Kære Læser
Denne uges SkatteMail indeholder bl.a. omtale af EU-Domstolens præjudicielle afgørelser i de danske beneficial ownership-sager. Sagerne vedrører kildeskat på udbytter og renter betalt fra danske selskaber til deres moderselskaber i andre EU-medlemslande. Resultatet af dommene er, at SKATs praksis i sagerne overordnet set er i overensstemmelse med EU-retten, og at medlemsstaterne er berettiget til at indeholde kildeskat, uanset om de har implementeret en anti-misbrugsbestemmelse i national ret eller ej. EU-Domstolen slår desuden fast, at sagerne skal afgøres ud fra et generelt anti-misbrugsprincip i EU-retten..
God læselyst.
Flemming L. Bach
Artikler og interessante links
Transfer pricing
Dansk social sikring
Acontoskat for selskaber i 2019
Vandskattesagens effekt på årsregnskabet 2018
Skat ved arbejde i Norge
Nyhedsbrev: Generationsskifte Omstrukturering - februar 2019
Beskatning af andelsboliger
Årsopgørelse 2018
Slap for at betale skat et helt år
Energi & Forsyning - Februar 2019
EU-Domstolen afsiger domme i de danske beneficial owner-sager
EU-Domstolen har afsagt dom i "Beneficial owner"-sagerne
EU-Kommissionen har godkendt udvidelsen af nettolønsordningen
Danske beneficial ownership-sager - EU-Domstolen bekræfter Skattestyrelsens overordnede praksis
Bidrag til politiske partier og kandidater
Er din ejendom omvurderet pr. 1. oktober 2018?
Styresignaler
Skatteansættelse - dødsboer - genoptagelse - styresignal
Bindende svar
Salg af vindmølleandele - skattemæssig succession
OPP-projekt - til offentlig institution
Amerikanske IRA-pensionsordninger - beskatningsret - lempelse
Domme
Genanlæg efter afvisning - oprindelig fristafbrydende virkning - manglende hjemmel til genoptagelse
Klagefrist overskredet - ikke særlige omstændigheder
Udlodningsbeskatning - bevis for overdragelse - skiftende forklaringer
Nulstilling af A-skat og AM-bidrag - konkurs - ægtefælle
Afgørelser fra Afgørelsesdatabasen
Nyt fra EU-Domstolen
Retsliste
9 domme
Nyt fra Folketinget
Nye dokumenter vedrørende lovforslag
Nye dokumenter vedrørende almindelig del
BDOSkattereglerne kræver, at koncernforbundne selskaber handler med hinanden på samme vilkår, som gælder i forhold til uafhængige parter. Det kaldes armslængdeprincippet. Overholdelse af kravet forudsætter derfor, at der fastsættes interne regler for afregning mv. - transfer pricing - mellem... |
BDOLæs hvilke afgifter de danske arbejdsgivere skal forholde sig til i denne publikation. |
BDOAcontoskat for selskaber i 2019 I 2019 skal selskaber betale acontoskat henholdsvis den 20/3 og den 20/11. De færreste vil indbetale frivilligt i marts |
BDOVandskattesagens effekt på årsregnskabet 2018 Højesteret afsagde den 8. november 2018 dom i de to prøvesager, der var indbragt for domstolene i forhold til fastlæggelse af skattemæssige indgangsværdier. Sagerne faldt ud til vandsektorens fordel, og fastsættelse af indgangsværdier blev hjemsendt til fornyet behandling ved SKAT med en... |
BDODe fleste ved godt, at der skal betales skat til Norge, når der arbejdes for en norsk arbejdsgiver. Til gengæld er det ikke mange, som er opmærksomme på, at den norske løn også skal selvangives i Danmark, hvis boligen i Danmark beholdes under opholdet i Norge. |
Bech-BruunNyhedsbrev: Generationsskifte Omstrukturering - februar 2019 Læs vores nyhedsbrev Generationsskifte Omstrukturering med aktuel lovgivning og afgørelser. |
BeierholmAndelsboliger anses ikke for erhvervsmæssig virksomhed |
BeierholmKlar på SKAT.dk den 11. marts 2019 |
Dansk RevisionSlap for at betale skat et helt år Slap for at betale skat et helt år |
EYEnergi & Forsyning - Februar 2019 I denne udgave kan du blandt andet læse om vejledningen om overholdelse af økonomiske rammer for vand- og spildevandsselskaber, som Forsyningssekretariatet udgav i december 2018. Læs også om udviklingen af praksis vedr. fjernvarmeselskabers skattefritagelse og bliv klogere på hvad EY's GDPR Dawn Raid team kan hjælpe din virksomhed med. |
EYEU-Domstolen afsiger domme i de danske beneficial owner-sager Den 26. februar tog EU-Domstolen stilling til spørgsmålet om indeholdelse af kildeskatter på udbytter og renter betalt af danske selskaber til selskaber hjemmehørende i andre medlemslande. Kort fortalt støtter dommene i hovedsagen Skatteministeriets synspunkter om kildeskat. Således er domstolen ”vendt på en tallerken” i forhold til generaladvokatens udtalelse af 1. marts 2018. |
PlesnerEU-Domstolen har afsagt dom i "Beneficial owner"-sagerne EU-Domstolen har afsagt domme i de 6 udvalgte pilotsager, som domstolen har haft til prøvelse i dette omfattende sagskompleks. Det er nu op til Østre og Vestre Landsret at anvende den anviste fortolkning af EU-retten. |
PwCEU-Kommissionen har godkendt udvidelsen af nettolønsordningen EU-Kommissionen har den 22. februar 2019 godkendt udvidelsen af den danske nettolønsordning (DIS-ordningen), som giver rederier mulighed for at aflønne ansatte søfolk med en skattefri nettohyre (DIS-løn). Udvidelsen er vedtaget af Folketinget ved lov nr. 359 af 29-04-2018 i april 2018. |
PwCDanske beneficial ownership-sager - EU-Domstolen bekræfter Skattestyrelsens overordnede praksis Den 26. februar 2019 afsagde den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen) deres præjudicielle afgørelser i de danske beneficial ownership-sager. Sagerne vedrører kildeskat på udbytter og renter betalt fra danske selskaber til deres moderselskaber i andre EU-medlemslande. Resultatet af dommene er, at SKATs praksis i sagerne overordnet set er i overensstemmelse med EU-retten, og at medlemsstaterne er berettiget til at indeholde kildeskat, uanset om de har implementeret en anti-misbrugsbestemmelse i national ret eller ej. EU-Domstolen slår desuden fast, at sagerne skal afgøres ud fra et generelt anti-misbrugsprincip i EU-retten. |
RedmarkBidrag til politiske partier og kandidater Der skal være Folketingsvalg i Danmark i 2019. Og selvom valget endnu ikke er udskrevet, kan valgkampen allerede mærkes, og om lidt er det t ... |
RedmarkEr din ejendom omvurderet pr. 1. oktober 2018? Omvurdering pr. 1. oktober 2018Uanset berostillelsen af vurderingsområdet udsender Vurderingsstyrelsen omvurderinger pr. 1. oktober 2018. ... |
I SKM2018.547.ØLR udtaler Østre Landsret, at styresignalerne SKM2012.724.SKAT og SKM2014.46.SKAT er udformet i strid med de på området gældende regler for skattemæssig genoptagelse. Det følger af dommen, at det er tidspunktet for skæringsdagen i boopgørelsen, der er afgørende for skattemæssig genoptagelse og ikke dødsåret. På den baggrund ændrer Skattestyrelsen de betingelser, der er angivet i SKM.2012.724.SKAT og SKM2014.46.SKAT for genoptagelse af skatteansættelsen i skiftede dødsboer. Derved vil anmodning om genoptagelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, af skatteansættelsen i skiftede dødsboer kunne imødekommes for dødsboer, hvor dødsfaldet har fundet sted før 2009, og hvor skæringsdagen i boopgørelsen ligger den 30. august 2009 og fremefter. Dette gør sig også gældende i de tilfælde, hvor begæring om skifte af det uskiftede bo i den længstlevende ægtefælles levende live er modtaget i skifteretten før 2009, og hvor skæringsdagen i boopgørelsen ligger den 30. august 2009 og fremefter.
