SkatteMails

I stedet for kun at kigge på, om du skal have penge tilbage i skat eller betale restskat, så brug et kvarters tid på at læse, hvad der reelt står i årsopgørelsen. Den tid kan være givet godt ud. Her får du nogle gode råd til forberedelsen.

Dansk Revision

Ekstra penge eller restskat? Årsopgørelsen for 2021 er snart klar

SKAT åbner for danskernes årsopgørelse den 14. marts 2022. Fra denne dato kan du se, om du skal have penge tilbage, eller du skal af med en restskat. SKAT modtager en lang række oplysninger til årsopgørelsen automatisk, men der er oplysninger, der kan have ændret sig, eller som SKAT ikke har. Husk fradragene.

Deloitte

Årsopgørelsen er på vej

Den 14. marts 2022 åbner Skattestyrelsen officielt for årsopgørelsen for 2021. Du bør som udgangspunkt kontrollere alle oplysninger på din årsopgørelse, men det er især vigtigt, at du er opmærksom på forhold, som ikke automatisk er indberettet til Skattestyrelsen. Nedenfor har vi samlet en række gode råd om, hvad du som minimum bør tjekke, når du modtager din automatiske årsopgørelse.

Deloitte

Acontoskat for selskaber

Selskaber kan foretage frivillig indbetaling af acontoskat for derved at spare renter på eventuel restskat. Fristen for betaling af 1. rate for indkomståret 2022 er den 21. marts 2022.

PwC

Social sikring: Danske lempelser pga. COVID-19 er ophørt

Siden udbruddet af COVID-19 i marts 2022 har det været muligt for danske virksomheder at sende deres medarbejdere hjem til at arbejde i udlandet, uden at dette...

TVC Advokatfirma

Skriftlige erklæringer blev afgørende

Landsskatteretten fandt – trods manglende bogføringsmateriale – at skatteyder i tilstrækkeligt omfang havde godtgjort, at han ikke skulle beskattes af modtagne kontantbeløb.

Nye afgørelser mv. offentliggjort af Skatteforvaltningen

Bindende svar: Fast driftssted via datacenter

SKM2022.119.SR

H0-koncernen planlagde at etablere et datacenter i Danmark gennem et dansk selskab. Det danske selskab ville komme til at eje og drive serverne og udstyret, som blev benyttet af det danske selskab til at hoste H0s softwareløsninger. Det danske selskab ville selv supportere alle funktioner, herunder montering, inspicering, udbedring af fejl på hardware, fejlfinding, afvikling, flytning og genanvendelse af servere på datacentrene.

Spørger, H1, leverede distributionsrettigheder i forbindelse med H0-produkter og -tjenester i Y-regionen. Det danske selskab ville indgå en aftale med Spørger om udførelse af alle datacentertjenesterne og dermed levering af komplette løsninger til webstedshosting, behandling og relaterede tjenester.

Det ønskedes bekræftet, at Spørger ved køb af services fra et dansk datacenter ikke fik skattemæssigt fast driftssted i Danmark. Skatterådet kunne bekræfte dette.

Der blev lagt vægt på, at faktum i nærværende anmodning om bindende svar i det væsentlige var sammenligneligt med faktum i tilsvarende sager om danske datacentre i SKM2016.188.SR og SKM2020.390.SR, hvor der heller ikke blev statueret fast driftssted for den udenlandske køber af datacenter-ydelser fra et dansk selskab.

Bindende svar: Skærm til arbejdscomputer - skattepligtig for medarbejderen? - hvilke skærmstørrelser anses som sædvanligt tilbehør?

SKM2022.109.SR

Skatterådet bekræftede, at en computerskærm til en arbejdscomputer på arbejdspladsen ikke er et personalegode, men et arbejdsredskab. En sådan skærm er derfor uanset størrelsen ikke et skattepligtigt gode for medarbejderen, der bruger den.

