Kære Læser
Denne uges SkatteMail er ikke så omfattende. Der er kun nogle få nyheder fra domstolene i ind- og udland.
God læselyst.
Flemming L. Bach
Artikler og interessante links
Nye ejendomsvurderinger – betyder de noget for dig?
World Tax Journal: 1 - 2018
Bindende svar
Disposition ikke omfattet af boafgiftslovens § 23 a
Gevinst og tab ved handel med bitcoins og ether
Afgørelser
Fradrag for et kildeartsbegrænset tab
Ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelse for indkomstårene 2004-2009
Kendelser
Salær i straffesag - vedtaget administrativt bødeforelæg - nedsat bøde - betalingspligtig
Østre Landsret skulle under hovedforhandlingen ikke tiltrædes af sagkyndige medlemmer.
Domme
Sagsomkostninger - fradrag i grundværdi - tilslutningsafgift
Sagsomkostninger - frafald af synspunkter - fradrag i grundværdi - forsyningsanlæg
Sagsomkostninger - ophævet sagsomkostninger - fradrag i grundværdi
Ejendomsavance - landbrugsejendom - skattefritagelse - parcelhusreglen
Aktindsigt - partsstatus
Nyt fra EU-Domstolen
Retsliste
Nyt fra Folketinget
Vedtagne lovforslag
Nye dokumenter vedrørende lovforslag
Nye dokumenter vedrørende almindelig del
DeloitteNye ejendomsvurderinger – betyder de noget for dig? Hvis din ejendom er omvurderet af SKAT pr. 1. oktober 2017, har du mulighed for at klage. |
World Tax Journal (WTJ)I denne udgave:
|
Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en onkel kunne give en gave bestående af kontanter, til sin niece, der kunne omfattes af boafgiftslovens § 23 a.
Onklen overdrog en virksomhed til niecen primo 2016. Denne overdragelse blev efterfølgende også tinglyst. Onklen ønskede i 2018 at overdrage en gave, der bestod af kontanter. Det var oplyst, at gaven skulle benyttes til at indfri anfordringsgældsbreve, der blev stiftet som led i berigtigelsen ved virksomhedsoverdragelsen i 2016.
Skatterådets anså de to dispositioner som separate og uafhængige af hinanden. Den ene disposition skete primo 2016 i form af en virksomhedsoverdragelse. Den anden disposition var påtænkt at skulle blive givet i 2018, i form af en gave. Gaven, der var påtænkt givet, var et kontantpengebeløb, der ikke blev givet ved overdragelse af en virksomhed. Virksomhedsoverdragelsen blev endeligt afsluttet i 2016, og niecen tinglyst som ejer kort tid herefter.
På tidspunktet for overdragelsen af kontantpengebeløbet overdragedes kun kontanter. Dermed ses betingelsen om overdragelse af en virksomhed ikke opfyldt, jf. boafgiftslovens § 23 a.
En gave i form af et kontantpengebeløb, fra spørger til niecen, vil skulle indkomstbeskattes, jf. statsskattelovens § 4.
Skatterådet fandt, at gevinst og tab ved afståelse af bitcoins og ether skulle medregnes til den skattepligtige indkomst i situationer, hvor køb og salg var foretaget med spekulationshensigt, og hvor bitcoins og ether var handlet på termin. Skatterådet fandt også, at der ikke ved disse handler kunne fradrages yderligere omkostninger i indkomstopgørelsen end de i forbindelse med handlerne direkte afholdte omkostninger. Skatterådet fandt endvidere, at spørgers anvendelse af et computerprogram til automatisk eksekvering af handlerne ikke kunne medføre et andet resultat.
Der kunne ikke godkendes fradrag for kildeartsbegrænset tab i 2013, idet tabet skulle have været udnyttet i 2009, jf. kursgevinstlovens § 32, stk. 4 og skatteforvaltningslovens § 26, stk. 4.
