Kære læser !
Allerførst vil jeg ønske dig og dine et Godt Nytår.
Jeg skrev godt nok før jul, at næste SkatteMail udkom den 11. januar, men der er nu kommet en del nyt, så jeg har ombestemt mig og du får her en SkatteMail, der dækker 2020's sidste uger.
Denne SkatteMail indeholder bl.a. udkast til styresignal om arbejdsgiverbetalt corona-test og arbejdsgiverbetalt mundbind - fastlæggelse af praksis. I artiklerne er der nyt om bl.a. de forbedrede skattemæssige afskrivningsregler.
God læselyst.
Venlig hilsen
Lars Gosvig
Ansvarshavende redaktør
lars@skatteforlaget.dk
Telefon 25 37 87 57
LinkedIn: http://www.linkedin.com/pub/lars-gosvig/52/941/586
Artikler og interessante links
Skat, moms og personalegoder 2021
Forbedrede skattemæssige afskrivningsregler
Satser for skattefrie kørepenge og diæter i 2021
Arbejdsgiveres indberetning af frynsegoder til Skattestyrelsen
Generationsskifte til fonde kan nu igen ske skattefrit
Nyhedsbrev: Generationsskifte Omstrukturering - December 2020
Brexit – Udkast til styresignal
Forhøjet fradrag for forsøgs- og forskningsvirksomhed
Klageadgang for vurderinger af erhvervsejendomme genåbnes fra januar 2021
Podcast: Nyt om skat, uge 52 - Juleskattetips
Udkast til styresignal
Udkast til styresignal om arbejdsgiverbetalt corona-test og arbejdsgiverbetalt mundbind - fastlæggelse af praksis
Bindende svar
Selskabsbeskatning - forrentning af indskudskapitalen - leverance til foreningens medlemmer
Ikke begrænset skattepligt af udbytter og renter - retmæssig ejer - amerikansk REIT
Successionsoverdragelse - pengetankreglen - udlejningsejendomme - passiv kapitalanbringelse
Udlodning af likvidationsprovenu - overgangsperioden vedrørende Brexit
Arbejdsgiverbetalt trivselstjek
ACS - transparens - retmæssig ejer
Afgørelser
Tilflytning, carried interest, ligningslovens § 16 I
Arbejdsudleje - Benyttelse af udenlandsk arbejdskraft
Fradrag for udgifter til valutakøb
Nedsættelse af ejendomsværdiskat
Kendelser
Syn og skøn - Stutteri - Betaling af omkostninger til syn og skøn
Syn og skøn - Værdi af bygge- og renoveringsprojekt - Betaling af omkostninger til syn og skøn
Syn og skøn - Honorar til skønsmand - Nedsættelse
Domme
Ekstraordinær genoptagelse / berettigede forventninger
Skønsmæssig forhøjelse pga. negativt privatforbrug - fordeling af skønsmæssig forhøjelse på ægtefæller
Beskatning af erstatning for tab af erhvervsevne
Ekstraordinær genoptagelse - Grov uagtsomhed - Varslingsfristen på 6 måneder
Beskatning af indsætninger og valutavekslinger
Skattepligtig af værdien af fri bil - ligningslovens §16, stk.4
Fratrædelsesgodtgørelse - ligningslovens § 7 U - tjenestemand - diskretionær afskedigelse
Skattefri befordringsgodtgørelse - dokumentation
Nyt fra EU-Domstolen
Retsliste
Lovstof
Nyt fra Høringsportalen
Nyt fra Folketinget
Nye lovforslag
Vedtagne lovforslag
Nye dokumenter vedrørende lovforslag
Nye dokumenter vedrørende almindelig del
BDOSkat, moms og personalegoder 2021 Hvor stort er personfradraget i 2021, og hvor går grænsen for betaling af topskat? Hvad er bundgrænsen for skattefrie jubilæumsgaver, og hvor stor skal egenbetalingen til kantineordninger være, for at medarbejderne ikke skal beskattes? |
BDOForbedrede skattemæssige afskrivningsregler Beløbsgrænsen for småaktiver forhøjes med øjeblikkelig virkning, mens afskrivningsgrundlaget for visse maskiner og inventar forhøjes til 116 % af kostprisen. Det forhøjede fradrag for FoU-udgifter forlænges til og med 2022. |
