Indeholdelse af udbytteskat vedrørende udbytte til udenlandsk
moderselskab
Et selskab blev ikke
anset for indeholdelsespligtig af udbytteskat vedrørende udbytte
udbetalt til moderselskabet i Luxembourg. SKM2010.268.LSR
Klagen skyldes, at S A/S er anset for
indeholdelsespligtig af udbytteskat af udbytte udbetalt til
moderselskab i Luxembourg, jf. kildeskattelovens 65, stk. 1 og
5, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, idet
moderselskabet ikke er anset for retmæssig ejer af udbyttet.
Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse, idet S A/S ikke anses for
indeholdelsespligtig af skat af det pågældende udbytte.
Resume af sagens oplysninger
En række kapitalfonde købte A A/S via et holdingselskab, H S.a.r.l. i
Luxembourg. De umiddelbare investorer i de forskellige kapitalfonde udgør iflg.
repræsentanten institutionelle investorer, herunder pensionskasser,
pengeinstitutter, investeringsforeninger og -selskaber, andre kapitalfonde
("fund of funds"), en række selskaber og privatpersoner.
Et af kapitalfondene ejet selskab, D A/S, tilbød de eksisterende aktionærer i
A A/S at købe selskabet for kurs K. D A/S skulle fungere som holdingselskab for
A A/S. D A/S havde ikke haft nogen aktivitet siden dets stiftelse.
D A/S underskrev de aftaler om kreditfaciliteter, som var nødvendige for
købet af A A/S. Der var tale om tre låneaftaler. Ifølge alle tre låneaftaler var
det en betingelse, at investorerne indskød x DKK, og beløbet skulle være
indbetalt dagen før accept af købet af A A/S.
Dagen efter udløbet af tilbuddet - der blev accepteret af mere end 90 % af
aktionærerne - blev S A/S stiftet af kapitalfondene. I forbindelse med
stiftelsen blev D A/S apportindskudt, således at D A/S blev et helejet
datterselskab af S A/S.
Få dage efter blev aktiekapitalen i S A/S forhøjet ved kontantindskud af x
DKK. De nye aktier tegnedes af de eksisterende aktionærer, dvs. kapitalfondene.
Samme dag indskød kapitalfondene alle deres aktier i S A/S i H S.a.r.l. mod
vederlag i aktier i H S.a.r.l. Samme dag indskød H S.a.r.l. alle aktiver og
passiver, herunder samtlige aktier i S A/S, i H1 S.a.r.l. mod vederlag i aktier
i H1 S.a.r.l.
H S.a.r.l. og de øvrige holdingselskaber har som eneste aktivitet at eje og
finansiere deres datterselskab.
Den følgende dag blev der aflagt årsrapport for S A/S' første regnskabsår for
perioden fra stiftelsen. Samme dag blev der afholdt ordinær generalforsamling i
S A/S, hvor det blev besluttet at udbetale udbytte på y DKK til moderselskabet,
H1 S.a.r.l.
Samme dag ydede H1 S.a.r.l. to lån til S A/S - et konvertibelt lån og et
ikke-konvertibelt lån - i alt omtrent svarende til hele det deklarerede udbytte.
Der er fremlagt kontoudtog fra H1 S.a.r.l.'s bankkonto, hvoraf overførslerne
fremgår.
Ligeledes denne dag foretog S A/S en forhøjelse af aktiekapitalen i D A/S ved
kontant indbetaling af x DKK.
Ultimo samme år blev det konvertible lån med påløbne renter konverteret til
aktier i S A/S.
Om de luxembourgske selskaber er det oplyst, at de har registreret adresse i
Luxembourg, at de ikke har ansatte, at de ledes af et Board of Managers, der er
identiske i de to selskaber, og at den daglige administration m.v. varetages af
et af kapitalfondenes administrationsselskaber.
Administrationsselskabets opgaver består bl.a. i opbevaring og førelse af
lovpligtige aktionærfortegnelser, bestyrelses- og generalforsamlingsreferater,
fakturering, bogføring, udarbejdelse af regnskaber, afholdelse af møder og
generalforsamlinger, kontakt til myndigheder osv.
H S.a.r.l. og H1 S.a.r.l. har bl.a. udgiftsført "staff costs", hvilke beløb
udgør en del af selskabernes betaling til det omtalte administrationsselskab.
Selskaberne afholder ca. tre bestyrelsesmøder og en generalforsamling om året.
SKAT Center for Store Selskabers afgørelse
Selskabet skulle have indeholdt udbytteskat af udbytte til moderselskabet.
Det følger af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, at udbytter fra
danske selskaber, der udbetales til udenlandske selskaber, er begrænset
skattepligtige her til landet medmindre en sådan beskatning skal frafaldes efter
EU's moder/datterselskabsdirektiv, direktiv 90/435 EØF eller en
dobbeltbeskatningsoverenskomst. Hverken direktivet eller den dansk/luxembourgske
DBO, bekendtgørelse nr. 95 af 23. september 1982 af
dobbeltbeskatningsoverenskomst af 17. november 1980, afskærer Danmark fra at
beskatte udbyttebeløbet, idet H1 S.a.r.l., Luxembourg, ikke kan anses for
"beneficial owner" af udbyttebeløbet.
Den dansk/luxembourgske DBO, bekendtgørelse nr. 95 af 23. september 1982
af dobbeltbeskatningsoverenskomst af 17. november 1980
Ovennævnte DBO mellem Danmark og Luxembourg må fortolkes i lyset af
kommentarerne til OECDs modeloverenskomst. I kommentarerne til
modeloverenskomsten er spørgsmålet om forståelsen af udtrykket "beneficial
owner" oversat til: "retmæssig ejer" nu navnlig behandlet i punkt 12, 12.1 og
12.2, til artikel 10, hvori det (med SKATs fremhævninger) er anført:
"12. Kravet om retmæssigt ejerskab blev indsat i art 10, stk. 2,for at
tydeliggøre betydningen af ordene "betalt til en person, der er hjemmehørende"
således som de anvendes i artiklens stk. 1. Det gøres herved klart, at
kildestaten ikke er forpligtet til at give afkald på sin beskatningsret
til udbytteindkomst, blot fordi indkomsten umiddelbart blev betalt til en
person, der er hjemmehørende i en stat, med hvilken kildestaten har indgået en
overenskomst. Udtrykket retmæssig ejer er ikke anvendt i en snæver
teknisk betydning, men skal ses i sammenhængen og i lyset af overenskomstens
hensigt og formål, herunder at undgå dobbeltbeskatning og forhindre
skatteunddragelse og skatteundgåelse.
12.1 Når en indkomst betales til en person, der er hjemmehørende i en
kontraherende stat og som handler i sin egenskab af agent eller mellemmand, vil
det ikke være i overensstemmelse med hensigten og formålet med overenskomsten,
at kildestaten indrømmer lempelse eller skattefritagelse alene på grundlag af
den umiddelbare indkomstmodtagers status som en person, der er hjemmehørende i
den anden kontraherende stat. Den umiddelbare indkomstmodtager er i denne
situation en person, der er hjemmehørende i den anden stat, men ingen
dobbeltbeskatning opstår som følge heraf, da indkomstmodtageren ikke anses for
ejer af indkomsten i skattemæssig henseende i den stat, hvori han er
hjemmehørende. Det ville ligeledes ikke være i overensstemmelse med
hensigten og formålet med overenskomsten, hvis kildestaten skulle indrømme
lempelse af eller fritagelse for skat i tilfælde, hvor en person, der
er hjemmehørende i en kontraherende stat, på anden måde end som agent eller
mellemmand, blot fungerer som "gennemstrømningsenhed" (conduit) for en
anden person, der rent faktisk modtager den pågældende indkomst. Af
disse grunde konkluderer den af Committee on Fiscal Affairs udarbejdede rapport
"Double Taxation Conventions and the Use of Conduit Companies", at et
"gennemstrømningsselskab" normalt ikke kan anses for den retmæssige ejer, hvis
det, skønt det er den formelle ejer, reelt har meget snævre beføjelser, som, i
relation til den pågældende indkomst, gør det til en "nullitet" eller
administrator, der handler på vegne af andre parter.
12.2 Med forbehold af artiklens andre betingelser vedbliver begrænsningen i
kildestatens beskatningsret at eksistere, når en agent eller en mellemmand,
hjemmehørende i en kontraherende stat eller i en tredjestat, er indskudt mellem
den berettigede og betaleren, medmindre den retmæssige ejer er hjemmehørende i
den anden kontraherende stat. (Modelteksten blev ændret i 1995 for at
tydeliggøre dette punkt, som er i overensstemmelse med alle medlemsstaternes
opfattelse). Stater, der ønsker at udtrykke dette tydeligere, kan frit gøre det
under bilaterale forhandlinger."
Af kommentarerne fremgår, at DBO'en ikke i sig selv afskærer/begrænser
kildestatsbeskatning af udbytter, medmindre den retmæssige ejer af udbytterne er
hjemmehørende i den anden kontraherende stat. Afgørende for fastlæggelsen af
"den retmæssige ejer" er efter kommentarerne, om den formelle rentemodtager blot
fungerer som "gennemstrømningsenhed" (conduit) for en anden person, der rent
faktisk modtager den pågældende indkomst.
Kommentarerne til modelkonventionen må forstås således, at det ikke i sig
selv er afgørende, at udbyttebeløbene ikke umiddelbart er blevet videreført til
de bagvedliggende ejere, idet det afgørende er den formelle beløbsmodtagers
manglende beføjelse til selv at råde over de udbetalte beløb, idet de
bagvedliggende ejere fuldstændigt afgør, hvordan der skal forholdes med indkomne
beløb. Denne fortolkning bekræftes også af den i kommentarerne omtalte rapport
fra Committee of Fiscal Affairs.
Det er ikke opfattelsen, at holdingselskabskonstruktioner aldrig skal
respekteres, således at et udbytte- eller rentemodtagende holdingselskab ikke
kan påberåbe sig en DBO indgået med kildelandet med henblik på fritagelse for
eller begrænsning af kildelandsbeskatning.
En DBO afskærer dog ikke kildelandsbeskatning, når de bagvedliggende ejere -
som ikke selv er hjemmehørende i et land, hvormed der er indgået en DBO - på
forhånd eller automatisk har disponeret over beløbene, eller det i øvrigt må
lægges til grund, at holdingselskabet ikke har nogen praktisk mulighed for at
disponere på anden måde end fastlagt af ejerne.
Som eksempel på, at et land har nægtet at anvende en DBO bygget over OECDs
modeloverenskomst kan henvises til en afgørelse fra den schweiziske Højesteret
som er omtalt og refereret i svaret på spørgsmål 7 til folketingets skatteudvalg
af 21. november 2006 vedrørende L 30. I sagen nægtedes et schweizisk selskab
overenskomstfordele, idet domstolen fandt det afgørende, at det danske selskab
angiveligt var et postkasseselskab og ikke havde nogen erhvervsmæssige grunde -
bortset fra de skattemæssige - til at være etableret i Danmark. Det danske
holdingselskab ansås ikke for retmæssig ejer af indkomsten.
Sammenfattende anses H1 S.a.r.l. ikke for beneficial owner, da selskabet ikke
har nogen aktiviteter, og da selskabet ikke har nogen selvstændig ret til at
disponere over udbyttebeløbene. Da H1 S.a.r.l. alene er indskudt som et
mellemliggende holdingselskab, der reelt ikke har beføjelser til at disponere på
anden måde over disse beløb end den bagvedliggende ejerstruktur på forhånd har
besluttet, anses den dansk/luxembourgske DBO ikke at afskære Danmark fra at
gennemføre en kildelandsbeskatning af udbyttebeløbene. Tværtimod ses der ikke at
være noget kommercielt formål med indskydelsen af det mellemliggende
holdingselskab, som derfor ikke ses at have andet formål end at søge at undgå
dansk kildestatsbeskatning (eller opnå andre skattemæssige fordele).
EU-retten
EF-Domstolens praksis er, at der ikke er noget til hinder for at afskære
selskaber etableret i en anden medlemsstat fra at påberåbe sig EU-retten -
herunder de harmoniserede regler, der følger af bl.a.
moder-/datterselskabsdirektivet - når det må lægges til grund, at etableringen
af et holdingselskab i en anden medlemsstat "tager sigte på at undgå kildeskat
på betalinger til ikke-europæiske foretagender, hvis en sådan konstruktion ikke
tjener noget kommercielt formål", jf. Europa-Kommissionens fortolkning af "Rent
kunstige arrangementer" offentliggjort i EUT 2008, C 116/13.
Denne fortolkning har støtte i retspraksis fra EF-Domstolen, jf. bl.a.
Cadbury Schweppes-dommen (sag C-196/04, Cadbury Schweppes, Saml. 2006, s.
1-7995) og Halifaxdommen (sag C-255/02, Halifax, Saml. 2006, s. 1-1609).
EU-retten kan derfor ikke i videre omfang end de på Modeloverenskomsten
baserede DBO'er anses at afskære Danmark fra at gennemføre en
kildestatsbeskatning af renter og udbytter, når de pågældende beløbs retmæssige
ejere er personer hjemmehørende uden for EU.
Sammenfattende er det opfattelsen, at H1 S.a.r.l. ikke er beneficial owner,
da selskabet ikke har nogen aktiviteter, og da selskabet ikke har nogen
selvstændig ret til at disponere over udbyttebeløbene. Da H1 S.a.r.l.,
Luxembourg alene er indskudt som et mellemliggende holdingselskab, der reelt
ikke har beføjelser til at disponere på anden måde over disse beløb end den
bagvedliggende ejerstruktur på forhånd har besluttet, anses EU-retten - herunder
EU-retlige direktiver - ikke at afskære Danmark fra at gennemføre en
kildestatsbeskatning. Tværtimod ses der ikke at være noget kommercielt formål
med indskydelsen af det mellemliggende holdingselskab, som derfor ikke ses at
have andet formål end at søge at undgå dansk kildestatsbeskatning (eller opnå
andre skattemæssige fordele).
Manglende selvstændig disponeringsret i H1 S.a.r.l.
Udlodningen og det samtidige genudlån af næsten hele det udloddede beløb,
anses at udgøre en på forhånd af de bagvedliggende ejere fastlagt pengestrøm,
således at H1 S.a.r.l. i relation til disse dispositioner kan hævdes at have
været en ren "administrator' eller et rent "redskab" for de bagvedliggende
ejeres dispositioner.
Selskabets repræsentant har anført, at det oprindeligt var forudsat, at
investorernes indskud på x DKK skulle have været indskudt i
Luxembourg-selskaberne og herefter downstreamed via S A/S til D A/S. Det var i
den forbindelse planlagt, at H1 S.a.r.l. delvist skulle tilvejebringe midlerne i
S A/S ved at udstede et ansvarligt konvertibelt lån og et almindeligt lån.
Investorerne valgte imidlertid i stedet at indskyde kapital direkte i S A/S
og først herefter etablere den luxembourgske del af koncernstrukturen ved
successive aktieombytninger. Baggrunden for at investorerne valgte at indskyde
kontantbeløbet direkte i S A/Si stedet for via de luxembourgske selskaber var
ifølge repræsentanten, at en tilførsel af kapital til de luxembourgske selskaber
ville have udløst en meget betydelig og for opnåelsen af den ønskede
kapitalstruktur helt unødvendig kapitaltilførselsafgift i Luxembourg.
Det må derfor i overensstemmelse med de afgivne oplysninger konstateres, at
det på forhånd var besluttet af de bagvedliggende ejere ("investorerne"),
præcist hvorledes der skulle forholdes med det beløb, der blev udloddet til H1
S.a.r.l. Der er heller intet, der tyder på, at der på noget tidspunkt har været
truffet nogen beslutning af det luxembourgske selskab om genudlånet, selv om
alle beslutninger truffet på "board meetings" angiveligt er blevet fremsendt.
Af de oprindelige lånedokumenter fremgår det desuden flere steder, at denne
koncerninterne lånemanøvre har været planlagt fra start. F.eks. skelnes der ikke
mellem om kapitalfondenes egenfinansiering på mindst x DKK placeres som
aktiekapital eller som efterstillet aktionærlån. Dette fremgår af
Lånedokumentet.
Selskabets påstand og argumenter
Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabets
indeholdelsespligt vedrørende udbytte til moderselskabet ophæves.
Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at hverken
H1 S.a.r.l. eller de bagvedliggende ejere (de ultimative investorer i
kapitalfondene) er begrænset skattepligtige til Danmark af det omhandlede
udbytte til H1 S.a.r.l., jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c,
sammenholdt med artikel 10 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og
Luxembourg og moder-/datterselskabsdirektivet (90/435/EØF).
