerede ikke på skattemyndighedernes forslag til ansættelser af indkomst for de pågældende år, og SKAT forhøjede herefter sagsøgerens indkomst for 2011 og 2012.
Forhøjelsen for 2011 skete med baggrund i indfrielsen af et ulovligt anpartshaverlån i et anpartsselskab, hvori sagsøger var direktør og hovedanpartshaver. Forhøjelsen blev foretaget bl.a. med henvisning til, at indfrielsen af lånet ikke kunne indeholdes i sagsøgers beregnede privatforbrug.
Forhøjelsen for 2012 blev foretaget bl.a. med henvisning til et skøn over overskud i sagsøgers enkeltmandsvirksomhed.
Byretten fandt samlet, at der ikke for indkomstårene 2011 og 2012 var grundlag for at tilsidesætte skatteansættelserne. For så vidt angår indkomståret 2011 fandt retten ikke, at der var tilvejebragt et grundlag for ændring af skattemyndighedernes ansættelse af sagsøgers indkomst for 2011. For så vidt angår indkomståret 2012 fandt retten ikke, at der var fremlagt sådanne nye oplysninger, der kunne begrunde en ændring af den skønsmæssige ansættelse af sagsøgers indkomst for 2012. Skatteministeriet blev herefter frifundet.
Dom: Et tidligere ægtepar skulle beskattes af yderligere lønindkomst, maskeret udbytte og værdien af fri bolig. Ikke solidarisk hæftelse for sagsomkostninger
SKM2023.360.ØLRSkattemyndighederne havde skønsmæssigt forhøjet et tidligere ægtepars skattepligtige indkomst i 2009- 2014. Kvinden havde ejet to selskaber i den omhandlede periode, og hendes indkomst blev forhøjet med yderligere lønindkomst og maskeret udbytte fra selskaberne. Mandens indkomst blev forhøjet med yder- ligere lønindkomst fra selskaberne. Dertil blev begge ægtefællers indkomst forhøjet med værdien af fri bolig. Det tidligere ægtepar gjorde bl.a. gældende, at manden var ejer af selskaberne, selvom det i selskabernes regnskaber samt over for skattemyndighederne og skifteretten var blevet oplyst, at kvinden ejede selskaberne. Skatteministeriet blev frifundet i byretten, idet retten fandt, at det tidligere ægtepar hverken havde godtgjort, at manden var ejer af selskaberne, at skattemyndighedernes skøn var baseret på et forkert grundlag eller var åbenbart urimeligt og derfor kunne tilsidesættes, at det tidligere ægtepar ikke havde haft rådighed over den omhandlede bolig, eller at de havde betalt husleje for deres rådighed over boligen. Landsretten stadfæstede dommen under henvisning til byrettens begrundelse. Dog med den ændring, at det tidligere ægtepar ikke skulle hæfte solidarisk for betaling af sagsomkostninger til Skatteministeriet, hvilket byretten havde fundet.
Dom: Skønsmæssig ansættelse - overskud af virksomhed - skat og moms - yderligere lønninger - manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag - ekstraordinær genoptagelse - forældelse - begrundelsesmangler
SKM2023.359.BRSagen angik, om der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelser af skatteyderens skatte- og momsansættelser, og om der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse af skatteyderens momsansættelse. Sagen angik endvidere, om der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes opkrævning af yderligere A-skat og AM-bidrag, om kravet på A-skat og AM-bidrag var forældet og om Skattestyrelsens afgørelse led af begrundelsesmangler vedrørende forældelsesspørgsmålet. Retten fandt ikke, at skatteyderen havde ført et tilstrækkeligt bevis for, at Skattestyrelsens skøn var udøvet på et fejlagtigt grundlag eller havde ført til et åbenbart urimeligt resultat, og at der derfor ikke var grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens forhøjelser af skatteyderens skattepligtige indkomst og momstilsvar. Retten fandt, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt, og at reaktionsfristen på 6 måneder var overholdt, idet reaktionsfristen løb fra det tidspunkt, hvor Skattestyrelsen modtog det sidste materiale den 18. juli 2019, uanset at materialet ikke indeholdt oplysninger, som blev lagt til grund for forhøjelsen af momstilsvaret. Retten fandt endvidere ikke, at Skattestyrelsens skøn vedrørende yderligere lønninger var udøvet på et forkert grundlag eller havde medført et åbenbart urimeligt resultat, hvorfor retten fandt, at det havde påhvilet skatteyderen at indeholde A-skat og AM-bidrag, idet skatteyderen ikke havde godtgjort, at skatteyderen ikke havde udvist forsømmelighed ved sin tilsidesættelse af indeholdelsespligten. Retten fandt desuden, at forældelsesfristen for kravet på A-skat og AM-bidrag tidligst begyndte at løbe den 18. juli 2019, hvor Skattestyrelsen fik kendskab til det fulde krav mod skatteyderen. Retten fandt derfor, at der ikke var indtrådt forældelse, og da forældelse heller ikke var påberåbt af skatteyderen forud for Skattestyrelsens afgørelse, fandt retten endvidere ikke, at Skattestyrelsen skulle anføre en begrundelse om dette i sin afgørelse. Skatteministeriet blev derfor frifundet.