BDOSatser for skattefrie kørepenge og diæter i 2021 Satsen for kørepenge sættes ned i 2021, primært fordi bilerne kører længere på literen, og fordi brændstofprisen forventes at falde. Nedsættelsen af den høje sats er dog kun på otte ører og derfor uden væsentlig betydning. |
BDOArbejdsgiveres indberetning af frynsegoder til Skattestyrelsen Arbejdsgiverne indberetter i stor stil skattepligtige frynsegoder i form af kroophold, bonusrejser og middage på dyre restauranter til Skattestyrelsen, men de ansatte skal selv sørge for, at de kommer med på årsopgørelsen. |
BDOGenerationsskifte til fonde kan nu igen ske skattefrit Fra nytår bliver det langt om længe igen muligt skattefrit at overdrage en virksomhed til en fond. Dog ikke til en familiefond. |
Bech-BruunNyhedsbrev: Generationsskifte Omstrukturering - December 2020 Læs vores nyhedsbrev Generationsskifte Omstrukturering med aktuel lovgivning og afgørelser. |
BeierholmBrexit – Udkast til styresignal Konsekvenser for henstand og sikkerhedsstillelse ved fraflytning til Storbritannien |
DeloitteForhøjet fradrag for forsøgs- og forskningsvirksomhed Danske selskaber og selvstændigt erhvervsdrivende kan opnå skattefradrag for udgifter til forsøgs- og forskningsvirksomhed på 130% i indkomstårene 2020 og 2021. Den midlertidige forhøjelse af fradraget på 130% forventes at blive udvidet til også at gælde for indkomståret 2022. |
PwCKlageadgang for vurderinger af erhvervsejendomme genåbnes fra januar 2021 Nyt lovforslag på ejendomsvurderingsområdet lægger op til at fjerne den automatiske tilbagebetalingsordning for erhvervsejendomme samt fremrykning af... |
PwCPodcast: Nyt om skat, uge 52 - Juleskattetips Julen sig nærmer - og efter julen kommer nytår - og dermed også afslutningen på skatteåret. Det betyder, at der kan være en række skatteforhold, der er... |
Styresignalet fastlægger den skattemæssige behandling af arbejdsgiverbetalt corona-test og arbejdsgiverbetalt mundbind.
Arbejdsgiverbetalte sundhedsydelser er som udgangspunkt skattepligtige personalegoder for medarbejderen.
Når arbejdsgiver af hensyn til virksomhedens drift kræver, at medarbejderen bliver testet, er testen konkret arbejdsmæssigt begrundet, og derfor ikke skattepligtig for medarbejderen. En arbejdsgiverbetalt corona-test er i andre tilfælde som udgangspunkt omfattet af bagatelgrænsen for mindre personalegoder på 1.200 kr. pr. år (2020).
Arbejdsgiverbetalte mundbind, som medarbejderen bruger ved arbejdet, er skattefri. Hvis medarbejderen får mundbind til privat brug - herunder transporten mellem hjem og arbejde - vil det som udgangspunkt være omfattet af bagatelgrænsen for mindre personalegoder på 1.200 kr. pr. år (2020). Under visse betingelser kan arbejdsgiverbetalt mundbind være omfattet af bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede personalegoder på 6.300 kr. pr. år (2020).
Skatterådet kan bekræfte, at en betalingsforhøjelse som beskrevet svarende til en beregnet forrentning af foreningens indskudskapital kan anses som en betaling for leverance af varme til foreningens medlemmer og dermed skattefri efter selskabsskattelovens § 1, stk. 5.
Et dansk selskab indgik i en koncern, der ultimativt var ejet af en børsnoteret Real Estate Investment Trust (REIT) i USA. Skatterådet bekræftede, at udbytter til selskabets moderselskab i et andet EU-land ikke ville udløse begrænset skattepligtigt i Danmark for moderselskabet eller overliggende selskaber. Skatterådet bekræftede desuden, at rentebetalinger til et koncernforbundet Limited Partnership i USA ikke ville udløse begrænset skattepligtigt i Danmark. Ligningslovens § 3 fandt ikke anvendelse.