Vedrørende skærme til arbejdscomputer på hjemmearbejdspladsen, fastslog Skatterådets, at en computerskærm på op til og med 32" anses som sædvanligt tilbehør. Sædvanligt tilbehør til en arbejdscomputer er skattefrit uden en konkret arbejdsmæssig begrundelse. I forhold til computerskærme, der er større end 32", vil de være skattefrie for medarbejderen, hvis der er en konkret begrundelse for, at udstyret er til brug for arbejdet.

Endvidere konstateredes det, at beskatning af computer med skærm stillet til rådighed til brug for hjemmearbejde ikke påvirkes af, om hjemmearbejdet var en følge af covid-19.

Bindende svar: Ikke fradragsret for løbende ydelse til fond. Forpligtelsen kunne ensidigt bringes til ophør af den forpligtede. Sambeskatning

SKM2022.108.SR

Et administrationsselskab/moderselskab ønskede at foretage et skattemæssigt fradrag efter reglerne om løbende ydelser i ligningslovens § 12, stk. 1-3, for donationer, som selskabet årligt ville indbetale til en nyoprettet fond. Det var selskabets opfattelse, at donationerne skulle anses som fradragsberettigede løbende ydelse, og selskabet ønskede, at de løbende ydelser skulle opgøres med baggrund i sambeskatningsindkomsten for koncernen.

Selvom Skatterådet fandt, at der var tale om en løbende ydelse i skattemæssig forstand, så kunne der ikke foretages fradrag for donationerne, idet betingelsen om, at forpligtelsen ikke ensidigt måtte kunne bringes til ophør af den forpligtede, ikke var opfyldt.

Det skyldtes, at spørger havde oplyst, at det ville fremgå af gavebrevet, at hvis spørger ikke længere var administrationsselskab i sambeskatningen, ville forpligtelsen bortfalde. Af gavebrevet ville det dog ligeledes fremgå, at spørger ikke kunne ophøre som administrationsselskab, medmindre der skete omstruktureringer i koncernen eller ændringer til skattelovgivningen, og at det selskab i koncernen, der fungerede som administrationsselskab efter en potentiel omstrukturering, ville succedere eller indtræde i gavebrevet.

Det var Skatterådets opfattelse, at gavebrevets bestemmelse om, at forpligtelsen bortfaldt, hvis spørger ikke længere var administrationsselskab i sambeskatningen, var udtryk for, at spørger ensidigt havde adgang til at bringe forpligtelsen til ophør. På samme måde ville overflytningen af forpligtelsen til et eventuelt nyt administrationsselskab efter en potentiel omstrukturering betyde, at det ikke længere var det samme selskab, som var forpligtet i henhold til aftalen, og at dette ligeledes måtte anses som en ensidig adgang for spørger til at bringe forpligtelsen til ophør.

Endvidere var det Skatterådets opfattelse, at det ikke var muligt at forpligte hele koncernen, og at de løbende ydelser derved ikke kunne opgøres med baggrund i sambeskatningsindkomsten for koncernen. Det skyldtes, at fradragsretten efter Skatterådets opfattelse knyttede sig til yderen af den løbende ydelse, dvs. spørger, hvorfor de årlige ydelser skulle opgøres på baggrund af spørgers indkomst og ikke på baggrund af koncernens sambeskatningsindkomst.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at spørger kunne opnå et skattemæssigt fradrag for donationerne efter reglerne om løbende ydelser i ligningslovens § 12, stk. 1-3.

Bindende svar: Forskellige støtte- og servicefunktioner omfattet af tonnageskatte- og DIS-ordningen

SKM2022.104.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at de pågældende aktiviteter med forskellige offshore dykker- og supportopgaver samt sejlads med inspektører, teknikere m.fl. til opankrede skibe kunne omfattes af tonnageskatteordningen, da disse aktiviteter var omfattet af de nye bestemmelser i tonnageskatteloven. Endvidere kunne Skatterådet bekræfte, at besætningen kunne beskattes under DIS-ordningen i en række nævnte situationer, herunder ophold i land, under klargøring og vedligehold af skibet i havn, på fridage og under standby.