Skatterådet kunne bekræfte, at der kunne ske skattemæssig succession ved salg af vindmølleandele til spørgers hustru. Andelene ville ikke kunne vælges beskattet efter den skematiske ordning i ligningslovens § 8 P, da betingelserne for dette, jf. stk. 5, ikke var opfyldt for de pågældende andele.
Skatterådet kunne ikke bekræfte, at afskrivningslovens § 4 fandt anvendelse ved hustruens køb af andelene, da disse også hos hustruen ville være erhvervsmæssig virksomhed. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at køb af vindmølleandele omfattet af afskrivningslovens § 5 C kunne indgå i opgørelserne efter afskrivningslovens §§ 8 eller 9.
Skatterådet kunne ikke bekræfte, at et OPP-selskab (OPP-leverandøren) kan foretage skattemæssige afskrivninger på en kontorbygning.
Bygningen opføres til brug for en offentlige institution. Den grund, hvorpå bygningen skal opføres, udlejes i hele kontraktperioden til OPP-leverandøren. Købesummen, som OPP-udbyderen skal betale ved kontraktperiodens udløb, er fastsat til 100 % af OPP-leverandørens anlægssum.
Skatterådet anførte som begrundelse for sit svar til, at afskrivningsgrundlaget skal reduceres med det beløb, som OPP-udbyderen skal betale ved OPP-kontraktens udløb. Da dette beløb er fastsat til 100 % af OPP-leverandørens anlægssum, udgør afskrivningsgrundlaget 0 kr. Dette betyder, at der ikke kan foretages skattemæssige afskrivninger på den omhandlede bygning.
Skattestyrelsen udtalte vejledende, at OPP-leverandøren kan anses for ejer af bygningen i momsmæssig henseende.
Sagen vedrører beskatning af nogle konkrete amerikanske IRA-pensionsordninger i forbindelse med en påtænkt flytning af hjemsted fra USA til Danmark. Skatterådet svarede, at udbetalinger fra en af spørgerens amerikanske IRA-pensionsordninger indgår i den danske beskatning. Det fremgår dog af svaret, at udbetalingen alene indgår i den danske beskatning med progressionsvirkning. Skatterådet svarede også, at det årlige afkast beskattes i Danmark, når det gælder spørgerens øvrige IRA-pensionsordninger. Skatterådet svarede derudover at opgørelsen af indkomster og beregning af lempelse sker efter danske regler. Endelig bekræftede Skatterådet, at der kan ske udbetaling og indbetaling uden skattemæssige konsekvenser, når det gælder den del af IRA-pensionsordningerne, hvor spørgeren ikke har opnået fradrag eller bortseelsesret for indbetalingerne til ordningerne.
Sagen angik prøvelse af Landsskatterettens afgørelse om ikke at genoptage en sag, der blev afgjort ved kendelse i 2012. Sagsøgeren anlagde oprindeligt sag om prøvelse af Landsskatterettens afgørelse rettidigt. Sagen blev dog senere afvist som følge af, at sagsøgeren to gange ikke betalte berammelsesafgift. Sagsøgeren genanlagde sagen 20 dage efter rettens beslutning om afvisning af den oprindelige sag, hvilket var mere end 8 måneder efter udløb af indbringelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3. Retten fandt, at Skatteministeriet ikke havde været i berettiget tvivl om, at sagsøgeren ikke havde opgivet at forfølge sit krav, hvorefter det oprindelige sagsanlæg havde bevaret sin fristafbrydende virkning. Sagen blev derfor ikke afvist som for sent anlagt. Skatteministeriet blev imidlertid frifundet for sagsøgerens påstand om genoptagelse af Landsskatterettens kendelse fra 2012. Kendelsen, der angik ansættelse af indkomstskat for 2007, var blevet stadfæstet af Vestre Landsret ved ankedom fra 2013. Retten fandt på den baggrund, at skattemyndighederne var afskåret fra administrativt at genoptage skatteansættelsen.
SKATs afgørelse var dateret den 24. februar 2017, og skatteyderen klagede den 15. juni 2017.
Skatteankestyrelsen afviste at behandle klagen, da den var indgivet efter udløbet af klagefristen på 3 måneder.
Skatteyderen gjorde i første række gældende, at klagefristen ikke var overskredet, idet han først havde modtaget SKATs afgørelse betydeligt senere, end den var dateret.
Retten fandt det ikke godtgjort, at afgørelsen var kommet frem meget senere end 5 dage efter forsendelsen, som ifølge PostNord var den almindelige udbringningstid. Klagefristen var derfor overskredet på tidspunktet for skatteyderens klage.
Skatteyderen gjorde i anden række gældende, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der skulle bortses fra fristoverskridelsen, men retten fandt ikke, at dette var tilfældet.
Skatteministeriet blev herefter frifundet.
Spørgsmålet i sagen var, om en advokat var ejer af et selskab, da der i maj 2009 blev udbetalt i alt kr. 969.000,- fra selskabet i form af kontante hævninger og en overførsel fra selskabets konto, og i bekræftende fald, om advokaten skulle udlodningsbeskattes af overførslerne.
Advokaten havde ubestridt købt selskabet den 13. juli 2008, men forklarede, at det var sket på foranledning af en klient, og at han på foranledning af klienten solgte selskabet igen i august 2008 til et seychellisk selskab. Advokaten forklarede desuden, at han intet havde haft med selskabet at gøre efter dette tidspunkt, og at han derfor hverken havde modtaget eller havde kendskab til udbetalingerne fra selskabets konto.
Byretten fandt - uanset at klientens forklaring støttede advokatens - at advokaten ikke havde ført bevis for, at han havde overdraget selskabet, da udbetalingerne fandt sted. Retten fandt endvidere, at advokaten ikke havde ført bevis for, at de kr. 969.000,- ikke blev udbetalt til ham eller i hans interesse.
Med henvisning til bevisførelsen for landsretten, herunder at bogføringsbilagene ikke var fremlagt, samt at advokaten havde afgivet skiftende forklaringer om ejerforholdet til det seychelliske selskab, og af de grunde, som byretten havde anført, tiltrådte landsretten, at advokaten ikke havde overdraget anparterne, da den omtvistede kontooverførsel og de omtvistede udbetalinger på i alt kr. 969.000,fandt sted, og at advokaten ikke havde ført bevis for, at beløbet ikke blev udbetalt til ham eller i hans interesse. En vidneforklaring fra direktøren i det udbetalende selskab om, at pengene var udbetalt og overført til og på foranledning af tredjemand, men som på flere punkter ikke stemte overens med det, advokaten havde forklaret, kunne ikke føre til et andet resultat.
Landsretten stadfæstede derfor byrettens frifindende dom (SKM2018.1.BR).
Sagen handlede om, hvorvidt skattemyndighederne med rette havde nulstillet A-skat og AM-bidrag over for hovedaktionæren og dennes ægtefælle, som var ansat i selskabet.