Koncern med datterselskaber, hvis virksomhed består i at eje udlejningsejendomme samt ejendomme, der er under opførsel med henblik på udlejning til beboelse. Selskaberne køber og sælger ejendomme, der alle er udlejet før, under og efter datterselskabernes ejerskab. Udlejningsejendomme og ejendomme under opførsel med henblik på udlejning til beboelse anset for passiv kapitalanbringelse (pengetankaktiver) jf. pengetankreglen i aktieavancebeskatningslovens § 34.
Skatterådet bekræftede, at spørgeren, der boede i Storbritannien, i relation til reglen i ligningslovens § 16 A, stk. 3, kunne anses for hjemmehørende i et EU-land indtil udgangen af overgangsperioden vedrørende Storbritanniens udtræden af EU, dvs. indtil udgangen af 2020, jf. artikel 126 og 127, pkt. 1, i udtrædelsesaftalen mellem Storbritannien og EU. Spørgerens provenu ved likvidation af et selskab skulle derfor behandles efter reglerne om gevinst og tab ved afståelse af aktier, forudsat at provenuet blev udloddet i det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløstes.
Spørgers kunde ønskede at tilbyde deres medarbejdere at deltage i et trivselstjek gennem spørger som en del af deres personalepolitik. Trivselstjekket bestod af to pakker, "pakke 1" og "pakke 2".
Pakke 1 bestod af et digitalt trivselstjek og en opfølgende screeningssamtale.
Det digitale trivselstjek blev foretaget i spørgers app, imens den opfølgende screeningssamtale blev foretaget af en af spørgers konsulenter på arbejdspladsen. Pakke 1 kostede 400 kr. ekskl. moms pr. år pr. medarbejder hos spørgers kunde. Det digitale trivselstjek kunne benyttes uden beregning i spørgers app, der kunne hentes gratis i App Store.
Skatterådet kunne bekræfte, at ydelserne i pakke 1 var skattefrie for medarbejderne hos spørgers kunde i henhold til personaleplejefritagelsen.
Hvis screeningssamtalen i pakke 1 viste konkrete tegn på mistrivsel i arbejdslivet eller privatlivet, blev medarbejderne tilbudt pakke 2. Pakke 2 bestod af to ekstra samtaler, der kunne foregå på et andet sted end arbejdspladsen. Pakke 2 kostede 200 kr. ekskl. moms pr. år pr. medarbejder hos spørgers kunde.
Skatterådet kunne bekræfte, at ydelserne i pakke 2 var skattepligtige for medarbejderne hos spørgers kunde, jf. statsskattelovens § 4. Skatterådet kunne i den forbindelse bekræfte, at ydelserne i pakke 2 dog ikke skulle beskattes, hvis grundbeløbet på 1.200 kr. pr. år (2020-sats) i bagatelgrænsen for mindre personalegoder ikke blev overskredet for den enkelte medarbejder, der gjorde brug af tilbuddet, jf. ligningslovens § 16, stk. 3, 3. pkt. Skatterådet lagde vægt på, at der ikke blev ydet terapi under samtalerne, herunder at samtalerne alene blev benyttet til at give viden om, hvorfor medarbejderen mistrivedes, hvordan det kunne løses, samt at give et værktøj til "hjælp til selvhjælp".
Endeligt kunne Skatterådet ikke bekræfte, at ydelserne i pakke 1 var skattefrie i henhold til personaleplejefritagelsen, hvis screeningssamtalen grundet en følelsesmæssig påvirket situation for medarbejderen undtagelsesvist blev afholdt i terapeutens klinik, i medarbejderens hjem eller virtuelt via Skype eller lignende medie i stedet for på arbejdspladsen.
Skatterådet bekræftede, at den pågældende britiske ACS og dennes sub funds skulle anses for skattemæssigt transparente, samt at de bagvedliggende investorer - fortrinsvist bestående af institutionelle investorer etableret i Storbritannien - kunne påberåbe sig overenskomstbeskyttelse, idet det blev lagt til grund, at investorerne opfyldte alle betingelserne for at være berettiget til overenskomstfordele.
