Periodisering - retserhvervelse - suspension -
ugyldighedsindsigelse
Sagsøgeren
bestred at være skattepligtig af udeholdte indtægter på 1,3 mio.
kroner ved salg af guld for "sorte" penge, idet han gjorde
gældende aldrig at have erhvervet ret til indkomsten som følge
af køberens påståede ophævelse af handlen.
Landsretten tiltrådte, at sagsøgeren var skattepligtig af den fulde købesum i
1993, da der på tidspunktet for leveringen og modtagelsen af købesummen ikke var
fremsat nogle indsigelser. Et afslag i købesummen kunne fratrækkes på
tidspunktet, hvor tvisten blev løst, hvilket var i 1997 i forbindelse med et
forlig indgået mellem sagsøgerens samleverskes selskab og den svenske køber, jf.
også
SKM2002.517.VLR
Landsretten tiltrådte endvidere, henset til at det var ubestridt, at der var
tale om en sort handel, og at skattemyndighederne først var kommet i besiddelse
af oplysninger om handlen i forbindelse med en ransagning i 1998, at
betingelserne for suspension af ansættelsesfristen var opfyldt.
Sagsøgeren gjorde endvidere gældende, at ansættelsen var ugyldig under
henvisning til Østre Landsrets dom i
SKM2003.248.ØLR, idet der i myndighedernes afgørelse ikke var henvist til
dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 4.
Landsretten fandt imidlertid, at selv om ansættelsesændringen samtidig
indebar en afgørelse om, at betingelserne for suspension af ligningsfristen i
den dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 4, var opfyldt, og
at hjemlen til suspensionen ikke var omtalt i afgørelsen, fremgik de faktiske
omstændigheder, der gav anledning til suspension af fristen, imidlertid af såvel
beskrivelsen af de faktiske omstændigheder som afgørelsens begrundelse.
Da afgørelsen materielt set var korrekt, kunne det efter landsrettens
opfattelse derfor ikke medføre afgørelsens ugyldighed, at hjemlen ikke
udtrykkeligt var nævnt i afgørelsen.
Skatteministeriet i det hele frifundet. SKM2004.474.VLR
Parter
B (advokat Troels Lind Pedersen)
mod
Skatteministeriet (Kammeradvokaten ved Jakob Krogsøe)
Afsagt af landsdommerne
Lilholt, Fabrin og Mette Langborg Christiansen(kst.)
Den 23. juni 2003 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse
vedrørende sagsøgeren Bs indkomst for indkomståret 1993:
"...
Klagen vedrører
Udeholdt indtægt ved salg af guld.
Landsskatterettens afgørelse
Personlig indkomst |
|
|
|
Regionen har ansat klageren til ikke selvangivet indtægt
ved salg af guldtråd |
1.375.374 kr. |
Landsskatteretten stadfæster Regionens afgørelse.
Sagens oplysninger
Den 20. december 2000 afsagde Landsskatteretten kendelse vedrørende H1 ApS'
skattepligtige indkomst for indkomståret 1997. Det fremgik af kendelsen, at
selskabets anparter ejedes af A, der sad i selskabets direktion sammen med sin
tidligere ægtefælle og nuværende samlever, klageren. Selskabet beskæftigede sig
med køb og salg af brugt jern og stutterivirksomhed. Klageren beskæftigede sig i
selskabet med brugtjernvirksomheden.
Klageren solgte i 1993 33 kg guldtråd til selskabets samhandelspartner G1 AB,
Sverige for 1.716.000 Skr, svarende til 1.375.374 kr. Køberen var efter det
oplyste ikke tilfreds med kvaliteten af produktet. Da selskabet i forbindelse
med sin sædvanlige handel med det svenske selskab havde et tilgodehavende hos
dette, valgte dette selskab at modregne et tilgodehavende på 612.176 kr.
Vestre Landsret fandt ved dom af 24. september 2002 at selskabet som følge af
modregningen med 612.176 kr. afholdt en udgift, som ikke vedrørte selskabet, til
fordel for klageren. Landsretten antog, at denne disposition var en følge af
interessefællesskabet mellem A og klageren, og at der således forelå maskeret
udlodning, jf. ligningslovens § 16 A. Selskabet var derfor ikke berettiget til
fradrag for beløbet, 612.176 kr.