Bindende svar: Handel med kryptokunst (non-fungible tokens) anset for sket som led i næring

SKM2022.101.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger kunne anses for næringsdrivende med køb og salg af kryptokunst. Vederlaget for kryptokunsten, som blev betalt i kryptovaluta, skulle beskattes og værdiansættes på det tidspunkt hvor vederlaget blev modtaget. Herefter skete der ikke yderligere beskatning før det tidspunkt hvor vederlaget blev afstået, enten ved veksling til fiat-valuta eller ved veksling til anden kryptovaluta.

Afgørelse: Forsøgs- og forskningsudgifter - Produktudvikling - Driftsomkostninger

SKM2022.117.LSR

Et datterselskab havde afholdt udgifter til udvikling af løsninger vedrørende digital diktering og talegenkendelse. Landsskatteretten fandt det ikke dokumenteret, at der var tale om, at udgifterne var afholdt til forsøgs- og forskningsaktiviteter som omfattet af ligningslovens § 8 B. Selskabet havde solgt lignende teknologi i hvert fald siden 2012, og udviklingsaktiviteterne måtte anses for videreudvikling af selskabets eksisterende produkter. Landsskatteretten stadfæstede den påklagede afgørelse.

Afgørelse: Ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen - Særlige omstændigheder

SKM2022.121.LSR

Sagen angik, hvorvidt klageren var berettiget til ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2013. Landsskatteretten fandt, at der kunne ske ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 4, idet de norske skattemyndigheder havde truffet en afgørelse, der havde betydning for beskatningen af klageren. Med hensyn til fristerne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, fandt Landsskatteretten, at 6-måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., ikke var overholdt. Landsskatteretten fandt imidlertid ud fra sagens samlede forhold, at der konkret var grundlag for at suspendere 6-måneders fristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., jf. § 27, stk. 2, sidste pkt. Der blev lagt vægt på, at klageren var norsk statsborger og skattepligtig til Norge, at han havde betalt skat til Norge af samme beløb, at han ikke var skattepligtig af beløbet til Danmark, og at han ikke var selvangivelsespligtig til Danmark i det omhandlede indkomstår. Klageren havde derfor ikke anledning til at kigge i sin skattemappe. Der blev endvidere lagt vægt på, at det var tvivlsomt, om der tilgik klageren besked på sms eller e-mail om, at der var nye oplysninger i skattemappen. Der blev endelig lagt vægt på, at den danske skatteansættelse var materielt forkert med et væsentligt beløb, at ansættelsen måtte anses for urimelig at opretholde, at det skyldtes en fejl fra klagerens tidligere arbejdsgiver, og at årsopgørelsen ikke var kommet frem til klageren fysisk. Landsskatteretten pålagde herefter Skattestyrelsen at genoptage skatteansættelsen for indkomståret 2013.