Landsskatteretten stadfæstede Skatterådets afgørelse, offentliggjort som SKM2016.534.SR, hvorefter spørgerens aktier var anset for omfattet af ligningslovens § 16 I. I forhold til kravet om kontrol af selskabet fandt Landsskatteretten, at spørgeren opfyldte kontrolbetingelsen også efter, at spørgeren ikke længere var ansat i koncernen. Landsskatteretten henviste herved til Landsskatterettens afgørelse offentliggjort som SKM2017.371.LSR og til lov nr. 1576 af 27. december 2019 vedrørende ændring af ligningslovens § 16 I, hvoraf det fremgik, at der var tale om en præcisering af gældende ret.
Et dansk selskab, der beskæftigede sig med nedbrydningsopgaver, benyttede udenlandsk arbejdskraft formidlet af et andet dansk selskab. Landsskatteretten fandt, at der forelå arbejdsudleje, idet den udenlandske arbejdskraft var stillet til rådighed for det danske selskab, der udførte nedbrydningsopgaverne.
Landsskatteretten fandt, at SKAT havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af selskabets indkomst. Selskabet havde i indkomståret 2015 fratrukket udgifter til valutakøb med 5.248.049 kr. Da der ikke forelå grundbilag, der dokumenterede, at transaktionerne var korrekte, og kunderne ikke kunne identificeres, måtte der stilles skærpede krav til selskabets dokumentation eller sandsynliggørelse af pengestrømmen. Da selskabet ikke havde foretaget løbende kasse- og bankkontoafstemninger, kunne bogføringen vedrørende kasse og bankkonto ikke understøtte, at de registrerede transaktioner rent faktisk havde fundet sted. Landsskatteretten fandt det derfor ikke dokumenteret eller tilstrækkelig sandsynliggjort, at transaktionerne havde fundet sted. Betingelserne for at opnå fradrag for valutakøb ansås derfor ikke for opfyldt, og retten stadfæstede SKATs afgørelse.
Sammen med sin hustru købte klageren i 2013 en ejendom med overtagelse den 15. november 2013. Pr. 6. januar 2014 meldte klageren flytning til ejendommen. Klagerens ægtefælle beholdt sin adresse på ægteparrets hidtidige ejendom indtil den 30. juni 2017, hvor hun også flyttede sin adresse til den nye ejendom. Den hidtidige ejendom blev sat til salg den 17. marts 2016 og solgt den 30. maj 2017 med overtagelse den 1. april 2018. Klageren oplyste, at han alene meldte flytning til den nye ejendom pr. 6. januar 2014, fordi han ville have mulighed for at få en bådplads i en havn i nærheden af den nye ejendom og gjorde gældende, at han først flyttede ind i ejendommen den 1. juli 2017.
Det fremgik af ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, 3. pkt., at en erhvervet ejendom anses for at tjene til bolig for den skattepligtige fra overtagelsesdagen. Hvis indflytning sker senere end overtagelsesdagen, træder indflytningsdagen dog i stedet for overtagelsesdagen, jf. bestemmelsens 4. pkt. Landsskatteretten bemærkede, at der i bestemmelsen ikke var opstillet betingelser, som skulle være opfyldt for, at bestemmelsen fandt anvendelse, og at der ikke i forarbejderne var holdepunkter for en indskrænkende fortolkning af bestemmelsen.
På baggrund af de fremlagte oplysninger anså Landsskatteretten det for tilstrækkeligt sandsynliggjort, at indflytning i den nye ejendom først skete den 1. juli 2017, hvorefter indflytningsdagen trådte i stedet for overtagelsesdagen. Ejendomsværdiskatten blev derfor nedsat til 0 kr. for indkomstårene 2014-2016. Under sagens behandling for Landsskatteretten var Skattestyrelsen enig i dette resultat.
I en sag om hvorvidt drift et stutteri i skattemæssig henseende, kunne anses for drevet erhvervsmæssigt, blev der til belysning heraf afholdt syn og skøn. Ved afslutningen af syn og skønnet var parterne ikke enige om fordelingen af omkostningerne til syn og skønnet. Ingen af parterne ønskede at stille supplerende spørgsmål.