Retten i Skive afsagde den 5. november 2002 dom i sagen klageren m.fl. Han
var bl.a. tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 289, jf.
skattekontrollovens § 13, stk. 1, ved med forsæt til skatteunddragelse for
indkomståret 1993 ikke at have selvangivet indkomst ved salg af guldtråd med
1.375.344 kr. Retten frifandt efter anklagemyndighedens påstand om frifindelse
klageren.
Politimesteren har i brev af 16. januar 2003 til Toldskat Østjylland anført
følgende:
"For så vidt angår tiltalen mod B for overtrædelse af
skattekontrollovens § 13, stk. 1, vedrørende ikke selvangivet indtægt ved
handel med guldtråd for indkomståret 1993, frafaldt anklagemyndigheden
tiltalen efter princippet i retsplejelovens § 721, stk. 1 nr. 3, da
forholdets gennemførelse ikke stod i rimeligt forhold til sagens betydning
og den straf, som i givet fald kunne forventes idømt.
Tiltalen blev frafaldet da anklagemyndigheden af bevismæssige grunde måtte
opgive hovedtiltalen mod B for overtrædelse af momslovens § 81, stk. 3, jf. stk.
1, nr. 1 og 2, jf. § 57, stk. 1, jf. straffelovens § 23, stk. 1. Der fandtes
derefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at fortsætte straffesagen alene
vedrørende forholdet med overtrædelse af skattekontrollovens § 13, stk. 1,
navnlig henset til forholdets alder (næsten 10 år) og den tid der var gået siden
straffesagens start (4 år). I tilfælde af domfældelse kunne kun en ringe straf
forventes idømt for dette forhold alene.
Anklagemyndigheden fandt det derfor rettest, at tvisten vedrørende fradrag i
den skattepligtige indkomst blev afgjort i den verserende Landsskatteretssag.
Det blev tilkendegivet, at anklagemyndighedens tiltalefrafald var uden præjudice
for Landsskatterettens afgørelse vedrørende dette spørgsmål" .
Regionens afgørelse
Det fremgår af diverse materiale, der er tilvejebragt ved ransagning den 2/11
1998 hos klageren og hos selskabet, at klageren har solgt det omtalte parti
guldtråd til et svensk firma for 1.375.374 kr. Der foreligger ikke dokumentation
for klagerens køb af partiet. Klageren har henvist til, at han finansierede
købet gennem selskabets kassekredit i Jyske Bank. Det er konstateret, at der på
kassekreditten er hævet 868.000 kr. den 20/4 1993, hvilket tidsmæssigt er
sammenfaldende med købet af guldtråden. Det fremgår ikke, hvad beløbet er
anvendt til, og det fremgår ikke af selskabets regnskab. Beløbet 868.000 kr.
fremstår ifølge selskabets kassekladde som kassebeholdning, men der er ikke
dokumentation for, at der af kassebeholdningen er hævet et beløb, som klageren
har anvendt til køb af guldtråd.
Der er i perioden 22/4 - 26/4 1993 indsat en række beløb på selskabets
kassekredit, som overstiger beløbet 868.000 kr. Klageren har ved politiafhøring
oplyst, at beløbet 868.000 kr. er genindsat på selskabets kassekredit og
indeholdt i de pågældende indsætninger. Regionen har ikke fundet grundlag for at
antage, at beløbet 868.000 kr. ikke er genindsat på kassekreditten.
Det er regionens opfattelse, at der ikke er grundlag for at indrømme klageren
fradrag for købet af guldtråden, jf. statsskattelovens § 6. Der foreligger ikke
dokumentation for, at beløbet 868.000 kr. er anvendt til guldkøbet.
Klagerens påstand og argumenter
Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at ansættelsen nedsættes med
1.375.374 kr.
Partiet af guldtråd er købt af klageren personligt af to mænd fra den
Rumænske ambassade for 1,2 mio. kr. Der foreligger ikke dokumentation for købet.
Køberen, G1 AB gjorde gældende, at guldkvaliteten var mangelfuld. Ved bilag
modregnede køberen i 1997 612.176 kr. i sin varegæld til H1 ApS. MM, der da var
ansat i H1 ApS afgav forklaring under domsforhandlingen i Vestre Landsret, hvor
han støttede klagerens forklaring.
Klageren har den 20/4 1993 hævet 868.000 kr. på selskabets konto, hvilket
tidspunkt er sammenfaldende med tidspunktet for hans køb af guldtrådspartiet.
Klageren har efterfølgende tilbagebetalt det lånte beløb, hvilket fremgår af
Regionens sagsfremstilling, hvor det anføres, at der ikke er grundlag for at
antage, at de 868.000 kr. ikke er genindsat på selskabets konto.