Byretten fandt, at betingelserne for nulstilling var opfyldt.
Landsretten fandt derimod, at hovedaktionæren og dennes ægtefælle på indeholdelsestidspunkterne havde anledning til at tro, at virksomhedens vanskeligheder var midlertidige, og at de kunne overvindes. Landsretten fandt således ikke, at betingelserne for nulstilling var opfyldt.
Landsretten tog derfor appellanternes påstand til følge.
Journalnr: 15/2926718
Afskrivninger på fast ejendom
Klagen vedrører afskrivning på fast ejendom, hvor SKAT mener, at ejendommen er blevet anvendt delvist privat. På baggrund heraf, er afskrivningsgrundlaget for et areal, der anvendes til værksted og lager for klagers firma, reduceret efter en af SKAT fastsat fordeling. SKAT har ligeledes nedsat klagerens fradrag for lokaleomkostninger med en privat andel. SKAT har endvidere taget ejendommen ud af virksomhedsordningen ved en hævning på indskudskontoen, ligesom SKAT har anset de private andele af lokaleomkostningerne for hævet på indskudskontoen. Som følge heraf har SKAT beregnet rentekorrektion på grund af negativ indskudskonto. Landsskatteretten ændrer afgørelsen.
Afsagt: 07-02-2019
Journalnr: 17/0990700
Ansættelseforhold
Klagen skyldes, at SKAT har anset anvendelse af udenlandsk arbejdskraft for ansættelsesforhold m.v. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Afsagt: 23-01-2019
Journalnr: 17/0988755
Befordringsfradrag
Klagen vedrører nægtet befordringsfradrag iht. ligningslovens § 9B, stk. 4, 3. pkt. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Afsagt: 08-02-2019
Journalnr: 18/0001333
Bindende svar om hævninger i virksomhedsordningen
Klagen vedrører bindende svar fra SKAT. Klagen angår svarene på spørgsmål om beskatning af hævninger. Landsskatteretten ændrer svaret på et af de tre spørgsmål.
Afsagt: 07-02-2019
Journalnr: 18/0001053
Ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen
Klagen vedrører nægtet ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Afsagt: 07-02-2019
Journalnr: 16/0946276
Ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen
Klagen vedrører nægtet ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen på baggrund af skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 1-8. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Afsagt: 07-02-2019
Journalnr: 16/1689296
Fejlpostering
Klagen vedrører nægtet tilladelse til tilbageførsel af fejlpostering på aldersopsparing. Landsskatteretten godkender tilbageførsel.
Afsagt: 07-02-2019
Journalnr: 16/1902213
Fradrag for underskud af virksomhed
Klagen vedrører nægtet fradrag for underskud af virksomhed, beskatning af fortjeneste ved driftsmidler ved overgang til ikke-erhvervsmæssig virksomhed og opdeling i driftsgrene. Landsskatteretten gdkender underskud i et af de omhandlede indkomstår og herefter ikke.
Afsagt: 25-01-2019
Journalnr: 14/3028338
Fradrag for underskud af virksomhed
Klagen vedrører nægtet fradrag for underskud af virksomhed med reparation af landbrugsmaskiner samt ændret resultat af virksomhed med bortforpagtning. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Afsagt: 23-01-2019
Journalnr: 18/0003376
Genoptagelse af skatteansættelsen
Klagen vedrører nægtet genoptagelse af skatteansættelsen. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Afsagt: 07-02-2019
Journalnr: 15/3282554
Hævning i virksomhedsordningen
Klagen skyldes, at SKAT har anset en mellemregning mellem klagerens virksomhed i virksomhedsordning og klagerens selskab opstået i 2006, som en hævning i virksomhedsordningen. Som konsekvens heraf har SKAT udtaget aktivet af virksomhedsordningen i indkomståret 2012. Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse, dog med den ændring at mellemregningen hæves ud af virksomhedsordningen ultimo 2012. Det overlades til Skattestyrelsen at foretage den talmæssige regulering heraf.
Afsagt: 24-01-2019
Journalnr: 15/3097860
Lempelse
Klagen vedrører diverse forhold fokuseret om lempelse efter exemptionsmetoden af løn fra norsk arbejdsgiver. Landsskatteretten ændrer afgørelsen delvist.
Afsagt: 23-01-2019
Journalnr: 17/0992643
Lån over mellemregningskonto
Klagen skyldes, at lån over mellemregningskonto er anset for yderligere udbytte. Landsskatteretten ændrer ansættelsen ved at nedsætte beløbet og i øvrigt lade det beskatte som løn.
Afsagt: 31-01-2019
Journalnr: 17/0987632
Rejse- og befordringsfradrag
Klagen vedrører nægtet/nedsat rejse- og befordringsfradrag. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Afsagt: 31-01-2019
Journalnr: 17/0988241
Sambeskatning
Klagen vedrører ændring i sambeskatningsindkomst som følge af ændring af andet selskabs skattepligtige indkomst. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Afsagt: 08-02-2019
Journalnr: 16/0731024
Skattepligtig indkomst og underskuddsaldo
Klagen vedrører ikke godkendt underskudssaldo og opgørelse af skattepligtig indkomst. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Afsagt: 07-02-2019
Journalnr: 15/2899126
Skønsmæssig ansættelse af indkomst
Klagen vedrører skønsmæssig ansættelse af indkomsten herunder på baggrund af indsætninger på bankkonto. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Afsagt: 06-02-2019
Journalnr: 17/0992511
Skønsmæssig ansættelse og indeholdelsespligt
Klagen vedrører skønsmæssig ansættelse af indeholdelsespligtig A-skat og AM-bidrag samt hæftelse herfor. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Afsagt: 23-01-2019
Journalnr: 18/0003623
Tilbagebetaling af afgift
Klagen vedrører nægtet tilbagebetaling af afgift af tilbagebetalt efterlønsbidrag. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Afsagt: 07-02-2019
Journalnr: 17/0988237
Udenlandsk arbejdskraft
Klagen skyldes, at SKAT har anset selskabets benyttelse af udenlandsk arbejdskraft for lønmodtagerforhold. Landsskatteretten nedsætter forhøjelsen.
Afsagt: 08-02-2019
Listen er vejledende. EU-domstolen kan have fjernet sager fra retslisten efter vi har hentet informationerne.
Den 14-03-2019 dom i C-695/17 Tilnærmelse af lovgivningerne Metirato
Fiskale bestemmelser
Præjudiciel forelæggelse - direktiv 2010/24/EU - gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger - artikel 13, stk. 1 - artikel 14, stk. 2 - tvangsinddrivelse af den bistandssøgende medlemsstats fordringer, der foretages af myndighederne i den bistandssøgte medlemsstat - sag vedrørende et krav om omstødelse af betalingen af disse fordringer til fordel for konkursmassen for et selskab, der har hjemsted i den bistandssøgte medlemsstat - den sagsøgte part i denne sag - fastsættelse
Tidligere dokument: C-695/17 Tilnærmelse af lovgivningerne Metirato - Dom
Sagen omhandler:
Præjudiciel forelæggelse - tilnærmelse af lovgivningerne - fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater - direktiv 2003/49/EF - den retmæssige ejer af renter og royalties - artikel 5 - retsmisbrug - selskab, der er hjemmehørende i en medlemsstat, som til et associeret selskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, betaler renter, som dernæst i deres helhed eller stort set i deres helhed overføres ud af Den Europæiske Unions område - datterselskab, der er underlagt en forpligtelse til at indeholde kildeskat af renter
Domstolens dom:
Tidligere dokument: C-115/16 N Luxembourg 1 X Denmark C Danmark I - Indstilling1) Sagerne C-115/16, C-118/16, C-119/16 og C-299/16 forenes med henblik på dommen.
