SkatteMails

Det er din folkeregisteradresse tirsdag den 5. september 2017, der er afgørende for, hvilken kommune du skal betale kommuneskat til i 2018. Tænk på det, hvis du står overfor en flytning.

Deloitte

Fradrag for gaver til kulturinstitutioner

En donation til en kulturinstitution igennem dit selskab vil kunne fradrages i dette selskabs skattepligtige indkomst. Virksomheder har, ligesom privatpersoner, mulighed for fradrag af donationer til kulturinstitutioner.

Horten

Ny skattepraksis vedrørende refusion af tinglysningsafgift

Ny skattepraksis giver mulighed for tilbagebetalingskrav i forbindelse med omdannelse af realkreditinstitutpantebreve til ejerpantebreve.

PwC

Skatteminister udsender ny retssikkerhedspakke

I denne retssikkerhedspakke er det særligt en modernisering af den gældende skattekontrollov, der er i fokus. Skattekontrolloven blev oprindeligt indført tilbage i 1946 og har siden da undergået mange ændringer. Loven indeholder i dag et væld af bestemmelser med betydning for bl.a. både den skattepligtige og den indberetningspligtige (fx banker eller arbejdsgivere). Af den pressemeddelelse, som skatteministeren offentliggjorde fredag den 18. august 2017, fremgår det, at den nye retssikkerhedspakke vil medføre følgende ændringer:

Nye afgørelser mv. offentliggjort af Skatteforvaltningen

Bindende svar: International sambeskatning - genplacering ejendomsavance

SKM2017.514.SR

Skatterådet bekræftede, at selskabet blev omfattet af international sambeskatning fra og med indkomståret 2005. Skatterådet kunne dog ikke bekræfte, at selskabet var udtrådt af international sambeskatning ved udløbet af indkomståret 2014.

Skatterådet bekræftede, at genplacering af ejendomsavancen i en udenlandsk ejendom i 2005 var uafhængig af den internationale sambeskatning, således at ejendomsavancen fortsat kunne udskydes, selvom den internationale sambeskatning ophørte, så længe den faste ejendom, hvori genplacering var sket, fortsat var i selskabets eje.

Skatterådet bekræftede, at selskabet ville kunne indskyde alle aktiver og passiver i et udenlandsk nystiftet, 100 % ejet, ikke-skattetransparent udenlandsk datterselskab til handelsværdi ifølge indhentet vurdering, uden at genbeskatningssaldoen vedrørende international sambeskatning blev udløst til beskatning.

Bindende svar: Intet vederlag for overskudsvarme - salg af ret til indrapportering af energibesparelser

SKM2017.511.SR

Skatterådet fandt, at spørger ikke modtog vederlag for en varmeleverance af overskudsvarme, uanset at spørger fik dækket sine udgifter til nyttiggørelsen af overskudsvarmen. Dette skyldtes, at spørger ingen fortjeneste havde ved leveringen af overskudsvarmen. Spørgers udgifter blev dækket gennem spørgers salg af rettigheder til indrapportering af energibesparelser, ligesom fjernvarmevirksomheden, som modtog varmen, var forpligtet til at betale spørger for de udgifter, der ikke blev dækket gennem spørgers salg af energibesparelserne.

Endvidere fandt Skatterådet, at spørgers modtagelse af vederlag for overdragelse af retten til at indrapportere energibesparelser, ikke skulle medregnes til den skattepligtige indkomst.

Bindende svar: Fast driftssted - underentreprenør

SKM2017.509.SR

Spørgeren påtænker, at indgå en serviceaftale om drift, rengøring og pleje af en nyopført bygnings facader. Spørger vil ikke selv udføre opgaverne, men udlicitere dem til en anden virksomhed.

Spørger får såvel kontorlokaler som lager til rådighed i bygningen. Spørger får ikke selv nogen medarbejdere i Danmark og lokalerne skal således alene anvendes af den udenlandske virksomhed, som opgaverne bliver udliciteret til.

SKAT mener, at spørger i kraft af den aftale der er indgået med Selskab B vil få et fast forretningssted til dets rådighed. SKAT mener ligeledes, at underleverandøren udfører spørgers virksomhed igennem det faste driftssted, idet det arbejde som underleverandøren udfører i Danmark er en del af spørgers samlede aktivitet.