Byretten traf afgørelse om, at Skatteforvaltningen skulle afholde udgifterne til syn og skønnet jf. retsplejelovens § 343 stk.3
Rekvisitus anførte i kæren, at der jf. retsplejelovens § 201 var indhentet et overslag over omkostningerne ved besvarelsen af rekvirentens spørgsmål, og havde ikke selv stillet spørgsmål. Rekvisitus anførte desuden at det efter retsplejelovens § 343 stk.2, var rekvirenten der foreløbigt skulle afholde udgifterne til syn og skønnet, og da retten ikke havde hjemmel til, at træffe afgørelse i den bagvedliggende materielle administrative klagesag, og at denne hjemmel var tillagt Landsskatteretten, kunne retsplejelovens § 343 stk. 3 ikke finde anvendelse, da denne bestemmelse forudsatte at der var truffet afgørelse i den administrative materielle sag til hvilken der var optaget syn og skøn. Der var desuden ikke i selve ordlyden af retsplejelovens § 343 stk. 3 hjemmel til den af retten foretagne vurdering af udfaldet af syn og skønnet. Dette fremgår alene af forarbejderne. Rekvisitus anførte endeligt, at det ville være i strid med forarbejderne til reglerne i retsplejelovens §§ 201 og 208, som indført i 2014, og at der ville opstå en regelkonflikt mellem §§ 201 og 208 og retsplejelovens § 343 stk. 3. Retsplejelovens §§ 201 of 208 ville således blive uden reel betydning for omkostningsfordelingen.
Såvel byretten som landsretten, var ikke enige og med henvisning til Højesterets kendelse i UfR 2020.1011, blev det afgjort, at omkostningerne ved syn og skønnet skulle afgøres efter retsplejelovens § 343 stk. 3 jf. anmodning herom, og ud fra rettens vurdering af udfaldet af syn og skønnet. Det bemærkes at det sagen i UfR 2020.1011, drejede sig om hvorvidt det kunne pålægges Skatteforvaltningen, at betale skønsmandens honorar direkte. Det var der efter Højesterets opfattelse ikke hjemmel til i retsplejelovens § 343 stk. 3. Højesteretssagen drejede sig således ikke om retsplejelovens §§ 201 og 208.
I en sag om hvorledes en fordeling af hvilke udgifter vedrørende bygge- og renoveringsprojekt, der havde bragt en ejendom i bedre stand end ved købet og om hvilke arbejder der må antages at have medført en varig værdiforøgelse af ejendommen, blev der til belysning heraf afholdt syn og skøn. Ved afslutningen af syn og skønnet var parterne enige om fordelingen af omkostningerne til syn og skønnet i overensstemmelse med fordelingen jf. det efter retsplejelovens § 201 indhentede overslag.
Imidlertid fandt byretten anledning til at beslutte, at det var skønsindstævnte og dermed Skatteforvaltningen, der skulle afholde alle udgifterne til syn og skønnet.
Ingen af parterne havde tilkendegivet, om der ønskedes besvaret supplerende spørgsmål.
Rekvisitus anførte, at der jf. retsplejelovens § 201 var indhentet et overslag over omkostningerne ved besvarelsen af parternes spørgsmål. Rekvisitus anførte desuden at det efter retsplejelovens § 343 stk. 2, var rekvirenten der foreløbigt skulle afholde udgifterne til syn og skønnet, og da retten ikke havde hjemmel til, at træffe afgørelse i den bagvedliggende materielle administrative klagesag, og at denne hjemmel var tillagt Landsskatteretten, kunne retsplejelovens § 343 stk. 3 ikke finde anvendelse, da denne bestemmelse forudsatte at der var truffet afgørelse i den administrative materielle sag til hvilken der var optaget syn og skøn. Der var desuden ikke i ordlyden af retsplejelovens § 343 stk. 3 hjemmel til den af retten foretagne vurdering af udfaldet af syn og skønnet. Dette fremgår alene af forarbejderne. Rekvisitus anførte endeligt, at det ville være i strid med forarbejderne til reglerne i retsplejelovens §§ 201 og 208, som indført i 2014, og at der ville opstå en regelkonflikt mellem §§ 201 og 208 og retsplejelovens § 343 stk. 3. Retsplejelovens §§ 201 of 208 ville således blive uden reel betydning for omkostningsfordelingen.