Det gøres hertil gældende, at H1 S.a.r.l. er beneficial owner (retmæssig
ejer) af det modtagne udbytte i dobbeltbeskatningsoverenskomstens forstand.
Det gøres videre gældende, at H1 S.a.r.l. har et ubetinget krav på
skattefrihed for udbyttet i medfør af moder-/datterselskabsdirektivet.
Subsidiært gøres det gældende, at SKATs afgørelse er udtryk for en skærpelse
af en fast administrativ praksis med tilbagevirkende kraft, og at en sådan ikke
lovligt kan gennemføres uden et passende varsel.
Selskabsskattelovens 2, stk. 1, litra c
Reglerne om udenlandske selskabers begrænsede skattepligt af udbytte udloddet
fra danske selskaber fremgår af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c.
Den begrænsede skattepligt omfatter ikke udbytte, som oppebæres af et
moderselskab, der ejer mindst 20 % af aktiekapitalen i et datterselskab i en
sammenhængende periode på mindst 1 år, inden for hvilken periode
udbytteudlodningstidspunktet skal ligge. Disse betingelser, der svarer til de
betingelser, som skal være opfyldt, for at et dansk moderselskab kan modtage
skattefrit udbytte, er opfyldt i nærværende sag.
Det er herudover en betingelse, at beskatningen af udbyttet skal frafaldes
eller nedsættes efter bestemmelserne i moder-/datterselskabsdirektivet eller i
en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Hvis blot udbyttebeskatningen skal lempes
efter én af disse retsforskrifter, foreligger der således ikke begrænset
skattepligt.
Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Luxembourg
Den dansk-luxembourgske dobbeltbeskatningsoverenskomst af 17. november 1980
indeholder i artikel 10 følgende bestemmelse om fordelingen at beskatningsretten
til udbytte:
"1) Udbytte, som udbetales af et selskab, der er hjemmehørende i en
kontraherende stat, til en person, der er hjemmehørende i den anden
kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
2) Sådant udbytte kan imidlertid også beskattes i den kontraherende stat,
hvori det selskab, der betaler udbyttet, er hjemmehørende, og i henhold til
lovgivningen i denne stat, men den skat, der pålægges, må, såfremt modtageren er
udbyttets retmæssige ejer, ikke overstige:
a) 5 pct. af bruttobeløbet af udbyttet, hvis den retsmæssige ejer er et
selskab (bortset fra et interessentskab og et kommanditselskab), der direkte
ejer mindst 25 pct. af kapitalen i det selskab, som udbetaler udbyttet;
b) 15 pct. at bruttobeløbet at udbyttet i alle andre tilfælde."
(Repræsentantens understregning).
Bestemmelsen svarer til artikel 10 i OECDs modeloverenskomst fra 1977.
Begrebet "beneficial owner" er hverken defineret i den dansk-luxembourgske
dobbeltbeskatningsoverenskomst eller i modeloverenskomsten. I OECDs kommentarer
til 1977-modeloverenskomsten, punkt 12, er det om begrebet anført:
"Efter stk. 2 finder begrænsningen af beskatningen i kildestaten ikke
anvendelse i tilfælde, hvor en mellemmand, såsom en agent eller en
særligt udpeget person, er indskudt mellem modtager og betaler, medmindre
den retmæssige ejer er hjemmehørende i den anden kontraherende stat. Stater, der
ønsker at gøre dette klarere, kan frit gøre det under bilaterale forhandlinger."
(Repræsentantens understregninger).
Da H1 S.a.r.l. hverken er "agent" eller "nominee" for de ultimative ejere, er
det efter 1977-kommentarerne klart, at H1 S.a.r.l. er "retmæssig ejer".
Medens artikel 10 i den nugældende modeloverenskomst i det væsentlige svarer
til bestemmelsen i 1977-versionen, er kommentarerne til beneficial
owner-begrebet blevet udvidet betydeligt over årene. Det af SKAT påberåbte punkt
12 i kommentarerne fik sit nuværende indhold ved revisionen i 2003.
Det er i dansk skatteretlig praksis antaget, at OECDs kommentarer til
modeloverenskomsten kan inddrages ved fortolkningen af konkrete
dobbeltbeskatningsoverenskomster. Udgangspunktet er, at der ved fortolkningen
skal tages udgangspunkt i den version af modeloverenskomsten med kommentarer,
som var gældende på tidspunktet for indgåelsen af den konkrete overenskomst.
Såfremt nye kommentarer er udtryk for en ændring i forhold til tidligere
versioner - og ikke blot en præcisering - kan de nye kommentarer til
modeloverenskomsten ikke lægges til grund.
Det er altså et selvstændigt spørgsmål, om de udvidede kommentarer fra 2003
er udtryk for en ændring eller en præcisering. Da heller ikke de nye kommentarer
støtter SKATs synspunkt i nærværende sag, forfølges spørgsmålet imidlertid ikke
nærmere her.
"Gennemstrømningsselskaber"
Det af SKAT påberåbte punkt 12 i kommentarerne er udvidet ved revisionen i
2003. Nyt i forhold til tidligere versioner af kommentarerne er bemærkningen om,
at udtrykket "retmæssig ejer" ikke er anvendt i en snæver teknisk betydning, men
skal ses i sammenhæng med og i lyset af overenskomstens hensigt og formål,
herunder at undgå dobbeltbeskatning og forhindre skatteunddragelse og
skatteundgåelse.
Dette uddybes i punkt 12.1 med, at det for det første ikke ville være i
overensstemmelse med hensigten og formålet med overenskomsten, hvis kildelandet
skulle give lempelse ved betaling til en agent eller mellemmand ("agent or
nominee"), idet denne ikke er ejer af indkomsten og dermed ikke beskattes i sit
domicilland, hvorfor der ikke opstår dobbeltbeskatning. Dette svarer til
kommentaren til 1977-modeloverenskomsten.
For det andet udtales om "conduit companies":
"Det ville ligeledes ikke være i overensstemmelse med hensigten og formålet
med overenskomsten, hvis kildestaten skulle indrømme lempelse af eller
fritagelse for skat i tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i en
kontraherende stat, på anden måde end som agent eller mellemmand, blot fungerer
som "gennemstrømningsenhed" (conduit) for en anden person, der rent faktisk
modtager den pågældende indkomst. Af disse grunde konkluderer den af
Committee on Fiscal Affairs udarbejdede rapport "Double Taxation Conventions and
the Use of Conduit Companies", at et "gennemstrømningsselskab" normalt ikke kan
anses for den retmæssige ejer, hvis det, skønt det er den formelle ejer, reelt
har meget snævre beføjelser, som, i relation til den pågældende indkomst, gør
det til en "nullitet" eller administrator, der handler på vegne af andre
parter." (Repræsentantens understregning).
I nærværende sag har H1 S.a.r.l. ikke videreudloddet det modtagne udbytte til
de bagvedliggende ejere. Tværtimod, har H1 S.a.r.l. beholdt dette udbytte.
Selskabet benyttede således det udloddede beløb til et udlån til S A/S og
konverterede tilmed senere tilgodehavendet til aktiekapital. Det beløb, som H1
S.a.r.l. modtog i udbytte, blev således geninvesteret i S A/S og udgør fortsat
en del af egenkapitalen i H1 S.a.r.l. Faktisk er der på intet tidspunkt siden
købet af A A/S udloddet udbytte til de bagvedliggende ejere. H1 S.a.r.l. har
dermed ikke fungeret som en gennemstrømningsenhed (conduit).
Det fremgår udtrykkeligt af kommentarerne, at det er et nødvendigt element i
gennemstrømnings-betragtningen, at der er "en anden person, der rent faktisk
modtager den pågældende indkomst" ("another person who in fact receives the
benefit of the income concerned").
At det kræves, at udbyttet viderekanaliseres til de bagvedliggende ejere,
fremgår også forudsætningsvis af kommentarernes punkt 22, der netop omtaler den
situation, hvor et mellemliggende udenlandsk holdingselskab efter sin praksis
undlader at udbetale sin fortjeneste i form af udbytte til de bagvedliggende
ejere, (og selskabet i øvrigt nyder en begunstigende skattemæssig behandling i
det pågældende land). Kommentarerne anbefaler, at der bilateralt træffes aftale
om særlige undtagelser fra artikel 10 i denne situation, hvilket klart viser, at
det mellemliggende holdingselskab forudsættes at være beneficial owner.
Af rapporten fra Committee on Fiscal Affairs afsnit I. A. 2 fremgår:
"This report deals with the most important situation of this kind, where A
A/S company situated in A A/S treaty country is acting as a conduit for
channelling income economically accruing to A A/S person in another State
who is thereby able to take advantage "improperly" of the benefits provided by a
tax treaty." (Repræsentantens understregning).
Som det fremgår at udtrykket "conduit for channelling income", er det en
forudsætning, at beløbet viderekanaliseres til den, som hævdes at være
beneficial owner af indkomsten. Når rapporten således i det følgende omtaler et
conduit company, er det forudsat, at dette viderekanaliserer beløbet til the
beneficial owner. Dette gælder også for følgende udtalelse i rapporten, hvortil
kommentarernes punkt 12.1, som ovenfor gengivet, direkte henviser:
"The provisions would, however, apply also to other cases where a person
enters into contracts or takes over obligations under which he has a similar
function to those of a nominee or an agent. Thus a conduit company can
normally not be regarded as the beneficial owner if, though the formal owner of
certain assets, it has very narrow powers which render it a mere fiduciary or an
administrator acting on account of the interested parties (most likely the
shareholders of the conduit company). In practice, however, it will usually be
difficult for the country of source to show that the conduit company is not the
beneficial owner. The fact that its main function is to hold assets or rights
is not itself sufficient to categorise it as a mere intermediary, although this
may indicate that further examination is necessary." (Repræsentantens
understregninger).
Der er således hverken i kommentarerne eller i rapporten fra Committee on
Fiscal Affairs noget holdepunkt for at antage, at det ikke er afgørende, om
udbyttebeløbene er blevet videreført til de bagvedliggende ejere. Pointen er jo,
at udbytterne skal være kommet den retmæssige ejer (beneficial owner) til gode.
Skatteministeriet er af samme opfattelse. Der henvises i den forbindelse til
SKM2008.728.DEP (Skatteministeriets kommentarer til en henvendelse fra FSR),
hvor ministeriet på s. 20 har svaret følgende på et spørgsmål om betydningen af
begrebet "gennemstrømningsselskab" i relation til de nye regler om skattefrihed
for tilskud:
"Skatteministeriet har vanskeligt ved at se, hvordan det i det nævnte
eksempel kan påvises, at Cayman Island-selskabet er et gennemstrømningsselskab,
idet der - i modsætning til det omtalte eksempel i bilag 26 til L 213 - ikke
rent faktisk føres en pengestrøm gennem Cayman Island-selskabet."
(Repræsentantens understregning).
SKATs synspunkt om, at det ikke i sig selv er afgørende, at udbyttebeløbene
ikke umiddelbart er blevet videreført til de bagvedliggende ejere, er således
forkert. Allerede af denne grund må H1 S.a.r.l. anses for retmæssig ejer af det
udloddede beløb.
Rådighed over udbyttet
SKATs væsentligste begrundelse for ikke at anse H1 S.a.r.l. for at være
retmæssig ejer af det omhandlede udbytte er, at selskabet - efter SKATs
opfattelse - har manglet beføjelse til selv at råde over udbyttet.
Den første kommentar hertil er, at det jo er ganske rigtigt, at kommentarerne
til modeloverenskomsten i punkt 12.1 har adopteret Committee on Fiscal Affairs'
konklusion, hvorefter:
"et "gennemstrømningsselskab" normalt ikke kan anses for den retmæssige ejer,
hvis det, skønt det er den formelle ejer, reelt har meget snævre beføjelser.
som, i relation til den pågældende indkomst, gør det til en "nullitet" eller
administrator, der handler nå vegne af andre parter." (Repræsentantens
understregning).
Omfanget af rådighedsretten er således ét af de elementer, som kan indgå i
vurderingen af, om et gennemstrømningsselskab er den retmæssige ejer af
indkomsten, men H1 S.a.r.l. er netop ikke et gennemstrømningsselskab.
Pointen i kommentarerne er altså, at når det udbyttemodtagende selskab har
viderekanaliseret det modtagne udbytte til de bagvedliggende ejere, kan der -
ved vurderingen af, om selskabet er retmæssig ejer - lægges vægt på, om dette er
et udslag af, at de bagvedliggende ejere har indskrænket selskabets rådighed
over udbyttet. De bagvedliggende ejeres beslutning om, at det modtagne udbytte
skal forblive i mellemholdingselskabet, gør ikke de bagvedliggende ejere til
retmæssige ejere at udbyttet.
SKAT har således overset, at den manglende rådighedsret over udbyttet skal
have relation til viderekanaliseringen af udbyttet til de bagvedliggende ejere.
H1 S.a.r.l., der er ejer af samtlige aktier i S A/S, har på en
generalforsamling i S A/S truffet beslutning om udlodning, og H1 S.a.r.l. har
samme dag truffet beslutning om at udlåne et næsten tilsvarende beløb til S A/S.
H1 S.a.r.l. har således fået den fulde glæde af det udloddede beløb, som den dag
i dag fortsat indgår i selskabets egenkapital. Omvendt har de bagvedliggende
ejere ingen som helst glæde haft af udlodningen.
Heraf følger også, at H1 S.a.r.l.'s eventuelle kreditorer kan søge sig
fyldestgjort i den værdi, som udlodningen repræsenterer.
Det kan uden videre lægges til grund, at hverken beslutningen om at stemme
for udlodningen af et udbytte eller om at udlåne beløbet til A A/S er spontane
ledelsesbeslutninger i H1 S.a.r.l. Alle større beslutninger i en hvilken som
helst koncern - f.eks. om køb af selskaber, større udlodninger, etablering at
finansieringsstruktur mv. - træffes i første omgang af topledelsen i koncernen.
Herefter gennemføres beslutningerne af de relevante selskabsorganer i de
respektive selskaber. Hverken de enkelte selskaber som sådan eller de enkelte
ledelsesmedlemmer er, som udgangspunkt, forpligtede til at gennemføre de
planlagte beslutninger, men vægring herved kan naturligvis føre til, at de
pågældende medlemmer udskiftes i overensstemmelse med selskabslovenes regler.
Det kan ikke være således, at det, der er en sædvanlig beslutningsprocedure i
enhver koncern, automatisk diskvalificerer koncernens datterselskaber fra at
være retmæssige ejere af modtagne udbytter.
Det er vanskeligt - for ikke at sige umuligt - at pege på et mellemliggende
holdingselskab, som SKAT vil kunne acceptere som retmæssig ejer af et udbytte.
Hvad enten dette udbytte skal anvendes af selskabet selv - f.eks. til køb af en
virksomhed - eller skal viderekanaliseres til de bagvedliggende ejere, fører
SKATs opfattelse således til, at holdingselskabet ikke er retmæssig ejer.
Autonom eller internretlig fortolkning - princippet om rette
indkomstmodtager
Begrebet "beneficial owner" er overtaget fra common law retstraditionen
(først og fremmest UK og USA), som opererer med en sondring mellem økonomisk og
juridisk ejerskab, hvor beneficial owner vedrører det økonomiske ejerskab.
I civil law lande (herunder Danmark) anvendes ikke en tilsvarende sondring
mellem økonomisk og juridisk ejerskab. I dansk skatteret anses den samlede
ejendomsret som alt overvejende hovedregel for at være placeret hos samme
person. Ved fastlæggelsen af, hvem der i skattemæssig forstand er ejer, tages
der udgangspunkt i en bedømmelse af, hvem der i civilretlig forstand har
hovedvægten at de sædvanlige ejerbeføjelser.
Det er i litteraturen - nationalt og internationalt - omdiskuteret, om
begrebet "beneficial owner" skal fortolkes autonomt (internationalt), dvs. uden
inddragelse af intern ret, eller om begrebet - i hvert fald i tilfælde af tvivl
- skal fortolkes i overensstemmelse med intern ret, jf. artikel 3, stk. 2, i
OECDs modeloverenskomst og den dansk-luxembourgske overenskomst.
Såfremt der skal fortolkes i overensstemmelse med intern ret, vil det ved
fortolkningen af beneficial owner/retmæssig ejer være intern dansk skatteret,
der skal lægges til grund. Da disse begreber ikke er benyttet i intern dansk
skatteret, må det formodes, at de danske domstole vil anvende det domstolsskabte
princip om rette indkomstmodtager.