Afgørelse: Beskatning af pensionsafkast

SKM2017.510.LSR

Ved afgørelsen tog Landsskatteretten stilling til spørgsmålet om beskatning af fiktivt afkast vedrørende et pensionsforsikringsselskabs domicilejendom samt til spørgsmålet om opgørelsen af selskabets lempelse for betalt skat i udlandet.

Dom: Fradrag - almindelig løn til egne ansatte - fordeling - praksis passivitet

SKM2017.513.HR

Spørgsmålene i sagen var, om en bank havde fradragsret efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, for lønudgifter til egne ansatte for så vidt angår den del af lønudgifterne, som blev afholdt i forbindelse med bankens opkøb af anden bankvirksomhed i indkomståret 2008, og om en fast administrativ praksis afskar skattemyndighederne fra at nægte fradrag. Endvidere var der spørgsmål om, hvorvidt de omtvistede lønudgifter kunne tillægges anskaffelsessummen for udlån (fordringer) og goodwill.

Højesteret udtalte indledningsvis, at udgifter til udvidelse af en virksomhed ud over dens hidtidige rammer ikke kan fradrages som driftsomkostninger, men må anses for etablerings- eller anlægsudgifter, jf. også statsskattelovens § 6, stk. 2, om bl.a. "udvidelse af næring eller drift". Desuden udtalte Højesteret, at der ikke er grundlag for at antage, at lønudgifter altid skal anses for driftsomkostninger, der kan fradrages i den skattepligtige indkomst.

Højesteret fandt, at der ikke efter ordlyden af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, eller efter retspraksis er grundlag for at behandle almindelige lønudgifter anderledes. I det omfang fastansatte medarbejdere har været beskæftiget med udvidelse af en virksomhed ud over dens hidtidige rammer, kan udgifter til løn til de pågældende medarbejdere således ikke fradrages som driftsomkostninger, men må anses for etablerings- eller anlægsudgifter. I sådanne tilfælde kan det være nødvendigt at foretage en - eventuelt skønsmæssig - opdeling af lønudgifterne i en fradragsberettiget og en ikke fradragsberettiget del.

Idet Højesteret endvidere tiltrådte, at der var tale om udvidelse af bankens virksomhed ud over dens hidtidige rammer, fandt Højesteret, at de opgjorte lønudgifter ikke vedrørte driften af bankvirksomheden og således ikke var fradragsberettigede driftsomkostninger efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

I modsætning til landsretten fandt Højesteret, at der ikke forelå en fast administrativ praksis, som afskar skattemyndighederne fra uden forudgående offentlig tilkendegivelse at nedsætte bankens fradrag for den del af lønudgifterne, som ikke var driftsomkostninger. Højesteret henviste i den forbindelse til, at der ikke forelå oplysninger om, at skattemyndighederne tidligere havde taget stilling til spørgsmålet om godkendelse eller nægtelse af fradrag for virksomheders udgifter til almindelig løn til fastansatte medarbejdere, der havde været beskæftiget med virksomhedskøb eller lignende. Endelig henviste Højesteret til, at det forhold, at skattemyndighederne ikke tidligere havde grebet korrigerende ind over for virksomheders fradrag for almindelige lønudgifter til medarbejdere, der havde været beskæftiget med virksomhedskøb eller lignende, ikke kunne sidestilles med en positiv afgørelse om spørgsmålet.

For så vidt angår spørgsmålet om tillæg til anskaffelsessummen for udlån og goodwill fandt Højesteret, at Højesteret finder, at banken ikke havde godtgjort, at lønudgifterne havde en sådan tilknytning til selve købet af de nævnte aktiver, at de helt eller delvis kunne tillægges anskaffelsessummen efter reglerne i kursgevinstloven og afskrivningsloven.

Højesteret gav herefter Skatteministeriet medhold og ændrede dermed landsrettens dom (SKM2016.551.ØLR). Sagen blev behandlet sammen med Højesterets sag nr. 138/2016 (SKM2017.512.HR).

Dom: Fradrag for driftsomkostninger - almindelig løn til egne ansatte - fordeling - praksis - passivitet

SKM2017.512.HR

Spørgsmålene i sagen var, om en bank havde fradragsret efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, for lønudgifter til egne ansatte for så vidt angår den del af lønudgifterne, som blev afholdt i forbindelse med bankens opkøb samt forsøg på opkøb af andre bankvirksomheder i indkomstårene 2009 og 2010, og om en fast administrativ praksis afskar skattemyndighederne fra at nægte fradrag.