Afgørelse: Omkostningsgodtgørelse

SKM2022.120.LSR

Sagen angik, hvorvidt der var tale om et tredjemandstilskud til betaling af de udgifter, som klageren havde til sagkyndig bistand i forbindelse med førelse af en klagesag ved Landsskatteretten. Landsskatteretten fandt, at der var tale om et skattefrit tredjemandstilskud i henhold til ligningslovens § 7 Q. Landsskatteretten henså herved til, at tredjemand havde en retlig interesse i at yde et tredjemandstilskud til klageren, idet tredjemand rent faktisk havde ydet tilskud til klagerens udgifter til sagkyndig bistand, som klageren ifølge de udstedte fakturaer skulle betale. Endvidere havde tredjemand en retlig interesse i at få afklaret de skattemæssige konsekvenser af præmiemodellen. Da tredjemand ikke havde ydet et større tilskud end det fulde fakturabeløb, og da det ikke var aftalt, at klagerens repræsentants honorar var afhængigt af klagesagens udfald, var betingelserne for at yde et tredjemandstilskud efter ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 2, opfyldt. Det forhold, at tredjemand havde betalt tredjemandstilskuddet direkte til klagerens repræsentant, medførte ikke, at betingelserne for at yde et tredjemandstilskud ikke var opfyldt. Der blev herved henset til, at det måtte lægges til grund, at klagerens repræsentant, klageren og tredjemand havde aftalt, at tredjemand betalte tilskuddet direkte til klagerens repræsentant. Endvidere kunne det forhold, at det ikke var det fulde tilskud, der var indberettet efter skattekontrollovens § 7 H, ikke føre til, at betingelserne for at yde et tredjemandstilskud ikke var opfyldt. Landsskatteretten henså herved til, at skattekontrollovens § 7 H alene er at betragte som en kontrolbestemmelse, der har det formål, at skatteforvaltningen kan kontrollere, at tilskuddet i kombination med omkostningsgodtgørelse ikke overstiger udgifterne til sagkyndig bistand. Som følge af indberetningen af en del af tilskuddet havde SKAT haft tilstrækkelig mulighed for at udøve denne kontrol. Landsskatteretten bemærkede herved, at der i den underliggende klagesag blev givet fuldt medhold, at klageren som følge heraf var berettiget til 100 % omkostningsgodtgørelse, og at tredjemand i henhold til forbrugeraftalen derfor ikke skulle yde et tilskud, førend SKAT krævede den tidligere udbetalte godtgørelse tilbagebetalt, og at det var disse yderligere tilskud, som tredjemand ikke fik indberettet. Tredjemandstilskuddet ændrede derfor ikke på, at klageren var berettiget til omkostningsgodtgørelse.

Afgørelse: Værdi af fri bil

SKM2022.114.LSR

Klageren fik den 13. september 2010 stillet en bil til rådighed af sin daværende arbejdsgiver, H2 A/S, som havde leaset bilen af leasingselskabet G1. I forbindelse med indgåelse af leasingaftalen, indgik klagerens eget selskab en købsoption med G1, idet klagerens selskab efter udløbet af leasingperioden måtte købe bilen for 260.000 kr. Den 24. september 2013 erhvervede klagerens selskab bilen for 260.000 kr. fra G1, hvorfor der var tale om en handel mellem uafhængige parter. På købstidspunktet var bilen mere end 3 år gammel, og problemstillingen omhandler hvilket beskatningsgrundlag, som skulle anvendes i forbindelse med, at klagerens selskab stillede bilen til rådighed for klageren.

Landsskatteretten fandt, at beskatningsgrundlaget i den konkrete situation måtte ansættes til et beløb, der svarer til værdien i handel og vandel på købstidspunktet. Der var således ikke efter lovbestemmelsen og dens forarbejder grundlag for at antage, at "købspris" kan fortolkes som omfattende også en købspris, der kan være påvirket af, at der har været knyttet særlige forhold eller forpligtelser til leasing eller køb af bilen. Landsskatteretten fandt derfor ikke, at købsprisen på 260.000 kr. var udtryk for bilens reelle handelsværdi på købstidspunktet, der kunne danne grundlag for klagerens beskatningsgrundlag for værdi af fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 4. Beskatningsgrundlaget blev herefter fastsat til den af Motorstyrelsens skønnede handelsværdi på 510.400 kr. ud fra sammenlignelige biler på markedet.

Afgørelse: Splitleasing - Kørsel for flere selskaber i en koncern - Erhvervsmæssig kørsel

SKM2022.112.LSR

Spørger havde påklaget 2 spørgsmål i et bindende svar fra Skattestyrelsen vedrørende kørsel for koncernforbundne selskaber i relation til en splitleasingkontrakt. Landsskatteretten fandt ved besvarelse af det ene spørgsmål, at kørslen ikke vil kunne betragtes som erhvervsmæssig kørsel, når kørslen ville ske på vegne af selskaber, som ikke var kontraktpart i splitleasingkontrakten. Landsskatteretten fandt ved besvarelse af det andet spørgsmål, at kørsel vedrørende nye investeringer i det selskab, som var kontraktpart, måtte anses at være erhvervsmæssig kørsel i splitleasingkontraktens henseende.