Jakob Bundgaard og Niels Winther-Sørensen konkluderer i artiklen "Retmæssig
ejer ved international koncernfinansiering" i SR-SKAT 2007.395 efter en
gennemgang af højesterets praksis følgende:
"På baggrund af den nævnte danske retspraksis om internretlig fortolkning af
begreber fra dobbeltbeskatningsoverenskomster må det formentligt antages, at de
danske domstole vil være tilbøjelige til i hvert fald i en vis udstrækning at
fortolke beneficial owner-begrebet i overensstemmelse med intern dansk
skatteret. Eller med andre ord, at de danske domstole vil være tilbøjelige til
at anse det selskab, der efter en dansk skatteretlig vurdering anses for
rette indkomstmodtager, for også at være beneficial owner."
(Repræsentantens understregninger).
Samme resultat kommer Aage Michelsen til i International Skatteret, 3.
udgave, 2003, s. 426:
"De fleste danske dobbeltbeskatningsoverenskomster indeholder bestemmelser i
art. 10-12 om retmæssig ejer ("beneficial owner") som betingelse for
begrænsningerne i kildelandsbeskatningen af udbytte, renter og royalties. Som
nævnt i omtalen af de tilsvarende bestemmelser i OECD-aftalen har sådanne
bestemmelser næppe nogen betydelig funktion, idet de fleste mellemselskaber ved
iagttagelse af de nødvendige juridiske formaliteter uden besvær vil kunne
opfylde kravet om at være retmæssig ejer. Bestemmelserne vil kun ramme egentlige
pro forma tilfælde. Og i så fald er de overflødige, idet det samme resultat her
vil kunne nås ved anvendelse af almindelige retsgrundsætninger."
Skatteministeren er af samme opfattelse, jf. Skatteministerens svar af 6.
november 2006 på spørgsmål 5 474:
"Princippet om rette indkomstmodtager må således anvendes for at fastslå,
hvem der "oppebærer" renterne. Udtrykket "rette indkomstmodtager" må anses for
at være meget lig udtrykket "beneficial owner", som anvendes i
dobbeltbeskatningsoverenskomsterne. I dobbeltbeskatningsoverenskomsterne skal
kildebeskatningen kun frafaldes eller nedsættes, hvis udbytternes retmæssige
ejer (beneficial owner) er hjemmehørende i den anden stat.""
Spørgsmålet er herefter, hvad princippet om rette indkomstmodtager i dansk
skatteret nærmere går ud på i forhold til udbytteindkomst.
Det er et klart udgangspunkt i dansk skatteret, at udbytte beskattes hos det
skattesubjekt, der i civilretlig henseende ejer aktierne i det udbytteudloddende
selskab. Såfremt den rette indkomstmodtager af udbyttet skal anses for en anden
end ejeren af aktierne, kræver dette efter praksis en helt særlig begrundelse.
I nærværende sag kan det uden videre fastslås, at H1 S.a.r.l. er rette
indkomstmodtager af det udloddede udbytte. Den omstændighed, at udbyttet
umiddelbart efter udlodningen er anvendt til et lån til S A/S, ændrer ikke
herved. Dette ville også gælde, dersom H1 S.a.r.l. havde videreudloddet beløbet
til H S.a.r.l., som havde videreudloddet det til de bagvedliggende ejere.
Der foreligger således ingen særlige begrundelser for, at H1 S.a.r.l, der er
eneejer af aktierne i S A/S, ikke skulle være rette indkomstmodtager efter dansk
ret - og dermed også retmæssig ejer (beneficial owner) efter
dobbeltbeskatningsoverenskomsten - af det omhandlede udbytte.
Ikke misbrugsbestemmelse i dobbeltbeskatningsoverenskomsten
Mange lande har i deres respektive dobbeltbeskatningsoverenskomster medtaget
specifikke misbrugsbestemmelser for at imødegå anvendelsen af
gennemstrømningsselskaber (conduit companies).
Sådanne misbrugsbestemmelser findes ikke i den dansk-luxembourgske
dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Kommentarerne til modeloverenskomstens artikel 1 indeholder i punkt 11-20 en
række forslag til sådanne misbrugsbestemmelser, som landene efter ønske kan
medtage i deres overenskomster.
Disse forslag til misbrugsbestemmelser var allerede indeholdt i den ovenfor
nævnte rapport fra Committee on Fiscal Affairs, "Double Taxation Conventions and
the Use of Conduit Companies", dateret den 27. november 1986, og denne rapport
er da også omtalt i kommentarernes punkt 11.
De forskellige bestemmelser benytter forskellige metoder, der er benævnt
henholdsvis:
- "the look through approach"
- "the subject-to-tax approach"
-
"the channel approach"
- "the exclusion approach".
"The look through approach" (transparens-metoden) går ud på, at
et udbyttemodtagende selskab ikke skal være berettiget til
overenskomstfordele, hvis det ejes eller kontrolleres af
personer, som ikke er hjemmehørende i samme stat som selskabet.
"The subject-to-tax approach" går ud på, at overenskomstfordele i kildestaten
kun indrømmes, hvis den pågældende indkomst er undergivet beskatning i
bopælsstaten (subsidiær beskatningsret).
"The channel approach" har navnlig til formål at udelukke
"stepping-stone"-arrangementer.
"The exclusion approach" går ud på at udelukke særlige typer af selskaber fra
overenskomstens anvendelsesområde.
Den omstændighed, at kommentarerne indeholder forslag til
misbrugsbestemmelser rettet specifikt mod gennemstrømningsselskaber, og en række
lande har medtaget sådanne bestemmelser i deres overenskomster, må være baseret
på en forudsætning om, at et gennemstrømningsselskab i almindelighed ikke vil
kunne nægtes overenskomstfordele med den begrundelse, at det ikke er beneficial
owner.
Tilsvarende betragtninger er anført af Philip Baker i "Progress Report of
Subcommittee on Improper Use of Tax Treaties: Beneficial Ownership", dateret den
17. oktober 2008. Det hedder her i punkt 14 på s. 9-10:
"I also take the view that the beneficial ownership concept is a narrow
provision designed to counter only certain specific examples of treaty
shopping: this is supported by the reference in the Commentaries to the OECD and
UN Models to nominees and agents (and in the OECD Model to aconduit having very
narrow powers which render it a mere fiduciary or administrator acting on
account of another). I also take this view based upon the advice found in the
Commentaries to the OECD and UN Models that Contracting States may include
more specific anti-shopping provisions. Finally, I base this view also on
the practice of a number of States to include more elaborate and detailed
anti-shopping provisions (for example, separate Limitation on Benefit Articles):
if the beneficial ownership concept was a broad, general anti-treaty-shopping
measure, some of those more detailed provisions might be unnecessary."
(Repræsentantens understregninger).
På den anførte baggrund gøres det gældende, at bestemmelsen om beneficial
owner ikke kan bruges som en generel misbrugsbestemmelse, og at nægtelse af
overenskomstfordele med denne begrundelse kun kan ske i helt ekstraordinære
tilfælde.
Det er ovenfor nævnt, at et sådan tilfælde ikke foreligger i nærværende sag.
Som det vil fremgå nedenfor, foreligger der i øvrigt ikke treaty shopping i
nærværende sag.
I øvrigt bemærkes, at den af SKAT anvendte begrundelse for ikke at anse H1
S.a.r.l. for beneficial owner reelt virker på samme måde som en "look through"-
bestemmelse.
International retspraksis
Der findes kun en håndfuld udenlandske domme, der drejer sig om forståelsen
af begrebet beneficial owner i modeloverenskomstens forstand. I hollandsk
højesteretspraksis er der to domme fra Hoge Raad.
I den første dom fra 1994 modtog en person, hjemmehørende i England, udbytte
fra et hollandsk selskab. Ejeren af aktierne i selskabet var et selskab, der var
hjemmehørende i Luxembourg. Selvom udbyttemodtageren ikke var ejer af aktierne,
anså Hoge Raad ham for at være beneficial owner. Afgørende for Hoge Raad var, at
udbyttemodtageren kunne disponere frit over udbyttekuponer og over det udbetalte
udbytte. Dommen er udtryk for, at Hoge Raad i vidt omfang lagde vægt på, hvem
der retligt set var berettiget til udbytte.
I den anden dom fra 2001 købte en aktiehandler en option dagen før udlodning
af udbytte. Købet af optionen var begrundet i hensynet til at opnå en
fortjeneste og blev ikke foretaget med henblik på at undgå begrænset
skattepligt. Hoge Raad fandt, at aktiehandleren måtte anses som beneficial
owner.
I marts 2006 afsagde den engelske Court of Appeal dom i den såkaldte
Indofood-sag. Sagens genstand var en civilretlig tvist, der drejede sig om,
hvorvidt Indofood, der havde udstedt virksomhedsobligationer på det
internationale marked, kunne kræve obligationerne tilbagekøbt førtidigt. Ifølge
de aftalte vilkår kunne dette ske, hvis der indtrådte markante ændringer i
indonesisk ret, således at rentebetalingerne fra Indonesien blev pålagt en
kildeskat på mere end 10 %. Denne ret til at købe obligationerne tilbage gjaldt
dog ikke, såfremt udstederen åbenbart kunne undgå denne effekt ved at foretage
"reasonable measures". For at undgå den indonesiske kildeskat på 20 % på
rentebetalingerne var obligationerne oprindeligt blevet udstedt af et helejet
datterselskab på Mauritius, hvorved den indonesiske kildeskat på
rentebetalingerne i medfør af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Indonesien
og Mauritius blev reduceret til 10 %. I 2005 blev
dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Indonesien og Mauritius ophævet, og som
en konsekvens heraf steg den indonesiske kildeskat på renterne til 20 %.
Spørgsmålet var herefter, om den forhøjede kildeskat på renterne kunne undgås
ved at indskyde et hollandsk selskab (SPV), idet den indonesiske kildeskat på
renterne herved kunne reduceres med henvisning til
dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Indonesien og Holland. Indofood gjorde
heroverfor gældende, at det hollandske SPV ikke ville blive anset for at være
beneficial owner af rentebetalingerne. Court of Appeal fulgte Indofoods
argumentation og fandt, at det hollandske SPV ikke ville være beneficial owner
af renteindtægterne i medfør af den indonesisk-hollandske overenskomst.
Det hedder i dommens præmis 44:
"In practical terms it is impossible to conceive of any circumstances in
which either the Issuer or Newco could derive any "direct benefit" from the
interest payable by the Parent Guarantor except by funding its liability to the
Principal Paying Agent or Issuer respectively. Such an exception can hardly
be described as the "full privilege" needed to qualify as the beneficial owner,
rather the position of the Issuer and Newco equates to that of an "administrator
of the income"." (Repræsentantens understregning).
Dommen drejer sig altså om et såkaldt "back-to-back" lån, hvor der ikke ville
blive skabt indkomst i det hollandske SPV.
Som det fremgår, ligger de faktiske omstændigheder i denne sag langt fra
nærværende sag, hvor der er tale om udlodning at udbytte, og hvor udbyttet er
forblevet i det udbyttemodtagende selskab.
Den 20. december 2006 afsagde den franske Conseil d'Etat dom i den såkaldte
Bank of Scotland-sag.
Sagen drejede sig om en meget speciel situation, hvor det civilretlige og det
økonomiske ejerskab til et udbytte var delt. Et amerikansk moderselskab havde
således til Bank of Scotland (et UK selskab) solgt retten til at modtage på
forhånd fastsatte udbytter i tre år hidrørende fra stemmeløse præferenceaktier i
dets franske datterselskab. Betalingen til det amerikanske moderselskab fra
banken svarede til tre års nettoudbytter (før kildeskat). Det amerikanske
moderselskab var også efter denne såkaldte "ususfruct"-aftale eneejer af de
almindelige aktier i det franske datterselskab. Spørgsmålet i sagen var, om Bank
of Scotland var berettiget til skattenedsættelse og skattegodtgørelse (avoir
fiscal) efter den fransk-engelske dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvilket
beroede på, om Bank of Scotland var beneficial owner af udbyttet. Conseil d'État
kom til det resultat, at Bank of Scotland ikke kunne anses for at være
beneficial owner, og retten tilsluttede sig i den forbindelse
skattemyndighedernes synspunkt om, at der i realiteten var tale om en
låneaftale, hvor tilbagebetalingen var overladt til det franske datterselskab.
Dommen er således nærmest udtryk for anvendelsen af en realitetsbetragtning.
Som det kan ses, ligger de faktiske omstændigheder også i denne sag milevidt
fra nærværende sag.
SKAT har i sin afgørelse i nærværende sag henvist til en enkelt udenlandsk
dom, nemlig en dom af 28. november 2005 afsagt af Schweizerische Bundesgericht.
SKAT har misforstået sagen. Sagen vedrørte den dansk-schweiziske
dobbeltbeskatningsoverenskomst fra 1973, som i lighed med 1963-versionen af
OECDs modeloverenskomst ikke indeholder et beneficial owner begreb i artikel
10-12. Sagen drejer sig derfor ikke om forståelsen af udtrykket "beneficial
owner" ("retmæssig ejer") i overenskomstens forstand.
De schweiziske skattemyndigheder ville ikke anerkende, at der i henhold til
den dansk- schweiziske dobbeltbeskatningsoverenskomst kunne ske skattefri
udbytteudlodning fra et schweizisk selskab til et dansk holdingselskab. Det
danske holdingselskab var ejet af et Guernsey-selskab, som igen var ejet at et
selskab på Bermuda. Den schweiziske højesteret fandt, at der gjaldt et generelt
misbrugsforbehold på overenskomstplan, uanset at den konkrete overenskomst
hverken indeholdt en bestemmelse om beneficial owner eller en særlig
misbrugsbestemmelse. Domstolen henviste i forbindelse hermed til OECDs
kommentarer til modeloverenskomsten, særligt transparensklausulen i punkt 13 til
artikel 1, der er en af de misbrugsklausuler, som landene kan vælge at medtage i
deres bilaterale overenskomster.
Det er almindeligt antaget, at dommen går alt for vidt. Det hedder således
hos Jakob Bundgaard og Niels Winther-Sørensen i SR-SKAT 2007.395:
"Den schweiziske dom har reelt indfortolket en "look through"-bestemmelse
svarende til forslaget i OECDs kommentarer til art. 1, punkt 13 f. OECDs
kommentarer til en sådan bestemmelse er imidlertid alene udtryk for et forslag
til en formulering, som kan benyttes, såfremt de kontraherende stater måtte
ønske at indføje en sådan bestemmelse. Der er således ikke "blot" tale om, at
Bundesgericht fortolker en ældre dobbeltbeskatningsoverenskomst i lyset af nyere
kommentarer fra OECD. Ved fortolkningen af dobbeltbeskatningsoverenskomster
må der tages udgangspunkt i det, parterne har skrevet ned i selve
overenskomsten, og Bundesgericht er efter vores opfattelse gået for vidt ved at
indfortolke en sådan look through-bestemmelse i den dansk-schweiziske
dobbeltbeskatningsoverenskomst." (Repræsentantens understregning).
Den schweiziske dom står i skærende kontrast til den canadiske dom i
Prévost-sagen, som omtales straks nedenfor.
I øvrigt bemærkes, at de faktiske omstændigheder i den schweiziske sag ligger
langt fra de faktiske omstændigheder i nærværende sag, og at der formentlig
forelå treaty shopping i denne sag.
Den nyeste internationale retsafgørelse er den canadiske Court of Appeals dom
i Prévostsagen. Dommen er afsagt den 26. februar 2009. Sagen drejede sig om et
canadisk selskab (Prévost), der udbetalte udbytte til et mellemholdingselskab i
Holland (Prévost Holding). Prévost Holding videredistribuerede efterfølgende
udbyttet til to selskaber i henholdsvis Sverige (Volvo) og England (Henlys), der
ejede henholdsvis 51 % og 49 % af aktierne i holdingselskabet. Volvo og Henlys
havde indgået en aktionæroverenskomst, hvorefter 50 % af overskuddet i Prévost
Holding skulle uddeles til aktionærerne, hvorfor størstedelen af udbyttet
nødvendigvis ville ende hos Volvo og Henlys. Prévost Holding var et rent
holdingselskab og havde hverken medarbejdere eller kontorer i Holland. The
Federal Court of Appeal fandt - ligesom underinstansen, The Canadian Tax Court -
at Prévost Holding var beneficial owner af udbyttet. Retten lagde herved bl.a.
vægt på, at Prévost Holding ikke var part i aktionæroverenskomsten mellem Volvo
og Henlys, og at hverken Volvo eller Henlys derfor kunne foretage retlige skridt
over for Prévost Holding, hvis selskabet ikke fulgte den udbyttepolitik, som var
vedtaget i aktionæroverenskomsten. Retten tilsluttede sig i præmis 13 og 14
underinstansens forståelse af begrebet beneficial owner, således som den var
kommet til udtryk i den indankede doms præmis 100, der er sålydende:
"100. In my view the "beneficial owner" of dividends is the person who
receives the dividends for his or her own use and enjoyment and assumes the risk
and control of the dividend he or she received. The person who is beneficial
owner of the dividend is the person who enjoys and assumes all the attributes of
ownership. In short the dividend is for the owner's own benefit and this person
is not accountable to anyone for how he or she deals with the dividend income.