2) Artikel 1, stk. 1, i Rådets direktiv 2003/49/EF af 3. juni 2003 om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater, sammenholdt med dette direktivs artikel 1, stk. 4, skal fortolkes således, at den fritagelse for enhver form for skat af rentebetalinger, der er fastsat heri, alene er forbeholdt sådanne renters retmæssige ejere, dvs. de enheder, som økonomisk set reelt modtager disse renter, og som derfor råder over beføjelsen til frit at fastlægge anvendelsen heraf.
Det generelle EU-retlige princip, hvorefter borgerne ikke må kunne påberåbe sig EU-retlige bestemmelser med henblik på at muliggøre svig eller misbrug, skal fortolkes således, at de nationale myndigheder og domstole i tilfælde af svig eller misbrug skal nægte en skattepligtig person indrømmelsen af den fritagelse for enhver form for skat af rentebetalinger, der er fastsat i artikel 1, stk. 1, i direktiv 2003/49, selv om der ikke findes nationale eller overenskomstmæssige bestemmelser, der foreskriver en sådan nægtelse.
3) Med henblik på at bevise, at der foreligger retsmisbrug, kræves dels et sammenfald af objektive omstændigheder, hvoraf det fremgår, at det formål, som EU-lovgivningen forfølger, ikke er opnået, selv om betingelserne i denne lovgivning formelt er overholdt, dels et subjektivt element, der består i en hensigt om at drage fordel af EU-lovgivningen ved kunstigt at skabe de betingelser, der kræves for at opnå denne fordel. Den omstændighed, at en række holdepunkter foreligger, kan godtgøre, at der foreligger retsmisbrug, forudsat at disse holdepunkter er objektive og samstemmende. Sådanne holdepunkter kan bl.a. være, at der findes gennemstrømningsselskaber, som ikke har nogen økonomisk begrundelse, og den rent formelle karakter af en koncerns struktur, af den finansielle konstruktion og af lån.
Den omstændighed, at den medlemsstat, hvorfra renterne hidrører, har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med den tredjestat, hvor det selskab, som er renternes retmæssige ejer, er hjemmehørende, er uden betydning for en eventuel konstatering af, at der foreligger retsmisbrug.
4) En national myndighed er med henblik på at nægte at anerkende et selskab som retmæssig ejer af renter eller med henblik på at fastslå, at der foreligger retsmisbrug, ikke forpligtet til at fastlægge, hvilken enhed eller hvilke enheder myndigheden anser for disse renters retmæssige ejer.
5) Artikel 3, litra a), i direktiv 2003/49 skal fortolkes således, at et société en commandite par actions (SCA) (kommanditaktieselskab), der i henhold til luxembourgsk ret er godkendt som et société d’investissement en capital à risque (SICAR) (risikovilligt investeringsselskab), ikke kan kvalificeres som et selskab i en medlemsstat som omhandlet i dette direktiv, der kan være omfattet af den i direktivets artikel 1, stk. 1, fastsatte skattefritagelse, såfremt de renter, som nævnte SICAR har modtaget i en situation som den i hovedsagen omhandlede, er fritaget for impôt sur le revenu des collectivités (selskabsskat) i Luxembourg, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
6) I en situation, hvor den i direktiv 2003/49 fastsatte ordning for fritagelse for kildeskat af renter, som et selskab, der er hjemmehørende i en medlemsstat, betaler til et selskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, ikke finder anvendelse som følge af, at det konstateres, at der foreligger svig eller misbrug som omhandlet i direktivets artikel 5, kan anvendelsen af de friheder, der er sikret ved EUF-traktaten, ikke gøres gældende med henblik på at anfægte den lovgivning i den førstnævnte medlemsstat, som regulerer beskatningen af disse renter.
Uden for en sådan situation skal artikel 63 TEUF fortolkes således, at:
- den principielt ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter et hjemmehørende selskab, som betaler renter til et ikke-hjemmehørende selskab, er forpligtet til at indeholde kildeskat af disse renter, mens et hjemmehørende selskab ikke er undergivet en sådan forpligtelse, når det selskab, som modtager renterne, ligeledes er et hjemmehørende selskab, men den er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter en sådan indeholdelse af kildeskat i tilfælde af rentebetalinger fra et hjemmehørende selskab til et ikke-hjemmehørende selskab, mens et hjemmehørende selskab, som modtager renter fra et andet hjemmehørende selskab, ikke er undergivet et krav om acontobetalinger af selskabsskat i de første to skatteår og dermed først er forpligtet til at betale selskabsskat af disse renter på et betydeligt senere tidspunkt end forfaldstidspunktet for nævnte kildeskat
- den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter et hjemmehørende selskab, som har pligt til at indeholde kildeskat af renter, som det betaler til et ikke-hjemmehørende selskab, i tilfælde af forsinket betaling af kildeskatten skal betale morarenter med en sats, som er højere end den sats, der finder anvendelse i tilfælde af forsinket betaling af den selskabsskat, som bl.a. pålægges renter, der modtages af et hjemmehørende selskab fra et andet hjemmehørende selskab
- den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter der i et tilfælde, hvor et hjemmehørende selskab er forpligtet til at indeholde kildeskat af renter, som det betaler til et ikke-hjemmehørende selskab, ikke tages hensyn til de udgifter i form af renter, der er direkte forbundet med den pågældende lånevirksomhed, som sidstnævnte selskab har haft, mens sådanne udgifter i henhold til denne nationale lovgivning er fradragsberettigede for et hjemmehørende selskab, der modtager renter fra et andet hjemmehørende selskab, i forbindelse med fastlæggelsen af dets skattepligtige indkomst.
Sagen omhandler:
Præjudiciel forelæggelse - tilnærmelse af lovgivningerne - fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater - direktiv 90/435/EØF - skattefritagelse for overskud, som selskaber i en medlemsstat udlodder til selskaber i andre medlemsstater - den retmæssige ejer af det udloddede udbytte - retsmisbrug - selskab, der er hjemmehørende i en medlemsstat, som til et selskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, udbetaler udbytte, som dernæst i sin helhed eller stort set i sin helhed overføres ud af Den Europæiske Unions område - datterselskab, der er underlagt en forpligtelse til at indeholde kildeskat af udbytte
Domstolens dom:
Tidligere dokument: C-116/16 T Danmark Y Denmark - Indstilling1) Sagerne C-116/16 og C-117/16 forenes med henblik på dommen.
2) Det generelle EU-retlige princip, hvorefter borgerne ikke må kunne påberåbe sig EU-retlige bestemmelser med henblik på at muliggøre svig eller misbrug, skal fortolkes således, at de nationale myndigheder og domstole i tilfælde af svig eller misbrug skal nægte en skattepligtig person indrømmelsen af den fritagelse for kildeskat af udbytte, som et datterselskab udlodder til sit moderselskab, der er fastsat i artikel 5 i Rådets direktiv 90/435/EØF af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater, som ændret ved Rådets direktiv 2003/123/EF af 22. december 2003, selv om der ikke findes nationale eller overenskomstmæssige bestemmelser, der foreskriver en sådan nægtelse.