Klageren har jf. kontoudtog nr. 484 og 485 til selskabet i perioden 22/4-26/4
1999 indbetalt 1.275.482 kr., hvilken udbetaling klart indikerer eller
beviser/dokumenterer, at klageren lånte et betydeligt beløb af selskabet til
finansiering af guldkøbet.
Repræsentanten har videre anført, at sagen har sammenhæng med Vestre
Landsrets dom af 24. september 2002. Dommen fastslog, at A var skattepligtig for
indkomståret 1997 som maskeret udlodning af 612.176 kr.
Repræsentanten har hertil anført
"Dette kan kun have praktisk mening, såfremt man fra
domstolene har lagt til grund, at JL ved G1 AB, havde krav på at få et
beløb tilbagebetalt.
Dette beløb skal under alle omstændigheder fratrækkes den indtægt, som man
gør gældende, at B har haft ved at sælge guldet.
Herudover gøres det gældende, at B ikke har haft nogen indtægt allerede af
den grund, at han er forpligtet til at tilbagebetale hele salgssummen til JL,
idet der ikke var tale om guld. Dette har Landsretten også lagt til grund ved
den omhandlede afgørelse.
Endelig har B haft et indkøb, som er dokumenteret til at andrage ca. kr.
1.000.000,00. Dette er vidnefast godtgjort ved forklaringer fra MM, der samtidig
vil afgive forklaringer såfremt nærværende sag opretholdes for
skattemyndighedernes side.
Endvidere gør der sig det forhold gældende, hvilket fremgår af side 4, at B
har oplyst, at han havde en fortjeneste og at det ikke på noget tidspunkt har
været hensigten at angive denne fortjeneste til skattemyndighederne.
Som følge heraf har der ved Retten i Skive været rejst tiltale imod B for
overtrædelse af straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1, ved
med forsæt til skatteunddragelse for indkomståret 1993 ikke at have selvangivet
indkomst ved salg af guldtråde med kr. 1.375.344,00, hvorved det offentlige blev
unddraget kr. 933.966,00 i skat.
En sådan tiltale omfatter naturligvis også et mindre beløb, der måtte være
indeholdt i en sådan købesum.
Som det fremgår af den tidligere fremsendte kopi af domsudskrift valgte
Anklagemyndigheden efter dokumentation havde fundet sted at nedlægge påstand om,
at B blev frifundet både for så vidt angår overtrædelsen af straffelovens § 289
og momslovens § 81.
En konsekvens heraf må være, at det offentlige repræsenteret ved
Anklagemyndigheden har fundet, at der ikke har været nogen fortjeneste og derfor
kan der heller ikke være tale om nogen skatteunddragelse. Dette er konsekvensen
af, at man herefter nedlægger påstand om, at B frifindes. Herefter kan man ikke
materielt opretholde det synspunkt, at der skal betales en skat, når forholdet
en gang er pådømt ved domstolene."
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Det lægges til grund ved rettens afgørelse, at klageren i 1993 modtog et
beløb på 1.375.344 kr. ved salg af et parti guldtråd. Klageren har ikke
dokumenteret eller sandsynliggjort, at han helt eller delvis har ydet betaling
for købet af guldtråden. Vestre Landsret har i sin dom af 24. september 2002
ikke taget stilling til, om klageren har ydet betaling for guldtråden. Der er
heller ikke af retten i Skive ved dommen af 5. november 2002 taget stilling
hertil.
Klageren har ikke påvist, at de omtalte hævninger og indsætninger på
selskabets kassekredit i april 1993 har forbindelse med hans køb af varepartiet.
Ansættelsen stadfæstes derfor.
..."
B, har under denne sag, der er anlagt den 17. september 2003, nedlagt påstand
om, principalt at sagsøgte, Skatteministeriet dømmes til at anerkende, at
sagsøgerens personlige indkomst for indkomståret 1993 skal nedsættes med kr.
1.375.374, subsidiært at sagen hjemvises til fornyet behandling ved
ligningsmyndighederne.
Skatteministeriet har principalt påstået frifindelse, subsidiært at
ansættelsen af sagsøgerens indkomst for indkomståret 1993 hjemvises til fornyet
behandling ved ligningsmyndighederne.