Dom: Fikseret løn, krediteringer på mellemregningskonto, fri bil og ligningslovens § 16 E

SKM2022.122.BR

Sagsøgeren var skattepligtig af fiskeret løn i medfør af statsskattelovens § 4, litra a, i indkomstårene 20132015 fra et selskab som sagsøgeren var eneanpartshaver og direktør i. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at sagsøgeren var eneste ansatte i selskabet, at selskabet havde en ikke ubetydelig omsætning, og at skattemyndighedernes skøn ikke var udøvet på et fejlagtigt grundlag eller førte til et åbenbart urimeligt resultat. Derudover fandt retten, at aktionærlån i indkomstårene 2014-2016 over mellemregningskonto mellem sagsøgeren og et selskab, som sagsøgeren var eneanpartshaver i, skulle anses som udbytte i medfør af ligningslovens § 16 E. Videre skulle sagsøgeren beskattes som løn af krediteringer i indkomstårene 2014 og 2016 på den samme mellemregningskonto. Endelig var sagsøgeren skattepligtig af værdien af fri bil i medfør af ligningslovens § 16 i indkomstårene 2015 og 2016. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at da sagsøgeren var den eneste ansatte i selskabet, havde det formodning for sig, at bilen havde været stillet til rådighed for ham til privat brug, og at sagsøgeren ikke havde afkræftet denne formodning. Retten fandt desuden, at skattemyndighederne havde overholdt ansættelsesfristerne. På den baggrund frifandt retten Skatteministeriet.

Dom: Maskeret udbytte og fri telefon - identitetstyveri

SKM2022.116.BR

Sagsøgeren var skattepligtig af værdien af fri telefon og af maskeret udbytte hidrørende dels fra udtagning af aktiver fra et selskab ejet af sagsøgeren, dels fra hævninger foretaget på selskabets bankkonto, da retten ikke fandt det godtgjort, at sagsøgeren havde været udsat for identitetstyveri. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at han ikke var eneanpartshaver i selskabet, og at han ikke rådede på selskabets vegne på tidspunktet for dispositionerne. Derudover lagde retten vægt på, at sagsøgeren først indgav politianmeldelse efter SKATs afgørelse. På den baggrund frifandt retten Skatteministeriet.

Dom: Ansvar for betaling af manglende indeholdt A-skat og AM-bidrag samt fradrag for moms

SKM2022.115.BR

Der var mellem sagsøgerens enkeltmandsvirksomhed og et selskab, som sagsøgeren ejede og var direktør i, indgået en overdragelsesaftale om selskabets overtagelse af enkeltmandsvirksomheden. Overdragelsesaftalen blev grundet misligholdelse ophævet af enkeltmandsvirksomheden med virkning fra den 1. januar 2015. Sagen udsprang af en faktura udstedt af selskabet til sagsøgeren for bl.a. udlejning af personale i perioden 1. januar til 30. juni 2015.

Retten fandt, at sagsøgeren var rette omkostningsbærer af lønudgiften og derfor også den indeholdelsespligtige efter kildeskattelovens § 46, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7. Retten lagde bl.a. vægt på, at det ikke var dokumenteret, at sagsøgeren havde betalt fakturaen til selskabet, og at al drift i virksomheden fra den 1. januar 2015 foregik i sagsøgerens enkeltmandsvirksomhed. Retten fandt desuden, at sagsøgeren var ansvarlig for betaling af de manglende beløb efter kildeskattelovens § 69, stk. 1, da han ikke havde godtgjort, at han ikke havde udvist forsømmelighed. Endelig fandt retten, at sagsøgeren ikke havde ret til fradrag for momsen af fakturaen, jf. momslovens § 37, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1, da det ikke var godtgjort, at der var sket en levering af en momspligtig vare eller ydelse mod vederlag.

På den baggrund frifandt retten Skatteministeriet.

Dom: Indsætninger på bankkonto - overførsler til udlandet

SKM2022.111.BR

Sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2014-2017 var forhøjet med godt 1,4 mio. kr. på grundlag af en række overførsler til hendes bankkonto, og fordi hun havde overført kontante beløb til udlandet via en pengeoverførselsvirksomhed.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at disse beløb stammede fra allerede beskattede eller skattefri midler. Retten henviste herved bl.a. til, at der ikke forelå dokumentation, samt at de afgivne forklaringer var ukonkretiserede.