Da SKATs skønsmæssige ansættelser måtte anses for foretaget på et fejlagtigt grundlag efter forholdene på tidspunktet for afgørelserne, og da klager havde været syg og boet på gaden i en årrække, fandtes betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 at være opfyldt. Kundskabstidspunktet i den lille fristregel i stk. 2 fandtes at løbe fra det tidspunkt, hvor broderens revisor havde fremskaffet oplysninger om det beløb, SKAT opkrævede og de skønsmæssige ansættelser, hvilket var umiddelbart inden genoptagelsesanmodningen, hvorfor 6 måneders fristen var overholdt. Landsskatteretten pålagde herefter SKAT at genoptage skatteansættelsen for de pågældende indkomstår.
I en administrativ straffesag havde T vedtaget et bødeforlæg på 45.000 kr. Den takstmæssige bøde udgjorde 95.000 kr.
Byretten fastsatte salær på 10.985 kr. med tillæg af moms som skulle betales endeligt af det offentlige.
Landsretten fastholdt salærets størrelse, men pålagde T at betale salæret til den beskikkede advokat. Den henviste til, at T havde vedtaget et bødeforlæg vedrørende skatteunddragelse for et betydeligt beløb og derfor som udgangspunkt er pligtig til at erstatte det offentlige de nødvendige udgifter til sagens bistand. Uanset at omfanget af skatteunddragelsen er reduceret beløbsmæssigt i forhold til den oprindelige sigtelse, at SKAT har fundet, at bødeforlægget kunne nedsættes som følge af formildende omstændigheder, og at et spørgsmål om forældelse har været drøftet, fandt landsretten ikke at der forelå sådanne omstændigheder, der kunne gøre at udgangspunktet skulle fraviges.
Sagens materielle spørgsmål handler overordnet om, hvorvidt et selskab ved fastlæggelsen af sine koncerninterne afregningspriser har taget højde for værdien af goodwill, som selskabet erhvervede ved en fusion med et søsterselskab, og om selskabet herved har overholdt armslængdeprincippet i ligningslovens § 2, stk. 1.
Sagen blev henvist til behandling ved Østre Landsret som 1. instans.
Selskabet fremsatte anmodning om medvirken af sagkyndige medlemmer under hovedforhandlingen, jf. retsplejelovens § 20, stk. 1.
Til støtte for anmodningen anførte selskabet bl.a., at sagen vedrører komplekse regnskabsmæssige regler, principper, metoder, praksis og et omfattende regnskabsmateriale, hvilket kræver en høj regnskabsteknisk indsigt. Endvidere kalder også spørgsmålet om eksistensen af goodwill hos de selskaber, som indgik i selskabets sammenlignelighedsanalyse, på sagkyndige medlemmer til at bistå retten i vurderingen af, om sammenligningsselskaberne er i besiddelse af goodwill, og hvordan man i praksis fastsætter både den regnskabsmæssige værdi af goodwill og goodwill i handler mellem uafhængige parter.
Skatteministeriet kunne ikke tiltræde anmodningen og anførte bl.a., at sagen derimod i det væsentligste afhænger af en juridisk bedømmelse af transfer pricingreglerne i relation til armslængdeprincippet.
Landsretten besluttede, at der ikke skulle deltage sagkyndige medlemmer under hovedforhandlingen. Som begrundelse anførte landsretten, at sagen særligt angår en juridisk vurdering af armslængdeprincippet og princippets betydning for, hvorvidt - og i givet fald på hvilken måde - der skal tages højde for konstateret goodwill ved afgørelsen af, om en virksomhed har handlet på armslængdevilkår.