Landsretten, var enige med rekvisitus og traf afgørelse om, at omkostningerne ved syn og skønnet foreløbigt skulle betales af rekvirenten og rekvisitus i overensstemmelse med fordelingen, der fremgik af det efter retsplejelovens § 201 indhentede overslag.
I en sag hvor skatteyder var fraflyttet Danmark, var der ikke enighed om værdien af en aktieportefølje og til fastlæggelse heraf, blev der afholdt syn og skøn. Skønsmand anmodede sig tillagt et honorar for besvarelsen af det supplerende syn og skøn i overensstemmelse med sit honoraroverslag. Parterne var enige om, at besvarelsen af det supplerende syn og skøn ikke berettigede til et honorar i den størrelsesorden som skønsmanden havde begæret, og påstod honoraret nedsat med 60 %. Retten var enig i at der uanset parternes accept af honoraroverslaget, ikke var grundlag for det begærede honorar, og nedsatte dette i overensstemmelse med parternes påstand.
Sagen angik, om sagsøgeren var berettiget til genoptagelse af indkomstårene 2009 og 2010.
Retten fandt indledningsvist, at sagsøgeren ikke havde fået en retsbeskyttet forventning om, at indkomstårene 2009 og 2010 automatisk ville blive genoptaget som følge af, at tidligere indkomstår var blevet genoptaget.
Retten fandt endvidere ikke, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der kunne ske ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Sagsøgeren havde under retssagens behandling udarbejdet regnskaber for indkomstårene 2009 og 2010, der viste et klart misforhold mellem de skønsmæssige ansættelser og de reelle regnskaber. Retten lagde til grund, at forholdene ikke skyldtes ansvarspådragende forhold begået af skattemyndighederne, og at sagsøgeren hele tiden havde været i besiddelse af oplysningerne om sine indkomstforhold.
Retten anførte endvidere, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at sagsøgeren havde haft udfordringer med sit bogføringssystem og travlhed samt sygdom hos hans ægtefælle.
Skatteministeriet blev derfor frifundet.
Sagen angik en skønsmæssig forhøjelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2013 og 2014, som skattemyndighederne havde foretaget på grundlag af en privatforbrugsopgørelse for sagsøgerens husstand, der udviste et negativt privatforbrug for husstanden i de pågældende indkomstår.
Retten fandt det ikke godtgjort, at sagsøgeren i årene 2000-2012 havde sparet 600.000-700.000 kr. op i kontanter, som han havde brugt til at finansiere sit privatforbrug i 2013 og 2014.
Retten fandt det heller ikke godtgjort, at SKATs skønsmæssige ansættelse af husstandens privatforbrug, som var baseret på dels faktiske konstaterede udgifter, dels et skøn, var fastsat for højt.
Endelig fandt retten det ikke godtgjort, at en del af den skønsmæssige forhøjelse, som var foretaget på baggrund af en opgørelse af husstandens privatforbrug, skulle henføres til sagsøgerens ægtefælle og ikke som sket udelukkende til sagsøgeren.
Sagen angik, om sagsøgeren skulle beskattes af erstatning, som sagsøgeren have modtaget for tab af erhvervsevne.
Retten fandt, at erstatningen var omfattet af en arbejdsgiveradministreret pensionsordning. Retten fandt endvidere, at erstatningen var en invalidepension omfattet af pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 4, litra c, der skulle beskattes som personlig indkomst.
I vurderingen af, hvorvidt erstatningen var en invalidepension, lagde retten vægt på, at ordningen både efter sin karakter og forsikringsselskabets egen karakteristisk af ordningen, var en invalidepension.
Retten anførte endvidere, at det forhold, at udbetalingerne fra ordningen ville ophøre, når sagsøgeren fyldte 67 år, ikke kunne føre til et andet resultat.
Skatteministeriet blev derfor frifundet.
Sagen angik, om SKAT var berettiget til ekstraordinært at genoptage indkomstansættelsen for B for årene 2011-2015 i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, herunder om SKAT havde overholdt varslingsfristen på 6 måneder i bestemmelsens stk. 2, 1. punktum.