(...) When corporate entities are concerned, one does not pierce the
corporate veil unless the corporation is a conduit for another person and has
absolutely no discretion as to the use or application of funds put through it as
conduit, or has agreed to act on someone else's behalf pursuant to that
person's instructions without any right to do other than what that person
instructs it, for example, a stockbroker who is the registered owner of the
shares it holds for clients. This is not the relationship between PH B.V. and
its shareholders." (Repræsentantens understregninger).
I præmis 15 gør retten op med skattemyndighedernes transparensbetragtning,
hvorefter det afgørende skulle være, hvem der ultimativt kan få fordelen af
udbyttet:
"15. Counsel for the Crown has invited the Court to determine that
"beneficial owner", "bénéficiare effectif", "mean the person who can, in
fact, ultimately benefit from the dividend". That proposed definition does not
appear anywhere in the OECD documents and the very use of the word "can"
opens up a myriad of possibilities which would jeopardize the relative degree of
certainty and stability that a tax treaty seeks to achieve. The Crown, it seems
to me, is asking the Court to adopt a pejorative view of holding companies which
neither Canadian domestic law, the international community nor the Canadian
government though the process of objection, have adopted." (Repræsentantens
understregninger).
I præmis 16 foretager retten herefter en gennemgang af de faktiske
omstændigheder i sagen, som underinstansen havde fundet afgørende for, at
Prévost Holding var beneficial owner af udbyttet, og som appelretten i det hele
tilslutter sig:
"16. The Judge found that:
a) the relationship between Prévost Holding and its shareholders is not one
of agency, or mandate nor one where the property is in the name of a nominee
(par. 100);
b) the corporate veil should not be pierced because Prévost Holding is not "a
conduit for another person", cannot be said to have "absolutely no discretion as
to the use or application of funds put through it as a conduit" and has not
"agreed to act on someone else's behalf pursuant to that person's instructions
without any right to do other than what that person instructs it, for example a
stockbroker who is the registered owner of the shares it holds for clients"
(par. 100);
c) there is no evidence that Prévost Holding was a conduit for Volvo and
Henlys and there was no predetermined or automatic flow of funds to Volvo and
Henlys (par. 102);
d) Prévost Holding was a statutory entity carrying on business operations and
corporate activity in accordance with the Dutch law under which is was
constituted (par. 103);
e) Prévost Holding was not party to the Shareholders Agreement (par. 103);
f) neither Henlys nor Volvo could take action against Prévost Holding for
failure to follow the dividend policy described in the Shareholders' Agreement
(par. 103):
g) Prévost Holding's Deed of Incorporation did not obligate it to pay any
dividend to its shareholders (par. 104);
h) when Prévost Holding decides to pay dividends, it must pay the dividends
in accordance with Dutch law (par. 104);
i) Prévost Holding was the registered owner of Prévost shares, paid for the
shares and owned the shares for itself; when dividends are received by Prévost
Holding in respect of shares it owns, the dividends are the property of Prévost
Holding and are available to its creditors, if any, until such time as the
management board declares a dividend and the dividend is approved by the
shareholders (par. 105)."
Som det fremgår, er de faktiske omstændigheder, der af retten fremhæves til
støtte for, at Prévost Holding er beneficial owner, sådanne omstændigheder, som
karakteriserer et sædvanligt holdingselskab, der ikke har andre funktioner end
at være holdingselskab. Dommen afviser altså - i en situation hvor der rent
faktisk har været en gennemstrømning af udbytte til de ultimative ejere - at det
skulle have nogen betydning, de ultimative ejere på forhånd har truffet
beslutning om, at der skal udloddes udbytte op igennem selskaberne, og at
mellemholdingselskabet ikke har anden aktivitet og fysiske rammer end dem, der
følger af at være et rent holdingselskab.
De canadiske skattemyndigheder har oplyst, at dommen ikke bliver anket til
den canadiske højesteret.
De synspunkter, som SKAT har gjort gældende i nærværende sag, har således
ikke fundet fodfæste ved de canadiske domstole.
I nærværende sag er udbyttet tilmed ikke videreudloddet til de bagvedliggende
ejere.
Som det fremgår, går SKATs afgørelse i nærværende sag langt længere end nogen
af de ovenfor nævnte internationale domme. SKAT har således ikke anset H1
S.a.r.l. for beneficial owner, uanset at dette selskab har beholdt det modtagne
udbytte, og dette fortsat indgår i selskabets egenkapital. Det kan således
konkluderes, at der ikke i international retspraksis kan hentes støtte for SKATs
fortolkning af beneficial owner. Tværtimod, støtter international retspraksis,
at H1 S.a.r.l. er beneficial owner af det modtagne udbytte.
Luxembourg-selskabernes aktivitet
Den ene af SKATs to hovedbegrundelser for, at H1 S.a.r.l. ikke er beneficial
owner er, at selskabet ikke har nogen aktiviteter.
De fysiske rammer og den fysiske aktivitet i ethvert selskab vil naturligvis
være afpasset efter karakteren af den virksomhed, som det pågældende selskab
skal varetage. H1 S.a.r.l., hvis eneste formål er at eje og finansiere S A/S,
har præcis den aktivitet, som et rent holdingselskab sædvanligvis har. Et sådant
selskab vil have en begrænset aktivitet. Der skal afholdes en generalforsamling
og ganske få bestyrelsesmøder om året for at træffe de beslutninger, som
holdingselskabet skal træffe. Der er derfor hverken behov for et selvstændigt
kontor eller for fastansatte medarbejdere. Den løbende administration varetages
i stedet - omkostningseffektivt - af et administrationsselskab.
Den aktivitet, der er i H1 S.a.r.l. - og H S.a.r.l. - svarer således
fuldstændigt til den aktivitet, der er i de hundredvis af danske og udenlandske
- herunder luxembourgske - holdingselskaber, som de danske skattemyndigheder
efter fast praksis har anset for retmæssige ejere af udbytter fra
datterselskaber.
Der findes således ikke ét eneste eksempel på, at de danske skattemyndigheder
har anfægtet, at et dansk holdingselskab skulle være retmæssig ejer af udbytter
fra udenlandske datterselskaber, ligesom der, som ovenfor nævnt, ikke findes
andre eksempler på, at de danske skattemyndigheder har anfægtet, at et
udenlandsk holdingselskab er retmæssig ejer af udbytter fra danske
datterselskaber.
Det gøres i det hele gældende, at det ikke diskvalificerer et selskab fra at
være beneficial owner, at det alene driver virksomhed som holdingselskab, og at
det derfor hverken har selvstændigt kontor eller egne ansatte medarbejdere, jf.
således også rapporten fra Committée on Fiscal Affairs samt Skatteministeren,
jf. nedenfor. Denne konklusion er senest blevet bekræftet af dommen i
Prévost-sagen.
Ikke treaty shopping
Det er SKATs opfattelse, at der foreligger et misbrug af den
dansk-luxembourgske dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Dette er - af flere grunde - ikke korrekt. For det første er det ikke en del
af kapitalfondenes forretningsmodel, at der på noget tidspunkt skal udloddes
udbytte til de ultimative investorer. Modellen går derimod ud på, at
investorerne først får deres afkast, når fonden afvikles - og på det tidspunkt
som kapitalgevinst (salg eller likvidation), der alene beskattes i investorernes
respektive bopælslande. Bestemmelserne om udbyttebeskatning i overenskomsten har
derfor ikke været afgørende for valg af domicilland for holdingselskaberne.
Dette bekræftes også af, at der på intet tidspunkt siden kapitalfondenes
erhvervelse af A A/S er foretaget udlodning hidrørende fra koncernen til
kapitalfondene - og dermed til de ultimative investorer.
For det andet indebærer anvendelsen af et luxembourgsk mellemholdingselskab
til udlodning af udbytter generelt ikke særlige skattemæssige fordele.
Luxembourg har således også regler om udbytteskat på udbytter til skattelylande,
og Luxembourgs dobbeltbeskatningsoverenskomster er ikke meget anderledes end
andre EU-landes overenskomster.
For det tredje er det meget vanskeligt - for ikke at sige umuligt - for
kapitalfonde med hundredvis af investorer fra mange forskellige lande at
foretage treaty shopping.
Det er således en kendsgerning, at der ikke foreligger treaty shopping, og at
bestemmelserne om udbyttebeskatning i den dansk-luxembourgske
dobbeltbeskatningsoverenskomst ikke har været afgørende for valget af
Luxembourg.
Kapitalfondene er skattemæssigt transparente enheder med hundredvis af
investorer, der primært er hjemmehørende i de nordiske lande, herunder Danmark,
i EU og i USA. Så mange investorer må naturligvis af praktiske grunde foretage
deres investeringer via et eller flere holdingselskaber. Investorerne har i en
årrække foretaget deres investeringer gennem luxembourgske holdingselskaber og
har et godt kendskab til de selskabsretlige, regulatoriske og finansielle
forhold i Luxembourg. Hertil kommer, at Luxembourg er kendt for at have et
politisk stabilt system og er medlem af EU. Det er derfor helt naturligt, at
Luxembourg er blevet anvendt som hjemsted for de øverste holdingselskaber.
Der er herudover den fordel ved Luxembourg, at det er hurtigt at få tax
rulings, f.eks. vedrørende rentespreads, og at der kan - eller for så vidt angår
Danmark, har kunnet - anvendes såkaldt hybrid finansiering, således som det også
har været tilfældet i nærværende sag. Det bemærkes, at det efter EF-Domstolens
praksis om etableringsfriheden er en helt legitim forretningsmæssig begrundelse
for etablering i et andet EU-land, at det pågældende land har særligt gunstige
skatteregler.
Under alle omstændigheder har kapitalfondenes valg af domicilland for
holdingselskaberne intet med treaty shopping at gøre. Hermed er den helt
afgørende forudsætning for overhovedet at beskæftige sig med spørgsmålet om,
hvorvidt H1 S.a.r.l. er beneficial owner af det omhandlede udbytte, ikke til
stede.
Moder-/datterselskabsdirektivet
Med moder-/datterselskabsdirektivet, 90/435/EØF, blev der indført en fælles
beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater.
Formålet med direktivet er bl.a. at fritage udbytte og andre udlodninger af
overskud, som datterselskaber betaler til deres moderselskaber, for kildeskat.
Direktivet er ændret ved rådets direktiv 2003/123/EF. Der henvises til
direktivets artikel 1 vedrørende anvendelsesområdet, artikel 3 vedrørende
definition af moderselskaber og datterselskaber samt artikel 5, hvor det
bestemmes, at der ikke kan pålægges kildeskat på udbytte.
Det følger af disse bestemmelser, at et luxembourgsk holdingselskab, der
opfylder kapital- kravet på 20 % og det ejertidskrav på højst to år, som den
enkelte medlemsstat måtte have indført, har et ubetinget krav på at blive
fritaget for kildeskat på udbytte fra datterselskabet.
Ejertidskravet i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, er på et år, og
kravet er blot, at udlodningen skal ligge inden for denne periode.
Moder-/datterselskabsdirektivet opstiller - i modsætning til
rente/royaltydirektivet (2003/49/EF) - ikke et krav om, at moderselskabet skal
være beneficial owner af det modtagne udbytte. Derimod fremgår det udtrykkeligt
af artikel 1, stk. 2, at direktivet ikke er til hinder for anvendelsen af
nationale bestemmelser eller overenskomster, som er nødvendige for at hindre
svig og misbrug. Der kan således i national ret indføres regler til bekæmpelse
af misbrug, men disse regler skal i sig selv være forenelige med EU-retten,
herunder de traktatsikrede frihedsrettigheder, som fastlagt i EF-Domstolens
praksis.
Som fællesskabsretlig norm tilkommer det alene EF-Domstolen at fortolke
direktivet, jf. EF-Traktatens artikel 234.
SKAT har sammenblandet spørgsmålet om beneficial owner og spørgsmålet om
misbrug. På grundlag af EF-Domstolens praksis om misbrug har SKAT konkluderet,
at H1 S.a.r.l. er beneficial owner.
Ikke krav om beneficial owner
SKATs konkluderende afsnit vedrørende moder-/datterselskabsdirektivet består
i det væsentlige i en henvisning til SKATs begrundelse for, at selskabet ikke
kan påberåbe sig dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Hovedbegrundelsen for at
nægte H1 S.a.r.l. direktivbeskyttelse er altså, at selskabet ikke er beneficial
owner (retmæssig ejer).
Moder-/datterselskabsdirektivet opstiller imidlertid ikke et krav om, at
moderselskabet skal være beneficial owner.
Da H1 S.a.r.l. opfylder kapitalkravet og ejertidskravet i
moder-/datterselskabsdirektivet, har selskabet - som udgangspunkt - et ubetinget
krav på at blive fritaget for kildeskat på udbyttet fra S A/S.
Misbrugsbestemmelser - princippet om rette indkomstmodtager
Som det fremgår af artikel 1, stk. 2, er direktivet ikke til hinder for
anvendelsen af interne bestemmelser eller overenskomster, som er nødvendige for
at hindre svig og misbrug. Det følger heraf, at misbrug kun kan imødegås, hvis
der er hjemmel hertil i intern ret. Misbrugstilfælde kan altså ikke imødegås
alene ved en henvisning til artikel 1, stk. 2.
I dansk ret findes der ikke specifikke lovbestemmelser om misbrug af
direktivet. Derimod vil den domstolsskabte praksis om rette indkomsttager og
realitetsbetragtninger kunne finde anvendelse, i det omfang denne praksis kan
antages at holde sig indenfor rammerne at direktivets artikel 1, stk. 2, således
som denne bestemmelse vil blive fortolket af EF- domstolen.
Jakob Bundgaard og Niels Winther-Sørensen er i SR-SKAT 2007.508 i
overensstemmelse hermed:
"Misbrugsbestemmelsen i art. 5 (moder-/datterselskabsdirektivets art. 1, stk.
2) kan føre til, at direktivets fordele nægtes, men det er en betingelse, at
der er hjemmel hertil i intern ret. En sådan intern hjemmel behøver ikke
nødvendigvis at være udtrykt i en national lovbestemmelse, men kan også være
indeholdt i almindelige internretlige principper om misbrug. Det må ligeledes
antages, at art. 5 ikke kun omfatter egentlige skrevne misbrugsregler, men
tillige uskrevne omgåelses/misbrugsklausuler. I dansk ret vil den domstolsskabte
praksis om, hvem der er rette indkomstmodtager, og konkrete
realitetsvurderinger derfor kunne lægges til grund, hvor en sådan kan
antages at holde sig inden for rammerne af direktivets art. 5, (...)"
(Repræsentantens understregninger).
De danske skattemyndigheder har altså to instrumenter til rådighed over for
misbrugstilfælde: princippet om rette indkomstmodtager og
realitetsbetragtninger.
Som det fremgår ovenfor er H1 S.a.r.l. rette indkomstmodtager af det
udloddede udbytte.
Der er således ikke noget grundlag for at nægte H S.a.r.l. fritagelse for
udbytteskat.
SKAT har blandt andet henvist til, at der ikke er noget til hinder for at
afskære selskaber etableret i en anden medlemsstat fra at påberåbe sig
EU-retten, når det må lægges til grund, at etableringen af et holdingselskab i
en anden medlemsstat tager sigte på at undgå kildeskat på betalinger til
ikke-europæiske foretagender, hvis en sådan konstruktion ikke tjener noget
kommercielt formål, jf. Europa-Kommissionens fortolkning af "Rent kunstige
arrangementer" offentliggjort i EUT 2008, C 116/13.
Det nævnte hidrører fra en meddelelse fra kommissionen af 10. december 2007
om "Anvendelsen af foranstaltninger til bekæmpelse af misbrug inden for direkte
beskatning - i EU og i relation til tredjelande".