Idet Højesteret endvidere tiltrådte, at der var tale om udvidelse eller forsøg på udvidelse af bankens virksomhed ud over dens hidtidige, fandt Højesteret, at de opgjorte lønudgifter ikke vedrørte driften af bankvirksomheden og således ikke var fradragsberettigede driftsomkostninger efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Højesteret gav herefter Skatteministeriet medhold og ændrede dermed landsrettens dom (SKM2016.569.ØLR). Sagen blev behandlet sammen med Højesterets sag nr. 137/2016 (SKM2017.513.HR).

Dom: Rådighedsbeskatning af sommerhus - hovedanpartshaver

SKM2017.508.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt et sommerhus tilhørende et anpartsselskab havde stået til rådighed for selskabets eneanpartshaver (sagsøgeren) i indkomstårene 2011-2012.

Selskabet, der drev virksomhed med handel, formidling og investering i fast ejendom, købte sommerhuset i 2011 fra en sparekasse, der lå inde med en pulje af nødlidende ejendomme. Sommerhuset blev overtaget med en udlejningskontrakt for 2011. I umiddelbar forlængelse af købet af sommerhuset, blev sommerhuset sat til salg, og der blev indgået en aftale om udlejning for 2012.

I henhold til udlejningsaftalen for både 2011 og 2012, havde selskabet adgang til at råde over sommerhuset, når dette ikke var udlejet, og i tillæg hertil var der perioder i 2011 og 2012, hvor sommerhuset faktisk var spærret for formidling, og dermed ikke var udlejet.

Retten fandt efter en konkret bevisvurdering, at sommerhuset ikke havde stået til rådighed for sagsøge- rens private benyttelse i de to indkomstår. Retten lagde herved bl.a. vægt på, at erhvervelsen af sommerhuset skete som led i driften af selskabet, og altså ikke med henblik på at sikre sagsøgerens private brug heraf, samt at sagsøgeren ikke på noget tidspunkt i selskabets ejerperiode havde anvendt sommerhuset til sit eget private formål. Der skulle som følge heraf, ikke ske rådighedsbeskatning i de to indkomstår.

Dom: Grundforbedringsfradrag – dagældende vurderingslov – udgifter til intern vej – ophævelse af sagsomkostninger – retsplejeloven

SKM2017.507.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgeren var berettiget til et fradrag i grundværdien efter dagældende vurderingslovs §§ 17 og 18 for udgifter til etablering af et vejstykke på sagsøgerens ejendom.

Spørgsmålet i sagen var nærmere, hvorvidt sagsøgeren havde dokumenteret af have bekostet etableringen af den pågældende vej.

For byretten fremlagde sagsøgeren en række nye bilag vedrørende etableringen af vejen, herunder en totalentreprisekontrakt, en bygningsbeskrivelse og en leverandørliste.

På baggrund af de nye bilag tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle over for sagsøgerens påstand. Skatteministeriet gjorde samtidig gældende, at der var grundlag for at ophæve sagens sagsomkostninger helt eller delvist, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3.

Til støtte herfor gjorde Skatteministeriet gældende, at det var sagsøgeren, der havde givet anledning til retssagen, idet sagsøgeren netop tabte sagen i Landsskatteretten som følge af manglende dokumentation for fradragsretten, og at denne dokumentation først var fremkommet i forbindelse med retssagen, jf. f.eks. UfR 2016.3692 H.

Retten fandt efter en gennemgang af sagen ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at det netop var de nye bilag, der dokumenterede, at sagsøgeren var berettiget til det pågældende fradrag, og at fornøden dokumentation herfor ikke allerede forelå ved Landsskatterettens behandling af sagen.

Derfor var der ifølge retten ikke særlige grunde, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3, der talte for at fravige udgangspunktet i retsplejelovens § 312, stk. 1, om, at den tabende part skal erstatte modparten de udgifter, retssagen har påført modparten.

Skatteministeriet skulle derfor betalte sagsomkostninger til sagsøgeren.

Dom: Beskatning af erstatning for positiv opfyldelsesinteresse – subsidiær beskatningsret – den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst – skatteproces/”nyt” anbringende

SKM2017.506.HR

Appellanterne, to sambeskattede selskaber, havde modtaget erstatning for positiv opfyldelsesinteresse, da deres norske medkontrahent havde misligholdt en aftale om køb af en større ejendomsportefølje bestående af ejendomme beliggende i Norge og Danmark. Spørgsmålene i sagen var, om erstatningen skulle beskattes, og om det i givet fald alene var den del af erstatningen, der vedrørte ejendommene beliggende i Danmark.