På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

Dom: Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 og 8, samt stk. 2 - ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelser i forbindelse med ikke-selvangivne gevinster og tab på udenlandske investeringer

SKM2022.110.ØLR

Landsretten fastslog i en af Skatteministeriet indbragt sag, at der ikke kunne ske ekstraordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, af skatteyderens skatteansættelser for indkomstår med ikke-selvangivne tab på skatteyderens udenlandske investeringer. Skattemyndighederne kunne foretage ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelser for indkomstår med ikke-selvangivne gevinster på investeringerne i medfør af bestemmelsens nr. 5, da skatteyderen havde handlet groft uagtsomt. Reaktionsfristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., var overholdt.

Dom: Negativt privatforbrug - skiftende forklaring

SKM2022.107.VLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt skattemyndighederne var berettiget til at forhøje en skatteyders indtægtsgrundlag i perioden 2007-2010 som følge af, at skattemyndighederne havde konstateret, at skatteyderen havde et betydeligt negativt privatforbrug i alle indkomstårene. Skattemyndighederne havde til brug for sagen udarbejdet en privatforbrugsberegning, der blev foretaget på baggrund af blandt andet regnskabsoplysninger, kontoudtog og andre oplysninger fremfundet ved en ransagning hos skatteyderen og dennes ægtefælle.

Landsretten bemærkede bl.a., at det ikke var godtgjort, at skatteyderen og dennes ægtefælles privatforbrug var finansieret ved kredit hos skatteyderens enkeltmandsvirksomheds kreditorer, idet skatteyderens forklaring herom ikke var bestyrket ved objektive kendsgerninger. En revisorerklæring om kreditforholdene ændrede ikke denne vurdering. Skattemyndighederne var derfor berettiget til at foretage den skønsmæssige forhøjelse af indkomstgrundlaget.

Herefter fandt landsretten ikke, at skatteyderen havde løftet sin bevisbyrde for, at de skønsmæssige ansættelser var åbenbart urimelige eller hvilede på et forkert grundlag. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at det var bevist, at udgifterne til dagligvarer og tøj mv. havde været lavere end udgifterne i privatforbrugsberegningen, der havde taget udgangspunkt i Forbrugerstyrelsens årlige familiebudget for de pågældende år baseret på normalforbrug og normalpriser. Landsretten lagde herved også vægt på, at skatteyderens indsigelser til udgifterne i skattemyndighedernes privatforbrugsberegning i vidt omfang først var fremkommet for landsretten, og at skatteyderen for byretten havde forklaret, at han overordnet kunne "nikke genkendende til udgifterne i forbrugsanalysen".

Dom: Fiktivt låneforhold - Rentefradrag - Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e - Tabsfradrag - Nye spørgsmål - Skatteforvaltningslovens § 48

SKM2022.106.ØLR

Skatteyderen havde bevisbyrden for, at der forelå et gældsforhold mellem ham og et selskab, og at de pengeoverførsler, som han foretog i årene 2010-2013, udgjorde betaling af pligtige renter vedrørende et sådant gældsforhold. Der var ikke fremlagt dokumentation for, at skatteyderen havde optaget et lån, hvad størrelsen på et sådant lån i givet fald var, eller hvilken rente der måtte være aftalt. Det var herefter ikke godtgjort, at skatteyderen var berettiget til et rentefradrag i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.

Skatteministeriet blev herefter frifundet for sagsøgerens påstande om rentefradrag.

Der var ikke en klar sammenhæng mellem skatteyderens påstande om tabsfradrag og det spørgsmål om berettigelsen af rentefradrag, som Landsskatteretten havde taget stilling til, og da der i øvrigt hverken var grundlag for at anse det for undskyldeligt, at spørgsmålet om tabsfradrag ikke havde været inddraget, eller grundlag for at antage, at en nægtelse af tilladelse til prøvelse ville medføre et uforholdsmæssigt retstab for skatteyderen, kunne spørgsmålet ikke prøves af domstolene, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1.