Sagsøgte har endvidere, for det tilfælde at retten måtte give sagsøgeren
medhold i den principale påstand, nedlagt påstand om, at sagsøgeren skal
anerkende, at hans indkomst for indkomståret 1997 forhøjes med kr. 612.176, og
at sagsøgeren som følge heraf skal betale kr. 384.834 med tillæg af renter efter
skattelovgivningens regler herom. Sagsøgeren har taget bekræftende til genmæle
over for denne påstand.
Om sagens nærmere omstændigheder er for landsretten oplyst bl.a. følgende:
Sagsfremstillingen til og begrundelsen i ligningsmyndighedernes
agterskrivelse af 29. juni 1999 og ligningsmyndighedernes afgørelse af 6.
september 1999 er i det væsentligste ens. Under punkt 3 i sagsfremstillingerne
er sagsøgerens forklaring gengivet således:
"B har ved politiafhøring 30.11.98 oplyst, at han på
et tidspunkt var blevet kontaktet af nogle personer med tilknytning til den
rumænske ambassade, som forespurgte, hvorvidt han kunne finde køber til et
parti guldtråd.
Iflg. B var der tale om en handel, som for alle parters vedkommende skulle
ske uden skattemyndigheders viden.
Det praktiske omkring handlens gennemførelse blev foretaget af MM (som nævnt
fuldtidsansat i H1 ApS).
B oplyste, at han havde lånt 1 mill kr af H1 ApS, hvilket beløb MM i Sverige
overdrog de omhandlede rumænere som sikkerhed.
MM fik herefter guldet i kommission og leverede dette til JL, G1 AB, som på
dette tidspunkt (en tirsdag) betalte aconto 1 mill skr. Den efterfølgende fredag
afhentede MM de resterende ca 700.000 skr.
Iflg. B blev alle de svenske penge med fradrag af 50.000 skr overdraget til
rumænerne, som herefter frigav sikkerheden, de 1 mill dkr, som påny blev indsat
på H1 Aps's kassekredit.
B oplyste, at de 50.000 skr var hans fortjeneste, og at det ikke på noget
tidspunkt har været hensigten at angive denne fortjeneste til
skattemyndighederne.
Ved efterfølgende afhøring den 11.5.99 har B oplyst, at han har haft en
fortjeneste på ca. 100 000 kr i forbindelse med den omhandlede guldhandel, men
at denne fortjeneste modsvares af de advokatomkostninger, som der i forbindelse
med tvisten er påløbet sagen.
B oplyser nu, at han har købt guldet for 1,2 mill dkr, hvilket beløb bl.a. er
finansieret ved ovennævnte 868.000 kr. Finansieringen af differencen kunne B
ikke nærmere redegøre for.
B fastholder, at der for alle parter var tale om en "sort" handel foretaget
af ham personlig, hvorfor G1 AB's krav om faktura ikke kunne imødekommes, også
fordi guldtråden formentlig var indsmuglet til Sverige, hvilket omstændigheder
således også var årsagen til, at B ikke kunne fremlægge dokumentation for køb af
guldtråden.
B har endelig ved politiafhøring oplyst, at han skylder JL 1 mill skr i
tilknytning til den pågældende guldhandel."
MMs forklaring er under punkt 4 gengivet således:
"MM har ved politiafhøring erkendt at have medvirket
omkring den praktiske gennemførsel af ovennævnte guldhandel.
MM bekræfter stort set Bs forklaring for så vidt angår opstart af handlen,
dvs også oplysningen om, at der for alle parter var tale om en handel, som ikke
skulle oplyses til skattemyndighederne.
Omkring selve gennemførelsen af handlen har MM dog oplyst, at både han og B
mødtes med de pågældende udlændinge på et mødested ved Gøteborg.
B medbragte 1 mill dkr, som blev overdraget til udlændingene til fuld og
endelig afgørelse, hvorefter B og MM fik overdraget guldtråden.
MM bekræfter, at det var ham, som afleverede guldtråden til JL ligesom MM
bekræfter modtagelse af betaling ved aflevering af guldet 1 mill skr og nogle
dage senere de resterende ca. 700.000 skr.
MM bekræfter Bs oplysning om, at der var tale om en handel mellem B og JL
personlig. Der var iflg MM tale om en "sort" handel, hvilket også hang sammen
med, at guldtrådens oprindelse var af tvivlsom karakter.
MM har oplyst, at han efter tvistens afslutning i 1997 havde indgået aftale
med JL om, at denne have ca. 1 mill skr til gode hos B.
MM oplyser, at han mundtligt havde informeret B herom, men iflg. MM havde B
ikke accepteret dette forhold."