Landsretten fandt, at B eller nogen på hendes vegne havde handlede groft uagtsomt ved at undlade at reagere på de urigtige skatteansættelser, hvorfor betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2011-2015 efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt.
Landsretten fandt herefter, at Skatteministeriet ikke havde bevist, at SKAT ikke havde tilstrækkelige oplysninger til at konstatere, at der var grundlag for at genansætte Bs indkomst for 2011-2015 tidligere end 6 måneder forud for, at agterskrivelsen den 7. november 2017 blev sendt, og ministeriet havde således ikke bevist, at fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. punktum, var overholdt.
Landsretten lagde til grund, at SKAT allerede forud for den 11. eller 12. september 2017, hvor SKAT konstaterede, at de registrerede anskaffelsessummer var for høje, var i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at konstatere, at der var et grundlag for genansættelse.
Landsretten bemærkede, at det ved bedømmelsen af, om SKAT havde overholdt varslingsfristen på 6 måneder, ikke kunne tillægges betydning, hvornår SKAT eventuelt havde pligt til at foretage ligning af de indberettede oplysninger.
Landsretten frifandt derfor boet efter B.
Sagen angik, om sagsøgeren med rette var blevet beskattet af en lang række overførsler og kontantindsættelser på sagsøgerens bankkonto. Retten fastslog, at bevisbyrden - efter de anførte oplysninger om sagsøgers indtægtsforhold - påhvilede sagsøgeren. Retten fandt, at sagsøgeren hverken havde godtgjort, at indsættelserne udgjorde lån, som var ydet til ham af en række personer i det Y1-land miljø, eller donationer til Y1-land Forening.
Sagen angik endvidere, om sagsøgeren med rette var blevet beskattet af en række foretagne valutavekslinger. Retten lagde til grund, at de pågældene vekslinger var foretaget af sagsøgeren. Efter vekslinger- nes beløbsmæssige størrelser sammenholdt med oplysninger om sagsøgers beregnede privatforbrug, fandt retten, at skattemyndighederne havde haft fornødent grundlag for at foretage den omhandlede forhøjelse af sagsøgeres indkomst.
Skatteministeriet blev herefter frifundet.
Sagen handlede om, hvorvidt sagsøgeren var skattepligtig af værdien af fri bil for to biler, som var stillet til rådighed til henholdsvis hans samlever og hans mor af et selskab, hvori sagsøgeren havde bestemmende indflydelse, i overensstemmelse med ligningslovens § 16, stk. 4.
Sagsøgeren argumenterede for, at sagsøgerens mor havde fået stillet bilen, en Fiat 500, til rådighed af selskabet gennem en leasingkontrakt for perioden maj 2013-juni 2014, og at leasingudgifterne blev betalt kontakt. Sagsøgeren argumenterede endvidere, for at sagsøgerens samlever ligeledes havde fået stillet sin bil, en VW Passat, til rådighed af selskabet gennem en leasingkontrakt for perioden december 2011december 2012. Det fremgik dog af oplysninger fra motorregistret, at sagsøgerens samlever var bilens primære bruger i perioden december 2011-oktober 2014.
Sagsøgeren havde ikke dokumenteret betaling ift. Fiat 500, hvorfor retten fandt, at bilen var stillet til fri rådighed af selskabet for sagsøgeren, der efter det oplyste havde ladet moderen benytte bilen, hvorfor sagsøgeren bør beskattes af fri bil. Retten fandt det heller ikke dokumenteret, at der var betalt i overensstemmelse med leasingkontrakten for VW Passat for perioden december 2011-december 2012. Retten fandt dog, at det ikke kunne statueres, at bilen havde været stillet frit til rådighed for sagsøgeren i perioden efter december 2012.
Herefter hjemviste retten sagsøgerens indkomstopgørelse for indkomstårene 2012, 2013 og 2014 til fornyet behandling.
En tjenestemand blev ved dom tilkendt en godtgørelse på 300.000 kr. som følge af en uberettiget afskedigelse. Tjenestemanden anmodede herefter om bindende svar på, om godtgørelsen var skattepligtig, hvilket SKAT og Landsskatteretten besvarede bekræftende med henvisning til, at der var tale om en fratrædelsesgodtgørelse efter ligningslovens § 7 U og ikke en tortgodtgørelse.