Skatteyderens påstande om tabsfradrag blev herefter afvist.

Dom: Indsætninger på bankkonto

SKM2022.105.VLR

Sagen angik, om skattemyndighederne med rette havde forhøjet appellantens skattepligtige indkomst i indkomstårene 2014 og 2015 i anledning af en indsætning på kr. 225.000 henholdsvis fem indsætninger på i alt kr. 6.600.

Appellanten gjorde bl.a. gældende, at han ikke var rette skattesubjekt for hele indsætningen på kr. 225.000, idet kr. 140.000 heraf tilkom hans bror og to andre personer, som appellanten havde udført sort arbejde med. Derudover gjorde appellanten gældende, at der skulle ske fradrag i beløbet med kr. 35.000 for køb af materialer.

Landsretten fremhævede, at den faktura, som indsætningen på kr. 225.000 angav at vedrøre, ikke var fremlagt i sagen, og at appellanten dagen efter indsætningen bl.a. overførte kr. 50.000 til sin bror, som videreførte beløbet med teksten "Videreført til Holdingselskab". På den baggrund kunne erklæringerne fra to af de påståede beløbsmodtagere, der som fremhævet af byretten var indhentet til brug for skattesagen samt bl.a. hidrørte fra appellantens bror, ikke tillægges afgørende vægt.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, at appellanten ikke ved objektive kendsgerninger havde løftet sin bevisbyrde for, at han ikke var rette skattesubjekt for den fulde indsætning på kr. 225.000. Appellanten havde heller ikke bevist, at han havde haft fradragsberettiget udgifter til opnåelsen af beløbet.

Landsretten fandt videre, at appellanten heller ikke for så vidt angår indsætningerne på samlet kr. 6.600, som appellanten også havde fremlagt en erklæring for, ved objektive kendsgerninger havde løftet sin bevisbyrde for, at beløbet ikke var skattepligtigt.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.

Referater fra kontaktudvalg

Skattekontaktudvalg, 9. marts 2022

Nye straffesager

SKM2022.102.ØLR

Forsvarerbeskikkelse - straffesag - først få salær ved sagens afslutning

I en administrativ afgiftsstraffesag havde Skattestyrelsen sendt tiltalebegæring til politiet, idet sagen ikke kunne afsluttes administrativt. Før straffesagen var afsluttet anmodede Ts forsvarer om salær for arbejde til dags dato.

Byretten tildelte forsvareren et salær på 20.137,50 kr. plus moms.

Skattestyrelsen kærede byrettens kendelse med påstand om at spørgsmålet om fastsættelse af salær samt hvem der skal betale salæret, først kan tilkendes når straffesagen er afsluttet.

Landsretten ophævede byrettens kendelse. Efter sagens omfang og karakter fandtes der ikke ud fra de foreliggende oplysninger i sagen at have været grundlag for tilkendelse af salær til den beskikkede forsvarer forud for straffesagens afslutning.

SKM2022.103.ØLR

Straf - momssvig - dokumentfalsk - bedrageri - energiafgifter

T var tiltalt for svig med moms, gasafgift, mineralolieafgift og elafgift. Desuden var T tiltalte for bedrageri og dokumentfalsk overfor sit forsikringsselskab ved at bruge 10 falske fakturaer med henblik på at få udbetalt erstatning. T havde afgivet urigtige momsangivelser og urigtige angivelser af udgifter til el, gas og mineralolie. T havde derved unddraget for 176.374 kr. i moms og 50.499 kr. i energiafgifter i alt.

Ts forklaring blev lydoptaget.

Byretten fandt T skyldig i tiltalen. Retten fandt at T forsætligt havde afgivet urigtige oplysninger. Udgifterne var i det hele udokumenterede. T idømtes 1 år og 3 måneders ubetinget fængsel for bedrageri og dokumentfalsk. For overtrædelse af momsloven og energiafgiftslovene idømtes han en bøde på 325.000 kr.