Sagsøgeren og MM har for landsretten efter oplæsning vedstået
forklaringerne gengivet ovenfor.
Under punkt 6 er ligningsmyndighedernes begrundelse anført således:
"6. Regionens afgørelse/begrundelse/lovgrundlag
Vederlaget, 1.375.374 dkr, som B har modtaget i forbindelse med salget af den
omhandlede guldtråd i 1993 anses som skattepligtig indkomst for B, jf.
statsskattelovens § 4 a.
Der er tale om en personlig indkomst, jf 3, stk. 1, i personskatteloven.
Det er regionens opfattelse, at der, jf. omstændighederne (se nedenfor) ikke
bør indrømmes B fradrag for køb af den pågældende guldtråd i henhold til § 6 i
statsskatteloven og § 3, stk 2 i personskatteloven.
Der henvises i denne forbindelse også til § 11, stk 1 i bekendtgørelse nr 598
af 21.8.90, hvoraf fremgår, at enhver registrering skal dokumenteres ved et
grundbilag, hvilket også er gældende for skattepligtige selv om disse ikke er
bogføringspligtige efter bogføringsloven, jf § 2, stk 1, i bekendtgørelse nr.
141 af 26.2.92 om skattemæssige krav til regnskabsgrundlaget og årsregnskabet.
Ved afgørelsen om ikke at indrømme fradrag er der i øvrigt lagt vægt på
følgende forhold:
Bs og MMs forklaring om at der var tale om en "sort" handel, hvor det ikke på
noget tidspunkt har været Bs hensigt at oplyse skattemyndighederne om sin
fortjeneste.
Omstændighederne omkring Bs køb af guldet. Herunder misforholdet mellem Bs og
MMs forklaring omkring selve betalingen til de pågældende udlændinge. Endvidere
foreligger der divergerende forklaringer om, hvor - i Danmark eller Sverige - B
har fået guldtråden overleveret.
Divergerende oplysninger omkring indkøbspris - der er oplyst 1 mill dkr og
1,2 mill. dkr.
Uklarhed omkring finansiering af indkøb - der foreligger ikke dokumentation
for, at de 868.000 kr er anvendt til guldkøbet - der foreligger ingen
oplysninger/dokumentation for den resterende finansiering op til de 1 mill kr
eller 1,2 mill kr.
I H1 Aps's regnskab er der ikke nærmere redegjort for hverken hævningen på de
868.000 kr eller genindsætningen heraf på selskabets kassekredit, ligesom det
ikke er muligt at afstemme genindsætningen med de 868.000 kr.
Som anført fremstår de 868.000 kr. i H1 Aps's kassekladde som
kassebeholdning, og det fremgår ikke, at der af denne kassebeholdning er hævet
noget beløb, som er "lånt" B til indkøb af guld.
Omstændighederne omkring Bs køb af guldtråden i det hele taget indikerer, at
der også for leverandørerne heraf har været tale om en "sort" indtægt, som ikke
skulle selvangives til nogen skattemyndighed, hvorfor det også må antages, at
den mellem parterne aftalte pris er ansat herefter.
Det skal endelig påpeges, at det i det hele taget i den pågældende sag er
uklart, hvem af parterne der har ansvaret for, at det omhandlede guldtråd ikke
var ægte 18 karat guld.
For så vidt angår oplysningerne, om at B i tilknytning til forliget i 1997
skylder JL 1 mill skr, henvises til, at dette ikke fremgår af erklæring (...) .
Det er regionens opfattelse, at der oprindelig var tale om en aftale mellem
MM og JL, og at B ikke har accepteret denne aftale.
Endvidere henvises til, at samhandlen mellem H1 Aps og G1 AB ophørte, da MM i
marts 1998 fratrådte sin stilling hos H1 Aps. JL har i øvrigt ikke gjort sit
krav gældende overfor B."
Der er mellem parterne enighed om, at skattestyrelseslovens §
35 ikke er omtalt i ligningsmyndighedernes agterskrivelse af 29.
juni 1999 og ligningsmyndighedernes afgørelse af 6. september
1999. Der er ligeledes enighed om, at forliget mellem H1 ApS og
G1 AB blev indgået i september måned 1997.