Landsretten udtalte, at uanset at der ved denne vurdering indgår regnskabsmæssige regler og principper mv., findes disse spørgsmål ikke at have en sådan karakter, at der mod ministeriets protest er grundlag for at træffe bestemmelse om, at retten under hovedforhandlingen skal tiltrædes af sagkyndige medlemmer. Landsretten bemærkede desuden, at forhold af regnskabsteknisk karakter, der måtte være af betydning for landsrettens vurdering, i fornødent omfang og mest hensigtsmæssigt kan belyses ved sagkyndige erklæringer og/eller vidneførsel.
Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgeren var berettiget til fradrag i grundværdien for udgifter til tilslutningsbidrag efter dagældende vurderingslovs §§ 17 og 18.
Ved sagens anlæg påstod sagsøgeren sig berettiget til fradrag for tilslutningsafgift til el og tilslutningsafgift for varme. Sagsøgeren påstod fradrag både for den del af tilslutningsafgifterne, der skulle være gået til anlæg af ledninger internt på grunden og den del, der skulle være gået til anlæg af ledninger uden for grunden.
Sagsøgeren reviderede senere sin påstand, således at sagsøgeren alene påstod fradrag for udgifter til tilslutningsbidrag for varme, og kun for den del, der var gået til anlæg af kloakforsyningsledninger uden for grunden.
Skatteministeriet tog derefter bekræftende til genmæle over for sagsøgerens påstand. Skatteministeriet påstod samtidig, at ministeriet skulle tilkendes sagsomkostninger, idet ministeriet havde vundet størstedelen af sagen, samt at det beroede på sagsøgerens forhold, at der først for byretten forelå den tilstrækkelige dokumentation for udgiftsafholdelsen og for, at en del af udgiften var gået til grundværdiforbedrende foranstaltninger.
Retten traf afgørelse om, at sagsøgeren skulle betale 20.000 kr. i delvise omkostninger til Skatteministeriet, jf. retsplejelovens § 313, stk. 1.
Sagen angik, om et boligselskab var berettiget til fradrag i grundværdien for forbedringer for udgifter til etablering af et kloak og vandforsyningsanlæg. I stævningen gjorde boligselskabet gældende både, at en større del af anlægget efter sin karakter var fradragsberettiget, og at selskabet havde dokumenteret udgiftsafholdelsen. Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle over for boligselskabets reviderede på stand, som blev nedlagt i replikken, hvor det med henvisning til en højesteretsdom, som sagen havde været berostillet på, blev frafaldet, at en større del af anlægget var fradragsberettiget. Byretten afsagde dom i overensstemmelse med sagsøgers reviderede påstand og tog herefter stilling til sagsomkostnings spørgsmålet. Retten fandt, at sagsøgeren skulle betale sagsomkostninger til sagsøgte med 16.000 kr. med tillæg af moms. Byretten henviste herved til boligselskabets reviderede påstand.
Sagen angik, om et boligselskab havde ret til fradrag i grundværdien for etablering af kloakforsyningsanlæg efter den dagældende vurderingslovs §§ 17 og 18.
Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle over for boligselskabets reviderede påstand i processkrift
Parterne blev først under skriftvekslingen og efter en principiel højesteretsdom (sag 136/2016) enige om udstrækningen af de omhandlede forsyningsledninger. Sagen angik derfor alene spørgsmålet om dokumentation for bekostning af disse ledninger.
Skatteministeriet påstod sig tilkendt delvise sagsomkostninger, da ministeriet havde vundet den væsentligste del af sagen vedrørende hovedanlæggets udstrækning. Skatteministeriet påstod endvidere sagsomkostningerne ophævet for den del af sagen vedrørende bekostningen, som boligselskabet havde vundet, da boligselskabet først under retssagen fremlagde de dokumenter, der viste, at boligselskabet var berettiget til et fradrag.
Boligselskabet påstod sig tillagt sagsomkostningerne, alternativt at sagsomkostningerne skulle hæves. Til støtte herfor anførte boligselskabet, at sagen ikke kunne opdeles i to selvstændige spørgsmål, at det var nødvendigt at anlægge sagen for ikke at fortabe retten til fradrag, og at skatteministeriet først på et sent tidspunkt tog bekræftende til genmæle på trods af, at dokumentationen blev fremlagt sammen med stævningen.