Landsretten stadfæstede byretsdommen, men nedsatte fængselsstraffen til 1 år, herunder 3 måneder betinget med vilkår om samfundstjeneste. Der blev henset til, at der delvis var tale om forsøg, at han ikke tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet, at han er under uddannelse, arbejder på et bosted og har mindreårige børn.

Nyt fra EU-domstolen

Retsliste 14-03-2022 - 12-04-2022

Listen er vejledende. EU-domstolen kan have fjernet sager fra retslisten efter vi har hentet informationerne.

Den 17-03-2022 dom i C-545/19 Fri udveksling af tjenesteydelser Allianzgi-Fonds Aevn
Fiskale bestemmelser

Præjudiciel forelæggelse - artikel 63 TEUF - frie kapitalbevægelser - beskatning af udbytte, der udbetales til modtages af institutter for kollektiv investering (CIU’er) - hjemmehørende og ikke-hjemmehørende CIU’er - forskellig behandling - indeholdelse af kildeskat alene for udbytte udbetalt til ikke-hjemmehørende CIU’er - sammenlignelige situationer - bedømmelse - hensyntagen til beskatningsordningen for kapitalandelsindehaverne i CIU’erne og hjemmehørende institutters skattepligt vedrørende andre skatter - foreligger ikke

Tidligere dokument: C-545/19 Fri udveksling af tjenesteydelser Allianzgi-Fonds Aevn - Dom
Tidligere dokument: C-545/19 Fri udveksling af tjenesteydelser Allianzgi-Fonds Aevn - Indstilling

Den 05-04-2022 indstilling i C-694/20 Orde van Vlaamse Balies m.fl.
Fiskale bestemmelser

Præjudiciel forelæggelse - administrativt samarbejde på beskatningsområdet - Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - artikel 7 og 47 - obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger i forbindelse med indberetningspligtige grænseoverskridende ordninger - advokaters tavshedspligt - fritagelse fra mellemmænds indberetningspligt - anmodning om en gyldighedsvurdering

Tidligere dokument: C-694/20 Orde van Vlaamse Balies m.fl. - Dom
Tidligere dokument: C-694/20 Orde van Vlaamse Balies m.fl. - Indstilling

Den 07-04-2022 dom i C-342/20 Etableringsfrihed Veronsaajien oikeudenvalvontayksikkö (Exonération des fonds d’investissement contractuels)
Fiskale bestemmelser

Præjudiciel forelæggelse - skatter og afgifter - artikel 63 TEUF og 65 TEUF - frie kapitalbevægelser - restriktioner - juridiske personers indkomstskat - skattefritagelse for investeringsfonde - betingelser for skattefritagelse - betingelse vedrørende fondens oprettelse ved aftale

Tidligere dokument: C-342/20 Etableringsfrihed Veronsaajien oikeudenvalvontayksikkö (Exonération des fonds d’investissement contractuels) - Dom
Tidligere dokument: C-342/20 Etableringsfrihed Veronsaajien oikeudenvalvontayksikkö (Exonération des fonds d’investissement contractuels) - Indstilling

Domme

C-60/21 Kommissionen mod Belgique (Déduction des rentes alimentaires)

Sagen omhandler:

Traktatbrud - artikel 45 TEUF - artikel 28 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde - arbejdskraftens frie bevægelighed - direkte beskatning - indkomstskat - fradrag - forsørgelsesydelser - ligebehandling - forskelsbehandling mellem hjemmehørende og ikke-hjemmehørende skattepligtige

Domstolens dom:

1) Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 45 TEUF og artikel 28 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde af 2. maj 1992, idet det ikke giver fradrag for forsørgelsesydelser eller kapitalbeløb i stedet for sådanne ydelser og tillægsydelser i skattepligtig indkomst til bidragspligtige, der ikke er hjemmehørende i Belgien og dér modtager mindst 75% af deres erhvervsindkomst, og som ikke har ret til samme fradrag i deres bopælsmedlemsstat på grund af deres lave skattepligtige indkomst i denne medlemsstat.
2) Kongeriget Belgien betaler sagsomkostningerne.