Meddelelsen indeholder kommissionens bud på, hvor langt nationale retsregler
til bekæmpelse af misbrug kan gå uden at komme i strid med de traktatsikrede
frihedsrettigheder, og denne analyse er gennemført på baggrund af en række
domstolsafgørelser, herunder navnlig Cadbury Schweppes-dommen. Kommissionen har
på s. 3 konkluderet:
"I sin retspraksis vedrørende direkte beskatning har Domstolen desuden
fastslået, at nødvendigheden af at forhindre skatteunddragelse eller misbrug kan
udgøre et tvingende alment hensyn, der kan begrunde en begrænsning af
grundlæggende friheder. Begrebet skatteunddragelse er imidlertid begrænset til
"rene konstruktioner, hvis formål er at omgå anvendelsen af lovgivningen i den
pågældende medlemsstat". For at være lovlige skal nationale skatteregler være
forholdsmæssig og specielt have til formål at udelukke rent kunstige
arrangementer." (Repræsentantens understregning).
Hele meddelelsen har således som forudsætning, at der eksisterer nationale
regler om bekæmpelse af misbrug, og spørgsmålet er, hvilket indhold
medlemsstaterne kan give disse regler uden at komme i strid med EU-reglerne.
SKAT synes at forudsætte, at meddelelsen går ud på, at EF-Domstolens praksis
i sig selv afgiver det fornødne grundlag for at kunne gribe ind over for
misbrugstilfælde. Dette er ikke korrekt. Når SKAT således skriver, "at
EF-Domstolens praksis er, at der ikke er noget til hinder for at afskære
selskaber etableret i en anden medlemsstat fra at påberåbe sig EU-retten", må
det i det mindste have som forudsætning, at der eksisterer en national retsregel
med det pågældende indhold. En sådan regel har SKAT ikke henvist til.
Det af SKAT medtagne citat fra kommissionens meddelelse er taget ud af
sammenhængen i meddelelsen. Den fulde tekst i meddelelsen, s. 9, er følgende:
"Selskabsskattedirektiverne gælder kun for selskaber, der er stiftet i
medlemsstaterne, og deres overordnede formål er at skabe betingelser inden for
Fællesskabet, der svarer til betingelserne på et indre marked, ved at fjerne
skattemæssige hindringer for grænseoverskridende omstruktureringer og for
betalinger af udbytte, renter og royalties. Det ser derfor ikke ud til, at deres
anvendelsesområde omfatter f.eks. lempelse af arrangementer, der tager sigte
på at undgå kildeskat på betalinger til ikke-europæiske foretagender, hvis en
sådan konstruktion ikke tjener noget kommercielt formål. I den forbindelse
skal det bemærkes, at sådanne undgåelseskonstruktioner bedst forebygges ved
en om ikke ensartet så i det mindste velkoordineret anvendelse af
foranstaltninger til bekæmpelse af skatteunddragelse." (Repræsentantens
understregninger).
Den første understregning er det citat, som SKAT har medtaget i afgørelsen.
Den næste understregning er kommissionens forslag til, hvorledes sådanne
misbrugstilfælde skal imødegås, nemlig ved indførelse af "foranstaltninger"
(dvs. nationale retsregler) til bekæmpelse at skatteunddragelse.
Konklusionen er altså, at direktivets artikel 1, stk. 2, ikke er en
misbrugsregel, som kan anvendes af EF-domstolen, men derimod en bemyndigelse til
medlemsstaterne til at indføre eller opretholde nationale misbrugsregler.
I Danmark er det den domstolsskabte praksis om rette indkomstmodtager og
realitetsbetragtninger, der kan komme på tale, og denne fører ikke til, at H1
S.a.r.l. kan nægtes skattefritagelse af udbyttet.
Der er ikke noget grundlag for at forelægge præjudicielle spørgsmål for
EF-domstolen, fordi direktivet er klart og ikke efterlader fortolkningstvivl.
Omvendt er det klart, at hvis Landskatteretten - i strid med direktivets ordlyd
- vil nægte H1 S.a.r.l. skattefritagelse af udbyttet, kan dette ikke ske uden
forelæggelse af præjudicielle spørgsmål herom for EF-domstolen.
Skærpende praksisændring med tilbagevirkende kraft
For det tilfælde, at SKAT måtte få medhold i, at de bagvedliggende ejere
(investorerne i kapitalfondene) er begrænset skattepligtige af det omhandlede
udbytte, gøres det gældende, at SKATs afgørelse er udtryk for en skærpelse af
praksis med tilbagevirkende kraft, og at en sådan praksisskærpelse ikke lovligt
kan gennemføres, uden at SKAT forinden har varslet de nye synspunkter, som SKAT
vil anse for afgørende for denne nye praksis, jf. således f.eks. UfR 1983.8 H.
Som det fremgår ovenfor, er nærværende sag den første - og hidtil eneste -
sag, hvor skattemyndighederne har nægtet skattefritagelse af udbytte til et
moderselskab i et DBO-land med den begrundelse, at moderselskabet ikke er
beneficial owner af udbyttet.
Dette er tilmed sket med en så bred begrundelse, at den må forudsættes at
ramme hundredvis af udbytteudlodninger, der er foretaget fra danske
datterselskaber til mellemholdingselskaber i DBO-lande. Selvom nærværende sag er
et resultat af en særlig kontrolindsats over for danske koncerner, der er opkøbt
af kapitalfonde, er problemstillingen på ingen måde særegen for kapitalfonde.
Dette bekræftes også af skatteministeren i svaret på spørgsmål 87 til L 213
(2006/07).
"Spørgsmål 87:
Kan ministeren bekræfte, at det i spørgsmål 75 rejste problem om beskatning
af udbytte til gennemstrømningsselskaber ikke kun vedrører kapitalfonde, men er
et generelt problem, der har været aktuelt i en række år?
Svar: Det kan bekræftes."
Skatteministeren har endvidere i sit svar på spørgsmål 10 til L 30 (2006/07)
om, i hvilket omfang og hvorledes SKAT kontrollerer, om et
gennemstrømningsholdingselskab skal godkendes som rette indkomstmodtager af et
modtaget udbytte, bl.a. oplyst følgende:
"Danske selskaber, der vedtager eller beslutter at udlodde udbytte, har pligt
til at give skattemyndighederne oplysning herom, uanset om der er
indeholdelsespligt eller ikke.
Det indgår i den ligningsmæssige behandling at påse, at betingelserne
for ikke at indeholde udbytteskat er opfyldt, herunder om et udenlandsk selskab
er retmæssig ejer af udbyttet." (Repræsentantens understregning).
Ikke desto mindre har skatteministeren flere gange måttet oplyse, at der ikke
er eksempler på, at der er gennemført udbyttebeskatning af udlodninger til
gennemstrømningsselskaber, jf. således f.eks. ministerens svar på spørgsmål 6
til L 30 (2006/07):
"Jeg kan ikke oplyse eksempler på udenlandske gennemstrømningsselskaber, som
de danske skattemyndigheder ikke har accepteret som retmæssig ejer af udbytte
fra danske selskaber."
Selvom SKAT således gennem årene har været fuldt opmærksom på
problemstillingen, har SKAT ikke tidligere fundet anledning til at nægte
fritagelse for udbytteskat. De nævnte ministersvar - og en række andre
ministersvar - viser, at der har været fokus på problemstillingen i forbindelse
med de seneste års indgreb over for kapitalfonde.
Det er derfor naturligt at rejse det spørgsmål, om ikke netop
skatteministerens udtalelser indeholder en varsling om en ændret praksis. For
det første bemærkes, at skatteministerens udtalelser ligger efter det tidspunkt,
hvor udbytteudlodningen blev foretaget. Hertil kommer imidlertid, at
skatteministeren i alle disse svar - i overensstemmelse med den herskende
opfattelse i teorien - har givet udtryk for, at der er "meget snævre grænser for
hvornår danske skattemyndigheder kan tilsidesætte et behørigt indregistreret og
fuldt skattepligt udenlandsk selskab", jf. således ministerens svar på spørgsmål
86 til L 213 (2006/07):
"Et gennemstrømningsselskab (holdingselskab) kan imidlertid ikke sidestilles
med en agent eller en mellemmand. Et sådant selskab er indregistreret og fuldt
skattepligtigt i det land, hvori det er hjemmehørende og udgangspunktet er
helt klart, at et holdingselskab har krav på aftalebeskyttelse.
Der er således meget snævre grænser for hvornår danske skattemyndigheder
kan tilsidesætte et behørigt indregistreret og fuldt skattepligtigt
udenlandsk selskab og som anført i svaret til spørgsmål 6 vedrørende lovforslag
L 30 er der heller ikke eksempler på, at danske skattemyndigheder har nægtet at
anerkende et udenlandsk holdingselskab og således anset det for en nullitet."
(Repræsentantens understregninger).
Virksomhederne har således ikke haft den ringeste grund til at tro, at et
udbytte, som det i sagen omhandlede, skulle kunne nægtes skattefritagelse, og
det er åbenbart, at H1 S.a.r.l. ikke ville have foretaget denne udlodning, hvis
der var den mindste tvivl om, at udbyttet var fritaget.
På den anførte baggrund gøres det således gældende, at der foreligger en
skærpelse af en fast administrativ praksis, som burde have været varslet, og at
denne ændrede praksis derfor ikke kan finde anvendelse i nærværende sag.
SKATs udtalelse
SKAT har indstillet afgørelsen stadfæstet.
Der er begrænset skattepligt til Danmark af det omhandlede udbytte i medfør
af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, og denne beskatning skal hverken
frafaldes i medfør af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og
Luxembourg eller i medfør af moder-/datterselskabsdirektivet.
Der kan gennemføres en kildebeskatning i Danmark uanset
dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Luxembourg
Dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 17. november 1980 mellem Danmark og
Luxembourg, jf. bekendtgørelse nr. 95 af 23. september 1982, fastsætter, at
udbytte, der udbetales fra et selskab hjemmehørende i Danmark til en modtager
hjemmehørende i Luxembourg, ikke må pålægges kildeskat i Danmark, der overstiger
5 % af bruttobeløbet af udbyttet, hvis modtageren er "udbyttets retmæssige ejer"
og direkte ejer mindst 25 % af kapitalen i selskabet, der udbetaler udbyttet,
jf. artikel 10, stk. 2. Efter de interne danske regler frafaldes kildeskatten i
Danmark i givet fald helt, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c.
Udgangspunktet er derfor, at det efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten ikke
er muligt at anse udbytter betalt til et moderselskab i Luxembourg for omfattet
af den begrænsede skattepligt i henhold til selskabsskattelovens § 2, stk. 1,
litra c.
Som det fremgår ovenfor, er det imidlertid efter
dobbeltbeskatningsoverenskomstens ordlyd en betingelse for afskæringen af
Danmarks ret til som kildestat at beskatte udbytter, at den luxembourgske
modtager af udbyttet er dets "retmæssige ejer".
Der skal derfor i henhold til ordlyden af selskabsskattelovens § 2, stk. 1,
litra c, vurderes, om dobbeltbeskatningsoverenskomsten afskærer kildebeskatning,
fordi den luxembourgske (formelle) udbyttemodtager også er "retmæssig ejer". Det
er derfor efter bestemmelsens ordlyd ikke afgørende, om en anden/andre efter
intern dansk ret skal anses for skattepligtig(e) af udbyttebeløbet, men derimod
om det luxembourgske selskab opfylder kravene til at være "retmæssig ejer" efter
en korrekt fortolkning af dette særlige overenskomstbegreb.
Udtrykket "retmæssig ejer" (på engelsk "beneficial owner") har været benyttet
i OECDs Modelkonvention og kommentarerne hertil siden revisionen af
modelkonventionen i 1977. De i kommentarerne indeholdte bemærkninger om
udtrykket "beneficial owner" er gradvist blevet præciseret, men der er ikke
grundlag for at hævde, at der herved er sket materielle ændringer i relation
til, hvad der forstås ved udtrykket, hvilket også lægges til grund hos
Winther-Sørensen og Bundgaard, SR-SKAT 2007, 5. 400.
I kommentarerne til Modelkonventionen er spørgsmålet om forståelsen af
udtrykket "retmæssig ejer" nu navnlig behandlet i punkt 12, 12.1 og 12.2, til
artikel 10.
Når der i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne anvendes den kvalificerede
betegnelse "retmæssige ejer"/"beneficial owner" frem for blot "ejer"/"owner", er
dette en tydeliggørelse af, at det formelle ejerskab ikke er afgørende i
relation til dobbeltbeskatningsoverenskomsterne.
I overensstemmelse med ovennævnte betragtning konkluderes det i den af
Committee on Fiscal Affairs udarbejdede rapport "Double Taxation Conventions and
the Use of Conduit Companies", som der direkte henvises til i kommentarernes
punkt 12.1. in fine, at et "mellemled" ikke kan anses for beneficial owner, når
det "reelt har meget snævre beføjelser, som, i relation til den pågældende
indkomst, gør det til en "nullitet" eller administrator, der handler på vegne af
andre parter". Selv om rapporten specifikt omhandler de tilfælde, hvor der sker
en faktisk gennemstrømning, er der således ikke grundlag for at hævde, at det er
den faktiske gennemstrømning, der er afgørende for, om de kontraherende stater
er forpligtet til at give afkald på kildebeskatning.
En naturlig sproglig forståelse af Modelkonventionen samt kommentarerne
hertil indebærer således, at der må lægges vægt på omfanget af den formelle
beløbsmodtagers reelle beføjelser i relation til at træffe afgørelse om,
hvorledes der skal disponeres over modtagne beløb.
Det fremgår også klart af punkt 12.1. i kommentarerne til Modelkonventionen,
at de tilfælde, hvor der er tale om ren gennemstrømning - og hvor det altså kan
påvises, at beløbet straks viderebetales til f.eks. den bagvedliggende ejer -
blot er ét eksempel på, at den formelle beløbsmodtager ikke skal anses for den
retmæssige ejer. Det er nemlig "ligeledes" i strid med formålet og hensigten bag
Modelkonventionens regler at indrømme lempelse i disse situationer.
Når den formelle beløbsmodtagers reelle beføjelser til at træffe afgørelse
om, hvorledes der skal disponeres over modtagne beløb, er meget snævre - eller
som her ikke-eksisterende, jf. nedenfor - kan adgangen til at påberåbe sig
dobbeltbeskatningsoverenskomsten således afskæres. Dette indebærer, at et
udbyttebeløb, som de(n) bagvedliggende ejer(e) på forhånd har besluttet at
dirigere derhen, hvor de ønsker det, uden at det mellemliggende selskab får
nogen reel mulighed for at påvirke denne beslutning, ikke har det mellemliggende
selskab som "retmæssig ejer".
Samme retsopfattelse er fremført af Klaus Vogel i "Klaus Vogel on Double
Taxation Conventions", 3. udg., s. 563, punkt 10 in fine.
Begrebet "retmæssig ejer" er kun i sparsomt omfang behandlet i den
internationale retspraksis. Dog er der tre sager fra henholdsvis den britiske
Court of Appeal, den franske Conseil d'État og den canadiske Federal Court of
Appeal, der omhandler kvalificeringen af den "retmæssige ejer".
I Bank of Scotland-sagen (refereret ovenfor) fandt den franske Conseil
d'État, at det amerikanske moderselskab, der havde disponeret over udbyttet og
dirigeret det hen til banken, hvortil lånet skulle tilbagebetales, blev anset
for at være den retmæssige ejer.
Indofoods-sagen (refereret ovenfor) blev afgjort af den britiske Court of
Appeal, der udtalte følgende om begrebet "beneficial ownership" i præmis 42:
"the concept of beneficial ownership is incompatible with that of the formal
owner who does not have the full privilege to directly benefit from the income."
Herefter fandt den britiske Court of Appeal, at det hollandske selskab ikke
ville kunne anses for "retmæssig ejer" i forhold til rentebetalingerne fra
Indofood. Selv om det hollandske selskab ikke ville være retligt forpligtet over
for Indofood til at viderebetale renteindtægterne, var det således
tilstrækkeligt, at der i praksis allerede var disponeret på en sådan måde over
indkomsten, at den reelt aldrig ville være undergivet det hollandske selskabs
rådighed.
Begrebet "beneficial owner" var ligeledes omhandlet i den canadiske Federal
Court of Appeals dom af 26. februar 2009 i Prévost-sagen (refereret ovenfor).
Ved dommen blev det tilsyneladende tillagt afgørende vægt, at holdingselskabet
ikke var part i aktionæroverenskomsten indgået mellem de to selskabsaktionærer,
og at disse ikke kunne tage retlige skridt ("take action") mod holdingselskabet,
såfremt det ikke overholdt udbyttepolitikken i aktionæroverenskomsten. Dommen
synes dermed at antage, at den formelle beløbsmodtager er den "retmæssige ejer"
medmindre beløbsmodtageren er retligt forpligtet til at disponere i en bestemt
henseende. Det var således ikke - som i Indofood-sagen - tilstrækkeligt, at der
ikke var nogen praktisk sandsynlighed for, at udbyttet ikke blev betalt videre.