3) Med henblik på at bevise, at der foreligger retsmisbrug, kræves dels et sammenfald af objektive omstændigheder, hvoraf det fremgår, at det formål, som EU-lovgivningen forfølger, ikke er opnået, selv om betingelserne i denne lovgivning formelt er overholdt, dels et subjektivt element, der består i en hensigt om at drage fordel af EU-lovgivningen ved kunstigt at skabe de betingelser, der kræves for at opnå denne fordel. Den omstændighed, at en række holdepunkter foreligger, kan godtgøre, at der foreligger retsmisbrug, forudsat at disse holdepunkter er objektive og samstemmende. Sådanne holdepunkter kan bl.a. være, at der findes gennemstrømningsselskaber, som ikke har nogen økonomisk begrundelse, og den rent formelle karakter af en koncerns struktur, af den finansielle konstruktion og af lån.
4) En national myndighed er med henblik på at nægte at anerkende et selskab som retmæssig ejer af udbytte eller med henblik på at fastslå, at der foreligger retsmisbrug, ikke forpligtet til at fastlægge, hvilken enhed eller hvilke enheder myndigheden anser for dette udbyttes retmæssige ejer.
5) I en situation, hvor den i direktiv 90/435, som ændret ved direktiv 2003/123, fastsatte ordning for fritagelse for kildeskat af udbytte, som et selskab, der er hjemmehørende i en medlemsstat, udbetaler til et selskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, ikke finder anvendelse som følge af, at det konstateres, at der foreligger svig eller misbrug som omhandlet i direktivets artikel 1, stk. 2, kan anvendelsen af de friheder, der er sikret ved EUF-traktaten, ikke gøres gældende med henblik på at anfægte den lovgivning i den førstnævnte medlemsstat, som regulerer beskatningen af dette udbytte.
Sagen omhandler:
Præjudiciel forelæggelse - tilnærmelse af lovgivningerne - fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater - direktiv 90/435/EØF - skattefritagelse for overskud, som selskaber i en medlemsstat udlodder til selskaber i andre medlemsstater - den retmæssige ejer af det udloddede udbytte - retsmisbrug - selskab, der er hjemmehørende i en medlemsstat, som til et selskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, udbetaler udbytte, som dernæst i sin helhed eller stort set i sin helhed overføres ud af Den Europæiske Unions område - datterselskab, der er underlagt en forpligtelse til at indeholde kildeskat af udbytte
Domstolens dom:
1) Sagerne C-116/16 og C-117/16 forenes med henblik på dommen.
2) Det generelle EU-retlige princip, hvorefter borgerne ikke må kunne påberåbe sig EU-retlige bestemmelser med henblik på at muliggøre svig eller misbrug, skal fortolkes således, at de nationale myndigheder og domstole i tilfælde af svig eller misbrug skal nægte en skattepligtig person indrømmelsen af den fritagelse for kildeskat af udbytte, som et datterselskab udlodder til sit moderselskab, der er fastsat i artikel 5 i Rådets direktiv 90/435/EØF af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater, som ændret ved Rådets direktiv 2003/123/EF af 22. december 2003, selv om der ikke findes nationale eller overenskomstmæssige bestemmelser, der foreskriver en sådan nægtelse.
3) Med henblik på at bevise, at der foreligger retsmisbrug, kræves dels et sammenfald af objektive omstændigheder, hvoraf det fremgår, at det formål, som EU-lovgivningen forfølger, ikke er opnået, selv om betingelserne i denne lovgivning formelt er overholdt, dels et subjektivt element, der består i en hensigt om at drage fordel af EU-lovgivningen ved kunstigt at skabe de betingelser, der kræves for at opnå denne fordel. Den omstændighed, at en række holdepunkter foreligger, kan godtgøre, at der foreligger retsmisbrug, forudsat at disse holdepunkter er objektive og samstemmende. Sådanne holdepunkter kan bl.a. være, at der findes gennemstrømningsselskaber, som ikke har nogen økonomisk begrundelse, og den rent formelle karakter af en koncerns struktur, af den finansielle konstruktion og af lån.
4) En national myndighed er med henblik på at nægte at anerkende et selskab som retmæssig ejer af udbytte eller med henblik på at fastslå, at der foreligger retsmisbrug, ikke forpligtet til at fastlægge, hvilken enhed eller hvilke enheder myndigheden anser for dette udbyttes retmæssige ejer.
5) I en situation, hvor den i direktiv 90/435, som ændret ved direktiv 2003/123, fastsatte ordning for fritagelse for kildeskat af udbytte, som et selskab, der er hjemmehørende i en medlemsstat, udbetaler til et selskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, ikke finder anvendelse som følge af, at det konstateres, at der foreligger svig eller misbrug som omhandlet i direktivets artikel 1, stk. 2, kan anvendelsen af de friheder, der er sikret ved EUF-traktaten, ikke gøres gældende med henblik på at anfægte den lovgivning i den førstnævnte medlemsstat, som regulerer beskatningen af dette udbytte.
Sagen omhandler:
Præjudiciel forelæggelse - tilnærmelse af lovgivningerne - fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater - direktiv 2003/49/EF - den retmæssige ejer af renter og royalties - artikel 5 - retsmisbrug - selskab, der er hjemmehørende i en medlemsstat, som til et associeret selskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, betaler renter, som dernæst i deres helhed eller stort set i deres helhed overføres ud af Den Europæiske Unions område - datterselskab, der er underlagt en forpligtelse til at indeholde kildeskat af renter
Domstolens dom:
1) Sagerne C-115/16, C-118/16, C-119/16 og C-299/16 forenes med henblik på dommen.
2) Artikel 1, stk. 1, i Rådets direktiv 2003/49/EF af 3. juni 2003 om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater, sammenholdt med dette direktivs artikel 1, stk. 4, skal fortolkes således, at den fritagelse for enhver form for skat af rentebetalinger, der er fastsat heri, alene er forbeholdt sådanne renters retmæssige ejere, dvs. de enheder, som økonomisk set reelt modtager disse renter, og som derfor råder over beføjelsen til frit at fastlægge anvendelsen heraf.
Det generelle EU-retlige princip, hvorefter borgerne ikke må kunne påberåbe sig EU-retlige bestemmelser med henblik på at muliggøre svig eller misbrug, skal fortolkes således, at de nationale myndigheder og domstole i tilfælde af svig eller misbrug skal nægte en skattepligtig person indrømmelsen af den fritagelse for enhver form for skat af rentebetalinger, der er fastsat i artikel 1, stk. 1, i direktiv 2003/49, selv om der ikke findes nationale eller overenskomstmæssige bestemmelser, der foreskriver en sådan nægtelse.
3) Med henblik på at bevise, at der foreligger retsmisbrug, kræves dels et sammenfald af objektive omstændigheder, hvoraf det fremgår, at det formål, som EU-lovgivningen forfølger, ikke er opnået, selv om betingelserne i denne lovgivning formelt er overholdt, dels et subjektivt element, der består i en hensigt om at drage fordel af EU-lovgivningen ved kunstigt at skabe de betingelser, der kræves for at opnå denne fordel. Den omstændighed, at en række holdepunkter foreligger, kan godtgøre, at der foreligger retsmisbrug, forudsat at disse holdepunkter er objektive og samstemmende. Sådanne holdepunkter kan bl.a. være, at der findes gennemstrømningsselskaber, som ikke har nogen økonomisk begrundelse, og den rent formelle karakter af en koncerns struktur, af den finansielle konstruktion og af lån.
Den omstændighed, at den medlemsstat, hvorfra renterne hidrører, har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med den tredjestat, hvor det selskab, som er renternes retmæssige ejer, er hjemmehørende, er uden betydning for en eventuel konstatering af, at der foreligger retsmisbrug.