Nyt på inddrivelsesområdet
Modregning i udbetaling fra NaturErhvervstyrelsen til dækning af gæld vedrørende inddrivelsesrenter tilskrevet krav fra udlandet Sagen angik, om Gældsstyrelsen var berettiget til at foretage modregning i klagerens udbetaling fra NaturErhvervstyrelsen til dækning af gæld vedrørende inddrivelsesrenter. Gældsstyrelsen havde oplyst klageren om, at inddrivelsen var sat i bero på baggrund af en undersøgelse af, hvorvidt kravene kunne inddrives i Danmark på det foreliggende grundlag. Gældsstyrelsen havde endvidere oplyst klageren om, at såfremt Gældsstyrelsen vurderede, at inddrivelsen skulle fortsætte, ville Gældsstyrelsen træffe afgørelse herom og i den forbindelse partshøre klageren forud for afgørelsen. Gældsstyrelsen havde ikke inden modregningen truffet en sådan afgørelse eller i øvrigt oplyst klageren om, at inddrivelsen ikke længere var sat i bero. Landsskatteretten fandt derfor, at klageren med rette kunne gå ud fra, at inddrivelsen fortsat var i bero på modregningstidspunktet. Landsskatteretten fandt endvidere, at en berostillelse af inddrivelsen ikke var reguleret i gældsinddrivelsesloven, og efter en naturlig sproglig forståelse af ordet "berostillelse" måtte en berostillelse af inddrivelsen betyde, at al inddrivelse, herunder modregning, var sat i bero, dvs. var stoppet, indtil nærmere anførte begivenheder indtrådte, eller indtil der blev oplyst om, at inddrivelsen ikke længere var sat i bero. På den baggrund fandt Landsskatteretten, at Gældsstyrelsen ikke med rette kunne foretage modregning i klagerens udbetaling fra NaturErhvervstyrelsen til dækning af inddrivelsesrenter tilskrevet gæld vedrørende spansk indkomstskat. Det af Gældsstyrelsen anførte om, at indsigelsen ikke havde været tillagt opsættende virkning efter gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2, samt at brevet om berostillelse var et udtryk for, at der var givet henstand, og der således kunne modregnes, jf. gældsinddrivelseslovens § 9, stk. 1, kunne ikke føre til et andet resultat. Der blev herved lagt vægt på, at gældsinddrivelseslovens § 9, stk. 1, efter sin ordlyd alene fandt anvendelse i forhold til henstand, og at det alene fremgik af brevet, at inddrivelsen var sat i bero, og ikke at klageren skulle være meddelt henstand. Landsskatteretten ændrede derfor Gældsstyrelsens afgørelse. | |
Ikke gældseftergivelse - passivitetsindsigelser efter standset afdragsordning Sagen angik i første række, om en påstand om berettigelsen af forrentning kunne tages under påkendelse i en sag, hvor skyldneren havde indbragt en afgørelse om afslag på gældseftergivelse. Sagen omhandlede i anden række om skyldner var berettiget til at få eftergivet sin skattegæld fra 2012, da Gældsstyrelsen i 2015 standsede en afdragsordning med skyldneren. Retten lagde konkret til grund, at skyldnerens påstand angik eftergivelse af gæld, og afvisningspåstanden blev derfor ikke taget til følge. Det var ubestridt, at skyldner havde likvide midler til at indfri gælden straks. Retten fandt ikke, at skyldnerens forklaring om langsom sagsbehandling og forgæves forsøg på at få afklaret, hvilket beløb der skyldtes, kunne begrunde en eftergivelse af renterne efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 1, 2. pkt. eller stk. 6. Skatteministeriet blev derfor frifundet. |
Nyt fra Folketinget
Almindelig del
Bilag
Bilag 203 |
Spørgsmål og svar
Spm. 297 |