Dette krav har efter SKATs opfattelse hverken støtte i Modeloverenskomsten,
kommentarerne hertil eller andetsteds. Tværtimod er begrebet "beneficial owner"
støttet på en "substance over form-tankegang" og det er ikke foreneligt med
denne tankegang, at der ved fastlæggelse af begrebet stilles krav om en retlig
forpligtelse til viderebetaling til den, der anses for "beneficial owner".
Om Prévost-sagen skal det desuden bemærkes, at der (præmis 8-11 i den
indankede dom) efter det oplyste var gode grunde til etableringen af den valgte
holdingselskabsstruktur, som skulle danne grundlag for varige aktiviteter og
forventedes at indebære andre aktiviteter end ejerskabet af det canadiske
selskab, samt at det af appeldomstolen udtrykkeligt lægges til grund, at de
omhandlede pengestrømme ikke var fastlagt på forhånd ("predetermined", jf.
præmis 16 i appelrettens dom med henvisning til præmis 102 i den indankede dom).
Det synes vanskeligt at pege på transaktioner, der kan karakteriseres som en
sådan skatteundgåelse, som skal indgå ved vurderingen af, om en anden end den
formelle ejer skal anses for retmæssig ejer.
Det forhold, at der på forhånd var disponeret over udbyttet, indebærer, at H1
S.a.r.l. ikke kunne udøve en ejers beføjelser over udbyttet. Den formelle
beløbsmodtagers manglende adgang til at råde over udbyttet må være af afgørende
betydning, uanset om de bagvedliggende ejere har kanaliseret udbyttet videre til
sig selv, eller om de har benyttet deres adgang til at disponere over udbyttet
på anden vis, jf. også dommen i Bank of Scotland-sagen nævnt ovenfor, hvor
beløbet blev kanaliseret til en bank i et tredjeland.
Skatteministerens kommentar til L-202 af 22. april 2009 støtter ligeledes
synspunktet om, at der ikke kan opstilles en betingelse om, at det modtagne
beløb faktisk er blevet videreført til de(n) bagvedliggende ejer(e).
Skatteministeren var blevet bedt om at kommentere et eksempel, hvor alle
aktierne i et dansk driftsselskab (DK) var ejet af et holdingselskab i
Luxembourg (Lux), der igen var helejet af et selskab i Panama (PA). I eksemplet
modtog selskabet i Luxembourg et udbytte, der blev anvendt til indfrielse af
gæld i en ekstern bank. Skatteministeren bemærkede i denne forbindelse følgende:
"Det er ikke muligt ud fra oplysningerne i eksemplet at be- eller afkræfte,
at Lux anses for "beneficial owner". Det bemærkes, at det ikke udelukker at
PA anses som "beneficial owner", at Lux ikke faktisk videreudlodder udbyttet,
men i stedet anvender udbyttet til indfrielse af gæld til en ekstern bank."
(SKATs understregning).
Såfremt udbyttet viderekanaliseres til de bagvedliggende ejere, vil dette
naturligvis være en faktor, der taler til støtte for, at det umiddelbare
udbyttemodtagende selskab har haft meget snævre beføjelser i relation til
udbyttet. Derimod kan det ikke opstilles som en betingelse for, at det
umiddelbare udbyttemodtagende selskab ikke er den "retmæssige ejer".
Selskabets repræsentant har henvist til det ministersvar, der er optrykt i
SKM2008.728.DEP. Det er efter SKATs opfattelse helt naturligt, at
ministeriet blot nøjes med at konstatere, at der slet ikke i det beskrevne
eksempel foregår en pengestrøm via Cayman-selskabet - hverken ud af eller ind i
Danmark - som kunne give anledning til overvejelser om, hvorvidt selskabet er et
rent gennemstrømningsselskab. Det skyldes, at bedømmelsen af, om f.eks. det
udbyttemodtagende selskab er retmæssig ejer at udbyttet, sker på baggrund af
oplysninger om selskabets reelle dispositionsret over det konkrete udbyttebeløb
samt formålet (skatteundgåelse?) med, at selskabet modtager beløbet. Når der kun
er tale om en hypotetisk og ikke en faktisk pengestrøm, er det således ikke
muligt at bedømme, om selskabet på Cayman er et gennemstrømningsselskab.
Selskabets status vil jo være afhængigt af de faktuelle oplysninger om den
pågældende pengestrøm.
Udsagnet i ministeriets kommentar kan derfor ikke tages til indtægt for, at
faktisk gennemstrømning til en eller flere bagvedliggende ejer(e) er en
betingelse for, at den formelle udbyttemodtager ikke kan anses for "retmæssig
ejer" i dobbeltbeskatningsoverenskomsternes forstand.
SKAT gør gældende, at det udbyttemodtagende selskab, H1 S.a.r.l., har haft så
snævre beføjelser i relation til udbyttet, at dette selskab ikke kan
kvalificeres som "retmæssig ejer" i relation til dette. De bagvedliggende ejere
eller disses repræsentanter havde på forhånd truffet beslutning om
gennemførelsen af det cirkulære arrangement, og H1 S.a.r.l. var forpligtet til
at genudlåne det udloddede udbytte til S A/S, hvilke genudlån også blev
foretaget samme dato som udbytteudlodningen. Der var altså allerede disponeret
på en sådan måde over udbyttet, at dette reelt aldrig var undergivet den
formelle beløbsmodtagers faktiske rådighed.
Det er tilstrækkeligt, at den manglende råderet over udbyttet har relation
til viderekanaliseringen at udbyttet.
Tilbageførslen af kapitalen til det udbytteudloddende selskab blev i relation
til det konvertible lån endelig ved konverteringen til aktier. H1 S.a.r.l. er
dermed samlet set ikke blevet tilført nogen kapital, som selskabet på noget
tidspunkt faktisk har disponeret over.
Renterne på begge lån er løbende blevet tilskrevet hovedstolen.
Som det fremgår af kommentarerne til artikel 10, punkt 12.1 skal begrebet
"retmæssige ejer" fortolkes i lyset af og i overensstemmelse med formålet med
dobbeltbeskatningsoverenskomster, hvilket inkluderer hensynet til at imødegå
skatteundgåelse og skatteunddragelse, jf. tillige punkt 7 i kommentarerne til
artikel 1.
Dermed vil det ved fastlæggelsen af, hvorvidt den luxembourgske
udbyttemodtager, H1 S.a.r.l. er retmæssig ejer også være relevant, om
dispositionen har haft et reelt forretningsmæssigt formål, eller om den har haft
til formål at udnytte fordele hjemlet i dobbeltbeskatningsoverenskomsten.
Arrangementet med udlodningen og genudlån samme dag er ikke sket som led i en
almindelig kommerciel transaktion, men er tværtimod foretaget uden nogen
forretningsmæssig begrundelse.
Dette understreges af, at det udbyttemodtagende selskab faktisk var
forpligtet til at viderekanalisere beløbet, at viderekanaliseringen skete
samme dag, som udbyttet blev modtaget, at udbyttet ikke blev beskattet i
modtagerstaten, at de implicerede selskaber ikke havde nogen driftsmæssig
aktivitet ud over ejerskab og finansiering af koncernselskaber, og at de
implicerede selskaber hverken havde kontorfaciliteter til rådighed eller
ansatte, samt at det cirkulære arrangement med udlodning og samtidigt
genudlån endda var fastlagt allerede inden stiftelsen af de luxembourgske
mellemholdingselskaber.
Formålet med arrangementet har i stedet været at udnytte
dobbeltbeskatningsoverenskomsten (og fællesskabsretten) dels til at etablere en
fradragsret (for renteudgifter) uden derved at udløse kildeskat i Danmark eller
beskatning i udlandet, dels til at undgå betaling af kapitaltilførselsafgift i
Luxembourg.
Det vil derfor være uforeneligt med dobbeltbeskatningsoverenskomstens hensigt
og formål at lempe kildeskatten i denne situation. Der kan i denne forbindelse
henvises til punkt 9.4 i kommentarerne til artikel 1, hvori følgende er anført:
"Uanset hvilke af de to synspunkter, der anlægges, er der enighed om, at
stater ikke er forpligtet til at indrømme fordele i henhold til en
dobbeltbeskatningsoverenskomst ved deltagelse i arrangementer, der indebærer
misbrug af overenskomstens bestemmelser."
Danmark er således ikke efter den dansk-luxemburgske
dobbeltbeskatningsoverenskomst forpligtet til at undlade at pålægge den i
selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, forudsatte kildeskat af udbytte i en
situation som den foreliggende.
I det omfang de(n) retmæssige ejer(e) er hjemmehørende i et land, hvormed
Danmark har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst, er det i SKATs afgørelse
anerkendt, at det skal undlades at pålægge kildeskat i medfør af
selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c. Det er naturligvis fortsat muligt for
selskabet, at undgå det rejste kildeskattekrav ved at godtgøre, at betingelserne
for ikke at pålægge kildeskat er til stede.
EU-retten afskærer ikke gennemførelse af en kildebeskatning i Danmark
Det følger af artikel 5 i moder-/datterselskabsdirektivet, at det overskud,
som et datterselskab udlodder til sit moderselskab, fritages for kildeskat.
Udgangspunktet er dermed, at der ikke kan pålægges kildeskat ved
udbytteudlodninger til selskaber hjemmehørende i en anden medlemsstat, når
moderselskabet opfylder kapitalkravet og ejertidskravet i direktivet.
Dette udgangspunkt kan dog fraviges. Det er således anført i direktivets
artikel 1, stk. 2, at direktivet ikke er til hinder for anvendelsen af interne
bestemmelser eller overenskomster, som er nødvendige for at hindre svig og
misbrug. EF-Domstolen har allerede tidligt i sin retspraksis anerkendt, at
medlemsstaterne i visse tilfælde har adgang til at træffe foranstaltninger til
bekæmpelse af misbrug af EU-retten. I Van Binsbergen-sagen fra 1974 (Sag 33/74,
Van Binsbergen, Saml. 1974, s. 1299) opstillede Domstolen således den såkaldte
Van Binsbergen-doktrin, hvorefter en medlemsstat har ret til at:
"træffe foranstaltninger, der skal forhindre, at den i artikel 59 (nu 49 EF)
garanterede frihed udnyttes af en tjenesteyder, hvis virksomhed helt eller
fortrinsvist er rettet mod denne stats territorium med sigte på at unddrage sig
de faglige regler, som ville gælde for ham, såfremt han var bosat på nævnte
stats territorium, idet en sådan situation ville kunne afgøres i henhold til
kapitlet om etableringsretten og ikke kapitlet om fri udveksling af
tjenesteydelser"
Halifax-dommen (sag C-255/02, Halifax, Saml. 2006, s. 1-1609) vedrørte et
britisk selskab, der blev nægtet adgang til at fratrække indgående moms for så
vidt angår nogle transaktioner (momskarusselsvindel), der ifølge de britiske
myndigheder alene var gennemført med henblik på at opnå en afgiftsfordel, og som
ikke havde et selvstændigt erhvervsmæssigt formål. I den forbindelse præciserede
Domstolen det EU-retlige retsmisbrugsprincip. jf. dommens præmis 69, hvoraf
følgende fremgår:
"Således kan anvendelsesområdet for fællesskabsretten ikke udvides til at
dække erhvervsdrivendes retsstridige transaktioner, dvs. transaktioner som ikke
har fundet sted som led i almindelige kommercielle transaktioner, men alene har
haft til formål retsstridigt at opnå fordele hjemlet i fællesskabsretten (jf. i
denne retning bl.a. dom af 11.10.1977, sag 125/76, Cremer, Sml. i 1593, præmis
21, og af 3.3.1993, sag C-8/92, General Milk Products, Sml. I, £ 779, præmis 21,
samt Emsland-Stärkedommen, præmis 51)."
Sagen angik momsområdet, men det fremgår udtrykkeligt af dommen, at
princippet om forbud mod misbrug finder anvendelse både på området for skatter
og for afgifter, jf. præmis 70. Doktrinen fra Halifax-dommen er senere gentaget
i retspraksis, jf. eksempelvis præmis 32 i dommen af 7. juni 2007 i C-178/05,
der angik kapitaltilførselsdirektivet (59/335).
Ydermere fastslog Domstolen i tråd med sine afgørelser om omgåelse af
selskabsretlige regler, at afgiftspligtige personer kan gennemføre skatte- og
afgiftsplanlægning ved at vælge en virksomhedsstruktur, der reducerer deres
afgiftstilsvar mest muligt. Herefter opstillede Domstolen imidlertid i præmis
74-75 en "to-trins test", hvorefter konstatering af misbrug på momsområdet:
"for det første kræver, at de omhandlede transaktioner - selv om de
betingelser formelt er overholdt, der er fastsat i de relevante bestemmelser i
sjette direktiv og i den nationale lovgivning til gennemførelse af direktivet -
ville indebære, at der blev opnået en afgiftsfordel, som det ville stride mod
formålet med disse bestemmelser at tildele.
For det andet skal det tillige fremgå af en samlet række objektive
omstændigheder, at hovedformålet med de omhandlede transaktioner er opnåelsen af
en afgiftsfordel. Således som generaladvokaten har præciseret i forslagets punkt
89, mister forbuddet mod misbrug sin relevans, når der kan være en anden
begrundelse for de omhandlede transaktioner end blot at opnå afgiftsfordele."
(SKATs understregninger)
Der er således tale om to kumulative betingelser, henholdsvis en objektiv
(modstrid med reglens formål) og en subjektiv betingelse (hensigt om opnåelse af
afgiftsfordel).
I dommen blev det endvidere fastslået, at retsmisbrugsvurderingen skal
foretages af den nationale domstol under anvendelse af nationale bevisregler,
idet den nationale domstol imidlertid ikke må begrænse EU-rettens rækkevidde og
virkning.
Cadbury Schweppes-dommen (sag C-196/04, Cadbury Schweppes, Saml. 2006, s.
1-7995) vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt den britiske CFC-lovgivning var
forenelig med etableringsfriheden. I den konkrete sag blev lovgivningen anvendt
i forhold til et britisk moder- selskab, der havde etableret datterselskaber i
Irland alene med det formål at drage fordel af det lavere beskatningsniveau i
Irland.
Domstolen fastslog indledningsvis under henvisning til Centros og Inspire
Art-dommene, at det forhold, at et selskab opretter datterselskaber i andre
medlemsstater alene med det formål at drage fordel af en mere fordelagtig
skattelovgivning, ikke i sig selv udgør misbrug af etableringsfriheden.
Domstolen konstaterede herefter, at den britiske CFC-lovgivning udgjorde en
hindring for den fri etableringsret. Den britiske regering begrundede denne
hindring med, at lovgivningen havde til formål at bekæmpe en særlig form for
skatteunddragelse i form af kunstig overførelse af overskud fra det
hjemmehørende selskab til det udenlandske datterselskab, der er undergivet et
lavere beskatningsniveau. Hertil anførte Domstolen (præmis 50-51), at:
"den omstændighed i sig selv, at et hjemmehørende selskab opretter en
sekundær etablering, såsom et datterselskab, i en anden medlemsstat, ikke kan
danne grundlag for en generel formodning for, at der er tale om skattesvig, og
tjene som en begrundelse for en foranstaltning, som krænker en grundlæggende
frihed, som er sikret ved traktaten (...). En national foranstaltning, der
begrænser etableringsfriheden, kan derimod være begrundet, når den specifikt
sigter på rent kunstige arrangementer, hvis formål er at omgå den pågældende
medlemsstats lovgivning." (SKATs understregning)
I dommen fastslog Domstolen endvidere, at der i vurderingen af, hvorvidt der
foreligger et "rent kunstigt arrangement", skal inddrages såvel et subjektivt
forhold (hensigten om at opnå en skattemæssig fordel) som et objektivt forhold
(formålet med etableringsfriheden).
Endvidere præciserede Domstolen, at begrebet "rent kunstige arrangementer"
omfatter adfærd, der ikke bygger på nogen "økonomisk realitet". Domstolen
fastslog (præmis 67), at begrebet "økonomisk realitet" skal afgrænses på
grundlag af objektive omstændigheder, som kan efterprøves af tredjemand,
herunder "graden af fysisk eksistens med hensyn til lokaler, personale og
udstyr". Det forhold, at datterselskabets aktiviteter lige så godt kunne have
været udøvet af et indenlandsk selskab, er derimod ikke tilstrækkeligt grundlag
for en konstatering af et rent kunstigt arrangement (præmis 69).