4) En national myndighed er med henblik på at nægte at anerkende et selskab som retmæssig ejer af renter eller med henblik på at fastslå, at der foreligger retsmisbrug, ikke forpligtet til at fastlægge, hvilken enhed eller hvilke enheder myndigheden anser for disse renters retmæssige ejer.
5) Artikel 3, litra a), i direktiv 2003/49 skal fortolkes således, at et société en commandite par actions (SCA) (kommanditaktieselskab), der i henhold til luxembourgsk ret er godkendt som et société d’investissement en capital à risque (SICAR) (risikovilligt investeringsselskab), ikke kan kvalificeres som et selskab i en medlemsstat som omhandlet i dette direktiv, der kan være omfattet af den i direktivets artikel 1, stk. 1, fastsatte skattefritagelse, såfremt de renter, som nævnte SICAR har modtaget i en situation som den i hovedsagen omhandlede, er fritaget for impôt sur le revenu des collectivités (selskabsskat) i Luxembourg, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
6) I en situation, hvor den i direktiv 2003/49 fastsatte ordning for fritagelse for kildeskat af renter, som et selskab, der er hjemmehørende i en medlemsstat, betaler til et selskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, ikke finder anvendelse som følge af, at det konstateres, at der foreligger svig eller misbrug som omhandlet i direktivets artikel 5, kan anvendelsen af de friheder, der er sikret ved EUF-traktaten, ikke gøres gældende med henblik på at anfægte den lovgivning i den førstnævnte medlemsstat, som regulerer beskatningen af disse renter.
Uden for en sådan situation skal artikel 63 TEUF fortolkes således, at:
- den principielt ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter et hjemmehørende selskab, som betaler renter til et ikke-hjemmehørende selskab, er forpligtet til at indeholde kildeskat af disse renter, mens et hjemmehørende selskab ikke er undergivet en sådan forpligtelse, når det selskab, som modtager renterne, ligeledes er et hjemmehørende selskab, men den er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter en sådan indeholdelse af kildeskat i tilfælde af rentebetalinger fra et hjemmehørende selskab til et ikke-hjemmehørende selskab, mens et hjemmehørende selskab, som modtager renter fra et andet hjemmehørende selskab, ikke er undergivet et krav om acontobetalinger af selskabsskat i de første to skatteår og dermed først er forpligtet til at betale selskabsskat af disse renter på et betydeligt senere tidspunkt end forfaldstidspunktet for nævnte kildeskat
- den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter et hjemmehørende selskab, som har pligt til at indeholde kildeskat af renter, som det betaler til et ikke-hjemmehørende selskab, i tilfælde af forsinket betaling af kildeskatten skal betale morarenter med en sats, som er højere end den sats, der finder anvendelse i tilfælde af forsinket betaling af den selskabsskat, som bl.a. pålægges renter, der modtages af et hjemmehørende selskab fra et andet hjemmehørende selskab
- den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter der i et tilfælde, hvor et hjemmehørende selskab er forpligtet til at indeholde kildeskat af renter, som det betaler til et ikke-hjemmehørende selskab, ikke tages hensyn til de udgifter i form af renter, der er direkte forbundet med den pågældende lånevirksomhed, som sidstnævnte selskab har haft, mens sådanne udgifter i henhold til denne nationale lovgivning er fradragsberettigede for et hjemmehørende selskab, der modtager renter fra et andet hjemmehørende selskab, i forbindelse med fastlæggelsen af dets skattepligtige indkomst.
Sagen omhandler:
Præjudiciel forelæggelse - tilnærmelse af lovgivningerne - fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater - direktiv 2003/49/EF - den retmæssige ejer af renter og royalties - artikel 5 - retsmisbrug - selskab, der er hjemmehørende i en medlemsstat, som til et associeret selskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, betaler renter, som dernæst i deres helhed eller stort set i deres helhed overføres ud af Den Europæiske Unions område - datterselskab, der er underlagt en forpligtelse til at indeholde kildeskat af renter
Domstolens dom:
1) Sagerne C-115/16, C-118/16, C-119/16 og C-299/16 forenes med henblik på dommen.
2) Artikel 1, stk. 1, i Rådets direktiv 2003/49/EF af 3. juni 2003 om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater, sammenholdt med dette direktivs artikel 1, stk. 4, skal fortolkes således, at den fritagelse for enhver form for skat af rentebetalinger, der er fastsat heri, alene er forbeholdt sådanne renters retmæssige ejere, dvs. de enheder, som økonomisk set reelt modtager disse renter, og som derfor råder over beføjelsen til frit at fastlægge anvendelsen heraf.
Det generelle EU-retlige princip, hvorefter borgerne ikke må kunne påberåbe sig EU-retlige bestemmelser med henblik på at muliggøre svig eller misbrug, skal fortolkes således, at de nationale myndigheder og domstole i tilfælde af svig eller misbrug skal nægte en skattepligtig person indrømmelsen af den fritagelse for enhver form for skat af rentebetalinger, der er fastsat i artikel 1, stk. 1, i direktiv 2003/49, selv om der ikke findes nationale eller overenskomstmæssige bestemmelser, der foreskriver en sådan nægtelse.
3) Med henblik på at bevise, at der foreligger retsmisbrug, kræves dels et sammenfald af objektive omstændigheder, hvoraf det fremgår, at det formål, som EU-lovgivningen forfølger, ikke er opnået, selv om betingelserne i denne lovgivning formelt er overholdt, dels et subjektivt element, der består i en hensigt om at drage fordel af EU-lovgivningen ved kunstigt at skabe de betingelser, der kræves for at opnå denne fordel. Den omstændighed, at en række holdepunkter foreligger, kan godtgøre, at der foreligger retsmisbrug, forudsat at disse holdepunkter er objektive og samstemmende. Sådanne holdepunkter kan bl.a. være, at der findes gennemstrømningsselskaber, som ikke har nogen økonomisk begrundelse, og den rent formelle karakter af en koncerns struktur, af den finansielle konstruktion og af lån.
Den omstændighed, at den medlemsstat, hvorfra renterne hidrører, har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med den tredjestat, hvor det selskab, som er renternes retmæssige ejer, er hjemmehørende, er uden betydning for en eventuel konstatering af, at der foreligger retsmisbrug.
4) En national myndighed er med henblik på at nægte at anerkende et selskab som retmæssig ejer af renter eller med henblik på at fastslå, at der foreligger retsmisbrug, ikke forpligtet til at fastlægge, hvilken enhed eller hvilke enheder myndigheden anser for disse renters retmæssige ejer.
5) Artikel 3, litra a), i direktiv 2003/49 skal fortolkes således, at et société en commandite par actions (SCA) (kommanditaktieselskab), der i henhold til luxembourgsk ret er godkendt som et société d’investissement en capital à risque (SICAR) (risikovilligt investeringsselskab), ikke kan kvalificeres som et selskab i en medlemsstat som omhandlet i dette direktiv, der kan være omfattet af den i direktivets artikel 1, stk. 1, fastsatte skattefritagelse, såfremt de renter, som nævnte SICAR har modtaget i en situation som den i hovedsagen omhandlede, er fritaget for impôt sur le revenu des collectivités (selskabsskat) i Luxembourg, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
6) I en situation, hvor den i direktiv 2003/49 fastsatte ordning for fritagelse for kildeskat af renter, som et selskab, der er hjemmehørende i en medlemsstat, betaler til et selskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, ikke finder anvendelse som følge af, at det konstateres, at der foreligger svig eller misbrug som omhandlet i direktivets artikel 5, kan anvendelsen af de friheder, der er sikret ved EUF-traktaten, ikke gøres gældende med henblik på at anfægte den lovgivning i den førstnævnte medlemsstat, som regulerer beskatningen af disse renter.