Tjenestemanden indbragte herefter Landsskatterettens afgørelse for domstolene. Retten, der var besat med 3 dommere, fandt også, at godtgørelsen var en skattepligtig fratrædelsesgodtgørelse.
Ud over ordlyden af og forarbejderne til ligningslovens § 7 U henviste retten til, at det fremgik af præmisserne i dommen i den forudgående retssag om godtgørelsen, at godtgørelsen blev tilkendt tjenestemanden "som følge af den uberettigede afskedigelse". Retten henviste videre til, at det var ubestridt, at tjenestemanden under den forudgående retssag ikke gjorde gældende, at han havde været udsat for en krænkelse af sin ære eller person, ligesom han ikke gjorde gældende, at han som følge deraf var berettiget til godtgørelse for tort. Retten fandt derfor ikke grundlag for at fastslå, at godtgørelsen eller nogen del af denne reelt var en godtgørelse for krænkelse af sagsøgerens ære eller person, jf. erstatningsansvarslovens§ 26 eller principperne heri. Der var herefter ikke grundlag for at fravige udgangspunktet, hvorefter godtgørelsen er omfattet af ligningslovens § 7 U. Skatteministeriets frifindelsespåstand blev derfor taget til følge.
Sagen handlede om, hvorvidt skatteyderen havde godtgjort, at betingelserne for at modtage skattefrie befordringsgodtgørelser var opfyldt.
Skatteyderen var både direktør og anpartshaver i det udbetalende selskab.
Retten udtalte indledningsvist, at der som følge af interessefællesskabet mellem skatteyderen og det udbetalende selskab stilles skærpede krav til dokumentationen for, at betingelserne for at udbetale befordringsgodtgørelsen skattefrit var opfyldt.
Retten fandt ikke, at skatteyderen havde løftet denne bevisbyrde med de fremlagte kalendere, idet de ikke opfyldte de krav, der stilles i § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse, og det udbetalende selskab havde derefter ikke haft mulighed for at udøve kontrol.
Modregning - dækningsrækkefølge - "øremærkning" Sagen angik modregning i skatteyderens overskydende skat til dækning af en fordring på grøn ejerafgift. Hovedspørgsmålet i sagen var, om Gældsstyrelsen havde givet tilladelse til at anvise en betaling til dækning af bestemte krav, jf. gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 6. Spørgsmålet var navnlig, om der forelå en mundtlig aftale herom. Retten fandt, at bevisbyrden herfor påhvilede skatteyderen, og at denne bevisbyrde ikke var løftet. Skatteministeriet blev derfor frifundet. |
Listen er vejledende. EU-domstolen kan have fjernet sager fra retslisten efter vi har hentet informationerne.
Den 20-01-2021 dom i C-420/19 Heavyinstall
Fiskale bestemmelser
Præjudiciel forelæggelse - direktiv 2010/24/EU - artikel 16 - inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger - gensidig bistand - anmodning om retsbevarende foranstaltninger - retsafgørelse fra den bistandssøgende medlemsstat med henblik på vedtagelse af retsbevarende foranstaltninger - kompetence for retten i den bistandssøgte medlemsstat til at vurdere og revidere begrundelsen for disse foranstaltninger - princippet om gensidig tillid og princippet om gensidig anerkendelse
Tidligere dokument: C-420/19 Heavyinstall - Dom
L 129 - forslag til lov om ændring af registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven, ligningsloven og forskellige andre love
Oprettelsesdato: 21-12-2020
Høringsfrist: 15-01-2021
Forslag til lov om ændring af afskrivningsloven, ligningsloven og svovlafgiftsloven
Oprettelsesdato: 21-12-2020
Høringsfrist: 15-01-2021
Bilag 14 |
Bilag 15 | Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget |
Bilag 2 | Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget |
Bilag 1 | Lovudkast som er sendt i høring den 22. december 2020, fra skatteministeren |
Bilag 8 |
Bilag 3 | Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget |
Bilag 96 |
Spm. 63 |
Spm. 127 |
Spm. 128 |
Spm. 138 |
Spm. 139 |
Spm. 209 |