Retsmisbrugsbegrebet på det skatteretlige område illustreres også af
Kofoed-dommen (sag C-321/05, Kofoed, Saml. 2007, s. I-5795).
Sagen rejste (ifølge EF-Domstolen) spørgsmålet om, hvorvidt en gennemført
aktieombytning var fritaget fra afståelsesbeskatning i henhold til direktivet.
Domstolen fastslog (præmis 38), at direktivets artikel 11, der giver
medlemsstaterne mulighed for at afskære borgerne fra at påberåbe sig direktivet,
når en disposition "som hovedformål eller som et af hovedformålene har
skattesvig eller skatteunddragelse" afspejler "det almindelige
fællesskabsretlige princip om forbud mod retsmisbrug".
I den forbindelse henviste Domstolen til sine afgørelser i Halifax og Cadbury
Schweppessagerne, idet Domstolen dog ikke gentog de i disse domme anførte
betragtninger om retsmisbrug, men derimod blot konstaterede, at EU-rettens
anvendelsesområde ikke kan udvides til at dække "retsstridige transaktioner",
der ikke har fundet sted som led i "almindelige kommercielle transaktioner".
Nogen realitetsforskel ligger der dog næppe heri.
Efter afsigelsen af dommen tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle i
den nationale sag. Denne beslutning skal imidlertid ses i lyset af, at
Landsskatteretten allerede tidligere havde konstateret, at den manglende
udtrykkelige inkorporering at fusionsskattedirektivets artikel 11 medførte, at
borgerne kunne påberåbe sig direktivets bestemmelser om ret til at gennemføre
selskabsmæssige omstruktureringer skattefrit, selv når
skatteunddragelse/-undgåelse var et hovedformål med transaktionen, jf.
Landsskatterettens kendelse offentliggjort i TfS 1999, 491. Netop som følge af
at denne kendelse var offentliggjort - og dens resultat allerede i tidligere
sager var blevet lagt til grund som bindende for ministeriet - var det i den
konkrete sag vurderingen, at der ikke var grundlag for en videreførsel af den
nationale retssag, selv om det efter de objektive omstændigheder i sagen var
åbenbart (og oven i købet ubestridt), at den selskabsmæssige omstrukturering
udelukkende havde til hensigt at undgå beskatning.
Der henvises til Europa-Kommissionens meddelelse offentliggjort i EUT 2008, C
116/13. Kommissionens fortolkning af EF-Domstolens praksis er også, at der ikke
er noget til hinder for at afskære selskaber etableret i en anden medlemsstat
fra at påberåbe sig EU-retten - herunder de harmoniserede regler, der følger af
bl.a. moder/datterselskabsdirektivet - når det må lægges til grund, at der er
tale om et arrangement, der tager sigte på at undgå skattebetaling, og
konstruktionen ikke tjener noget kommercielt formål.
Som der er redegjort for ovenfor, er de transaktioner, der giver anledning
til problemstillingen i nærværende sag, netop kendetegnet ved, at de ikke tjener
noget kommercielt formål, men alene har til hensigt at opnå skattemæssige
fordele, herunder ved at udnytte reglerne i moder-/datterselskabsdirektivet til
at undgå kildebeskatning. EU-retten kan dermed ikke i videre omfang end
dobbeltbeskatningsoverenskomsten anses for at afskære Danmark fra at gennemføre
en kildestatsbeskatning af renter og udbytter ud fra en betragtning om, at den
formelle beløbsmodtager - det luxembourgske selskab - ikke har nogen beføjelser
til at råde over det udloddede beløb og derfor ikke den retmæssige ejer.
Det skal i den forbindelse understreges, at det ikke er en forudsætning for
at afskære adgangen til at påberåbe sig direktivet, at det påvises, at selve
stiftelsen af et luxembourgsk holdingselskab er et kunstigt arrangement uden
økonomisk realitet, idet der efter EU-retten skal foretages en bedømmelse af, om
konkrete transaktioner har et sådant reelt kommercielt indhold, at de - i
relation til udnyttelsen af de EU-retlige regler - skal accepteres af
medlemsstaterne.
SKAT mener ikke, at det er en betingelse for at undlade lempelse i medfør af
moder/datterselskabsdirektivet, at der er gennemført en konkret hjemmel til at
håndhæve direktivets artikel 1, stk. 2, jf. således også Kofoed-dommen og
Skatteministeriets ovennævnte kommentar hertil.
Selv om Skatteministeriet valgte at tage bekræftende til genmæle i
Kofoed-sagen ved Østre Landsret, skyldtes dette som nævnt i kommentaren
udelukkende, at der i relation til bestemmelsen i fusionsskattedirektivet var
afsagt en kendelse, som ikke var blevet indbragt for domstolene, hvorefter
fusionsskattedirektivets artikel 11 ikke kunne håndhæves af myndighederne før
indførelsen af tilladelsesinstituttet. Der er ikke grundlag for at udstrække
denne kendelse vedrørende de tidligere gældende fusionsskatteregler til at finde
anvendelse på spørgsmålet om håndhævelse af misbrugsklausulen i
moder/datterselskabsdirektivet.
Hertil kommer, at der efter SKATs opfattelse under alle omstændigheder er
klar hjemmel til at håndhæve direktivets artikel 1, stk. 2:
Selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, 3. punktum, fastsætter:
"Det er en betingelse, at beskatningen af udbyttet skal frafaldes eller
nedsættes efter bestemmelserne i direktiv 90/435/EØF om en fælles
beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater
eller efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Færøerne, Grønland eller den
stat, hvor selskabet er hjemmehørende."
Dette punktum blev indsat ved lov nr. 282 af 25. april 2001, idet
lovændringen havde til hensigt at genindføre kildebeskatningen af udbytter. I
det oprindeligt fremsatte lovforslag (L 99 2000/0l) var bestemmelsen foreslået
formuleret således:
"Det er en betingelse, at moderselskabet er hjemmehørende i en stat, som er
medlem af EU, i en stat, som Danmark har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med,
på Færøerne eller i Grønland, samt at datterselskabet er omfattet af begrebet
selskab i en medlemsstat i artikel 2 i direktiv 90/435/EØF."
Under behandlingen af dette forslag fremsatte skatteministeren imidlertid et
ændringsforslag (svarende til bestemmelsens endelige formulering), idet han
begrundede dette således:
"Det foreslås at præcisere, at det er en betingelse for den foreslåede
skattefrihed, at Danmark skal frafalde beskatningen af det pågældende udbytte
efter bestemmelserne i moder/datterselskabsdirektivet, eller at Danmark skal
frafalde eller nedsætte beskatningen af det pågældende udbytte efter
bestemmelserne i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Færøerne, Grønland eller
den pågældende anden stat."
Både ordlyden og forarbejderne viser således utvetydigt, at der skal
gennemføres kilde- beskatning, medmindre en sådan beskatning strider mod
EU-retten og/eller DBO'erne.
Herved er der under alle omstændigheder tilvejebragt klar hjemmel for SKAT
til at gennemføre en kildebeskatning, medmindre det må konkluderes, at det efter
moder/datterselskabsdirektivet er obligatorisk at frafalde kildebeskatning,
hvilket jo netop ikke er tilfældet i de i artikel 1, stk. 2, nævnte tilfælde.
Ej skærpelse af praksis
Selskabet har subsidiært gjort gældende, at SKATs afgørelse er udtryk for en
skærpelse af praksis med tilbagevirkende kraft, og at en sådan ikke lovligt kan
gennemføres uden et passende varsel.
Hertil bemærkes, at der er tale om et regelsæt af ganske ny karakter, og at
én sag jo altså skal være den første.
Dernæst bemærkes, at det påhviler selskabet at godtgøre, at der er tale om
ændring af en fast administrativ praksis, jf. eksempelvis Højesterets domme i
TfS 2009, 280 og TfS 2000, 148.
Det er ikke udtryk for en fast administrativ praksis, at SKAT ikke tidligere
har fundet anledning til at nægte fritagelse for udbytteskat. En eventuel
(fejlagtigt) manglende ligningsmæssig indgriben og korrektion kan ikke
konstituere praksis og kan ikke skabe nogen for SKAT bindende administrativ
praksis om ikke at pålægge kildeskat af udbytter.
Af skatteministerens svar på spørgsmål 10 til L 30 (2006/07) fremgår:
"Det indgår i den ligningsmæssige behandling at påse, at betingelserne for
ikke at indeholde udbytteskat er opfyldt, herunder om et udenlandsk selskab er
retmæssig ejer at udbyttet."
Hvis der bestod en fast praksis, hvorefter der aldrig blev pålagt kildeskat
af udbytteudlodninger, ville der ikke være nogen grund til at lade det indgå i
den ligningsmæssige behandling, at påse om et udenlandsk selskab er retmæssig
ejer af udbyttet. Der er i øvrigt ingen holdepunkter for at anse ministersvaret
som et varsel om en praksisændring.
SKAT bestrider således, at der skulle bestå en praksis om ikke at pålægge
kildeskat af udbytter til moderselskaber i EU-medlemsstater og/eller DBO-lande,
når moderselskabet ikke er den "retmæssige ejer" af udbyttet.
Selskabets bemærkninger til SKATs udtalelse
Vedrørende det af SKAT anførte om, at ordet "ligeledes" i kommentarernes
punkt 12.1 skulle vise, at de tilfælde, hvor der er tale om gennemstrømning,
blot er ét eksempel (blandt mange) på, at den formelle beløbsmodtager ikke skal
anses for den retmæssige ejer bemærkes, at det klart fremgår af konteksten, at
punkt 12.1 opregner 3 situationer, hvor en udbyttemodtager ikke er "retmæssig
ejer", nemlig hvis den pågældende er (1) agent, (2) mellemmand eller (3)
gennemstrømningsenhed (conduit) for en anden person, der rent faktisk modtager
den pågældende indkomst. I den sidstnævnte situation kræves det yderligere, at
gennemstrømningsenheden har "meget snævre beføjelser, som, i relation til den
pågældende indkomst, gør det til en "nullitet" eller administrator, der handler
på vegne af andre parter".
Vedrørende SKATs henvisning til Skatteministerens kommentar til L 202 af 22.
april 2009, hvor Skatteministeren udtaler, "at det ikke udelukker, at PA (det
ultimative moderselskab, indsat her) anses som "beneficial owner", at LUX (det
mellemkommende holdingselskab, indsat her) ikke faktisk videreudlodder udbyttet,
men i stedet anvender udbyttet til indfrielse af gæld til en ekstern bank",
bemærkes, at selskabets repræsentant ikke er enig i denne udtalelse. Det
udbyttemodtagende selskab har også i denne situation disponeret til fordel for
sig selv. I øvrigt er ministerens udtalelse offentliggjort på et tidspunkt, hvor
SKAT havde besluttet sig for at føre nærværende sag og en række andre
tilsvarende sager, og udtalelsen derfor har karakter af et partsindlæg.
Udtalelsen står i øvrigt i skærende kontrast til ministerens svar i
SKM2008.728.DEP, hvor ministeren havde "vanskeligt ved at se, hvordan det i
det nævnte eksempel kan påvises, at Cayman Island-selskabet er et
gennemstrømningsselskab, der (...) ikke rent faktisk føres en pengestrøm gennem
Cayman Island-selskabet".
SKAT har endvidere henvist til Bank of Scotland-sagen, Indofood-sagen og
Prévost-sagen. Der er imidlertid heller ingen støtte at hente for SKAT i disse
domme.
For det første drejer alle tre domme sig om situationer, hvor der sker
faktisk gennemstrømning til de bagvedliggende ejere. (I Bank af Scotland-sagen
skete det ved udbetalingen af salgssummen/lånet til det amerikanske
moderselskab).
For det andet forelå der i alle tre sager treaty shopping. De bagvedliggende
ejere havde således dirigeret udbyttet eller renterne via et mellemliggende
selskab for at opnå en overenskomstmæssig lempelse, der ellers ikke ville kunne
opnås.
Vedrørende Prévost-sagen har SKAT antaget, at afgørelsen afviger
grundlæggende fra nærværende sag, fordi der ikke i Prévost-sagen var tale om
forud fastlagte dispositioner. SKAT har her overset, at der mellem de
bagvedliggende ejere var truffet en aftale (i aktionæroverenskomsten) om
udlodning af 80 % af overskuddet.
I en situation, hvor der rent faktisk har været en gennemstrømning af
udbytte til de ultimative ejere, hvor de ultimative ejere på forhånd har
truffet beslutning om, at der skal udloddes udbytte op igennem selskaberne, og
hvor mellemholdingselskabet ikke har anden aktivitet og fysiske rammer end
dem, der følger af at være et rent holdingselskab, har den canadiske Federal
Court of Appeal i Prévost-sagen altså ikke fundet støtte for, at det pågældende
hollandske mellemholdingselskab ikke skulle være "beneficial owner" af udbytter
fra det canadiske datterselskab.
En bedømmelse af nærværende sag - hvor der ikke har været en faktisk
gennemstrømning, men hvor udbyttet tværtimod er kommet udbyttemodtageren til
gode, og hvor der ikke er tale om treaty shopping - fører så meget desto mere
til det samme resultat, nemlig at der ikke er grundlag for ikke at anse den
formelle udbyttemodtager som "retmæssig ejer" heraf.
SKAT har anført, at H1 S.a.r.l. var forpligtet til at genudlåne det udloddede
beløb til S A/S, og at H1 S.a.r.l. dermed havde så snævre beføjelser i relation
til udbyttet, at selskabet ikke kan kvalificeres som retmæssig ejer i relation
til dette.
Hertil bemærkes, at den omstændighed, at disse dispositioner - ligesom enhver
anden større disposition i en koncern - var planlagt af ledelsen i H1 S.a.r.l.,
før de blev gennemført, ikke er ensbetydende med, at selskabets ledelse ikke
kunne have disponeret anderledes, og det bestrides, at genudlånet til det
udbytteudloddende selskab ikke på nogen måde var en beslutning, som selskabets
ledelse var involveret i.
H1 S.a.r.l. disponerede over det udloddede beløb ved at udlåne dette til S
A/S, og H1 S.a.r.l. har dermed haft den fulde glæde af det udloddede beløb.
Vedrørende moder-/datterselskabsdirektivet har SKAT henvist til "det
almindelige fællesskabsretlige princip om forbud mod retsmisbrug".
Hertil bemærkes, at der ikke foreligger et kunstigt arrangement, hvis formål
er at omgå EU-retlige regler. De bagvedliggende ejere har således ikke etableret
H1 S.a.r.l. med det formål at opnå utilsigtede fordele i kraft af
moder-/datterselskabsdirektivet, og den skattemæssige fordel, der flyder af de
to landes forskellige skattemæssige behandling af konvertible lån, er under alle
omstændigheder et resultat af forskellig national skatteret, der intet har med
EU-retten at gøre. De foretagne dispositioner tager netop ikke sigte på at undgå
kildeskat på betalinger til ikke-europæiske foretagender gennem misbrug af
moder-/datterselskabsdirektivet. For det første er der ikke sket videreudlodning
til ikke-europæiske foretagender, og for det andet er der ikke tale om treaty
shopping.
SKAT har videre gjort gældende, at EU-rettens generelle misbrugsregler kan
finde anvendelse, uanset at der ikke er tilvejebragt hjemmel hertil i dansk ret.
Med hensyn til SKATs henvisning til Kofoed-dommen (sag c-321105, Kofoed)
bemærkes, at dommen udtrykkeligt fastslår, at anvendelsen af generelle
misbrugsbestemmelser i fællesskabsretlige direktiver forudsætter, at sådanne
misbrugsbestemmelser har hjemmel i national ret. Der henvises til dommens præmis
37-48 - herunder.
"46. I hovedsagen tilkommer det, såedes som generaladvokaten har anført i
punkt 63 i forslaget til afgørelse, den forelæggende ret at undersøge, om der i
dansk ret findes en almindelig bestemmelse eller grundsætning. hvorefter der
gælder et forbud mod retsmisbrug, eller andre bestemmelser om skattesvig eller
skatteunddragelse, som kan fortolkes i overensstemmelse med artikel 11, stk. 1,
litra a, i direktiv 90/434 og dermed begrunde, at den omhandlede ombytning af
selskabsandele beskattes (...)
47. I givet fald tilkommer det den forelæggende ret at undersøge, om
betingelserne for at anvende disse nationale bestemmelser er opfyldt i
hovedsagen.
48. På ovenstående baggrund skal det forelagte spørgsmål besvares med, at
under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende skal et udbytte som det,
der blev udbetalt, ikke indgå i beregningen af den "kontante udligningssum" som
omhandlet i artikel 2, litra d, i direktiv 90/434, og en ombytning af
selskabsandele som den, der er genstand for hovedsagen, udgør derfor en
"ombytning af aktier" som omhandlet i dette direktivs artikel 2, litra d.