Uden for en sådan situation skal artikel 63 TEUF fortolkes således, at:
- den principielt ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter et hjemmehørende selskab, som betaler renter til et ikke-hjemmehørende selskab, er forpligtet til at indeholde kildeskat af disse renter, mens et hjemmehørende selskab ikke er undergivet en sådan forpligtelse, når det selskab, som modtager renterne, ligeledes er et hjemmehørende selskab, men den er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter en sådan indeholdelse af kildeskat i tilfælde af rentebetalinger fra et hjemmehørende selskab til et ikke-hjemmehørende selskab, mens et hjemmehørende selskab, som modtager renter fra et andet hjemmehørende selskab, ikke er undergivet et krav om acontobetalinger af selskabsskat i de første to skatteår og dermed først er forpligtet til at betale selskabsskat af disse renter på et betydeligt senere tidspunkt end forfaldstidspunktet for nævnte kildeskat
- den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter et hjemmehørende selskab, som har pligt til at indeholde kildeskat af renter, som det betaler til et ikke-hjemmehørende selskab, i tilfælde af forsinket betaling af kildeskatten skal betale morarenter med en sats, som er højere end den sats, der finder anvendelse i tilfælde af forsinket betaling af den selskabsskat, som bl.a. pålægges renter, der modtages af et hjemmehørende selskab fra et andet hjemmehørende selskab
- den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter der i et tilfælde, hvor et hjemmehørende selskab er forpligtet til at indeholde kildeskat af renter, som det betaler til et ikke-hjemmehørende selskab, ikke tages hensyn til de udgifter i form af renter, der er direkte forbundet med den pågældende lånevirksomhed, som sidstnævnte selskab har haft, mens sådanne udgifter i henhold til denne nationale lovgivning er fradragsberettigede for et hjemmehørende selskab, der modtager renter fra et andet hjemmehørende selskab, i forbindelse med fastlæggelsen af dets skattepligtige indkomst.
Sagen omhandler:
Præjudiciel forelæggelse - tilnærmelse af lovgivningerne - fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater - direktiv 2003/49/EF - den retmæssige ejer af renter og royalties - artikel 5 - retsmisbrug - selskab, der er hjemmehørende i en medlemsstat, som til et associeret selskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, betaler renter, som dernæst i deres helhed eller stort set i deres helhed overføres ud af Den Europæiske Unions område - datterselskab, der er underlagt en forpligtelse til at indeholde kildeskat af renter
Domstolens dom:
Tidligere dokument: C-299/16 Z Denmark - Indstilling1) Sagerne C-115/16, C-118/16, C-119/16 og C-299/16 forenes med henblik på dommen.
2) Artikel 1, stk. 1, i Rådets direktiv 2003/49/EF af 3. juni 2003 om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater, sammenholdt med dette direktivs artikel 1, stk. 4, skal fortolkes således, at den fritagelse for enhver form for skat af rentebetalinger, der er fastsat heri, alene er forbeholdt sådanne renters retmæssige ejere, dvs. de enheder, som økonomisk set reelt modtager disse renter, og som derfor råder over beføjelsen til frit at fastlægge anvendelsen heraf.
Det generelle EU-retlige princip, hvorefter borgerne ikke må kunne påberåbe sig EU-retlige bestemmelser med henblik på at muliggøre svig eller misbrug, skal fortolkes således, at de nationale myndigheder og domstole i tilfælde af svig eller misbrug skal nægte en skattepligtig person indrømmelsen af den fritagelse for enhver form for skat af rentebetalinger, der er fastsat i artikel 1, stk. 1, i direktiv 2003/49, selv om der ikke findes nationale eller overenskomstmæssige bestemmelser, der foreskriver en sådan nægtelse.
3) Med henblik på at bevise, at der foreligger retsmisbrug, kræves dels et sammenfald af objektive omstændigheder, hvoraf det fremgår, at det formål, som EU-lovgivningen forfølger, ikke er opnået, selv om betingelserne i denne lovgivning formelt er overholdt, dels et subjektivt element, der består i en hensigt om at drage fordel af EU-lovgivningen ved kunstigt at skabe de betingelser, der kræves for at opnå denne fordel. Den omstændighed, at en række holdepunkter foreligger, kan godtgøre, at der foreligger retsmisbrug, forudsat at disse holdepunkter er objektive og samstemmende. Sådanne holdepunkter kan bl.a. være, at der findes gennemstrømningsselskaber, som ikke har nogen økonomisk begrundelse, og den rent formelle karakter af en koncerns struktur, af den finansielle konstruktion og af lån.
Den omstændighed, at den medlemsstat, hvorfra renterne hidrører, har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med den tredjestat, hvor det selskab, som er renternes retmæssige ejer, er hjemmehørende, er uden betydning for en eventuel konstatering af, at der foreligger retsmisbrug.
4) En national myndighed er med henblik på at nægte at anerkende et selskab som retmæssig ejer af renter eller med henblik på at fastslå, at der foreligger retsmisbrug, ikke forpligtet til at fastlægge, hvilken enhed eller hvilke enheder myndigheden anser for disse renters retmæssige ejer.
5) Artikel 3, litra a), i direktiv 2003/49 skal fortolkes således, at et société en commandite par actions (SCA) (kommanditaktieselskab), der i henhold til luxembourgsk ret er godkendt som et société d’investissement en capital à risque (SICAR) (risikovilligt investeringsselskab), ikke kan kvalificeres som et selskab i en medlemsstat som omhandlet i dette direktiv, der kan være omfattet af den i direktivets artikel 1, stk. 1, fastsatte skattefritagelse, såfremt de renter, som nævnte SICAR har modtaget i en situation som den i hovedsagen omhandlede, er fritaget for impôt sur le revenu des collectivités (selskabsskat) i Luxembourg, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
6) I en situation, hvor den i direktiv 2003/49 fastsatte ordning for fritagelse for kildeskat af renter, som et selskab, der er hjemmehørende i en medlemsstat, betaler til et selskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, ikke finder anvendelse som følge af, at det konstateres, at der foreligger svig eller misbrug som omhandlet i direktivets artikel 5, kan anvendelsen af de friheder, der er sikret ved EUF-traktaten, ikke gøres gældende med henblik på at anfægte den lovgivning i den førstnævnte medlemsstat, som regulerer beskatningen af disse renter.