Selskabet gjorde gældende, at da SKAT udtrykkeligt under den administrative sag havde udtalt, at der ikke kunne ske beskatning efter ejendomsavancebeskatningsloven, kunne Skatteministeriet ikke under en domstolssag påberåbe sig denne lov. Højesteret fastslog, at der ikke var grundlag for at afvise anbringendet.

Landsretten fandt, at erstatningsbeløbet for de danske ejendomme skattemæssigt måtte sidestilles med en fortjeneste ved afståelse. Landsrettens flertal fandt derimod, at ministeriet ikke havde godtgjort, at Danmark havde beskatningsretten til den del af erstatningen, der vedrørte ejendommene i Norge. Østre Landsrets dom (SKM2017.87.ØLR) blev af begge parter anket til Højesteret.

For Højesteret blev der fremlagt en udtalelse fra det norske Skattedirektoratet, der fastslog, at der i norsk ret ikke er hjemmel til at beskatte den del af erstatningen, der vedrører de norske ejendomme i porteføljen.

Højesteret fandt som landsretten, at erstatningen for de danske ejendomme skattemæssigt skulle sidestilles med fortjeneste ved afståelse og dermed skulle beskattes.

I forhold til den del af erstatningen der vedrørte de norske ejendomme, fastslog Højesteret, at selskabsskattelovens § 8, stk. 2, 3. pkt. ud fra ordlyden, formålet og sammenhængen må forstås således, at bestemmelsen omfatter alle situationer, hvor kildelandet har frafaldet den beskatningsret, som landet har i medfør af eksempelvis en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Da Norge samtidig ikke har hjemmel i sin lovgivning til at beskatte, fandt Højesteret, at Norge på grund af sin lovgivning ikke medtager indkomsten ved beskatningen. På denne baggrund har Danmark en subsidiær beskatningsret efter Den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst artikel 26, stk. 2.

Højesteret tog derfor Skatteministeriets principale påstand om beskatning af hele erstatningen til følge.

Dom: Indsættelser maskeret udlodning - fri bil - ansættelsesfrist - gyldighed

SKM2017.505.VLR

Sagen angik, om der var grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens forhøjelser af skatteyderens personlige indkomst i årene 2007-2010 under henvisning til indsættelser på bankkonti og under henvisning til rådighed over fri bil i 2008-2010. Sagen angik endvidere, om skatteyderens aktieindkomst i 2007 med rette var forhøjet som følge af maskeret udlodning på baggrund af indsætninger på bankkonti. Endelig angik sagen, om skatteansættelserne for 2007 var foretaget rettidigt og var gyldige.

Vedrørende maskeret udlodning i 2007 og personlig indkomst i 2007-2010 som følge af indsætninger på konti fandt landsretten, at det efter bevisførelsen måtte lægges til grund, at en del af de beløb som A ApS og dets kunder overførte til B Ltd., blev brugt til omkostninger til patentsager og andre regninger for A ApS.

Landsretten bemærkede, at uanset den yderligere dokumentation, der var fremlagt for landsretten for de udgifter som B Ltd. og C Ltd. have afholdt for A ApS, tiltrådte landsretten, det som anført af byretten, at de fremlagte oversigter vedrørende betalinger mellem selskaberne ikke gav et tilnærmelsesvis fuldstændigt billede af posteringer og pengestrømme mellem disse selskaber. Hertil kom, at skatteyderen hævede penge fra kontiene tilhørende B Ltd. og C Ltd. til private formål, hvilket også skete inden, der var indgået et beløb, som skatteyderen var blevet beskattet af.

Landsretten var med disse bemærkninger, og efter det som byretten i øvrigt havde anført, enig i, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelse vedrørende disse forhold.

For så vidt angår rådighed over fri bil i 2008-2010 bemærkede landsretten, at skatteyderen havde forklaret for landsretten, at han fik stillet de omhandlede biler til rådighed af D ApS som ulønnet direktør. Landsretten fandt herefter og efter det, som byretten havde anført, at skatteyderen var skattepligtig af fri bil.

For så vidt angår gyldigheden og rettidigheden af ansættelserne for 2007 tiltrådte landsretten, af de grunde, som byretten havde anført, at SKATs afgørelse om ekstraordinær genoptagelse for 2007 ikke var mangelfuld. Heller ikke selvom SKAT alene havde henvist til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, om reaktionsfristen for ekstraordinær genoptagelse i en e-mail af 21. september 2011.