Forklaringer
Sagsøgeren har supplerende forklaret, at han i 1993
var leder af H1 ApS, hvilket han fortsat er i dag. Forud for købet af guldtråden
fik han af nogle rumænere en prøve heraf, som han fik undersøgt hos en dansk
guldsmed, der bekræftede, at det var guld. Han har kun mødt rumænerne i
forbindelse med guldhandlen. 8-14 dage efter, at guldtråden var leveret i
Sverige, blev han ringet op af JL, der oplyste, at han havde fået foretaget en
analyse af guldet hos F1 AB, der havde meddelt, at der var tale om guldbelagt
messing, og at det leverede kun var nogle få hundrede kroner værd. JL ville
derfor have sine penge tilbage. Han troede på, at det var rigtigt, når JL sagde,
at der ikke var tale om guld. Han anerkendte derfor straks, at der var en mangel
ved det leverede. Han var imidlertid ikke i stand til at betale pengene tilbage,
da han selv var uden midler, og han ikke kunne låne pengene af H1 ApS. Han har
ikke krævet at få det leverede tilbage, da det efter oplysningerne fra F1 AB var
uden værdi.
MM har supplerende forklaret, at han i 1993 var
ansat hos H1 ApS som sælger i Sverige. Han fratrådte i 1998. Betalingen til
udlændingene skete kontant. Han havde af B modtaget en plasticpose fra Jyske
Bank med ca. 850.000-900.000 danske kroner. Resten fik han i en kuvert. Der var
i alt omkring 1,2 mio. danske kroner. 10-14 dage efter, at guldet var leveret,
blev han ringet op af JL, der ville have sine penge tilbage, da det leverede
ikke var guld. Pengene kunne ikke tilbagebetales, da B ikke havde så mange penge
og ikke kunne låne dem af H1 ApS. I forlængelse af JLs reklamation var vidnet og
en anden, som han ikke husker, hvem var, i Sverige for at undersøge guldtråden.
Han fik en prøve med hjem. Efter en undersøgelse heraf måtte han erkende, at der
ikke var tale om guld. JL har senere flere gange krævet sine penge tilbage. Der
har været korresponderet herom via parternes advokater.
Procedure
Sagsøgeren har til støtte for sin principale
påstand gjort gældende, at han ikke har haft en skattepligtig indtægt i 1993 i
forbindelse med guldhandlen, idet køberen straks hævede handlen som følge af, at
det leverede ikke svarede til det aftalte. Sagsøgeren har således aldrig
erhvervet ret til købesummen. Skulle det blive lagt til grund, at sagsøgeren
havde erhvervet ret til købesummen, må det også lægges til grund, at der
samtidig hermed opstod en pligt til at tilbagebetale denne som følge af, at
køberen hævede handlen. Da retten og pligten således er opstået samtidig, har
der ikke været en skattepligtig indtægt i forbindelse med handlen. Ved
vurderingen skal det tillægges væsentlig bevismæssig betydning, at
anklagemyndigheden valgte at opgive strafferetlig forfølgning af sagsøgeren.
Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at ligningsmyndighedernes
skatteansættelse er ugyldig som følge af, at den er truffet efter udløbet af den
ordinære ansættelsesfrist i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, og at
suspensionsbetingelserne i skattestyrelseslovens § 35, stk. 4, ikke er opfyldt.
Betingelsen for anvendelse af skattestyrelseslovens § 35 stk. 4, er, at
skatteyderen har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Uanset at det
oprindeligt var hensigten, at handlen skulle gennemføres uden
skattemyndighedernes viden, var det ikke dette forhold, der afholdt sagsøgeren
fra at selvangive indtægten. Baggrunden herfor var alene, at sagsøgeren allerede
i 1993 var af den overbevisning, at han ikke havde haft en fortjeneste i
forbindelse med handlen. Sagsøgeren har derfor alene handlet simpelt uagtsomt.
Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at ligningsmyndighedernes afgørelse er
ugyldig som følge af, at afgørelsen ikke indeholder en begrundelse for
anvendelsen af skattestyrelseslovens § 35 stk. 4. Forvaltningslovens regel om
begrundelse er en garantiforskrift, hvis tilsidesættelse som udgangspunkt
medfører ugyldighed. Kun hvis sagsøgte kan påvise, at den manglende begrundelse
ikke konkret har haft betydning, kan afgørelsen opretholdes. I denne sag er der
ikke blot tale om en mangelfuld begrundelse, men om en helt manglende
begrundelse, idet afgørelsen om at anvende skattestyrelseslovens § 35, stk. 4,
er en selvstændig afgørelse, der skal vurderes isoleret fra den materielle
afgørelse om skatteansættelsen. Som følge af den manglende begrundelse har
sagsøgeren ikke haft anledning til at vurdere, om denne del af afgørelse gav
grundlag for at klage. Dette har konkret medført, at der først er fremsat
indsigelse mod denne del af afgørelsen kort tid før domsforhandlingen i
landsretten. Den manglende begrundelse har således konkret haft betydning for
sagsøgeren.