Uden for en sådan situation skal artikel 63 TEUF fortolkes således, at:
- den principielt ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter et hjemmehørende selskab, som betaler renter til et ikke-hjemmehørende selskab, er forpligtet til at indeholde kildeskat af disse renter, mens et hjemmehørende selskab ikke er undergivet en sådan forpligtelse, når det selskab, som modtager renterne, ligeledes er et hjemmehørende selskab, men den er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter en sådan indeholdelse af kildeskat i tilfælde af rentebetalinger fra et hjemmehørende selskab til et ikke-hjemmehørende selskab, mens et hjemmehørende selskab, som modtager renter fra et andet hjemmehørende selskab, ikke er undergivet et krav om acontobetalinger af selskabsskat i de første to skatteår og dermed først er forpligtet til at betale selskabsskat af disse renter på et betydeligt senere tidspunkt end forfaldstidspunktet for nævnte kildeskat
- den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter et hjemmehørende selskab, som har pligt til at indeholde kildeskat af renter, som det betaler til et ikke-hjemmehørende selskab, i tilfælde af forsinket betaling af kildeskatten skal betale morarenter med en sats, som er højere end den sats, der finder anvendelse i tilfælde af forsinket betaling af den selskabsskat, som bl.a. pålægges renter, der modtages af et hjemmehørende selskab fra et andet hjemmehørende selskab
- den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter der i et tilfælde, hvor et hjemmehørende selskab er forpligtet til at indeholde kildeskat af renter, som det betaler til et ikke-hjemmehørende selskab, ikke tages hensyn til de udgifter i form af renter, der er direkte forbundet med den pågældende lånevirksomhed, som sidstnævnte selskab har haft, mens sådanne udgifter i henhold til denne nationale lovgivning er fradragsberettigede for et hjemmehørende selskab, der modtager renter fra et andet hjemmehørende selskab, i forbindelse med fastlæggelsen af dets skattepligtige indkomst.
Sagen omhandler:
Præjudiciel forelæggelse - frie kapitalbevægelser - kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne og tredjelande - standstill-klausulen - en medlemsstats nationale lovgivning om passive selskaber etableret i tredjelande - ændring af denne lovgivning efterfulgt af den tidligere lovgivnings genindførelse - indkomst hos et selskab etableret i et tredjeland, der hidrører fra ihændehavelse af fordringer fra et selskab etableret i en medlemsstat - medregning af sådan indkomst i beskatningsgrundlaget for en skattepligtig person, der er skattemæssigt hjemmehørende i en medlemsstat - restriktion for de frie kapitalbevægelser - begrundelse
Domstolens dom:
Tidligere dokument: C-135/17 Frie kapitalbevægelser X - Indstilling1) Standstill-klausulen i artikel 64, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at artikel 63, stk. 1, TEUF ikke berører anvendelsen af en restriktion for de frie kapitalbevægelser til eller fra tredjelande, som vedrører direkte investeringer, der i det væsentlige eksisterede den 31. december 1993 i medfør af en medlemsstats lovgivning, selv om omfanget af denne restriktion efter denne dato blev udvidet til kapitalandele, der ikke vedrører en direkte investering.
2) Standstill-klausulen i artikel 64, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at forbuddet i artikel 63, stk. 1, TEUF finder anvendelse på en restriktion for kapitalbevægelser til eller fra tredjelande, som vedrører direkte investeringer, når den nationale skattelovgivning, der ligger til grund for denne restriktion, efter den 31. december 1993 har været genstand for en væsentlig ændring som følge af vedtagelsen af en lov, som trådte i kraft, men som, inden den var blevet anvendt i praksis, blev erstattet af en lovgivning, der i det væsentlige er identisk med den, der fandt anvendelse den 31. december 1993, medmindre denne lovs anvendelse i henhold til national lovgivning er blevet udsat, således at denne lov, uanset dens ikrafttrædelse, ikke fandt anvendelse på grænseoverskridende kapitalbevægelser som omhandlet i artikel 64, stk. 1, TEUF, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
3) Artikel 63, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter indkomst oppebåret af et selskab etableret i et tredjeland, der ikke hidrører fra dette selskabs egen virksomhed, såsom indkomst, der kvalificeres som »passiv indkomst, der har karakter af investeringskapital«, i denne lovgivnings forstand, medregnes forholdsmæssigt i forhold til den ejede kapitalandel i beskatningsgrundlaget for en hjemmehørende skattepligtig person, når denne skattepligtige person ejer en kapitalandel på mindst 1% i nævnte selskab, og når denne indkomst i dette tredjeland er undergivet et lavere beskatningsniveau end det, der er gældende i den pågældende medlemsstat, medmindre der findes en retlig ramme, som navnlig fastsætter aftalemæssige forpligtelser af en sådan art, at de nationale skattemyndigheder i nævnte medlemsstat gives mulighed for i givet fald at kontrollere rigtigheden af oplysninger vedrørende samme selskab, som fremlægges med henblik på at godtgøre, at nævnte skattepligtige persons kapitalandel i dette selskab ikke beror på en kunstig konstruktion.
Sagen omhandler:
Præjudiciel forelæggelse - beskatning - aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer - flytning af det skattemæssige hjemsted til Schweiz - lovgivning i en medlemsstat, hvorefter latente kapitalgevinster af selskabsandele beskattes i et sådant tilfælde
Domstolens dom:
Tidligere dokument: C-581/17 Wächtler - IndstillingBestemmelserne i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer, undertegnet i Luxembourg den 21. juni 1999, skal fortolkes således, at de er til hinder for en skatteordning i en medlemsstat, der i det tilfælde, hvor en statsborger i en medlemsstat, som er en fysisk person, der udøver økonomisk virksomhed på Det Schweiziske Forbunds område, flytter sin bopæl fra den medlemsstat, hvis skatteordning er omtvistet, til Schweiz, foreskriver, at der på tidspunktet for denne flytning skal foretages en opkrævning af den skat, som skyldes af latente kapitalgevinster af selskabsandele ejet af denne statsborger, hvorimod det i det tilfælde, hvor bopælen bevares i den nævnte medlemsstat, forholder sig således, at opkrævningen af skatten først finder sted på det tidspunkt, hvor kapitalgevinster realiseres, dvs. i forbindelse med afhændelsen af de pågældende selskabsandele.
Sagen omhandler:
Statsstøtte - støtte gennemført af de spanske myndigheder til fordel for visse professionelle fodboldklubber- gunstig indkomstskattesats for klubber, der tillades status som enhed, der ikke arbejder med gevinst for øje - afgørelse, hvorved det fastslås, at støtten ikke er forenelig med det indre marked - etableringsfrihed - fordel
Domstolens dom:
1) Kommissionens afgørelse (EU) 2016/2391 af 4. juli 2016 om statsstøtte SA.29769 (2013/C) (ex 2013/NN), som Spanien har gennemført for visse fodboldklubber, annulleres.
2) Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de af Futbol Club Barcelona afholdte omkostninger.
3) Kongeriget Spanien bærer sine egne omkostninger.
High Level Working Party (Taxation)
High Level Working Party (Taxation) - CHANGE OF VENUE
Bilag 5 |
Bilag 6 |
Bilag 7 |
Spm. 1 | Spm. om at stille ændringsforslag om deling af lovforslaget, til skatteministeren |
Spm. 2 |
Spm. 3 | Spm. om, hvornår de skærpede krav til fosforlofter træder i kraft, til skatteministeren |
Spm. 4 |
Bilag 4 |
Bilag 5 |
Spm. 1 | Spm. om at stille et ændringsforslag om deling af lovforslaget, til skatteministeren |
Spm. 2 |
Spm. 3 |
Spm. 4 |
Spm. 5 |
Bilag 149 | Henvendelse af 22/2-19 fra Jens Lauritzen om beskatning af indkomst ved køb og salg af antikviteter |
Bilag 150 |
Bilag 152 |
Bilag 153 |
Bilag 154 |
Spm. 239 |
Spm. 240 |
Spm. 243 |
Spm. 244 |
Spm. 290 |
Spm. 291 |
Spm. 293 |
Spm. 294 |
Spm. 295 |
Spm. 298 |
Spm. 299 |
Spm. 300 |
Spm. 301 |
Spm. 302 |
Spm. S 574 | Om at medlemmer af Folketinget må vente i månedsvis på svar på udvalgsspørgsmål. |