Retten fandt, at Skatteministeriet kunne anses som den vindende part for så vidt angik spørgsmålet om, i hvilket omfang det på ejendommen anlagte kloakforsyningsanlæg havde karakter af hovedanlæg i vurderingslovens forstand. Boligselskabet måtte derimod anses som den vindende part for så vidt angik det andet spørgsmål om bekostningen af hovedanlægget. Ud fra sagens karakter og det samlede forløb fandt retten derfor, at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part, hvorfor sagsomkostningerne blev ophævet, jf. retsplejelovens § 313, stk. 1.
Sagen drejede sig om, hvorvidt afståelse af en ejendom bestående af tre ikke fysisk sammenhængende matrikler med et samlet areal på ca. 21 ha, der på salgstidspunktet var vurderet som en landbrugsejendom, i skattemæssig henseende skulle behandles efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8 eller § 9.
Ejendommen blev oprindeligt erhvervet til beboelse for ejeren og dennes familie. Ejeren havde ikke selv drevet erhvervsmæssigt landbrug på ejendommen i sin ejertid, men havde i en lang årrække bortforpagtet et areal på 6,6 ha til en landmand, der anvendte arealet landbrugsmæssigt både i form af dyrkning og gennem modtagelse af hektarstøtte.
Retten fandt, at ejendommen på salgstidspunktet fortsat havde karakter af en landbrugsejendom, og at den landbrugsmæssige udnyttelse af ejendommen gennem bortforpagtningen ikke kunne anses for helt underordnet i forhold til beboelsesdelen. Afståelsen af ejendommen skulle derfor behandles efter ejendomsavancebeskatningslovens § 9 og ikke § 8.
Sagen handlede om, hvorvidt en tidligere advokat, der var gået konkurs, havde ret til aktindsigt i kurators korrespondance med SKAT vedrørende momsrefusion af kuratorsalær. Byretten fandt, at det alene var konkursboet, der var part i forvaltningslovens forstand, og fallenten havde derfor ikke ret til aktindsigt efter reglerne i forvaltningsloven. Byretten fandt desuden, at fallenten skulle anses som uvedkommende efter skatteforvaltningslovens § 17, og han kunne derfor heller ikke få aktindsigt efter reglerne i offentlighedsloven.
For landsretten gjorde fallenten supplerende gældende, at han skulle anses som part i forvaltningslovens forstand, fordi momsrefusionen til konkursboet havde direkte indflydelse på hans økonomiske situation, idet udbetalingen havde formindsket den gæld, som han fortsat hæftede for efter konkursen. Det var fallentens opfattelse, at konkursboet uberettiget havde fået momsrefusion, og at momsen derfor skulle tilbagebetales til SKAT.
Hertil udtalte landsretten, at selv hvis momsrefusionen var sket med urette, ville fallenten ikke kunne forlange bobehandlingen genoptaget, fordi der ikke er hjemmel hertil i konkursloven. Landsretten udtalte endvidere, at der i konkursboet alene var dækning til krav omfattet af konkurslovens § 93, som fallenten ikke hæftede for, og momsrefusionen havde derfor ikke påvirket størrelsen af fallentens gæld efter konkursen.
Med disse bemærkninger og i øvrigt af de grunde, som byretten havde anført, tiltrådte landsretten, at fallenten ikke kunne anses som part i forvaltningslovens forstand.
Landsretten tiltrådte desuden af de grunde som byretten havde anført at fallenten heller ikke havde ret til aktindsigt efter reglerne i offentlighedsloven.
Landsrettens stadfæstede derfor byrettens frifindelse af Skatteministeriet (SKM2017.447.BR).
Listen er vejledende. EU-domstolen kan have fjernet sager fra retslisten efter vi har hentet informationerne.