Til støtte for den subsidiære påstand har sagsøgeren gjort gældende, at det
på baggrund af forklaringerne må lægges til grund, at sagsøgeren har haft en
udgift i størrelsesordenen 1,2 mio. kr. til køb af det omhandlede guld.
Forklaringerne støttes af såvel det tidsmæssige forløb som af de posteringer,
der fremgår af kontoudtogene fra H1 ApS' kassekredit. Hertil kommer, at det har
formodningen imod sig, at sagsøgeren har modtaget guldet uden betaling.
Sagsøgte har til støtte for sine påstande gjort
gældende, at sagsøgeren i forbindelse med leveringen af guldtråden erhvervede
endelig ret til købesummen, og at parternes tvist i den anledning først blev
afsluttet i 1997 således, at skattemyndighedernes skatteansættelse af sagsøgeren
for henholdsvis indkomståret 1993 og 1997 er korrekt. Sagsøgte har henvist til,
at det mellem parterne er ubestridt, at der på tidspunktet for leveringen af
guldtråden og køberens betaling ikke var fremsat indsigelse mod guldtrådens
kvalitet. Indsigelse herom fremsattes først 10-14 dage senere. Det følger
herefter af de almindelige periodiseringsregler, at beløbet på 1.375.374 kr.
skal tages til indtægt i 1993, og at et eventuelt afslag i købesummen, som følge
af mangler ved det leverede, først kan fradrages, når tvisten herom er endeligt
afklaret. Sagsøgerens anbringende om, at handlen blev hævet i forbindelse med
køberens mangelsindsigelse, er udokumenteret og støttes ikke af sagens
oplysninger i øvrigt. Der er ikke sket tilbagelevering af ydelser fra nogen af
parterne, og køberen har efter de foreliggende forklaringer ikke forfulgt et
krav mod sagsøgeren ud over beløbet, der blev modregnet i 1993. Det må herefter
lægges til grund, at der alene har været fremsat krav om afslag i købesummen.
Dette afslag er af skattemyndighederne på korrekt vis periodiseret i 1997, hvor
forliget mellem H1 ApS og G1 AB blev indgået.
Sagsøgte har endvidere gjort gældende, at sagsøgeren ikke har dokumenteret om
og i hvilket omfang, han har betalt for guldet. Der er som følge heraf ikke
grundlag for at indrømme sagsøgeren et fradrag herfor. De fremlagte bankbilag er
uden sammenhæng med de afgivne forklaringer og dokumenterer ikke, at beløbene
har relation til guldhandlen. Der er således i det hele tale om en materiel
korrekt skatteansættelse, hvorfor der ikke er grundlag for hjemvisning af sagen.
Endelig har sagsøgte gjort gældende, at betingelserne for anvendelse af
skattestyrelseslovens § 35, stk. 4, var opfyldt. Materialet om handlen blev
først kendt for skattemyndighederne i forbindelse med ransagningen i 1998.
Sagsøgeren har erkendt, at det var hensigten, at skattemyndighederne ikke skulle
få kendskab til handlen. Det forhold, at straffesagen mod sagsøgeren blev
opgivet, er i den forbindelse uden betydning, og der var tale om en rent teknisk
frifindelse. Der er således truffet en materiel rigtig afgørelse. Det forhold,
at der ikke i ligningsmyndighedernes afgørelse er en specifik henvisning til
lovbestemmelsen, medfører ikke ugyldighed. Afgørelsen henviser til de faktiske
omstændigheder, der berettiger til anvendelse af bestemmelsen. Den mangelfulde
begrundelse har konkret været uden betydning for såvel afgørelsens indhold som
for sagsøgerens vurdering af, om han ønskede at påklage afgørelsen.
Landsrettens begrundelse og resultat
Det er ubestridt, at skattemyndighederne først modtog oplysning om
guldhandlen i forbindelse med ransagningen den 2. november 1998. Det er
ligeledes ubestridt, at sagsøgeren havde til hensigt at gennemføre handlen som
en "sort" handel. Henset hertil og til sagsøgerens skiftende forklaringer om,
hvorvidt og i givet fald hvor stor en fortjeneste han havde på handlen, jf.
bl.a. sagsøgerens forklaring til politiet den 11. maj 1999, var betingelserne
for anvendelse af skattestyrelseslovens § 35 stk. 4, opfyldt.