Landsretten bemærkede herefter, at da skatteyderen som følge af sagens oplysninger om B Ltd. og CLtd. måtte anses for at være skattepligtig af indtægterne i disse selskaber, og da han undlod oplysninger herom i sin selvangivelse, var SKAT berettiget til at foretage ekstraordinær ansættelse for indkomståret 2007.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom (SKM2016.570.BR), hvorved Skatteministeriet blev frifundet.

Dom: Beskatning af fri bil - specialindrettet køretøj

SKM2017.504.ØLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt en Toyota Hilux pickup, som var ejet af skatteyderens virksomhed og indregistreret til blandet erhvervsmæssig og privat anvendelse, stod til privat rådighed for skatteyderen. Skatteankenævnet havde i sagen fundet, at bilen udelukkende blev benyttet erhvervsmæssigt. Skatteministeriet indbragte afgørelsen for domstolene.

For domstolene accepterede skatteyderen, at Toyotaen stod til privat rådighed. Skatteyderen gjorde imidlertid gældende, at bilen var specialindrettet i en sådan grad, at den ikke kunne anses for egnet som alternativ til en privat bil.

Landsretten bemærkede, at bilen var større end en normal personbil, samt at den i første række var designet til at blive benyttet til andre og mere krævende opgaver end personbefordring. Landsretten fandt dog, at en Toyota Hilux ikke som biltype adskiller sig fra normale personbiler på en så afgørende måde, at den allerede før eventuelle modifikationer kunne anses som uegnet til at blive anvendt som normal bil. Landsretten bemærkede herved, at den omhandlede Toyota da også var indregistreret til delvis privat kørsel.

Landsretten anførte herefter, at det forhold, at der var monteret et skuffemodul bag passagersædet og en rengøringsvenlig bundplade, ikke medførte, at Toyotaen derved ophørte med at være et egnet alternativ til en privat bil. Heller ikke det forhold, at der angiveligt var et erhvervsmæssigt behov for, at størstedelen af bilen forblev umøbleret, kunne indebære, at bilen måtte anses for specialindrettet. Endelig lagde landsretten vægt på, at bilen ikke fremtrådte tilsmudset og lugtende, at sideruderne ikke var dækket til, og at den ikke var forsynet med firmalogo eller lignende.

Skatteministeriet fik derfor medhold i, at skatteyderen skulle beskattes af værdien af fri bil.

Nyt fra EU-domstolen

Retsliste 28-08-2017 - 26-09-2017

Listen er vejledende. EU-domstolen kan have fjernet sager fra retslisten efter vi har hentet informationerne.

Den 12-09-2017 dom i C-648/15 Østrig mod Tyskland
Fiskale bestemmelser

Artikel 273 TEUF - tvistighed mellem medlemsstater, som forelægges Domstolen i henhold til en voldgiftsaftale - skatter og afgifter - bilateral overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning - beskatning af renter af værdipapirer - begrebet »gældsfordringer med andel i fortjenesten«

Tidligere dokument: C-648/15 Østrig mod Tyskland - Dom
Tidligere dokument: C-648/15 Østrig mod Tyskland - Indstilling

Den 14-09-2017 dom i C-628/15 Etableringsfrihed The Trustees of the BT Pension Scheme
Fiskale bestemmelser

Præjudiciel forelæggelse - frie kapitalbevægelser - artikel 63 TEUF - anvendelsesområde - skattelovgivning i en medlemsstat - selskabsskat - skattegodtgørelse - pensionsfond - afslag på at indrømme skattegodtgørelsen til aktionærer, der ikke er pligtige at svare skat af investeringsindtægter, for udbytte hidrørende fra udenlandsk indkomst - fortolkning af dom af 12. december 2006, Test Claimants in the FII Group Litigation (C-446/04, EU:C:2006:774) - ulovligt indeholdt skattegodtgørelse - retsmidler

Tidligere dokument: C-628/15 Etableringsfrihed The Trustees of the BT Pension Scheme - Dom
Tidligere dokument: C-628/15 Etableringsfrihed The Trustees of the BT Pension Scheme - Indstilling
Tidligere dokument: C-628/15 The Trustees of the BT Pension Scheme - Ny sag

Den 25-10-2017 indstilling i C-399/16 Etableringsfrihed X
Fiskale bestemmelser

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene) den 18. juli 2016 - X NV mod Staatssecretaris van Financiën

Tidligere dokument: C-399/16 X - Ny sag