Den 11-04-2018 indstilling i C-622/16 P Statsstøtte Scuola Elementare Maria Montessori mod Kommissionen Kommissionen mod Scuola Elementare Maria Montessori Kommissionen mod Ferracci
Fiskale bestemmelser
Appel - artikel 263, stk. 4, TEUF - formaliteten - regelfastsættende retsakt, som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger - umiddelbart berørt - statsstøtte - ordning vedrørende støtte fra de italienske myndigheder til ikke-kommercielle enheder, som udøver særlige aktiviteter inden for bestemte områder - fritagelse for kommunal ejendomsskat - afgørelse, hvori det erklæres umuligt at tilbagesøge en statsstøtte, som er uforenelig med det indre marked - afgørelse, hvori det fastslås, at ordningen med fritagelse for kommunal engangsskat for lokaler, hvori ikke-kommercielle enheder udøver ikke-økonomiske aktiviteter, ikke udgør statsstøtte - annullationssøgsmål anlagt af potentielle konkurrenter
Tidligere dokument: C-622/16 P Statsstøtte Scuola Elementare Maria Montessori mod Kommissionen Kommissionen mod Scuola Elementare Maria Montessori Kommissionen mod FeDen 12-04-2018 dom i C-110/17 Frie kapitalbevægelser Kommissionen mod Belgien
Fiskale bestemmelser
Traktatbrud - frie kapitalbevægelser - artikel 63 TEUF - EØS-aftalens artikel 40 - indkomstskat for personer, som er hjemmehørende i Belgien - fastlæggelsen af indkomst af fast ejendom - anvendelse af to forskellige beregningsmetoder afhængigt af den faste ejendoms beliggenhed - beregning på grundlag af matrikelværdien for ejendom beliggende i Belgien - beregning på grundlag af den faktiske udlejningsværdi for ejendom beliggende i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union eller Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) - forskellig behandling - begrænsning af de frie kapitalbevægelser
Tidligere dokument: C-110/17 Frie kapitalbevægelser Kommissionen mod Belgien - DomDen 26-04-2018 dom i C-34/17 Tilnærmelse af lovgivningerne Donnellan
Fiskale bestemmelser
Præjudiciel forelæggelse - gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer - direktiv 2010/24/EU - artikel 14 - adgang til effektive retsmidler - Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - artikel 47 - den bistandssøgte myndigheds mulighed for at afslå bistand til inddrivelse, fordi fordringen ikke er blevet behørigt meddelt
Tidligere dokument: C-34/17 Tilnærmelse af lovgivningerne Donnellan - IndstillingDen 31-05-2018 dom i T-160/16 Statsstøtte Groningen Seaports m.fl. mod Kommissionen
Fiskale bestemmelser
Skattefritagelse, havne. Sag anlagt den 15. april 2016 - Groningen Seaports m.fl. mod Kommissionen
Bilag 5 |
Bilag 6 |
Bilag 7 |
Spm. 1 |
Bilag 163 | Jørgen Jensens henvendelse af 29. marts 2018 til Skatteministeriet vedr. konfliktlån |
Bilag 165 | Henvendelse fra Maja Rosendahl Frederiksen, Handewitt, modtaget via MF Christian Juhl (EL). |
Bilag 167 | Baggrundsmateriale til Skatteudvalgets temamøde om kryptovaluta den 11. april 2018 |
Bilag 168 | Materiale fra Finn Skytte i anledning af foretræde for Skatteudvalget den 5. april 2018. |
Bilag 169 | Dansk Skovforenings notat om etablering af en skovkontoordning inden for skovbruget |
Spm. 294 |
Spm. 295 |
Spm. 305 |
Spm. 306 |
Spm. 307 |
Spm. 340 |
Spm. 342 |
Spm. 343 |
Spm. 344 |
Spm. 345 |
Spm. 346 |
Spm. S 684 |
Spm. AH |
Spm. AI |