Da skattemyndighederne den 6. september 1999 traf afgørelse om ændret
skatteansættelse for indkomståret 1993, indebar afgørelsen, at
skattemyndighederne samtidig traf afgørelse om, at betingelserne for suspension
af ligningsfristen i den dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35,
stk. 4, var opfyldt. Hjemlen til suspension var ikke omtalt i afgørelsen. De
faktiske omstændigheder, der gav anledning til suspension af fristen, fremgik
imidlertid af såvel beskrivelsen af de faktiske omstændigheder som af
afgørelsens begrundelse. Herefter og da afgørelsen materielt set var korrekt,
kan det forhold, at hjemlen ikke udtrykkeligt var nævnt i afgørelsen, ikke føre
til, at afgørelsen er ugyldig.
Det fremgår af såvel sagsøgerens som MMs forklaring, at leveringen af
guldtråden og betalingen herfor havde fundet sted, da køberen fremsatte
indsigelse mod guldtrådens kvalitet. Efter bevisførelsen må det lægges til
grund, at tvisten som følge af køberens mangelsindsigelse tidligst blev
afsluttet med forliget i 1997. Skattemyndighedernes periodisering af såvel
indtægten som fradraget er således sket i overensstemmelse med reglerne herom.
Sagsøgeren har hverken ved de fremlagte bankbilag eller i øvrigt
dokumenteret, at der er grundlag for fradrag ud over det, som
skattemyndighederne har indrømmet sagsøgeren for indkomståret 1997 med 612.176
kr.
Skatteministeriets frifindelsespåstand tages derfor til følge.
T h i k e n d e s f o r r e t
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.
Sagsøgeren, B, skal inden 14 dage til sagsøgte betale sagens omkostninger med
58.000 kr.
SKM-nummer |
SKM2004.474.VLR |
Myndighed |
Vestre Landsret |
Dokumentets dato |
11. november 2004 |
Dato for
offentliggørelse |
6. december 2004 |
Sagsnummer |
5. afdeling, B-2119-03 |
Emneord |
Periodisering, retserhvervelse, suspension, ugyldighed,
indsigelse |
Resume |
Sagsøgeren bestred at være skattepligtig af udeholdte indtægter
på 1,3 mio. kroner ved salg af guld for "sorte" penge, idet han gjorde gældende
aldrig at have erhvervet ret til indkomsten som følge af køberens påståede
ophævelse af handlen. Landsretten tiltrådte, at sagsøgeren var skattepligtig
af den fulde købesum i 1993, da der på tidspunktet for leveringen og modtagelsen
af købesummen ikke var fremsat nogle indsigelser. Et afslag i købesummen kunne
fratrækkes på tidspunktet, hvor tvisten blev løst, hvilket var i 1997 i
forbindelse med et forlig indgået mellem sagsøgerens samleverskes selskab og den
svenske køber, jf. også
SKM2002.517.VLR
Landsretten tiltrådte endvidere, henset til at det var ubestridt, at der var
tale om en sort handel, og at skattemyndighederne først var kommet i besiddelse
af oplysninger om handlen i forbindelse med en ransagning i 1998, at
betingelserne for suspension af ansættelsesfristen var opfyldt.
Sagsøgeren gjorde endvidere gældende, at ansættelsen var ugyldig under
henvisning til Østre Landsrets dom i
SKM2003.248.ØLR, idet der i myndighedernes afgørelse ikke var henvist til
dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 4.
Landsretten fandt imidlertid, at selv om ansættelsesændringen samtidig
indebar en afgørelse om, at betingelserne for suspension af ligningsfristen i
den dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 4, var opfyldt, og
at hjemlen til suspensionen ikke var omtalt i afgørelsen, fremgik de faktiske
omstændigheder, der gav anledning til suspension af fristen, imidlertid af såvel
beskrivelsen af de faktiske omstændigheder som afgørelsens begrundelse.
Da afgørelsen materielt set var korrekt, kunne det efter landsrettens
opfattelse derfor ikke medføre afgørelsens ugyldighed, at hjemlen ikke
udtrykkeligt var nævnt i afgørelsen.
Skatteministeriet i det hele frifundet. |
Reference(r) |
Skattestyrelsesloven § 35, stk. 4 |
Henvisning(er) til vejledninger |
Processuelle regler 2004 - 4
N.2.1.3 |
|