Følgelig er artikel 8, stk. 1, i direktiv 90/434 principielt til hinder for,
at en sådan ombytning af selskabsandele beskattes, medmindre nationale
retsforskrifter om retsmisbrug, skattesvig eller skatteunddragelse kan fortolkes
i overensstemmelse med nævnte direktivs artikel 11, stk. 1. litra a og dermed
begrunde, at ombytningen beskattes." (repræsentantens understregninger).
EF-domstolen har udtrykkeligt fastslået, at det alene er interne danske
retsforskrifter om retsmisbrug, skattesvig eller skatteunddragelse, der kan
begrunde en fravigelse af direktivets skattefritagelsesbestemmelser. Disse
retsforskrifter behøver ikke at bestå i lovgivning, men kan også være uskrevne
retsgrundsætninger.
Resultatet støttes yderligere af, at der i moder-/datterselskabsdirektivets
artikel 1, stk. 2 - i modsætning til fusionsskattedirektivets artikel 11, stk.
1, litra a - direkte er henvist til "interne bestemmelser" om svig og misbrug.
SKAT har desuden henvist til Skatteministeriets kommentar til Kofoed-dommen i
SKM2007.843.DEP (TfS 2008, 45), hvori ministeriet har redegjort for, hvorfor
ministeriet efterfølgende tog bekræftende til genmæle i den nationale sag.
Selskabet støtter sig imidlertid ikke på udfaldet af den nationale sag, men
derimod på EF-Domstolens dom, hvorefter anvendelsen af misbrugsregler kræver
hjemmel i national ret.
Konklusionen er altså, at moder-/datterselskabsdirektivets artikel 1, stk. 2,
ikke er en materiel misbrugsregel, men derimod en bemyndigelse til
medlemsstaterne til at indføre eller opretholde nationale misbrugsregler. I
Danmark er det den domstolsskabte praksis om rette indkomstmodtager og
realitetsbetragtninger, der kan komme på tale, og det er ubestridt, at denne
praksis ikke fører til, at H1 S.a.r.l. kan nægtes skattefritagelse af udbyttet.
Til det af SKAT anførte om, at der under alle omstændigheder er hjemmel til
at håndhæve direktivets artikel 1, stk. 2, i selskabsskattelovens § 2, stk. 1,
litra c, 3. pkt., bemærkes, at hverken den blotte henvisning til
moder-/datterselskabsdirektivet i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, 3.
pkt., eller motivbemærkningerne giver nogen som helst støtte for et sådant
standpunkt. Henvisningen til moder-/datterselskabsdirektivet betyder blot, at
SKAT kan anvende interne misbrugsregler. SKATs argumentationsrække er cirkulær,
fordi SKAT forudsætter det resultat, som SKAT argumenterer for.
Der henvises til generaladvokatens forslag til afgørelse i den verserende sag
for EF-domstolen, C-352/08 (Zwijnenburg BV) - særligt pkt. 38, 47, 59, 62 og 69.
Generaladvokaten har dels slået fast, at artikel 11 i direktiv 90/434/EØF
udtømmende bestemmer under hvilke betingelser, det er muligt at afslå at anvende
de skattebegunstigelser, der er fastsat i direktivet og at dette forudsætter
nationale retsforskrifter, samt at bestemmelsens henvisning til
"skatteunddragelse" kun finder anvendelse på unddragelse af skatter, der er
omfattet af begunstigelserne i det pågældende direktiv.
SKAT har bestridt, at der er tale om en praksisskærpelse.
Hertil bemærkes, at bestemmelsen i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c,
om begrænset skattepligt af udbytter blev således indført ved lov nr. 370 af 13.
november 1968, der trådte i kraft den 1. januar 1970 (i forbindelse med
indførelsen af kildeskatten). Danmark har altså haft regler om udenlandske
selskabers begrænsede skattepligt til Danmark af udbytter i 40 år - kun afbrudt
af en kort periode på 2 1/2 år fra 1999 - 2001.
Ved lov nr. 1026 af 23. december 1998 afskaffedes således den generelle
begrænsede skattepligt på udbytter i moder-/datterselskabsforhold (25 %
ejerskab) med virkning fra og med indkomståret 1999, og den genindførtes ved lov
nr. 282 af 25. april 2001 (i de tilfælde, hvor beskatningen af udbyttet ikke
skal frafaldes eller nedsættes efter bestemmelserne i
moder/datterselskabsdirektivet eller efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst).
Sidstnævnte lovændring havde virkning for udbytter udbetalt fra og med den 1.
juli 2001.
Moder-/datterselskabsdirektivet blev implementeret i dansk ret ved lov nr.
219 af 1. april 1992 i selskabsskattelovens § 2, stk. 5, således at der herefter
ikke længere skulle indeholdes udbytteskat ved udlodning af udbytter til
moderselskaber inden for EU.
Det følger heraf, at det i næsten 20 år har haft direkte betydning for
spørgsmålet om begrænset skattepligt, om der er tale om et udbyttemodtagende
moderselskab (inden for EU), og siden 2001, om der er tale om et
udbyttemodtagende moderselskab i et overenskomstland.
Hertil kommer imidlertid, at fortolkningen at begrebet "retmæssig ejer"
gennem årene har haft betydning i relation til alle de
dobbeltbeskatningsoverenskomster, hvor dette begreb er medtaget som betingelse
for at opnå lempelse. Begrebet "retmæssig ejer" blev introduceret i
modeloverenskomsten i 1977.
Det er ikke troværdigt, at den omstændighed, at der først nu er blevet rejst
(et stort antal) sager om begrænset skattepligt, hvori de faktiske forhold
ganske svarer til de faktiske forhold i tidligere indkomstår, skulle være udtryk
for, at den tidligere ligningsmæssige behandling har været mangelfuld.
Det gøres gældende, at SKATs fortolkning af, hvad der skal forstås ved
"retmæssig ejer" er ændret, ligesom SKAT har ændret opfattelse af, hvornår et
udenlandsk selskab har krav på skattefrihed efter
moder-/datterselskabsdirektivet.
Som et eksempel herpå kan nævnes, at SKATs nu forfægtede fortolkning afviger
fra Skatteministerens svar af 6. november 2006 på spørgsmål S 474, hvorefter
udtrykket "rette indkomstmodtager" må anses for at være meget lig udtrykket
"beneficial owner".
Som et andet eksempel kan nævnes, at SKAT negligerer ministerens svar i
SKM2008.728.DEP, hvorefter der stilles krav om faktisk gennemstrømning.
EF-Traktatens frihedsrettigheder
Blot for alle tilfældes skyld bemærkes, at den foretagne udbyttebeskatning
også indebærer en krænkelse af EF-Traktatens frihedsrettigheder, fordi den
foretagne beskatning indebærer anvendelsen af en mere vidtgående misbrugsregel
over for et holdingselskab i en anden medlemsstat end de misbrugsregler, der kan
anvendes over for danske holdingselskaber.
SKATs (berettigede) undladelse af at anvende interne misbrugsregler -
realitetsbetragtninger og princippet om rette indkomstmodtager - i sagen viser
således, at SKAT (korrekt) ikke ville have pålagt udbytteskat, dersom H1
S.a.r.l. i stedet havde været et dansk holdingselskab. Dermed ville det have
været mere fordelagtigt at etablere et dansk holdingselskab end et luxembourgsk
holdingselskab. Der foreligger således en åbenbar restriktion, som ikke kan
retfærdiggøres af tvingende almene hensyn.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
S A/S har udloddet udbytte til moderselskabet, H1 S.a.r.l. Samme dag er
næsten hele det udloddede beløb udlånt tilbage til S A/S, der ligeledes samme
dag har foretaget en forhøjelse af aktiekapitalen i D A/S ved indbetaling af x
DKK. D A/S har anvendt beløbet til køb af A A/S. Ultimo året er det konvertible
lån til S A/S incl. renter konverteret til aktiekapital i S A/S.
Ifølge kildeskattelovens § 65, stk. 1, skal selskaber indeholde udbytteskat i
forbindelse med vedtagelse eller beslutning om udbetaling af udbytte. Ifølge
bestemmelsens stk. 5, skal der dog ikke indeholdes udbytteskat i udbytte, som et
selskab, der er hjemmehørende i udlandet, modtager fra et selskab, der er
hjemmehørende her i landet, når det pågældende udbytte ikke er omfattet af
skattepligten, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c.
Ifølge den dagældende selskabsskattelovs § 2, stk. 1, litra c, er selskaber,
der har hjemsted i udlandet, som udgangspunkt begrænset skattepligtige af
udbytte, jf. 1. pkt. Dette gælder dog ikke udbytte, som oppebæres af et selskab,
der ejer mindst 20 % af aktiekapitalen i det udbyttegivende selskab i en
sammenhængende periode på mindst 1 år, inden for hvilken periode
udbytteudlodningstidspunktet skal ligge, jf. 2. og 3. pkt. Det er en betingelse,
at beskatningen af udbyttet skal frafaldes eller nedsættes efter bestemmelserne
i direktiv 90/435/EØF om en fælles beskatningsordning for moder- og
datterselskaber fra forskellige medlemsstater eller efter en
dobbeltbeskatningsoverenskomst med den stat, hvor selskabet er hjemmehørende,
jf. 4. pkt.
3 retsmedlemmer - herunder retsformanden - bemærker:
Ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Luxembourg af 17.
november 1980 artikel 10, stk. 2, kan udbytte beskattes i kildestaten. Den skat,
der pålægges, må dog - såfremt modtageren er udbyttets retsmæssige ejer, og
denne er et selskab, der direkte ejer mindst 25 % af kapitalen i det udloddende
selskab - ikke overstige 5 % af bruttobeløbet af udbyttet.
Bestemmelsen svarer til artikel 10 i OECDs modeloverenskomst.
Af kommentar til modeloverenskomstens artikel 10 punkt 12 fremgår blandt
andet, at udtrykket retmæssig ejer ikke er anvendt i en snæver teknisk
betydning, men skal ses i sammenhængen og i lyset af overenskomstens hensigt og
formål, herunder at undgå dobbeltbeskatning og forhindre skatteunddragelse og
skatteundgåelse. Af kommentarens punkt 12.1 fremgår, at en agent eller
mellemmand ikke kan anses som retmæssig ejer, og at en person, der på anden måde
end som agent eller mellemmand, blot fungerer som "gennemstrømningsenhed"
(conduit) for en anden person, der rent faktisk modtager den pågældende
indkomst, heller ikke kan anses for retmæssig ejer. Der er henvist til rapport
fra Committee on Fiscal Affairs, hvoraf fremgår, at et "gennemstrømningsselskab"
normalt ikke kan anses for den retmæssige ejer, hvis det, skønt det er den
formelle ejer, reelt har meget snævre beføjelser, som, i relation til den
pågældende indkomst, gør det til en "nullitet" eller administrator, der handler
på vegne af andre parter. I kommentarens punkt 22 er det anbefalet at aftale
særlige undtagelser for det tilfælde, at den retmæssige ejer af udbytte fra
kildestaten er et selskab i den anden kontraherende stat, som ejes af
aktionærer, der er hjemmehørende uden for denne stat, og hvor selskabet ikke
udbetaler fortjeneste i form af udbytte og nyder en begunstigende skattemæssig
behandling.
Som følge heraf anses udbyttemodtagere, der er agenter, mellemmænd og
"gennemstrømningsselskaber" ikke for retmæssige ejere af udbyttet. For så vidt
angår "gennemstrømningsselskaber" er det dog en betingelse, at selskabet har
meget snævre beføjelser, som, i relation til udbyttet, gør det til en "nullitet"
eller administrator. Det forhold, at en udbyttemodtager har meget snævre
beføjelser i relation til udbyttet, kan ikke i sig selv medføre, at det ikke er
retmæssig ejer.
Det lægges som foran anført til grund, at H1 S.a.r.l. oppebar det pågældende
udbytte.
Idet H1 S.a.r.l. ikke har viderekanaliseret det pågældende udbytte til dets
moderselskab, H S.a.r.l. eller dettes aktionærer, men i stedet har anvendt
udbyttet til udlån til selskabet, hvorfra det er anvendt til kapitalforhøjelse i
D A/S, der endeligt har anvendt beløbet til køb af A A/S, kan H1 S.a.r.l. ikke i
relation til dette udbytte anses for et "gennemstrømningsselskab". Under disse
omstændigheder anses H1 S.a.r.l. for retmæssig ejer af udbyttet.
Som følge heraf gælder begrænsningen i dobbeltbeskatningsoverenskomstens
artikel 10, stk. 2, hvorefter Danmark som kildeland alene kan beskatte 5 % af
udbyttet.
Idet beskatningen af udbyttet herefter skal nedsættes efter
dobbeltbeskatningsoverenskomsten, følger det af selskabsskattelovens § 2, stk.
1, litra c, at udbyttet ikke er omfattet af den begrænsede skattepligt.
Ifølge direktiv 90/435/EØF om en fælles beskatningsordning for moder- og
datterselskaber fra forskellige medlemsstater artikel 5, fritages udbytte, som
et datterselskab udlodder til sit moderselskab, for kildeskat.
Af direktivets artikel 1, stk. 2 fremgår: "Dette direktiv er ikke til hinder
for anvendelsen af interne bestemmelser eller overenskomster, som er nødvendige
for at hindre svig og misbrug."
Det følger heraf, at direktivets fordele kan nægtes med hjemmel i national
rets bestemmelser om hindring af svig og misbrug. I dansk ret findes ikke
lovbestemmelser med dette sigte, men hjemmel til hindring af svig og misbrug
følger af retspraksis.
Da H1 S.a.r.l. anses for rette indkomstmodtager af udbyttet, og da der ud fra
realitetsbetragtninger ikke kan ske tilsidesættelse af de foretagne
dispositioner, anses der ikke i dansk ret at være hjemmel til at nægte
selskaberne de fordele, der følger af direktivet. Der kan blandt andet henvises
til Højesterets domme af 30. oktober 2003 og 7. december 2006 offentliggjort i
henholdsvis
SKM2003.482.HR og
SKM2006.749.HR samt til EF-Domstolens dom i sag C-321/05 (Hans Markus
Kofoed) og Skatteministeriets kommentar offentliggjort i
SKM2007.843.DEP.
Som følge heraf skal udbyttet i medfør af direktivets artikel 5 fritages for
kildeskat.
Idet beskatningen af udbyttet herefter tillige skal frafaldes efter direktiv
90/435/EØF, følger det - også af denne grund - af selskabsskattelovens § 2, stk.
1, litra c, at udbyttet ikke er omfattet af den begrænsede skattepligt.
Disse retsmedlemmer finder, at S A/S herefter ikke har været pligtigt til at
indeholde udbytteskat af udbyttet, jf. kildeskattelovens § 65, stk. 5.
Et retsmedlem bemærker:
For så vidt angår dobbeltbeskatningsoverenskomsten, må kommentarerne til
modelkonventionen forstås således, at det ikke i sig selv er afgørende, at
udbyttebeløbene ikke umiddelbart er blevet videreført til de bagvedliggende
ejere, idet det afgørende er den formelle modtagers manglende beføjelse til selv
at råde over udbyttet. H1 S.a.r.l. anses ikke for beneficial owner, da selskabet
ikke har nogen selvstændig ret til at disponere over udbyttebeløbene. Da H1
S.a.r.l. således alene er indskudt som et mellemliggende holdingselskab, der
reelt ikke har beføjelser til at disponere på anden måde over disse beløb end
den bagvedliggende ejerstruktur på forhånd har besluttet, anses den
dansk/luxembourgske DBO ikke at afskære Danmark fra at gennemføre en
kildelandsbeskatning af udbyttebeløbene.
For så vidt angår direktivet, anses det ikke at være en betingelse for at
undlade lempelse i medfør af moder/datterselskabsdirektivet, at der nationalt er
gennemført en konkret hjemmel til at håndhæve direktivets artikel 1, stk. 2.
Idet det må lægges til grund, at der er tale om et arrangement, hvis hovedformål
er at undgå skattebetaling, og konstruktionen ikke tjener noget kommercielt
formål, anses konstruktionen at kunne tilsidesættes efter EU-rettens generelle
grundsætninger om, at EU-retten ikke kan påberåbes med henblik på at gennemføre
svig eller misbrug.
Dette retsmedlem finder herefter, at S A/S skulle have indeholdt udbytteskat
af udbyttet, jf. kildeskattelovens § 65, stk. 5.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, og SKATs afgørelse ændres i
overensstemmelse hermed. |